Det Danske Fredsakademi

Carl von Ossietzky : Fredshelten i Koncentrationslejren

Af Kurt Singer
Oversat af Esther Gretor
Frem-Forlag. København. 1936



Sonnenburg.

Umiddelbart efter sin Fængsling blev Ossietzky overført til Koncentrationslejren Sonnenburg, der er kendt som en af de forfærdeligste og grusomste af alle tyske Koncentrationslejre. Ossietzky blev fængslet 28. Februar 1933. (Han anbringes først i Spandaufængslet i Berlin. 6. April 1933 overføres han til Sonnenburg. Ud over Ossietzky er der 414 politiske fanger i koncentrationslejren). Den ligger omtrent 100 km sydøst for Berlin i Nærheden af den lille By Küstrin. Før i Tiden var Sonnenburg et Tugthus. Det blev sat ud af Funktion under Republikken, da de ansvarhavende betragtede Bygningerne som brøstfældige.

Ved Nationalsocialismens Magtovertagelse blev det gamle Tugthus taget i Brug som Koncentrationslejr. Som i de andre tyske Koncentrationslejre er Vagtmandskabet i Sonnenburg raa og brutale Landsknæg-te i SA- og SS-Uniformer. De fleste af Fangerne har været underkastet den forfærdeligste legemlige og sjælelige Tortur.

En tidligere Fange, som har været indespærret i Sonnenburglejren fra Juli til December 33, og som nu opholder sig her i Danmark har givet en rystende Skildring af sine personlige Oplevelser i denne Lejr. Vi gengiver det af hans Beretning, der kaster et Strejflys over Ossietzkys Tilværelse og over de Mennesker, der sad til Doms over ham i det første af hans Lidelsesaar.

Vor Hjemmelsmand fortæller:

Det største Antal Fanger i Sonnenburg var 1226. Jeg ved Tallet ganske nøje, da jeg paa Kommandantens Befaling flere Gange blev sat til at tælle Fangerne i de enkelte Bygninger og dermed i hele Lejren. Omtrent Halvdelen af disse Fanger havde faaet tildelt Arbejde i selve Lejren, andre blev under skarp Bevogtning i Kommandoer paa op til 160 Mand sendt paa Arbejde udenfor Lejren, blandt andet Drænings-arbejde i Wartebruch. Da denne Kommando første Gang vendte tilbage til Lejren blev den ført i Optog igennem Byen, og Fangerne blev tvunget til at synge nationalsocialistiske Sange. Man ønskede aabenbart at demonstrere for Befolkningen, hvor godt det hele var, og hvilke glimrende Resultater Opdragelsen i Lejren allerede havde givet.

Kort efter hændte følgende. Tre af Fangerne var sygemeldt og skulde derfor blive i Lejren og ikke følge med de andre paa Arbejde i Wartebruch. Det havde ved saadanne Sygemeldinger ikke før været Skik at Fangerne afmeldte sig selv hos Lederen for Arbejdskommandoen. Men pludselig blev denne “Forsømmelse” betragtet som et alvorligt Brud paa Disciplinen. Ledsaget af en anden SS-Mand stillede den vagthavende SS-Tropsfører Adrian i Sovesalen, hvor de tre sygemeldte opholdt sig sammen med de Fanger, der ikke var udkommanderet til Arbejde.

Adrian var en forhenværende Bygningsarbejder fra Frankfurt an der Oder; han havde tidligere været Tropsleder i Lejren Hammerstein. Vi kaldte ham “Sonnenburgs Skræk”. Han behøvede blot at gaa over Gaarden, saa ophørte al Samtale i Barakkerne og Angsten malede sig paa alle Ansigter: Kommer han mon her? Overalt, hvor Adrian dukkede op, blev der Prygl og Mishandling. Han havde en Lastbæres tunge og slæbende Gang og var et Menneske, der aldrig lo.

“Hvem er det, der er syg her?” - De tre Fanger traadte ængstelig frem. Saa sagde Adrian til den første, Otto Gellert fra Stuttgart:

“Hvad fejler saa du?”

“ Tandlægen har bestilt mig til Behandling.”

“Kalder du det for at være syg, dit Svin? Tænderne skal vi nok ordne paa dig her.”

Adrian vendte sig nu til hele Salen: “Kan I ikke sørge for, at Mændene holder sig raske, i Lømler! Skal man virkelig være nødt til at lære jer det hele selv? Nu skal vi vise jer den nye Medicin.” Han lod alle Fangerne komme ind i Salen og trak en Stol frem, som den anden SS-Mand stillede sig op paa. Herefter maatte enhver af Fangerne gaa hen til Stolen og bøje sig fremover. Fra sit høje Stade lod saa SS-Manden Gummistaven suse ned over Ryggen paa Fangen. Under dette maatte Ofret med høj Røst tælle hvert eneste Slag. Hændte det, at en eller anden af Smerte kom til at sige Tallet utydeligt eller tælle forkert, haanede Adrian ham:

“Jasaa, du kan nok ikke tælle, saa maa vi begynde forfra igen, saa du kan lærer at tælle rigtigt.”

