Det danske Fredsakademi

Basal konfliktløsning

Af Erik Lau Christensen, januar 2005

Enhver konflikt indeholder mindst ét møde mellem mindst to mennesker fra hver side i konflikten. Ethvert sådan møde indeholder muligheden for optrapning eller begyndende løsning af konflikten. Hvis blot ét af de mennesker, som mødes med en eller flere fra modparten, har overskud og vilje til at forbedre vilkårene for konfliktløsning, er chancen for løsning af konflikten til stede.

Hvilke forudsætninger eller betingelser er bedst for at opnå en løsning af konflikten, som begge parter kan leve med – også i længden?

  1. Indre fred og balance
  2. Medfølelse og forståelse
  3. Generøsitet
  4. Markering af grænser

Lad os se nærmere på hver af disse forudsætninger:

Indre fred og balance

Konflikter er ubehagelige og fremkalder ofte kraftige følelsesmæssige reaktioner, som også kan medvirke til at skabe og fastholde tankemønstre, hvor modparten tillægges onde motiver.

Selvom der kan være en vis sandhed i sådanne tanker, vil vi ofte gå til yderligheder, som afspejler sig i vores ordvalg: Du har altid … Du er kun ude på at …. Du ville aldrig … osv.

Hvis begge parter lader følelser og tanker få frit løb ud i det ekstremt negative er det givet, at konflikten optrappes.

Hvis én af parterne magter at styre sig, undgå ekstreme fjendebilleder og undgå beskyldninger og hadefulde angreb, men i stedet finder en indre fred og balance, så er presset mod modparten mindre, og modparten har en chance for at besinde sig. Det kan give så meget pusterum, at modparten også styrer sine udtalelser og ændrer sin opfattelse af den reelle trussel. En sådan udvikling åbner mulighed for løsning af konflikten, men der skal mere til.

Det er muligt at modparten blot bliver mere mistænksom: ”Hvad er det nu for en smart taktik, nu må jeg vist passe gevaldigt på ikke at blive røvrendt!” I så fald vil modpartens indstilling ikke blive forbedret, snarere tværtimod. Modparten vil fortsætte sine beskyldninger og hadefulde angreb. Hvis du nu lader dig provokere, så kører spillet videre med optrapning af konflikten, og dit forsøg på konfliktløsning er mislykkedes. Der er derfor i den situation vigtigt at du ikke lever op til modpartens forventninger til dig; der må du forsøge at skuffe din modpart. Du må opføre dig paradoksalt: Du siger eller gør noget, som er modsat af det, modparten forventer, og det du siger eller gør virker positivt på modparten. Du har på én eller anden måde gavnet din modpart; se nedenfor under generøsitet.

Det er muligt, at modparten atter bliver mere mistænksom, og du derfor er nødt til at finde nye måder at ”give modparten et nyt verdensbillede” på, gennem paradoksale udtalelser eller handlinger, før modparten begynder at reagere positivt på dine forsøg på at skabe gode vilkår for løsning af konflikten.

Hvordan kan du finde indre fred og balance, når du står overfor en modstander, som angriber dig med (meningsløse) beskyldninger og had? Hvis du kan meditere, så ved du hvordan det er muligt. Ellers må du prøve at trække vejret dybt og langsomt, slappe af i hele din krop, koncentrere dig om at se det gode i din modpart, finde ind til livets kerne, som også din modpart har dybt under al vrede, forurettelse, frygt og had. Også din modpart længes efter harmoni og fred. Får du kontakt til det dybtliggende menneskelige hos modparten føler du selv større tryghed og den oplevelse er i nogen grad gensidig.

