Det danske Fredsakademi

Digt-antologi

Historien om en rotte der sad på verdens tag

Af Kjeld Abell

Kjeld Abells digt: »Historien om en rotte der sad på verdens tag«, er skrevet som prolog til Dansk Fredskonference 1955, Aalborg 12. og 13. november. Ledsagemusiken skrev Niels Viggo Bentzon.

Kjeld Abell har velvilligst overladt Dansk Fredskonference manu­skriptet til udgivelse, og tegneren Helge Kuhn-Nielsen har illustreret. Hele indtægten ved salget af dette særtryk går til støtte for Dansk Fredskonferences videre arbejde.

Pris 5 kroner

Den strøg forbi mig, sa' en lille dreng,
jeg så dens øjne, far, de var så smukke.

Åh, smukke? sukked rotten, træt, forpint;
igennem kendte huller, opad, op,
var den omsider nå't til husets loft.
Min pels er skabet, halen klam og skællet,
det råber men'skekoret efter mig.
Hva' er de selv ? Jeg kender deres øjne,
de er kun fyldt af had og atter had.
Jeg drives af min sult, det er jeg skabt til,
men mennesket sig kalder skabnings herre,
dog myrder man, når man er allermættest.
Ja, fat det, hvem der vil, det er nok skrevet
i politivedtægtens triste bibel,
hvor der står mangt og meget om os rotter,
men mest om men'sket selv, det har de godt a'.

Og aftnens mørke la' sig over loftet,
langt borte hørtes sang og skønne toner
fra radioens ædle ønskekasse,
mens husets moder la'e dug på bordet,
det var vel døgnets sidste spisetid.

Det gav et gib i rotten. Spisetid!
Med pelsen stadig strittende i angst
den følte rottepligten til at gnave.
Den prøvede at glemme, dysse ned,
men intet hjalp, naturen var for stærk.
Dog, gnaveriet kunne måske dulme
på rastløshed. Den så sig hurtigt om.
Hva' var det hvide dér? Var det aviser?
Kan men'sket med så megen iver gnaske
den slags i sig, kan vel en rotte osse.
Nej, det holdt hårdt. At nogen virk'lig nænned
at ødelægge en så ren papirsmag,
det var som sværtens ord hang fast i ganen.
Men rotten tygged troligt, først en leder,
saa en opskrift. Åh, hvem der ha'de haft
lidt vådt. Med ét den standsede sin gumlen
og vejrede med begge næsebor.
Den duft! Hvor i alverden kom den fra?
Med lynets hast den snurrede omkring.

Dér, bag en skorsten lå en væltet flaske, de
sidste dråber var flydt ud. Åh, Himmel!
Det risled iskoldt ned langs rottens rygrad,
om flasken holdt en hånd, en men'skehånd!
Den tumlede tilbage, var nær snublet
i en stump tørresnor, der lå på gulvet,
den skreg for livet, var det mon en fælde!
Nej, alt var stille, hånden lå som før.
Nysgerrigt nærmed rotten sig og snused,
da i det samme håndens ejermand
trak hånden til sig, men lod flasken ligge.
Der stod en duft af salighed omkring ham;
de dråber måtte rotten lige smage,
den stak forsigtigt poten frem og slikked.
Åh, hvor det bed og sved, det livets vand,
for at få slukket branden i sin hals,
den satte skyndsomst tand i en avis.
Men du alstyrende! hvad var dog det?
Avisen foldede sig pluds'lig ud,
og sværten blev til tegn og billeder,
der råbte højt i munden på hinanden:
Her, læs du bare, sådan går det til;
læs osse mig, og mig, lød det i kor,
jeg er den ældste årgang her på loftet,
og jeg den sidste, men der står det samme.
Læs, rotte, læs, lær mennesket at kende,

læs om den krig, der var, og den, der kommer.
Et hav af had og frygtelige våben
slog sammen om den arme rottes ho'de.
Nej! råbte den, I lyver, det er løgn!
Så se da selv det allernyeste —
nej, ikke pigen dér, ja, hun er smuk,
man putter piger ind som sukkergodt —
men dér! Hva' si'r den dig, den paddehat?

Den svared ikke, rotten, sad bomstille,
så kom det endeligt, men svagt og lavmælt:
At mennesket var ondt, det vidste jeg,
men at man fører den slags krig mod rotter —

Mod rotter! Loftet hylede af latter.
Det er den krig, de fører mod sig selv!

Sig selv!

En stilhed la' sig over loftet.

Nej! det sker aldrig, aldrig nogensinde
med alt det politi, som men'sket ejer,
domstolene, der deler straffe ud.

Ja, straffe. Stemmen kom fra en avis,
der lå så dybt begravet i en bunke,
at støv og snavs først måtte pustes væk.
Se mine straffe, da det sidst var slut.

Ja, da det sidst var slut, lød loftets ekko.
Men rotten hørte ikke, den bare så
en række hoveder med strik om halsen.

Ja, efter næste mister vi da helt
vor læserstab, for alle, der kan læse,
får vel den dom at hænges ved en strikke.

En tanke jog igennem rottens ho'de,
den tørresnor, der lå her, hvor var den!
Og hvor var han! Så svar mig, tomhed!

Dér!

Fra loftets mørke dingled et par fødder.
Nej! det må ikke ske.

Stands, rotte, stands!
Hængt mand er nuomstunder ingen nyhed.

Men rottens svar var kun en ilsom gratten
langs tagets spær. Den sidste bjælke, så!
Dens skarpe tænder gnaved gennem rebet,
blev ved at gnave, til der lød et bump.

Han lever! skreg aviserne lyksaligt,
den nyhed kan man trykke med petit.

Ja, med petit. Petit har osse ret,
ja, allermest måske, for hvad er stort?
Af det, der kaldes småt, det store gror.
Om rotte eller menneske, alt liv
bær' i sin kim et lillebitte billed
af verdensaltets grænseløse storhed.
Rør' man den kim, kan blomster skyde op
og blive nye verdner, hvor kærlighed
til liv er loven for alt levende.

Her sidder jeg på verdens tag, en rotte.
Hver lille prik på jordens overflade
er verdens tag, om du da vil det selv.

Nu slukkes lysene
af nattens komme,
dernede sover han den lille dreng,
der så', at mine øjne var så smukke.
Hvorfor de syntes smukke, veed jeg nu,
det var jo angsten for at miste det liv,
som man trods alt så gerne ville leve.
Det genskær af en drøm om livets skønhed kan gøre alle,
selv et men'ske, smuk.

Om lidt er alting slugt af nattens stilhed,
men nat er ikke død, en ny dag kommer.
Langt borte bæres døgnets sidste toner,
det sidste lys — der er et yndigt land.

A/S RECATO

Kilde: Historien om en rotte der sad på verdens tag, 1955.

Top