Det danske Fredsakademi

Det hindu-muslimske problem

Af C. F. Andrews 1931

Med en sådan opfattelse af hinduismen, som Mahatma Gandhi altid har ført ind i sit daglige liv, opstår naturligt det spørgsmål: Hvilke midler vil han udfra sådanne synspunkter have for tilnærmelse til Islam?

Modsætningerne mellem hinduismen og den arabiske profets tro er overmåde store. Hinduismen slutter sig af hele sit hjerte til en gudsdyrkelse, der symboliseres ved billeder og en detailleret tempeltjeneste : Islam forkaster absolut al billeddyrkelse. Hinduismen appellerer til mængden gennem religiøs musik og religiøst ritual: Islam forkaster med puritansk strenghed al musik ved bedetimen. Hinduismen giver ved sine metafysiske spekulationer og sin tilpasning til massernes uudviklede forestillinger plads for en hel verden af guder og helte i sin opfattelse af det usete og evige. Islam, der udspringer fra den arabiske ørkens nøgne ensomhed, har undgået metafysisk spidsfindighed og holdt på Guds majestætiske enhed, han, der er almægtig og over alle begreber.

Således vilde det, ikke blot ved deres ydre appel til masserne, men også ved deres indre filosofi, være vanskeligt at finde to religioner, der er mere forskellige end disse to, der har delt Nordindien. Efter generationers kampe er man nået til kompromisser, og (som jeg senere skal vise) har østens mystikere fra begge sider bestræbt sig for at slå bro over kløften.

Hinduismen har med sine let assimilerende fortidstraditioner virkelig været rede til at komme til forlig med Islam, dersom forlig kunde opnås. Men Islams monoteisme har stået stejlt.

Islam har i Indien fra første færd fremstillet den sejrende races sejrrige tro. Den har været mærkværdigt fri for race- og ægteskabsskranker. Den har lagt megen vægt på omvendelse af dem, der stod udenfor de troendes kreds. I sit væsen har den været en religion for at vinde proselytter, og den har vundet så mange, at antallet er nået til over halvfjers millioner af en befolkning på trehundrede og tyve millioner. Det er sandt, at de tidlige Moghul-kejsere i en forholdsvis kort periode har handlet med betydelig tolerance. Men kejser Aurangzebs iver fik ham til at vende tilbage til den mere primitive metode at bekæmpe billeddyrkerne. Han byggede overmodigt sin egen moske med dens knejsende minareter midt i hjertet af hinduernes hellige by, Benares. Efter hans død, selv når kejsernes afmægtighed hindrede dem i at fortsætte Aurangzebs uforsonlige politik, ulmede det bitre had mellem de to religionssamfund ligesom en underjordisk ild, der hvert øjeblik truede med at bryde ud i lys lue. Det moderne Indiens yderste og vigtigste problem er forsoningen mellem disse to modstridende religioner.

Nu vil naturligvis ingen drømme om at forsvare grusomhederne under de tidlige muslimske indfald i Indien under Mahmud af Ghazni pg hans efterfølgere. Muslimske historikere i Indien har været de første til at fordømme dem. Men når vi i dag betragter Indien som en helhed, mod nord såvel som mod syd, kan vi se, hvordan Nordindien i visse sager, der er af virkelig alvor og betydning, ved Islam er blevet grundigt renset for meget dødt og råddent stof, der var usundt og endog giftigt. Hvis »urørlighedens« gifttåge og nogle af de lavereliggende afgudsdyrkelsers tåger har lettet lidt mere i Nordindien end mod syd, skyldes det ikke lidet den stadige tilstedeværelse af en tro, der fejede den rige vækst i ritualet til side, der var blevet en hindring i den rene dyrkelse af den ene Gud, den tro, der samtidigt havde hævdet, at i hans nærværelse er vi alle lige.

