Det Danske Fredsakademi

Carl von Ossietzky : Fredshelten i Koncentrationslejren

Af Kurt D. Singer
Oversat af Esther Gretor
Frem-Forlag. København. 1936



Ossietzkys sociale Kamp.

Hvis man virkelig vil forstaa Ossietzky, er det ikke nok at kende hans heltemodige Kamp mod Militarismen. - Ossietzky var Politiker, hans Artikler var politiske Afhandlinger, overalt, - hvor det gjaldt om at hjælpe, greb han ind. Hvor Mennesker forfulgtes, ligegyldigt af hvad Grund eller for hvilken Brøde, optraadte han som deres Ven og Hjælper. For Ossietzky var det ganske naturligt altid at stille sig paa den svages Side. Samtidig med sin Kamp Freden førte han derfor ogsaa en Kamp for Samfundets sociale Forbedring. Ossietzky var hverken Kommunist eller Socialdemokrat, og han tilhørte heller ikke nogen af de utallige tyske Smaapartier. Carl von Ossietzky deltog i grundlæggelsen af Der Republikanische Partei Deutschland 6. Januar 1924. Desuden skrev han i partiorganerne og var opstillet til rigsdagsvalget 4. Maj 1924, hvor partiet fik 45.722 stemmer. Han afviste al Partipolitik og var stolt af at “sidde mellem alle Stolene”.

- Han var modig nok til at kæmpe alene. Det var ham ikke muligt at forskrive sig til en Bevægelse, som han ikke var fuldt ud enig med. Kampen for Freden gjorde det muligt. Hans Hjerne var ofte hos Socialdemokraterne, hans Hjerte oftest hos Kommunisterne. Undertiden kritiserede han dem begge. - Skønt han paa en Maade stod disse to Arbejderpartier nærmest, var han dog Demokrat. Han var den sidste tyske Demokrat, der opfattede Demokratiet fra dets bedste Side, og for hvem Demokratiet faldt sammen med sociale, med socialistiske Fremskridt. Kommunisterne betegnede ham ofte som borgerlig Demokrat, og de borgerlige Demokrater betragtede ham som Kommunist. Men han gik støt sin Gang, kæmpede mod Krigen, kæmpede for de demokratiske Friheder og var overbevist om, at Socialismen, hvis den blot blev rigtig anvendt, kunde føre til Fred og social Retfærdighed. - I Dag kæmper alle antifascistiske Partier og Grupper for hans Befrielse.

Vi vil give nogle Eksempler paa, hvorledes Ossietzky førte sin Kamp uden Hensyn til Partierne , da 22 berlinske Arbejdede under en illegal Majdemonstration var blevet skudt ned af den socialdemokra-tiske Politipræsident Zörrgiebels Politi, tog han bagefter Parti for de kommunistiske Arbejdere. Han prøvede at afsløre de virkelig skyldige, at hjælpe Enkerne og de faderløse Børn. Men allerede kort Tid efter optraadte han mod Kommunisterne, der sendte en Mand som Trotzky i Landflygtighed. Senere modarbejdede han Hindenburgs Kandidatur, fordi Hindenburg var General. Da Socialdemokraterne stemte paa Hindenburg, optraadte han som deres Modstander. Nogle faa Uger efter forsvarede han Socialdemokratiet, da Kommunisterne og Nazisterne gik samen om en Folkeafstemning for at styrte den socialdemokratiske Regering. Skønt Ossietzky var en overbevist Demokrat, var han dog aldrig bange for at sige det tyske Demokrati Sandheden. Efter hans Opfattelse havde det tyske Demokrati ingen Rygrad, og han hadede Kompromiser. Fra den Dag, den tyske Republik blev grundlagt og til den gik under, har Ossietzky bekæmpet de demokratiske Kompromiser, som for hver Dag der gik udhulede Demokratiet mere og mere, medens Hitler, hvem Demokratiet gav Statsborgerret, blev stærkere og stærkere. Ossietzky oplevede med aabne øjne Demokratiets Undergang. Da Nationalsocialisterne, efter deres uhørte Valgsejr i September 1930, foranstaltede en Voldsdemonstration mod Antikrigsfilmen “Intet nyt fra Vestfronten” og faktisk ogsaa fik den svage, demokratiske Republik til at forbyde denne demokratiske og pacifistiske Film, blev Ossietzky uden af sig selv. Han skrev:

“Nu er der altsaa igen blevet udspillet ægte republikansk Drama: en Stat, der overgiver sig selv og dem, der vil forsvare den. Man lammes ved Synet af en saadan Ynkelighed. Fascismen har vundet sin første store Sejr efter den 14. September. I Dag har den knust en Film, i Morgen bliver det noget andet. December 1931.”

