Midsommervise Vi elsker vort land, der blev hamret af flint, men som kærtegn har rundet og børn givet navne. Som en bly labyrint løber veje af vand ud og ind mellem øer med byer og havne. I husene bor proletarer og bønder, der slider for tyvenes døtre og sønner Lad os stå arm i arm, gøre sommeren varm, så de stærke ká mærke vi ikke er bange – men mange! Vi elsker vort land og vi kræver en dag den værdi og det land, som vi skabte, tilbage. Ská vi svigte den sag, eller tro holde stand mod en plan som gi´r tyvene kronede dage? Vi sælger os ikke til grå bureaukrater - Trods grænserne ved vi, vi har kammerater. Lad os gå arm i arm.. Vi elsker vort land og vi drømmer så tit om et sund, der er blåt mellem blomstrende enge – ingen vold og profit, bare venlig forstand: det er folket der styrer i stedet for penge. Det land og den verden, det liv og de sange, som mægtige stjal fra de svage og bange. Lad os gå arm i arm.. © Jesper Jensen. Publiceret med tilladelse af forfatteren. Genudgivet af Det danske Fredsakademi som dukumentation af fredssagens historie og udvikling. Redaktør: Holger Terp.