Således har Islam i Indien, overalt hvor den har haft magten, været en rensende kraft. En af dens største velsignelser både for østen og vesten har været den vægt, som den i kritiske perioder af den menneskelige historie lagde på den guddommelige enhed. Thi i de mørke tider både i øst og i vest, fra 600 til 1000 e. Kr., stod denne lære både i hinduismen og i selve kristendommen i fare for at blive overdækket og fordunklet grundet på den overvættes vækst, som dyrkelsen af utallige helgener og halvguder og helte tog. Islam har både for Europa og for Indien i deres mørkeste timer, hvor de afveg fra den rene lære om Guds enhed, været et uvurderligt korrektivt og afskrækkende middel. Ja, uden det eftertryk, som Islam i sin centrale beliggenhed - vendt mod Indien som mod Europa - gav denne sandhed, er det tvivlsomt, om denne tanke om den ene sande Gud kunde have opnået den faste stilling i menneskets sind, som den uimodsigeligt har i vore dages intellektuelle verden og også vidt udbredt i folkets brede lag. Den styrkede mægtigt det vidnesbyrd, den jødiske religion stedse har båret.

Endvidere: denne guddommelige sandhed, der lige godt er bevaret af jødedommen og Islam, er ikke blot et abstrakt postulat af den videnskabelige tanke, snarere er den den mest levende af alle oplevelser og selve sjælen i den rene religion. Måske mere end noget andet i Islam har det været dette syn på den guddommelige enhed, der har sat så dybe spor i Nordindien. Det er en puritansk tone, der anslås, men det er som rensende element i religionen, at Islam har bragt menneskeheden den største gave.

Det vil forstås af hvad jeg her har skrevet, at den alvorligste vanskelighed, der må overvindes i Indien for at kunne opnå national enhed, altid har været dette direkte modsætningsforhold mellem hinduismen og Islam. Medens den sidstnævnte religion har virket som et rensningsmiddel, har den også opvakt bittert had. Og dette er trængt dybt ned i hindufolkets hjerte. Måske er der i dag ingen religiøs kamp i østen så skarp som den mellem hinduer og muslimer. I lange perioder kan denne bitterhed slumre ind hos masserne. Det indiske folks naturlige venlighed og godhjertethed kan vinde overtaget. Men før eller senere synes der, som svundne tiders historie har vist, at feje en storm af fanatisk had over landet, og da kommer alle de dybe lidenskaber op til overfladen og giver sig frygtelige udslag.

Det kan måske være godt i oversigtsform at give de vigtigste stridspunkter, der er mellem hinduismen og Islam.

1) Islam anser alle billeddyrkere for syndige. Den nægter at anerkende nogensomhelst billeddyrkelse og fordømmer billeddyrkere til den guddommelige vrede.

2) Islam holder på ofringen af et dyr ved visse religiøse festligheder som en religiøs forpligtelse. Dette dyr er ikke sjældent en ko. Rigtignok kan et andet dyr træde i stedet, men det er ikke ualmindeligt, at køer stadig slagtes i Islams navn, og dette har optændt de uoplyste hinduer, så de næsten ikke kan udholde det. Jeg har med egne øjne set deres harme, og det er noget jeg aldrig kan glemme.

3) Den ortodokse hinduisme anser det for syndigt at tage mod føde af en muslims hånd. At gøre det vilde betyde brud med kasten. Indbyrdes ægteskab er forbudt af samme grund. Denne forestilling om besmittelse, der ofte kommer frem i hinduens sind, kan tit såre muslimen dybt.

4) Den folkelige hinduisme holder musik i gaderne, endog udenfor moskeerne, når der foregår religiøse ceremonier. Fromme muslimer er ofte blevet optændt af harme, når billederne af hinduguderne og -gudinderne med påtrængende ceremoniel bæres forbi dørene af deres egne moskeer. Dette finder i Nordindien ikke sjældent sted ved den hellige bedetime, ledsaget af høj trommeslagning og klingren med bækkener. En sådan musik udenfor moskeerne afbryder de tavst bedende og får ofte et fanatisk had til at slå ud i lys lue. Jeg har talt om dette emne med en gammel from muslim, hvis bøn var blevet afbrudt på denne måde. Han nærmede sig dødens time, og al bitterhed var forsvundet fra hans hjerte, men det sår, det havde efterladt i hans rige sind, var tydeligt.

Således har disse modsætninger været højst pinlige emner for begge religioners bekendere. For de uoplyste masser, der mest påvirkes af ydre ceremonier, bliver en sådan irritation, paraderet på åben gade, næsten uudholdelig. Når Islams tilhængere fører en ko hen ad hovedgaden med offerkransen, kendemærket for slagtningen, rundt om halsen, eller når hinduismens tilhængere med pompøs billeudsmykning slår deres trommer udenfor moskeens døre, kan der finde uroligheder sted. og blodsudgydelser blive følgen. Det var for at standse sådan blodsudgydelse og for at bode et sådant myrderis synder, at Mahatma Gandhi underkastede sig den berømte faste i Delhi. som jeg andetsteds har fortalt om.