Ossietzky havde sine Forudanelser. Han gjorde alt, hvad der stod i hans Magt, for at forhindre den tyske Republiks Undergang og Fascismens Sejr i Tyskland. Skønt Processen mod ham netop fandt Sted i de Dage forsatte han dog uforstyrret sin Kamp mod Fascis-men. Han kalder en af sine Artikler “Forudanelser” og skriver:

“Fascismen vinder stadig Terrain. Hver Avis er et Regeringsorgan - det er Slutningen paa den Udvikling, der begyndte med Nødforordningen mod Trykkefriheden. Bare forholde sig rolig og synge med! Og snart vil der kun være tilladt en eneste Melodi, og hvert Skridt vi gør, vil nøje blive overvaaget. Den, som gaar videre, bliver skudt.”

“Den, der gaar videre bliver skudt”, det er bogstavelig talt blevet til Virkelighed. Ossietzky er bedrøvet over Spændingen mellem Tyskland og Frankrig. Han frygter Revanchetanken, han frygter Teutonernes vilde Had mod Vest.

Ossietzky ser, at denne Udvikling maa føre til en Katastrofe. Der er nu kun to Muligheder, Fascisme eller Enighed fra Demokraterne til Venstrekommunisterne. Demokratiet i dets nuværende Form er daarlig, ja det er uanvendeligt, fordi det ikke er noget virkeligt Demokrati; men Fascismen er dog langt værre. - Paa den anden Side staar Parolen om Arbejdernes socialistiske Revolution. Her er Ossietzky med hele sit Hjerte: Lav Revolution, kast Jorden ud af dens Bane, giv Verden et nyt Ansigt, men først og fremmest Handling. Handling. Handling!!!

Men Ossietzky gør sig ingen Illusion. “Folk uden Signaler” kalder han en Artikel, i hvilken han belyser Situationens Tragik.

“En Tid er forbi, men hvor er Arvingerne? Selv Sovjetrusland, Revolutionens Værn, er bange for at miste sine Tilhængere og ønsker at holde sin kommercielle Forbindelse fjernt fra et antikapitalistisk Oprørs tvivlsomme Æventyr. Raadløse og tankeløse raver Menneskene rundt mellem Ruinerne af et System. Et Par Generationer har sunget: “I Rettens Krater buldrer Torden, snart er det sidste Udbrud nær”, og derefter om den “allersidste Dyst”. Der er vist ingen Tvivl om Udbruddet i Rettens Krater. Men den allersidste Dyst er udsat”.

Man taler ikke mere om den sidste Dyst.

Arbejderbevægelsen, som sang denne Sang, og som er blevet uduelig til at kæmpe, maa vandre Golgatavejen til Koncentrationslejr, Tugthus og Skafot.

Allerede længe før de officielle Kredse begyndte at beskæftige sig med Begrebet “Enhedsfront” raaber Ossietzky: Staa sammen i Kampen mod Nationalsocialismen, vær i det mindste enige i denne ene Sag. Men man ler ham ud. Alle de forskellige Partiers Blade forholdt sig tavse.

Ossietzky skrev: “De tyske Socialisters Broderkrig bliver mere og mere naturstridigt. Det Fundament, de slaas om, bliver mindre og mindre. Dette Fundament er den tyske Republik. Ogsaa her lyder Spørgsmaalet: Hvem mod hvem? Proletar mod Proletar. Arbejder mod Arbejder.

- Alt peger mod Undergangen. Tiden nærmer sig, da Ossietzky gaar ind gennem Fængselsporten i Tegel. Han er indtil videre gjort uskadelig. Det hjælper ikke, at “Evening Post” i New York skriver:

“Det er den strengeste Dom, der nogensinde er fældet over en ikke kommunistisk Publicist, og det er typisk for den rigoristiske Fremgangsmaade, at de tyske Domstole nu tager hvert eneste Menneske under Behandling, som ikke vil finde sig i Tysklands Tilbagevenden til Førkrigsmilitarismen.”

Ossietzky ved, hvad der forestaar. Han ved, at Militarismen har sejret over Krigmodstanderne. Dommen over ham var allerede fældet, da han skrev et aabent Brev til Rigsværnsminister Gröner, som var den Mand, han, naar alt kom til alt, havde at takke for Dommen.

