Det danske Fredsakademi

Digt-antologi

Guldspurven og sølvfuglen

Af Harald Herdal

Yndigt ligger jeg her på en skråning i luende solskin;
vidt og langt kan jeg se, ti åbent og stort ligger landet,
sommerens solede land med bølger af dale og bakker,
grønne af frodigt græs, korngule, med gårde som glimter
frem med en kalkhvid gavl, halvt skjult af løv, eller bare
stikker en skorsten tilværs over stråtagets mossede rygning.

Dette er Sjælland, mit land, i middagens mættede time,
køerne dovner i græs og kornet står tynget af kerne,
ingen mennesker ses, kun varmen flimrer i luften,
rummet er rent, uden skyr, og lærkerne høres deroppe.
Søen, jeg ser, genspejler en blank og kornblomstblå himmel,
og på den anden bred spejler skovens trær sig i vandet.

Guldspurven synger sin sang, en skælvende øm lille strofe,
solskinnet kysser mig hedt og sommeren er i mit hjerte,
og i mit indre blir til et digt om somren i Danmark.
Er det det soldrukne blå som da gør at det græske
versemål falder mig ind som naturligt, den ældgamle rytme;
let føjer ord sig til ord, om nu ellers det må mig forundes
takten at holde og rent besynge mit land og dets sommer.

Se, nu fanger mit blik, højt svævende lydløst i rummet,
stedse i videre flugt og stigen to lysende storke,
legende glider de let under og over hinanden,
længe betragter mit blik de storladne fugle deroppe.
De er jo digtet selv - når det frit flyver ud og i stedse
større og videre flugt vil rumme al sommerens fylde,
rumme dens rigdom og fred, dens Salighed, solskin og almagt

Ak om mit digt blev så skøn, så dristig en higen mod solen,
gerne styred jeg da min vingede hest imod bålet,
red mod den glødende ild med strammede, hårdt holdte tøjler,
selvom det blev til mit fald og solramt jeg styrted til jorden,
blev bare digtet så fast og lødigt som gerne jeg vil det.

... Solskin og stilhed, dyb ro. Men nu en summen i luften,
højt deroppe en støj, som ikke er somrens, naturens ...
Øje også jeg får på den lynende sølvfugl deroppe.
Storkene, hvor er nu de ? Jeg ser kun det flyvende under.
Under? Men også så vidt har mennesket bragt det: vi flyver!
Længe med undren vi så på fuglenes flugt under solen,
til omsider vi selv har lært os kunsten og flyver,
hæver som fuglen os op og flyver, om ikke så lydløst.

Ikke så lydløst, ak nej; om også den spindende tone
ejer sin rytme, sin takt, som menneskets sang over kloden
— andet minder den om, og brændende byer og huse, huse,
som styrter i grus og skrækslagne mennesker, jammer,
angstskrig og rædsler og kval, blir levende til i mit indre,
blot ved at høre den truende støj fra den ensomme flyver,
og ved den viden jeg har om det hærværk den magter at øve!

Juli, åh juli, din sol, sommerdag, blå luft — nu skygges
alt af den blinkende fugl, den summende sølvfugl deroppe,
fredelig nok i sin flugt, som en rovfugl der lurer på bytte;
bare på øvelse nu — men en dag blir det alvor og rummet
over de menneskemyldrende byer vil sortne og store,
menneskeskabte og menneskestyrede bombemaskiner,
tunge af last, vil da truende drøne deroppe,
og med et tryk på en knap sprede gru, sprede død over jorden.

Hér? Også hér! dette land, disse huse og marker og skove,
alt det mit øje nu ser, skal det en dag lægges øde,
jorden forgiftes af gas, baciller, og kornet opbrændes,
byerne skydes i grus, og flammer og røg slå mod himlen?

Guldspurv, som synger din sang, din dejlige strofe til livet,
skal du en skæbnefuld dag - hvis skæbnen dig ellers vil skåne,
og du kan finde en plet mellem rygende tomter hvorfra du
endnu kan synge din sang - vil du da under solen
synge som nu, som intet var sket og intet var hændt hér?

... Vil du da synge, som jeg i en krigshærget by hørte synge,
forårsberuset og ør, en solsort, mens isen på Elben
smelted i forårets sol, og mit hjerte stod stille,
mens jeg lyttede ramt til fuglen og tænkte: den synger!
synger trods alt, trods en ødelagt by, trods ruiner,
synger som intet var hændt og der kun var et forår i vente,
kun var i vente en tid da i reden små dunede unger
åbner de grådig gab i umættelig hunger, vil leve,
leve et solsorteliv mens mennesker lider og stønner
efter en frygtelig tid eller pønser på en endnu værre ...

Stadig kredser den højt, sølvfuglen, den menneskeskabte.
Kaster piloten et blik mod jorden og ser han hvor sommer-
fredelig frugtbar den er. Eller måler han saglig og dygtig
højden, hvor højt han kan gå — eller lavt han må synke,
for med en let mekanik at befri sig for byrden af bomber?

... Kan ikke mer på en skrænt i middagens time i juli
mennesket undes lidt fred til bare at ligge og nyde
jorden, den dejlige jord ... Hvis han tænker, så må han betænke
ikke alene sin egen men menneskehedens og jordens
mulige skæbne når nu, vi er nået så vidt, at vi regner,
at vi i kraft af os selv, vort snille, vor kløgt, er istand til
praktisk talt og med hast, at ødelægge vor klode,
(tiden det tager ved en og anden jo nok på minuttet!)
sådan at menneskeliv efter dette er højst problematisk,
dersom, ifald og såfremt der ellers er nogen tilbage.

Guldspurv, som synger din sang, en øm og skælvende strofe,
vil du mon synge den når omkring dig al jorden er øde,
mennesket borte og røg fra brandtomter stiger mod solen
eller vil også forgiftet du dø og din sangrøst forstumme?

Syng, mens du kan — som en digter der løfter sin stemme,
spørger : O mennesker vil I virkelig døden og vælger,
vælger I selv at gå til? Få dog øjnene op og besind jer.
Se dog hvor jorden er smuk, med rigdomme nok til os alle,
se dog hvor livet er godt, når bare I vil det. Og se dog,
se hvad I evner og kan, alt hvad I magter; betænk jer!
Vælg ikke døden men liv, og vælg ikke krigen men freden.
Da vil den blinkende fugl, den summende sølvfugl deroppe,
vidnet om hvad I formår, kun svæve en soldag i rummet,
for fra dets højder at se hvor jorden dernede er dejlig,
jorden, hvor mennesket bor og virker alene for livet.

Kilde: Guldspurven og sølvfuglen, Gyldendal 1953.

Top