I alle de århundreder, der er gået siden den første muslimske invasion, er der blevet gjort umådelige anstrengelser fra gode mennesker på begge sider for at overvinde disse dybe uoverensstemmelser. I middelalderen gjorde hinduismens store helgener i hele Nordindien fra Bengal mod øst til Sind mod vest, de alvorligste og mest udholdende anstrengelser for at anerkende Islam. De fortolkede grundsætningen om Guds enhed som værende i overensstemmelse med læren i deres egne Upanishader. De behandlede endog billeddyrkelse og kaste som højst uvigtige ting. Ydermere viste de deres ærbødighed for Islam på så god og from vis, at de muslimske helgener på sin side - især dem der kaldtes sufier – med glæde hilste den hinduiske filosofi og tilegnede sig dens idealer. Således syntes det i forskellige tidligere generationer næsten muligt, at der kunde opnås harmoni mellem hinduismen og Islam. Men snæver ortodoksi fra begge sider har bestandigt stået i vejen og ladet tingene glide tilbage til den gamle ufred og uorden.

I een periode af Mahatma Gandhis løbebane i Indien, unde den såkaldte non-cooperative bevægelse, har han gjort den største tilnærmelse til Islam, som nogensinde er gjort fra hinduismen i nyere tid. Han så, at Islams trofaste tilhængere. der ærede Kalifen i Konstantinopel som overhoved for deres religion, var blevet krænket groft ved de nedværdigende betingelse, der blev påtvunget de Troendes Forsvarer ved slutningen af krigen. Thi de sejrrige allierede truede selve kalifatet og var parat til at knække en stor del af kalifens verdslige magt og truede således Islam i selve kernen.

I århundreder havde dette hellige kalifembede været beklædt af sultanen af Tyrkiet. De indiske muslimer, der tæller over halvfjers millioner, havde krævet af de allierede, at hvis de tog del i krigen mod tyrkerne, måtte kalifens verdslige og åndelige magt ikke blive krænket. De krævede også, at der ikke måtte gøres noget indgreb i kalifens overhøjhed over de to hellige byer Mekka og Medina, der hvert år besøges af fromme pilgrimme i tusindvis. En officiel erklæring fra Storbritanniens førsteminister, Lloyd George, i januar 1918 blev af alle indiske muslimer betragtet som et tilfredsstillende løfte overfor dem om, at disse to punkter af så vital religiøs betydning vilde blive efterkommet.

Men da krigen var forbi, var de allieredes behandling af sultanen således, at Lloyd George øjeblikkeligt blev anklaget for skændigt at have brudt sit ord. Den muslimske befolkning i Nordindien var oprørt i sit inderste, og der opstod en bevægelse til fordel for kalifen, Khilafat-bevægelsen, for at skaffe Tyrkiet en bedre behandling og genoprette kalifens magt som overhoved for den muslimske tro.

På dette punkt greb Mahatma Gandhi, hvis eneste store længsel altid havde været at forene hinduer og muslimer til een fælles indisk nation, det psykologiske Øjeblik til at understøtte muslimerne i det, han mente var en retfærdig sag. Han lovede sin fulde støtte til fordel for deres kalif og ofrede sig for dem af sit hele hjerte. Således blev kalifatspørgsmålet, der optændte Islam i Indien, for en tid et direkte middel til en hjertelig forsoning.

Det har været nødvendigt med jævne ord at fortælle om denne situation i Nordindien ved krigens slutning, for at belyse, hvad der ligger bag det følgende citat fra Mahatma Gandhis skrifter om den hindu-muslimske enhed. Det vil ses, hvor langt han var rede til at gå, og hvor han var nødt til at drage grænsen. Han skriver således: »Jeg er blevet spurgt om, hvis jeg ærligt og redeligt bekendte mig til den hindu-muslimske enhed, om jeg da ville spise og drikke med muslimer og give min datter i ægte til en muslim. Dette spørgsmål er atter blevet stillet af nogle venner i en anden form: »Er det nødvendigt for den hindu-muslimske enhed, at der er indbyrdes måltider og indbyrdes ægteskaber?«

De spørgende siger, at hvis de to dele er nødvendige, kan en virkelig enhed aldrig finde sted, fordi mange millioner af ortodokse hinduer aldrig vilde forsone sig med indbyrdes måltider, endnu mindre med indbyrdes ægteskaber.