“Ærede Herr Minister.

-De har den 29. December 1931 under Overskriften “Statsbagvaskelse” i D. A. Z. (Deutsche Aligemeine Zeitung) offentliggjort en Artikel i hvilken De paany har fremsat Deres gamle Krav om en Lov mod Pacifisterne. I denne Artikel nævner De ogsaa Weltbühneprocessen, og da De særlig støtter Deres Krav om en Antipacifistlov paa vor Proces, maa jeg opfatte Deres utilfredse, vrangvillige og derfor lidet overbevisende Publikation som et Svar paa den Protest, som Dommen over os har fremkaldt. De maa derfor forstaa, at jeg optræder mod Dem - paa dette Sted og indenfor Rammen af mine i øjeblikket begrænsede Muligheder.

Jeg ved ikke, om Deres ønske om at faa vedtaget en “Lex Gröner” allerede skulde være gaaet i Opfyldelse. Medens jeg skriver disse Linier er der i Rigsjustitsministeriet opstaaet Modstand imod at underkaste hele Ytringsfriheden i Tyskland Militærets hemmelige Afgørelser. De taler om “saakaldte Pacifister”.

De sætter slet og ret “Pacifist” lig med “Angiver”. De genoptager Stresemanns ulykkelige Ord “Pjalter” og benytter det paa en saadan Maade, at enhver Fredsven maa føle sig saaret.

Jeg bliver desværre nødt til at sige, at Deres Omtale af vor Proces ikke vidner om nogen særlig Fornemhed. En kæmpende Skribent af min Slags har en meget udpræget Æresfølelse, som ingenlunde staar tilbage for den gamle Krigers. Leipzigprocessen fandt Sted i Mørke. Det var Grunden til en stor Del af den Sensation, den vakte. Offentligheden er kun klar over den ene Kendsgerning, at vi blev dømt. Begrundelsen ved man intet om. Og denne i Mørkekammeret førte Proces benytter De ikke blot til at kræve en Lov, som sætter hele Pressen under Formynderskab, men De fremstiller samtidig de Dømte, der maa tie, og som knapt nok kan fægte med deres venstre Haand, som højst tvivlsomme Eksistenser. Herr Minister, jeg har i Løbet af de sidste Uger truffet flere Mennesker, der i Anskuelser stod Dem nær, og som under Læsningen af Deres Artikel oprigtig skammede sig paa Deres Vegne.

Deres Polemik er helt igennem for primitiv. De karakteriserer Deres pacifistiske Modstandere ved at citere Deres egen Tale i Rigsdagen den 19. Marts, i hvilken De paastaar, at Udlandet faar Hovedparten af sit Materiale fra Tyskere, hvis Bevæggrunde enten er deres fanatiske Militærhad eller personlige Pengegriskhed. Hvad mig selv angaar, saa er jeg hverken fanatisk eller begærlig, og det Menneske, der gør en fremmed Militarisme nogensomhelst Tjeneste, kalder jeg en daarlig Fredsven. Jeg har aldrig set nogen Antimilitarist, som er blevet fed af sine Anskuelser. Krigen er en bedre Forretning end Freden. Jeg har aldrig truffet paa nogen, der for at tilfredsstille sit Pengebegær har viet sine Kræfter til at opretholde or befordre Freden. De begærlige har altid spekuleret i Krigen.

De gør det alt for let for Dem selv, Herr Minister, naar De sidestiller Pacifisme og Landsforræderi. Men Diskussionen drejer sig ogsaa om noget helt andet. Spørgsmaalet er, om den tyske Republik skal regeres borgerligt eller militært. - Et politiserende Militær er den største Ulykke for Menneskeheden.

Fra det øjeblik, hvor Forfølgelsen sætter ind mod Ossietzky, skærper han sin Kamp mod Krigsministeren og Generalstaben. Han skriver, at Generalerne er den tyske Republiks Graverkarle, og at de kun kan retfærdiggøre deres Eksistens ved at sidestille Pacifisme med Landsforræderi. Ossietzky vidste, at han i denne Kamp vilde blive den lille, men ikke noget øjeblik tænkte han paa at kapitulere, at dæmpe sine Ord om Militarismen eller at række Rigsværnsministeren Haanden til Forsoning. Det var en forbitret Kamp, i hvilken Militarismen og Fredsbevægelsen var som Ild og Vand. - Militarismen og Fredsbevægelsen er de store uforenelige Modsætninger. Indtil videre er det Militarismen, altsaa Voldsmagten, der har sejret, men ingen ved, om ikke det fremtidige Frihedens Europa vil bringe Fredens Forkæmpere Sejren. Militarismen, selv i den fredelige Form, maa altid regne med et væbnet Opgør, med den væbnede Forsvarskrig.