Alle paa Salen blev gennempryglet med Undtagelse af den saakaldte “Stueældste”. Han maatte holde Fangernes Hoveder. Hvem der led mest han eller de andre Fanger er ikke til at sige. Der var kun eet Ord, som i Sonnenburg virkede mere skrækindjagende end Navnet Adrian. Det var Ordet Østkælderen. Fra og med første August 1933 fik hver eneste ny Transport, der kom til Lejren, umiddelbart efter at de havde overstaaet de første “Sportstimer” en Uges Ophold i Arrestcellerne i den østre Fløj. Naar de igen kom op derfra var de præget af de Mishandlinger, de havde gennemgaaet. Flere af dem var overhovedet ikke til at kende igen. De fleste var i den Grad lammet af de Lidelser, de havde udstaaet, at de intet kunde sige, om hvad der her var foregaaet. Først længe efter fik de atter Mæle.

I Sonnenburg havde Ossietzky tilbragt omtrent et halvt Aar, da den paagældende Fange blev indleveret til Lejren. Han havde kendt Ossietzky godt af Udseende fra før i Tiden, men kunde knapt nok genkende ham. I den Grad havde disse Maaneder taget paa ham. Ogsaa Ossietzkys Væsen var fuldstændig forandret. “Han gik rundt som et Menneske, der har levet alene paa en øde ø i Kamp med Elementerne og de vilde Dyr, og som fuldstændig har glemt at tale, lille og sammensunken, med ængstelige øjne og altid tavs.”

Som “Stueældst” havde vor Hjemmelsmand det Hverv at uddele Posten til Fangerne, ved hvilken Lejlighed han raabte deres Navn og Nummer. Den første Gang han raabte Ossietzkys Navn saa han ham fare sammen i Angst. Et øjeblik efter kom Ossietzky løbende og stillede sig ret foran Kammeraten. Denne søgte at berolige ham, men det var som om Ossietzky overhovedet ikke opfattede, at nogen kunne mene ham det godt. Efter den Tid raabte han aldrig mere Ossietzkys Navn op, men gik stille hen til ham og stak ham hans Post i Haanden.

Hvis Kammeraterne ellers talte til Ossietzky eller bad ham om et eller andet, var han altid venlig og tjenstvillig. Selv henvendte han saa godt som aldrig Ordet til nogen. Han beklagede sig aldrig, ingen vidste, hvad han tænkte, til ingen af Kammeraterne havde han fortalt noget som helst om, hvad han havde gennemgaaet i Lejren. Kun hvis det hændte, at han fik sendende en Pakke med Levnedsmidler, kaldte han paa dem. Ossietzky delte alt, hvad han fik sendende, med sine Kammerater paa Stuen.

En lille Idé om, hvad der foregik i denne stille og tavse Mand, fik hans Kammerater gennem en Epi-sode, der fandt Sted i Lejren i August Maaned. Den gik dengang gennem hele Verdenspressen, vi gengiver den, saaledes som den er blevet os fortalt af den allerede omtalte Fange, som selv har oplevet det.

En Dag blev det meldt til Lejren, at der ventedes Besøg af en Kommission af engelsktalende Journalister. Lejren blev gjort i Stand til Modtagelsen, ogsaa Fangerne fik deres Ordre, om hvordan de havde at forholde sig. Ossietzky, der paa det Tidspunkt paa Grund af sin Helbredstilstand var fritaget fra al Marcheren og Eksersits, maatte i Dagens Anledning marchere rundt i Fangegaarden sammen med de andre Fanger under Afsyngelse af nationalsocialistiske Sange. Under Vandringen gennem Lejren fik de udenlandske Journalister Lov til i Vagtmandskabets Nær-værelse at tale “frit” med Fangerne. De henvendte en Række Spørgsmaal til de enkelte og fik de samme ensrettede Svar. En af de engelske Journalister sagde nu til Kommandanten, at han havde hørt, at der mellem Fangerne skulde være en Kollega af ham, Carl von Ossietzky, om han kunde faa Lov at tale med ham. - Der blev straks kaldt paa Ossietzky, som kom løbende saa hurtigt det i hans syge Tilstand var ham muligt. Han stillede sig ret for Kommandanten og derefter for den udenlandske Journalist, som venligt afværgede det og henvendte følgende Spørgsmaal til ham:

“Hvordan har De det?”

“Godt.” “Hvordan er Behandlingen.”

“God.”

“Har De noget at læse?”

“Ja.” “Kan man sende Dem Bøger?”