Jeg er en af dem, der ikke anser kasten for en skadelig institution. I sin oprindelse var kasten en sund skik og fremmede nationens trivsel. Efter min mening er den ide, at indbyrdes måltider og indbyrdes ægteskaber er nødvendige for nationens vækst, en overtro, vi har lånt fra vesten. At spise er en ligeså livsnødvendig funktion som de andre sanitære processer i livet. Og hvis mennesket ikke til stor skade for sig selv havde gjort spisningen til en afgud og blødagtig nyden, vilde vi foretage den i enrum, ligesom man foretager de andre nødvendige livsfunktioner i enrum. Ja, den højeste kultur indenfor hinduismen betragter virkeligt spisningen i det lys, og der lever stadig tusinder af hinduer, der aldrig vil spise deres føde i nogen andens nærværelse. Jeg kan erindre navnene på adskillige kultiverede mænd og kvinder, der altid spiser deres mad i fuldstændig enrum, men som aldrig har næret nogensomhelst uvilje mod nogen og lever i bedste fred og forståelse med alle.

Indbyrdes ægteskaber er et endnu vanskeligere spørgsmål. Hvis brødre og søstre kan leve på den venligste fod med hinanden uden nogensinde at tænke på indbyrdes ægteskab, kan jeg ikke se nogen vanskelighed i, at min datter betragter enhver muslim som en broder, og omvendt. Mine anskuelser om religion og om ægteskab er strenge. Jo større tilbageholdenhed vi viser i vore lyster, hvad enten det drejer sig om at spise eller at tage til ægte, desto bedre bliver vi, fra det religiøse synspunkt. Jeg tvivler om, at jeg nogensinde kunde stå i et venskabeligt forhold til verden, hvis jeg skulde indrømme, at det var ret og rimeligt, at en hvilkensomhelst ung mand tilbød min datter sin hånd, eller at anse det for ligeså nødvendigt for mig at spise sammen med hvemsomhelst. Jeg påstår, at jeg lever i et fredeligt forhold til hele verden. Jeg har aldrig skændtes med en eneste muslim eller kristen. I årevis har jeg aldrig taget imod andet end frugt i deres huse. 1) Men den tilbageholdenhed eller afsluttethed, som jeg i disse henseender har vist, har aldrig berørt min meget fortrolige omgang med dem.

1) Selv konservative hinduer tager ofte ukogt frugt fra muslimers og kristnes hånd. Men at gå videre og tage imod kogt frugt bliver betragtet som kastebrud.

Sagen er, at indbyrdes ægteskab og indbyrdes måltider ikke er nødvendige faktorer i venskab og enhed, selvom de ofte kan være sindbillede derpå. Men at holde stejlt på enten det ene eller det andet kan let blive en hindring for den hindu-muslimske enhed. Hvis vi får os selv til at tro, at hinduer og muslimer ikke kan være eet uden de spiser sammen og tager til ægte indbyrdes, rejser vi en kunstig- skranke mellem os, som i det hele taget knapt kunde fjernes igen.

Jeg mener, at det er fuldstændigt umuligt for hinduer og muslimer at gifte sig indbyrdes og alligevel bevare deres egen religion intakt. Og den sande skønhed i den hindu-muslimske enhed ligger i, at hver forbliver tro mod sin egen religion og dog forbliver tro mod hinanden. For vi tænker på, at hinduer og muslimer, selv af den mest ortodokse type, virkeligt er i stand til at betragte hinanden ikke længere som naturlige fjender, som de hidtil har gjort.

Hvad er det da, den hindu-muslimske enhed består i, og hvordan kan den bedst hjælpes frem? Svaret er simpelt. Det består i, at vi har samme hensigter, samme mål og samme sorger. Det kan bedst fremmes ved at arbejde sammen for at nå det fælles mål, ved at dele hinandens sorger og ved gensidig tålsomhed. Et fælles mål har vi. Vi ønsker, at dette store land skal være større og selvstyrende. Vi har sorger nok at dele. Og i dag, da muslimerne er i så stor bevægelse over kalifat-spørgsmålet og deres sag er retfærdig, kan intet hjælpe hinduen så mægtigt til at vinde det muslimske venskab som at understøtte det krav af sit fulde hjerte.