“Krig mod Krigen” var Ossietzkys Løsen, Krig mod Militarismen og Krig mod de tyske Generaler.

Ossietzky gik i Fængsel uden at vide, hvad der vilde blive af den tyske Republik. Men han ser det alle-rede komme, naar han skriver:

“Saaledes sejler Tyskland videre, bragt ud af Kurs af Verdenskrisens Magnetbjerg. En Skare desperate Mennesker paa nogle raadne Planker: i Morgen en Dødssejler.”

Tyskland en Dødssejler, det var Ossietzkys Vision. Paa denne Dødssejler driver i Dag Ossietzky selv og sammen med ham Tusinder og atter Tusinder af de bedste Tyskere. En Dødssejler i den fascistiske Storms Hvirvel. Et Dødsskib, der kan strande i Morgen, uden at vi nogensinde faar Ossietzky at se mere.

Rent udvendig set var det den 30. Januar 1933, der satte Punktum for den tyske Republik, Arbejderbevægelsen og den sociale Udvikling. Men hvis vi kaster et Blik paa Efterkrigstidens Tyskland, ser vi, at Kimen til Forfaldet var lagt allerede Dagen før Republikens Grundlæggelse. - Den demokratiske Republik var storsindet og generøs, den lod sine Dødsfjender, de monarkistiske Generaler, de monarkistiske Embedsmænd, de krigsvenlige Lærere beholde deres Stillinger eller afskedigede dem med høj Pension, saa at de med disse Penge kunde financiere Modbevægelsen. Ungdommen i den demokratiske Republik blev udleveret til de gamle Nationalister, de blev opfostret i franskfjendtlig og antisemistisk Aand. For hvert Aar, der gik, mistede Demokratiet Terrain.

Arbejderpartierne, der var de eneste, der skulde have kunnet forhindre Fascismen, blev systematisk slaaet ned. Den forfærdelige Broderkrig mellem Socialdemokrater og Kommunister gav Republikken - og samtidig ogsaa Arbejderbevægelsen - Naadestødet.

Da Hitler forsøgte sit Statskup i 1923 fik han “Æresfængsel”. Det blev nægtet Ossietzky. Hitler fik Amnesti efter tre Fjerdingaar, men han blev ingenlunde udvist som Udlænding. Selv kaldte han sig Bevægelsens “Trommeslager”, og da han kom ud af Fængslet lod han igen Trommen gaa. I Begyndelsen vandt han ikke saa meget Terrain, men Reaktionen blev stabiliseret, Generalen og Monarkisten Hindenburg blev Præsident. Republikken naaede endnu at faa Gavn af de stigende Konjunkturer i 1929, men Verdenskrisen Indtræden, Millionarbejdsløsheden, Bankkrakkene banede Vejen for Diktaturet. Rigsdagen blev sat mere og mere ud af Spillet, hveranden Maaned var der Valg, Nødforordningerne, der gennemførtes med Tvang, kom næsten hver Uge. Arbejdsløshedsunderstøttelserne blev nedsat, paa Gaderne fandt der hver eneste Dag blodige Kampe Sted mellem Fascisterne og Arbejdere. Kaos kastede sin Slagskygge. Hitler betød for mange Manden med den stærke Næve. Saaledes nærmede den tyske Republiks Skæbnetime sig, og den Mand, der klart havde set, hvor Udviklingen bar hen, havde ikke Kræfter til at ændre denne Udvikling. Enden var nær. Den 30. Januar 1933, Dagen før Hitlers Overtagelse af Magten, kunde Ossietzky skrive sine sidste Linier i Weltbühne:

“Modrevolutionen har uden Kamp besat Højderne, den behersker Dalen, og vi lever i Dalen, vi bliver nødt til at begynde forfra igen med nye Mennesker.”

Paa Undergangens Dag stod det Ossietzky klart, at man maatte arbejde videre med nye Ideer og nye Mennesker. Uden Kamp er de tyske Socialister og Demokrater veget for den militaristiske Nationalsocialisme. Ossietzky føler det tragiske deri. Den 27. Februar 1933, den Dag Rigsdagen brændte, er alt forbi. Ossietzky fængsles uden Anklage. Han havde kæmpet mod Krigen, og det var tilstrækkeligt.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page