Medfølelse og forståelse

Hvis det lykkes for dig at fornemme det dybtliggende menneskelige hos din modpart, så er du godt på vej til at finde medfølelse og forståelse for din modpart. Forsøg på flere måder at komme på bølgelængde med din modpart. Prøv at trække vejret i takt med modparten. Forsøg diskret at bringe din krop i samme stilling med de samme spændinger, som din modpart og mærk efter, hvordan du så har det. Forestil dig din modparts situation, ikke blot som følge af denne konflikt, men også i større sammenhæng. Hvordan er det at være din modpart? Hvor vanskeligt har livet været? Hvilke erfaringer har modparten at trække på? Hvad er de største vanskeligheder? Hvor er de bedste muligheder? Kan du begynde at forstå hvordan det er at være i den situation, som din modpart er i?

Efterhånden som du begynder at få en fornemmelse af nogle af de grundlæggende vilkår for din modpart, så tænk efter, hvordan din modpart opfatter dig. Hvad ved vedkommende om dig? Hvad kan vedkommende frygte? Hvad kan han håbe på? Kender vedkommende til din sårbarhed? Ved vedkommende hvorfor det er vigtigt for dig at få løst konflikten? Forventer vedkommende at du vil udnytte situationen? Begynder du at få en fornemmelse af hvorfor din modpart har grund til at frygte dig og din hensigt med konflikten?

Spørg dig selv om, hvad der skulle til for at begrænse modpartens frygt? Er der noget, du evt. kunne gøre for at afdramatisere situationen?

Under samtalen med modparten har du mulighed for at bruge de fornemmelser, du har opnået til at give din modpart de bedst mulige vilkår for slippe sin frygt, bedre at forstå din baggrund og positive hensigt og selv se nye muligheder for en konstruktiv løsning af konflikten. En lille, men betydningsfuld ting: Giv din modpart plads, både til at være i situationen, men også til at tale. Undgå at afbryde, det skaber kun irritation og demonstrerer foragt for vedkommendes ret til at have ret. For at kunne give din modpart de bedst mulige betingelser er det nødvendigt at du viser generøsitet, at du er villig til at give modparten noget, som du ikke er tvunget til at afgive.

Generøsitet

I en verden præget af konkurrence virker det paradoksalt at vise generøsitet. I familiesammenhæng oplever vi ofte generøsitet, men den har grænser. Der er få mennesker, som kan leve med et skævt forhold, hvor den ene part altid er den givende, mens den anden part mest modtager og sjældent yder meget til gengæld. Sådan opleves det ofte, men det er muligt, at begge parter mener at være den mest ydende part! (Det er ofte kærnen i ægteskabelige konflikter, ofte kombineret med skuffede forventninger til det seksuelle samliv – hos begge parter!)

Forældre har større tålmodighed, som gør det muligt for de fleste børn at vokse op i trygge forhold fordi forældrene elsker deres børn så meget, at generøsiteten holder til en skæv balance gennem mange år, måske hele livet ud.

Devisen for vores ”moderne” samfund er nu: ”Noget for noget”, altså ren byttehandel. Det er også forventningen til dig som modpart i en konflikt, at du skal have noget for at give indrømmelser. Virkeligheden i en konflikt er imidlertid, at konflikten ofte er ”skæv” eller asymmetrisk Det gælder øjensynligt i den såkaldte krig mod terror, men det gælder langt bredere. Parterne oplever ofte begge to, at der ikke er ligeværdig magt bag parterne i konflikten. Ofte har den ene part en overvældende magt, som reelt kan tvinge modparten til at acceptere en løsning, som ikke er holdbar fordi den er krænkende eller uværdig eller urimelig, måske direkte udnyttende.

En sådan situation er uheldig for begge parter, fordi den svage part er bange for at give selv de mindste indrømmelser, og den stærke part ikke kan se nogen grund til at give noget overhovedet. Derved er begge parter fastlåst uden mulighed for at komme nærmere til en løsning af konflikten. Resultatet bliver derfor let, at den stærke part dikterer sine betingelser og den svage part tvinges til at acceptere. Det er ingen løsning, kun en udskydelse af problemet og som sandsynligvis skærpes. Den nu skjulte konflikt bryder ud i optrappet form så snart den svage part finder en gunstig lejlighed.