Og gensidig tolerance er en nødvendighed for alle tider og for alle racer. Vi kan ikke leve i fred, hvis ikke hinduen vil tåle muslimernes form for gudsdyrkelse eller hans vaner og skikke, eller hvis muslimerne bliver utålmodig over hinduens billeddyrkelse eller dyrkelsen af koen. Det er ikke nødvendigt for tolerance, at jeg billiger det jeg tolererer. Jeg afskyr af hjertet spiritus nydelse, kødspisen og rygning. Men jeg tolererer alt dette hos hinduer, muslimer og kristne, ligesom jeg venter, at de tolererer min fuldstændige afholdenhed fra alt dette, skønt de måske misbilliger det. Alle vore stridigheder er opstået ved, at hver ønsker at påtvinge den anden sine synspunkter.«

Jo mere vi studerer Mahatma Gandhis liv og lære, des mere fast står det, at hindureligionen har haft den største indflydelse på hans liv og handlinger. Han er på ingen måde en bogstavtro eller fuld og fast tilhænger af hinduskrifterne. Hans overordentlige tolerance og sympati overfor andre religioner farver hele hans syn på menneskelivet og gør, at han til tider synes nærmere ved at antage et uafgjort standpunkt end tilfældet virkeligt er. Men indflydelsen fra hans moder, en from og mild troende hindukvinde, vender bestandig tilbage til hans sind og samvittighed og gør duften af de gamle hinduskrifter så dejlig, at efter hans forestilling kan intet i verden sammenlignes "med dem i skønhed og sandhed og dejlighed. Jeg har atter og atter lagt mærke til dette, når jeg har levet fortroligt sammen med ham og delt hans dybeste tanker om religionen.

Selve denne konservative ortodoksi - der løber side om side med en ganske enestående frihedsånd - har været hans styrke overfor det brede folks masser. Det har været i stand til at følge ham på denne de kendte hinduskrifters jævne vej. Hans jævne tale på hindi er overalt fyldt med billedsprog og illustrationer fra de tidlige hindubøger. Hans faste og bod, hans løfter og afsavn, bliver ængsteligt iagttaget og let forstået af millioner jævne landsbyfolk - disse mærkelige fromme og bedende folk, der alle vegne flokkes for at møde ham.

Ved en sådan lejlighed, på en nat, hvor månen var formørket, overværede jeg en forsamling på næsten eet hundrede tusinde bønder, mænd og kvinder, der var kommet sammen fra landet for at høre hans simple tale. De var også samlet den nat til dels i den hensigt at udøve en eller anden religiøs ceremoni under selve formørkelsen. Men så stærkt stod de samlet om taleren, at ikke een rørte sig. Synet af Mahatma Gandhi blev af hver og een anset for en renselse i sig selv og en re1igiøs handling. På samme måde som han aldrig glipper i sin forståelse af dem, glipper på deres side heller aldrig forståelsen af ham, og de følger ubetinget hans vejledning.

Således har Mahatma Gandhi sine rødder dybt i Indiens jordbund. Han er ikke rodløs som så mange af dem, der i lang tid har været borte fra Indien og har antaget godtkøbs vestlige vaner. Hans ånd udvidede sig til stedse større og større kredse, som vi skal se i hans følgende skrifter. Men kernen i hans væsen forbliver stedse fæstnet til hinduismen selv, hans første og eneste kærlighed.

I den tid jeg har fulgt ham, er mine tanker atter og atter vendt tilbage til Wordsworths beskrivelse af lærken, så forskellig fra Shelleys vidunderlige digt. I visse henseender kommer Shelleys tanke digteren Rabindranath Tagores svulmende digteriske sang nærmere. Men hos Mahatma Gandhi er der altid den stærke sammenhæng med Indiens jord, selv i hans dristigste idealistiske forsøg. Han »foragter ikke jorden, hvor bekymringer trives«, selv hvor han i hjertet stedse forbliver »en pilgrim fra det høje«. Hans »kærligheds-vækketone«, hvormed han søger opad mod »blikkets højeste punkt«,

»bæver ej des mindre gennem brystet på den jævne.

