Det danske Fredsakademi

Digt-antologi

Solostemme i en valgkantate

Af Erik Stinus

I min ungdom var der de demokratiske partier
og det ene som ikke var demokratisk.
Idag er det anderledes indviklet.
Demokratiet besejrede Hitler og Mussolini,
sådan forstod jeg det,
så spaltede det sig i demokrati og ikke - demokrati,
det forstod jeg ikke;
er det nødvendigt for et demokrati
at ha fjender,
eller har det altid fjender?

Demokratiet førte krig i min ungdom,
efter at ha sat atombomben i verden
og prøvet den på indlJyggerne
i Hiroshima og Nagasaki
først en krig i Korea
(det var den vi hørte om,
men der var andre krige igang,
afviklingskrige i kolonierne)
og demokratiet havde travlt med at indlemme
Portugal, Grækenland, Tyrkiet
uden at portugiserne, grækerne og tyrkerne
mærkede andet end at priserne steg
på brød og mælk og tøj
og at der var flere fly i luften,
flere kampvogne på markerne og i gaderne,
store skibe i havnene og et fremmed tungemål.
Så blev de genopbyggede fabrikker ved Ruhr indlemmet,
hvorefter turen kom til Irag, Iran" Pakistan o. s. v.
Oppe under polarcirklen var Island,
som dog ellers selv hade frembragt demokrati,
og kolonien Grønland
faldet forlængst.

Demokratiet var bange
navnlig for ubåde i Øresund og norske fjorde
og her i landet for visse danskere
som det derfor holdt øje med
og krydsede af på lister.

På det tidspunkt var også de angrende røde
blevet indlemmet i demokratiet
som af nødvendighed og frygt
gjorde sig stærkt
indadtil og udadtil,
og det var næsten holdt op at ryste på hånden
da det anbefalede særlige konservesmærker
til fortæring
under langvarige ophold i beskyttelsesbunkers.

Min hånd rystede let,
den første gang jeg satte mit kryds,
for stemte jeg på demokratiet,
hvordan kunne jeg så vide
at det ikke blev Salazar eller shahen af Iran
der kom til at repræsentere mig på tinge?
Kunne det ikke være fangelejrene
på de græske øer jeg gav min stemme
eller de offentlige henrettelser
på torvet i Ankara?

Senere var det den mest ødelæggende krig
i verdenshistorien,
demokratiets krig mod Vietnam,
jeg uforsvarende kunne komme til at forlænge,
en Johnson, en Nixon, en Kissinger,
en general Westmoreland
eller f. eks. den evigunge europæer fra Holland,
Luns,
jeg kunne komme til at genindsætte
for en fire - årig periode.

Men jeg har altid stemt på demokratiet,
på folkestyret
som lytter også til valgets tabere,
fordi jeg tror
at nå'r vi så vidt engang
at det blir indført,
så vil folket der har fået magten
ikke bruge 12.500 kr. i minuttet
på krigsvæsen.
Istedetfor at købe en bombemaskine
vil det for flyets pris
opføre 250. 000 skoler
rundt omkring på kloden
og ansætte lærere og gi dem en rimelig løn
(mer koster det ikke - end en bombemaskine)
eller, som verden ser ud,
måske vælge at bygge 75 hospitaler,
hvert med 100 sengepladser, fuldt moderne udstyr
og ingen mangel på læger, sygeplejersker, portører.

Og jeg blir ved at stemme på demokratiet
for gradvis at rykke det nærmere
og menneskene nærmere hverandre.
Jeg forestiller mig at jeg en dag
ikke skal ryste på hånden
når jeg stemmer
fordi demokratiet, som i Nicaragua
efter 45 års demokratiske undertrykkelse
og med en tredjedel af landets befolkning på flugt
for mishandling, sult og pludselig død,
til sidst vil betyde hvad det betyder,
og at der med sorgen og glæden
over valgstedet vil sænke sig et øjebliks dyb stilhed
hvori vi hører tyrannernes fodtrin dø bort.

Kilde: Uofficielle synspunter, oprindelig publiceret i Træet, fuglen og okserne, 1980.
Tak til Erik Stinus for tilladelse til at publicere digtet.

Top