Derfor er en åbning fra den stærkeste parts side en invitation til reelle forhandlinger. En åbning bør indeholde generøsitet, hvor den stærke part giver den svage part en del af det, som den svage part med rimelighed måtte kunne opnå for at sikre en langtidsholdbar løsning af konflikten. Den svage part har god grund til at forvente, at den stærke part vil sikre sig selv, men må nu samtidig erkende, at den stærke part i alt fald har forstået noget af det centrale for den svage part, og dermed har vist sin gode vilje. Konstruktive forhandlinger vil nu kunne fortsætte i en mere tillidsfuld atmosfære. Måske skal der flere generøse udspil til før den svage part føler sig tryg i forhandlingerne med den stærke part, men isen er brudt, og den svage part har grund til også at give den stærke part tilsagn om noget af det, vedkommende har brug for i en langtidsholdbar løsning. Det mest tillidsfulde, og derfor også mest effektive og harmoniske samspil mellem parterne opnås gennem en gensidig forståelse for og faktisk gennemført praktisering af den gensidige afhængighed som bygger på, at den stærkeste part til stadighed bestræber sig for at forstå, hvad den svageste part grundlæggende har behov for, og giver det til den svageste part, mens den svage part til gengæld også giver den stærkeste part det, som den stærke har brug for og som den svage evner at give.

Men hvis den stærkeste part ikke har forstået nødvendigheden af generøsitet som åbning, men måske endog demonstrerer magtarrogance, hvad så? Vi ser det jo på verdensscenen netop i disse år som genspejling af begivenheder i 30-erne i Europa. Den svage part kan trøste sig med, at ingen magtarrogance hidtil i verdenshistorien har haft mange års succes, hovmod står altid for fald. Men det kan tage en del år, og mange tab kan ske inden da, så det er på kort sigt en ringe trøst.

Den svage part har en mulighed for at tage et overordnet ansvar for situationen, men det er ikke givet, at det vil lykkes. Igen er åbningen generøsitet, men altså i denne situation en åbning fra den svage part, som forærer den stærke part noget, men der skal samtidig gives et klart budskab, ellers er det nytteløst og opfattes alene som en sejr af den stærke. Budskabet skal muliggøre, at den stærke part bringes til at forstå situationen bedre, bl.a. skal den stærke part nå til erkendelse af, at det er til fælles bedste at nå en langtidsholdbar løsning, og at tvang ud over den grænse, den svage part måtte have for at kunne ”leve” med konfliktløsningen på længere sigt, kun virker som grundlag for en ny, mere alvorlig konflikt senere, når den stærkeste midlertidig er i en svag position; og hvem ved, hvornår det sker?

Man kan sige, at den svageste part i denne situation må være den klogeste, og tage ansvar for at lære den stærkeste det, som er nødvendigt for et langsigtet, harmoniske forhold parterne imellem. Enhver kan se, at det er en vanskelig rolle, især hvis den stærkeste part i sin magtarrogance samtidig mener at være bedrevidende. Risikoen for den svage part er at miste det, som man generøst har foræret den stærke part, uden udsigt til løsning af konflikten. I den situation er det vigtigt for den svage part at være bevidst om, hvor grænsen går for det uudholdelige, og tydeliggøre overfor den stærke part, at der findes grænser for, hvad den svage part på langt sigt kan leve med. Spillet om grænserne er naturligvis afgørende for parternes forhandlinger. Hvis den stærke part fornemmer, at den svage part kan presses længere end rimeligt, er det sandsynligt at den magtarrogante, stærke part tager alt, hvad der kan opnås gennem pression. En del af spillet parterne imellem er fornemmelsen for grænsernes urokkelighed eller svaghed. Derfor er det gunstige forløb betinget af en god afklaring af grænser.

Til overvejelse: Det kan ske, at den svage part har en hidtil ukendt styrke, som først viser sig, når den stærke har demonstreret sin magtarrogance.

