Det danske Fredsakademi
Digt-antologi
Minesprængt
Af Ukendt
Aldrig mere Krig
De lyttere, cler havde energi til også at lytte til den sidste radioudsendelse den 5. maj — på 10 årsdagen for krigens afslutning - fik lejlighed til at høre følgende gribende digt. Udsendelsens arrangør, bibliotekar Leo Buschardt, Det kgl. Bibliotek, har venligst efter anmodning sendt en afskrift af digtet, som ikke findes offentliggjort.
Digtet var det sidste i udsendelsen, og de sidste ord, der lød ud i æteren på denne minde¬rige aften var således slutningsordene i digtet: » . . .lad vort råb blive hørt som eet skrig: Aldrig mer' krig!«
Vi sejled' fra England en dag i december,
jeg selv var forhyret på skibet som lemper,
der hersked' en dyster stemning ombord,
som om noget ondt var i vente.
Der blev ikke brugt overflødige ord,
og vejret var det værste, vi kendte.
Der kuled' fra nord et isnende jag,
og sneen, den pisked' den hele dag -
så himlen en tåge os sendte.
Vor minelods havde vi forlængst sagt farvel,
og vi håbed' nu, at vi med lidt held
kunne undgå de drivende løsrevne miner -
de djævelsk lurende helvedsmaskiner. .
Luften var grå -
mørket faldt på.
Faren den lured', det vidste vi alle,
vi var på vor post, måtte stå eller falde.
Det var rent tilfældigt,
jeg den nat fra døden slap.
Jeg var lige blevet vækket,
stod nu på dækket
og skulle så ned og tå' mit nap.
Der lød et brag,
et forfærdeligt brag -
jeg ganske bedøvet i dækket blev slået,
og inden mange minutter var gået,
var hele vort stolte skib kun et vrag.
Omkring mig sås kun flammer og røg,
og under mig hørtes en hvislen — en hvinen -
og med eet slog det ned i mig,
hvad det betød. -
Det var dampen, der strømmed' ud fra maskinen
og spredte om sig en rædselsfuld død.
Hver een dernede med livet måtte bøde,
hver een blev skoldet til døde.
Vort skib blev begravet, opslugt af havet,
et offer for krigen -
minesprængt - væk!
Men de kammerater, der blev dernede,
de kunne godt en bedre død ha' fortjent,
end først at blive fortæret, skoldet af hede,
og derefter ned på havbunden sendt.
Hvad der derefter skete, jeg ikke erindrer.
Jeg kom først til mig selv,
da jeg sad i en båd
og roed' og roed' for at holde på varmen,
for jeg var drivende våd.
Og frosten den bider, så næppe jeg sanser,
at tøjet på kroppen det frøs til et panser,
en brynje, som hver en bevægelse hæmmer,
som skærer og smerter i krop og i lemmer.
Så fulgte en nat, som jeg aldrig glemmer.
Vi roed' og roed' og roed'
blev ved og blev ved.
Ustandselig hørtes klagende stemmer,
mens træthed og kulde i kroppen sled.
Vi var fjorten i båden, da vi stødte fra
vraget,
og kun tre var i live, da atter det daged'.
Vi tre blev reddet, en fiskerbåd fandt os,
besætningen plejed', vasked', forbandt os, satte os i land,
kun tre mand.
Er det krig? Kan nogen gi' mig et svar?
Kan nogen ta' ansvaret for, hvad der er sket?
Aldrig er frygteligere råheder set.
Kammerater, på post, vær klar,
lad vort råb blive hørt som eet skrig:
Aldrig mer' krig!
(Illegalt digt). Kilde: Pacifisten, 1955:6 s. 57.
 |
 |