Fredsakademiet, fuldtekst

Det danske Fredsakademi

Digt-antologi

Gengangere

Af Halfdan Rasmussen

Gaderne klædte sig anonymt og nægtede
at opgi navn og position til de fremmede.
Husene rykkede tættere sammen. Murene
rejste sig i protest og begyndte at tale.
Den gode Svejk tog fejl af situationen
og spurgte om panservognene var fra Ruhr
og i familje med Krupp von Bohlen und Halbach.
Maskinpistolen med munden fuld af bly
fik alle projektilerne galt i halsen
og fyrede et par gamle doktriner af,
dog uden at ramme Svejk der talte i gåder
og stædigt blev ved med at kalde Ulbricht for Heydrich.
Geværerne havde ingen argumenter
at sætte ind mod en sådan tåbelig snak.
De trætte panservogne vente sig om
og nægtede at deltage i diskussionen
med den slags ignoranter som ikke vidste
hvordan man opfører sig når man er besat...
Et utaknemmeligt job at være kriger
og skulle slås med ord. En ærlig krig
på rimelige våben kan man forstå.
Men det er ikke fair mod overmagten
at gøre den afmægtig. Magt er ret...
Ordene skjulte sig bag doktrinerne. Murene
opgav at tale og smuldrede langsomt. Gaderne
visnede hen. Den gode soldat Svejk
tog fejl af situationen endnu engang
og talte i søvne og kaldte Moskva for München.

Kilde: Uofficielle synspunkter. 1971.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til Indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk