Det danske Fredsakademi

Had og mistænksomhed truer fremtiden

Af Bodil Koch, April 1961

Indledning

Kirkeminister, fru Bodil Kochs tale ved afslutningen på påskens atomprotestmarch 1961 blev en oplevelse for alle, der overværede den, og en kilde til megen irritation for de mange marchmodstandere. Begge dele skyldtes kirkeministerens fantastiske objektivitet, naturligvis af andre betegnet som alt muligt andet.

Læserne har sikkert hørt eller set brudstykker af talen, men vi bringer her nogle uddrag af ma­nuskriptet, for at man kan bevare indtrykket og nogle vigtigere passager til evt. senere brug.

»... Hvorfor marcherer alle disse mennesker?

For mig at se er svaret ikke indviklet. Det ligger lige for, om man da blot i nogen grad har fornemmet de livets gærende kræfter, som normalt holdes i ave af vor fornufts­bestemte og formålstjenlige hverdag.

... Alle ved, at en tredje verdenskrig ikke vil betyde sejr for nogle lande og nederlag for andre, men ragnarok for os alle. Alt det ved vi - og dog går oprustningen videre.

Hvad er i denne situation naturligere, hvad er mere forståeligt, end at livet selv rejser sig i protest. Hvem kan undre sig over, at mennesker, som elsker livet, som mener, at deres opgave er at give liv, at nære og værne liv, at forvalte livets gode gave - at de rejser sig og siger: nej, dette må ikke gå videre. Vi vil ikke mere, at dette sker! Og der, hvor livet i mennesker er stærkt og levende nok, der kan de ikke længere sidde stille, men må give deres nej til kende, så det høres og mærkes - på enhver måde, på stadig nye måder.

... Til alle de atommarchbekymrede vil jeg sige: Der var mere grund til bekymring, om de nye realiteter, atomoprustningen stiller menneskene overfor, ikke vakte uro og harme, og om denne ungdommens protest ikke klædte sig i nye og opsigtsvækkende former.

... I må forstå, at det ikke er gjort med at råbe bort med våbnene, væk med atombomberne. For våbnene og bomberne er der, og krigen er altid en mulighed - som den altid har været det. Det er ikke atombomben, som truer fremtiden, men menneskers og folkeslags indbyrdes had og mistænksomhed. Det er hadet og mistænksomheden, som har skabt våbnene, ikke omvendt.

... I, dansk ungdom som ungdommen i alle lande, må tage kampen op under den nye dimension; ikke alles kamp mod alle, men alles kamp for alle.

... Jeres opgave - og alle opinionsgruppers og demonstranters opgave - er at holde politikerne til ilden, at de ikke bliver fatalister og ikke modløst lader hænderne synke, fordi problemerne er så overvældende, så indviklede og hårdnakkede. I har ret, når I råber: vi vil ikke acceptere atombomben! I har ret i, at skal livet reddes, må der lyde et absolut nej. Men det er også rigtigt, at dette nej må finde sin form i politisk handling. Der gives ingen patentløsninger som f. eks. med et slag at afskaffe alle atombomber. Ak ja, var det hele så let! Så længe modsætningerne er lige skarpe og lige bitre, ville vel dagen efter en sådan afskaffelse opbygningen af nye endnu dødeligere våben tage sin begyndelse. Der gives kun en lang og trang vej henimod at skabe det nye politiske klima, hvor hverken militæfalliancer eller a-bomber er af vigtighed mere. - Endnu lever vi under terrorbalancens skræmmende vilkår, og hvert enkelt land i øst og vest, stort eller lille, må være med til at ændre disse vilkår. Det. var vel dette, I følte, da I drog ud på atommarchen. I måtte gøre noget. I måtte ud af passiviteten. Pas på ikke at blive hængende i protestholdningen, men vær med til at skaffe fredens sande betingelser. Skal det ske, kræves der gensidighed. Der må sættes ind både fra øst og vest. Hvert enkelt land må tage sit ansvar. Hvert land må være villigt til at bære sin del af fredens risiko. For det vil kræve dristighed og risiko, hvis verden skal ud af den militærstrategiske tænknings jerngreb. Det vil kræve uforfærdet erkendelse af, at øst og vest er forenet i den strid, som adskiller os. - Vi i den vestlige verden må have mod til at se, at vor høje levestandard er i dyb historisk sammenhæng med den kendsgerning, at langt over halvdelen af menneskeheden endnu lever på og under et eksistensminimum. Kolonitidens spøgelse er mange steder på jorden lige så levende som atomtidens spøgelse er for os. Derfor må vi være villige til at yde og ofre, hvis de to spøgelser skal manes i jorden. Vi må efter yderste evne ofre økonomisk støtte til en planmæssig kamp for at udligne forskellen mellem rige og fattige lande. Det er fredens første betingelse. Men vi må også være villige til at sprænge den forstokkede tro på, at al uro og strid i verden skyldes kommunismen. Hvor skarpt og klart vi end må tage afstand fra alt diktatur, var det nok gavnligt, om vi i den vestlige verden var i stand til at se os selv gennem Asiens og Afrikas briller.

Men da I nu har henlagt jeres atommarch til påsken, må jeg spørge jer om en enkelt ting til sidst. Gik I derude på landevejen og glædede jer over den frihed, I har til at være jer selv - i tanke, tro og tale, ja i handlen? Gik I mon og kom til at overveje, hvorfra vi får vor ukuelige fornemmelse af, ja tro på, frihedens styrke? Har I tænkt på - Qg det gælder uanset den enkeltes personlige stiIlingtagende - at vor frihedsforståelse og menneskeopfattelse har rod i kristendommen. Den evangelisk-lutherske kirke er vor folkekirke. Men kender I mon Morten Luthers ord: Et kristenmenneske er fuldstændig fri herre over alle ting og ingen underlagt. Et kristenmenneske er alles villigste tjener og alle underlagt!

I denne menneskeopfattelse er der indre strid og modsætning, så det forslår. Men den lærer os, synes i hvert fald jeg, at forstå striden og modsætningen både i vor egen lille og den store verden. Den giver os kraft til at gå i gang med det umulige og tro paa, at det er muligt«.

Talen er sammenredigeret fra referaterne i Fredsvarden og Folkevirke.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk.
Locations of visitors to this page