Det danske Fredsakademi
Digt-antologi
Afskedstale
En afskedstale beder I mig om?
Nuvel, se her: højtideligt jeg lægger
profetens kappe af. Lad skæbnens vind
den føre bort. Lad bare krageflokke
rive den itu med hakkenæb
og vilde skrig og bruge den til reder
i Limburgs kirketårn. Jeg frafalder ordet
det gudbefalede, som vared jer
så tit mod farer - eller trued jer
med himlens straffe, som I siden fik!
Forbi er dette pjat. Jeg bøjer mig,
jeg bukker dybt for jer og siger undskyld
til alle, jeg har vækket brat af søvnen
og truffet i samvittigheden hårdt
med mine sange, der lød højere end stormen.
Gå I nu efter jeres lygtemænd
i sumpen ud, hvor urtids padde kvækker
og skræmmer poesiens enhjørning
fra Germanien væk, hvortil den sig forvilded.
Bliv hos jeres kæmper, jeres nisser,
hos jeres nidding Loke, Balders morder,
hos den, der planted spyd i Siegfrieds ryg.
Rust til næste Niebelungenslag,
indtil jeres slagtergernings haller
udbreder stank og gru i sådant mål,
at ikke mennesker, men kun robotter
kan finde lyst ved dette smadre-spil.
Lev vel!. Lev vel, jeg går!
... Men sker det jer en sølvlys vårdag
med milde lufte, duftende violer
og solens gode varme, at I efter
den vinters frost får trang til andre glæder
end blod og jern og massemord og nat
så vid, at seeren sin hilsen sender
fra ensomheden - fra sin fattigdom!
og beder til, at I må se hans lilje,
brandliljen, lyse vej i blindheds mørke
ud til frigjorthed, til kærlighed,
til helligt lys. Der I tyske vorder:
børn af frihed, findere af freden!
Kilde: Dialog, 1956:3 s. 24.
Dialog, socialistisk tidsskrift, etableret i 1952.
 |
 |