Mellem krig og fred, 1983 og 1984 Når vi slår børn har vi loven med os Bare det er vores egne, så må vi godt hvis vi ikke slår for hårdt eller for længe og dær begynder krigen. Når kvinder går med solbriller i regnvejr eller slet ikke går ud på grund af braknæser og blomkålsører så er det fordi krigen da allerede er i gang, en eller anden krig. Din. Når du tror dit ansvar holder op ved dørmåtten eller en blank kofanger eller en trykimprægneret Colstrup-palisade, når du kun accepterer det ansvar loven har fantasi til at pålægge dig, så er det fordi der er krig allerede, en lille krig, ganske vist, men lidt har osse uret. Hvornår begyndte så krigen, den krig? Ja, i paradis var der fred, men det var der kun to der prøvede, og da de blev drevet ud og blev os, i arbejde, død og historie, - først da vi stod midt ude i tiden fik den fred, freden. Først da vi blev os selv, som det hedder, arbejdende, levende, fødende, begyndte krigen. Den er os. Den er i os, osse den. Den lever af vores ligegyldighed, vores trang til tryghed, vores seriøse mangel på alvor. Så snart vi er uopmærksomme kommer den, - når vi kun søger fred for os selv og vores skræmte børn er den lige om hjørnet, når vi uforstyrreligt bevarer alvoren er vi halvvejs uniformerede, når vi husker sagen, men glemmer os selv er vi allerede bevæbnede, når vi ikke improviserer, når vi ikke prøver os frem, når vi tager nederlag alvorligt adlyder vi allerede generaler. - Men hvorfor snakke om krig, når det er freden det gælder? Fordi freden er en drøm og den kan kun drømmes af levende og den drømmes i alle lejre, fra ø-lejre til militære forlægninger drømmer de om freden, naturligvis gør de det. På begge sider af alle grænser og fronter drømmer de om den. Nogen er endda parate til at slås for den, de er ikke for kloge, for den er en drøm, freden, og den som tror andet nærer en illusion ved sin barm og det fører til krig, før eller siden. Fred, det er håndværkerens drøm over arbejdet, det er praksis, illusionsløs, men det er ikke nok, ikke nu, i hvert fald, ikke mer. For hvis vi får en krig nu blir det en anden end dem vi kender og som vi har overlevet. Det er derfor den fred vi har nu, - hvis det er en fred - er så underlig. Fordi den under alle omstændigheder og efter alt at dømme er den sidste. Den eneste anden fred er den militæret af al magt prøver at skaffe os, og den er ikke nogen drøm, den er total. Som krigen. For hvad er krig nu? Det er økonomiens hjælpeløse dødsens farlige forsøg på at tale uden om os, hen over os. Det er den isolerede fornufts panik, dens desperate gestus, for sent, når den opdager sin egen yderste konsekvens: Vanviddet. Og vanviddets billede, et af dem: Neutronbombens perverse intelligens når den skelner mellem dig og dit køleskab og ikke tøver et sekund. Med krigen i os siger vi nej til den krig. Økonomiens sprog er os, der er ingen vej uden om. Med freden i os siger vi: Mer fred, bare lidt, så meget vi kan få, og så lidt mer, og lidt igen og sådan blir vi ved, skridt for skridt begynder vi at gå, vi er nødt til at gøre det sådan, der er ikke nogen anden måde, skridt for skridt, en langsom gang, en doven, upatetisk, grinende opmærksom march, skæv ude af trit med økonomien og den uniformerede fornuft. Freden er en drøm, lad dem se den! Lad os vise alle dem der drømmer om fred, hvordan deres drøm ser ud. Digtet ”sælges til fordel for fredsarbejdet af Fredsgruppen i Viborg og det er udgivet i oktober 1983 i anledning af FN's fredsuge”.