Markering af grænser

Lige så vigtigt, det er at markere grænser, lige så vanskeligt er det at give konkrete anvisninger på, hvordan det skal gøres i det enkelte tilfælde. Det er indlysende, at det går galt med konfliktløsningen, hvis grænserne står uklare. Det går også galt, hvis grænserne er urealistiske, hvad enten de er uopnåelige eller uholdbare i det lange løb.

I begyndelsen af en forhandling er begge parter sjældent interesserede i at afsløre ”hvor smertegrænsen går”, men begge parter ved, at de må finde ud af, hvor langt modparten er villig til at gå. Og begge parter ved også, at den endelige aftale bliver bedre og klarere, når grænserne er afklaret. En klar aftale fortolkes ens af begge parter.

Den hurtige løsning for den magtarrogante er diktat af vilkår, et ultimatum, men det er en meget ufrugtbar måde at markere grænser på. Det leder til nye og vanskeligere konflikter på længere sigt.

Hvordan kan grænserne afklares? Måske bedst gennem gensidig indlevelse i modpartens situation og fremsættelse af forslag ud fra formodninger. Grundlæggende må du forsøge at forstå modpartens ønsker og krav ud fra din egen oplevelse af, hvad der kunne være modpartens fundamentale behov. Igen er generøsitet vigtig. Hvis du kan sikre dig, at modparten får dækket sit fundamentale behov er det sandsynligt, at vedkommende er tæt ved den acceptable grænse. I dette spil er det muligt at begge parter oplever, at de kan få dækket hinandens behov tilfredsstillende uden at miste noget selv. Så er den lykkelige situation opstået, hvor begge parter vinder og der ikke er nogen tabere. Det opnås lettest i de tilfælde, hvor parterne opnår megen tillid til hinanden, og samtidig erkender den indbyrdes afhængighed.

Magt

I spillet om konfliktløsning står magt som en joker, som er vanskelig at bruge, men den er til stede.

Magt findes. Hvis du ikke bruger den, så vil en anden forsøge at få magt og bruge den.

Magt kan bruges med respekt for den store sammenhæng og til gavn for mennesker.

Magt kan misbruges på uendelig mange måder, og det kan lede til nye, større vanskeligheder.

Herluf Trolle sagde engang: ”De gyldne kæder forpligter”.

Det kan fortolkes således: ”Hvis du har magt, så brug den med omtanke, til gavn for mennesker og i respekt for de store sammenhænge i livet. Kun når det lykkes for dig, skader magten ikke nogen, heller ikke dig selv.”

Respekt for de store sammenhænge? Er det religion, eller kunne det være det?

Rekapitulation

Der er fire grundlæggende forudsætninger for at opnå løsning af konflikter, og der er én joker i spillet.

Indre fred og balance er en nødvendig betingelse for tryghed. Fred smitter ligesom vrede. Tryghed åbner for risikovilje, som er nødvendig for konfliktløsning.

Medfølelse og forståelse er forudsætninger for at undgå fejltolkninger af modpartens signaler. Uden medfølelse og forståelse når vi ikke længere end til de døves dialog: Begge taler, men ingen hører, hvad der bliver sagt! Hvordan kan man så komme videre?

Generøsitet er den nødvendige åbning, den satsning, som viser den gode vilje. Uden den åbning ingen nedtrapning af konflikten, ingen mulighed for løsning.

Markering af grænser skaber et tilladeligt spillefelt. Hvis ingen ved, hvornår bolden er ude, mister spillet mening. Det svarer til et fodboldspil uden afgrænsning og uden mål. Den ene part kan være overbevist om sejr, mens den anden fortsat spiller i det skjulte for at sejre.

Magt kan gavne eller ødelægge alt. Lær at bruge magten, hvis du har den, så den også gavner den svage, som ikke kan forsvare egne interesser. Hvis du sikrer, at den svage tilgodeses rimeligt gennem din magt, er det måske lykkedes for dig?

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.
Locations of visitors to this page