“Ja Tak.”

“Har De nogen særlige ønsker?”

“Jeg ønsker mig ellers ikke noget, send mig blot Værker om Straffemetoderne i Middelalderen.”

- Den udenlandske Journalist svarede ikke, men han forstod. De omkringstaaende SS-Folk, blandt hvilke ogsaa Adrian befandt sig, lod sig heller ikke i øjeblikket mærke med noget, men Straffen udeblev ikke. Samme Aften skulde Fangerne faa at mærke, at Os-sietzkys Replik i høj Grad havde mishaget Vagtmandskabet.

Det var Skik i Sonnenburg, at de Fanger, der havde paadraget sig deres Vogteres Vrede i Dagens Løb, om Aftenen mellem 8-9 blev hentet til en særlig “Sportstime”. Det var snart den ene og snart den anden, det gik ud over. Ingen vidste hvem, eller hvorfor. Det plejede under disse “Sportstimer” at være de andre Fanger forbudt at se ud af Vinduerne. De saa først de ulykkelige igen, naar de blodige og forslaaede vendte tilbage til Sovesalene.

Aftenen efter de engelske Journalisters Besøg maatte Ossietzky sammen med mange andre gennemgaa en saadan “Sportstime”, som varede længere og var mere bestialsk end de nogensinde før havde oplevet. - Et Par af dem blev liggende og maatte holde Sengen i flere Dage.

Om hvad der var passeret i Lejren i Tiden inden vor Hjemmelsmand selv kom dertil, har han under sit Ophold hørt adskilligt af de Fanger, der var kommet med de første Transporter til Sonnenburg. En Begivenhed fra den første Tid røber mere end noget andet den sjælelige Raahed, hvormed den brune Justits blev udøvet. -

De fleste Fanger i de første Transporter var tidligere Funktionærer i det kommunistiske og socialistiske Parti, og disse blev af det nazistiske Vagtmandskab behandlet med ganske særlig Grusomhed. En Dag var forskellige af Fangerne blevet straffet med indtil 130 Slag med Gummistavene. Mellem disse var det forhenværende Medlem af den prøjsiske Landdag Willi Kaspar, fhv. Medlem af Rigsdagen Schneller, den kendte Sagfører Litten og Digteren Erik Mühsam. Bagefter hed det: “Løs, gør alt bag rede, nu skal I skydes.” Man forsynede disse Fanger med Skovle og Spader, og de fik Ordre til under Afsyngelsen af Internationale at grave et stort Hul i Jorden - deres egen Grav. Flere af Kammeraterne, blandt andre Mühsam, brød sammen under denne sjælelige Tortur. - Da de endelig var færdige med Gravningen og fuldt og fast troede, at deres sidste øjeblik var kommet, fik de Lov at gaa tilbage til deres Sovesale. - Det hele havde blot været en SA-Spøg. -

Da vor Hjemmelsmand den 19. December forlod Sonnenburg var Ossietzky meget syg. Han havde i den sidste Tid været helt fritaget for Arbejde, man ventede at han meget snart vilde bukke under. At han overhovedet er i Live endnu, maa undre enhver, der har set ham den sidste Tid i Sonnenburg, og endnu mere, at det senere har været mulig at overføre ham til Koncentrationslejren Papenburg, hvortil man ellers kun udtog de allerkraftigste af Fangerne, som kunde gøre Nytte ved det strenge og meget usunde Dræningsarbejde i Sumpene.

I Papenburg henslæber Ossietzky nu sin Tilværelse som Moorsoldat. (Ossietxky overføres til Papenburg-Esterwegen 15. Februar 1934.)

Hvilken Tragedie! Ossietzky, der hele sit Liv har troet paa Menneskers Godhed og Retfærdighed. Ossietzky stemplet af det nuværende Tyskland som en Forbryder og udleveret til disse umenneskelige Landsknægte. Ossietzky, der havde arbejdet for Pryglestraffens Afskaffelse i Skolerne, bliver nu som voksen selv pryglet og mishandlet, blot fordi han ikke deler Magthavernes Anskuelser.

Ossietzky vilde omskabe de tyske Chauvinister til frihedselskende Europæere. Men det var en Illusion. I et Land, der kun vil høre: “Deutschland, Deutschland über alles”, er Europa et Skældsord. Baade Europa og Europæer er Skældsord. Derfor skal Mennesket Ossietzky tilintetgøres i Koncentrationslejren. Han skal gaa til Grunde baade fysisk og psykisk.

Internationalisten og Fredshelten Carl von Ossietzky bringer i Dag sig selv som Offer for den store Idé om Fred mellem Folkene og om social Retfærdighed.

Ossietzky er Martyren for vor chauvinistiske Tidsalder, for vort Aarhundrede af Krig, Tanks, Giftgas og Dødsstraaler.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page