Fredsakademiet, fuldtekst

Det danske Fredsakademi

Digt-antologi

Olaf Kullmann

Af Arnulf Øverland

Han var en tulling, blev det sagt:
Han trodde på eksemplets makt!

Og aldrig ville mannen se
at ingen tok sig nær av det.

De hadde brug for troens glød
til kaffespleis og wienerbrød.

De lot ham tale. Han slo ild
i dem, han rettet ordet til.

Men stadig var han pacifist!
åjo, til latter var han visst.

Han reiste til fascismens Rom
for å forkynne kristendom.

Han delte ut et flyveblad
mot krig og grusomhet og had.

En sint konstabel tok ham bort,
slik endte reisen nokså fort.

*****

Han eiet ikke folkevett,
Han gjorde det, han selv fant rett.

Han ville danne passiv front
mot vernemakt og hird og sånt.

Så han da ikke hvor bekvemt
folk snodde sig og havde glemt

all holdning, all anstendig ferd,
all følelse av egenverd,

og helten, for å være trygg,
smat unna bak sin egen rygg!

Han så vel hvad han vilde se:
De kommer nok, de kommer med,

men én må ta det første skritt
selv om det kanske koster litt.

Det er nødvendigt at du gjør
en ting, de andre ikke tør.

I grunnen er det ganske lett:
du ser jo selv hvad der er rett.

*****

Gestapo sa: Som De jo vet,
avbrøt vi Deres virksomhet.

Jo, Deres fred er fin og blå,
men vi kan ikke ha den nå!

De gir oss Deres æresord,
og holder tett med hvad De tror.

Skriv under nå, så er de fri!
Han svarte: Jeg vil heller bli.

*****

Så flygtløs og så barnefrom
tok han sitt valg, og tok sin dom.

Det altfor lille stykke brød,
det delte han. Det blev hans død.

(Jeg åt mit brød i stille skam,
og overlevet derved ham.)

Men ved å dele ut sin mat
befridde han sin sjel fra hat.

Brødskalken blev et sakrament,
og den var like dyr omtrent.

Han gav den som en brorskapspant
og for å gøre ordet sant,

det letvinte formaningsord,
at den som sulter er din bror.

At menneskene skal bestå
sin prøve, tenkte han vel på,

og om det kanske kan gå an
å være både god og sann?

- elske en anden som sig selv -
om det gik an allikevel!

*****

Feberen kom. Han la sig ned,
omstrålet af sin pandes fred.

Sirenehyl og luftvernsild
- nåja, det venner man sig til.

og ikke rokked det hans tro:
at menneskets natur er god!

Han døde - å, nej ikke glad!
- hvor henter vi glede fra?

men rolig, som han tok en hvil,
Og døden slettet ud hans smil.

Kilde: Norsk Ikkevold, 1977:2/3 s. 9.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page