Til alle tider og i al nød forbliver han, for at citere sidste linje i sonnetten,

»sand mod de slægtskabspunkter : hjem og himmel.«

Hvis der til slut vil blive spurgt, hvad Mahatma Gandhi selv bevidst skylder Islam som religiøs tro, på samme måde som han skylder den buddhistiske og den kristne lære meget, er et direkte svar lige først ikke så let, skønt det for dem, der kender ham personligt og står i fortroligt forhold til ham, er øjensynligt, at berøringen med Islam har medført en umådelig forandring i hans liv.

Så meget er sikkert: hans dybe beundring for profeten Muhammeds skikkelse som en troens og handlingens mand, og ligeså for hans svigersøn Ali, en mand af kærlig og lidende natur, har påvirket ham stærkt. Han har meget nøje studeret den historiske beretning om Islams opkomst og er i mærkelig grad grebet af det tidlige kalifats nobelhed og den brændende tro hos profetens første tilhængere. Den store enkelhed, hvori de levede, deres højmodige hengivenhed mod de fattige, deres stærke tro på Guds overvældende majestæt - alt det har haft en meget stærk indflydelse på ham. Thi der er et puritansk drag hos Mahatma Gandhi, som sådant yderst kraftigt appellerer til.

Ydermere har Mahatma Gandhi idet han følger det eksempel, der gaves af Islams profet, aldrig et øjeblik adskilt det politiske fra det åndelige, eller undladt at tage alvorligt fat på de sociale onder, der stod åbenbare lige for hans øjne. Således har profetens enestående praktiske instinkt som reformator, i forbindelse med hans stærke tro på Gud som universets eneste skaber og opretholder, for Mahatma Gandhi selv været en stadig kilde til hjælp og styrke i hans egen kamp. Alt dette ved jeg personlig ud fra fortrolig omgang. Der er hjemme hos ham selv i Sabarmati ingen, som han går mere sikkert til efter stille råd, sympati og hjælp i bønnens time end til imamen, 1) der har fulgt ham fra Sydafrika og har opslået sin bopæl hos ham i hans ashram. Deres gensidige agtelse har bevaret sig usvækket i over tredive år.

1) Muslimsk præst.

Endvidere: når Mahatma Gandhi har vendt sig fra denne politiske side af kampen for' at kunne få styrke til den kongstanke at lide uret uden at gøre gengæld, har han altid taget profetens svigersøn Ali som eksempel og desuden Hasan og Husain. Historien om disse profetens efterkommeres lidelser, der bliver reciteret ved hver Muharramfest, 2) er da også fuld af den dybeste patos. Den illustrerer, hvorledes mennskehjertet bliver dybest rørt af beretningen om ydmygt og tavs båren heroisk udholdenhed. Der er et vers af William Blake, der i denne forbindelse fortjener at blive mere almindeligt bekendt; han skriver:

En tåre - er det ej forstandens værk?
Og sukket - et sværd for en engel stærk.
I martyrens klagende dybe ve
en pil fra den højestes bue du se.

2) Hinduisk faste- og sørgefest til minde om Hasan og Husain.

Det er denne »mildhedens uimodståelige magt«, som Milton kalder det, der altid har appelleret mest til Mahatma Gandhi. og det er interessant at se, hvor han finder eksempler derpå indenfor Islams religion.

Hvis der yderligere spørges, om den samme egenskab kan findes hos profeten selv, henviser Mahatma Gandhi i sine skrifter ofte til de tidlige dage i profetens sendelse, da han var foragtet og forkastet af sine egne landsmænd og med glæde tog til takke med tavs at underkaste sig enhver form for ydmygelse. Han har også fortalt historien om Islams første dage, da både profeten og hans tilhængere nøjedes med at leve på den mest selvfornægtende måde og gav adgang for de ringeste af menneskeslægten. De kalifer, der kom umiddelbart efter profeten, forblev ligeså beskedne i ydre omstændigheder, medens deres hære erobrede store kongeriger. Hvor den sande ydmyghed viser sig på denne måde, har Mahatma Gandhi bestandig- sat et billede op for hele Indien på, hvordan lidelsens magt kan overvinde det hårdeste hjerte. Således har han på sin egen måde fundet den islamske profets lære fuldt forenelig med princippet ahimsa, ikke-vold, som han lægger en så stor vægt på.

Lettere moderniseret sprog.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk.
Locations of visitors to this page