Det danske Fredsakademi
Digt-antologi
Jul
Af Uffe Hansen
Verdens ve og vånde,
vold og krig og død,
som en vinters ånde
virker angst og nød;
under tidens tynge
stilles livets gang;
hvem tør tro og synge
håbets stærke sang?
Kan vi lyset tænde
i vor jammers nat,
så vor frygt får ende
og forstummer brat?
Kan vi vejen bane
frem til fred og fryd
under korsets fane
og til klokkers lyd?
Alle slægters sage
mange tusind år
melder dog om dage,
som i solglans står;
efter uvejrstider
Buen under sky
meldte dog omsider
slægten frelst påny.
Tidens fylde kommer
for hver håbløs slægt,
som en nådig dommer
tog i varetægt.
Himlens stjerne skinner
midt i dybest nat,
så vort hjerte finder
frelsen, Gud har sat.
Så skal julens tale
også nu i år
hjerterne husvale,
læge dybe sår,
atter englesange
melde fred på jord,
frelse for de mange,
som i mørket bor.
Lydt skal ordet klinge
om Guds velbehag,
som skal faldne bringe
sejr i nederlag,
faderkærligheden
samle al vor æt,
skabe broderfreden,
frihed, lov og ret.
Kilde: Tro: 40 kristelige digte, 1970.
 |
 |