Det Danske Fredsakademi

GANDHI OG DE NORDISKE LANDE

Redigeret af E. S. Reddy og Holger Terp.

Ellen Hørup - en kort biografi

Af Holger Terp

To personer A og B snakker sammen.

A spørger B: Har du nogensinde hørt om Ellen Hørup?

B: Ellen hvem? Efter en vis betænkningstid: Viggo Hørups kone?

A: Nej. Det var hans datter.

B: Hvem var Ellen Hørup?

A: Det er, som politikerne svarer, når de ikke ved, hvad de skal svare til et kritisk spørgsmål, et godt spørgsmål.

ellen HÝrupHverken blandt kvindebevægelsen eller blandt fredsbevægelsen er Ellen Hørup særlig godt kendt. Den nye kvindebevægelse kender ikke noget videre til Ellen Hørup, fordi den først og fremmest forsøgte at politisere det private og skabe bedre lønforhold for kvinder op igennem 1970'erne og fredsbevægelserne beskæftigede sig hovedsageligt med atomvåben og andet militært isenkræm. Hvilket alt andet lige heller ikke er uvæsentlige problemstillinger, men disse to bevægelsers historiske orientering var i al fald i den periode ikke stor nok til at grave Ellen Hørup frem af glemslens mørke.

En stærk kvinde var Ellen Hørup med en stor begavelse og rige evner og økonomiske muligheder som kunne være brugt til at nyde livet i det højere borgerskab i København og omegn. I stedet for kæmpede hun for dem, som ingen ret havde. Og det var mange: Kvinder, børn og undertrykte over hele verden. Militarisme, fascisme, nazisme og kolonialisme kæmpede hun imod hele livet igennem. De første af over 1000 kendte artikler og kronikker fra Ellen Hørups hånd handlede om kvindesagen og den sidste handlede om Korea-krigen.

Ellen Hørup er født i København i 1871 som datter af Viggo og Emma Hørup. Viggo Hørup var den største danske antimilitarist, folketingsmedlem af partiet Venstre og avisen Politikens grundlægger og første chefredaktør.

Moderen Emma var en af de første kvindelige skolelærere i Danmark og virkede som sådan i hele Elllen Hørups barndom og i hendes teenageår.

Barndommen var for Ellen en harmonisk tid, der dog var præget af familiens økonomiske op og nedture. Ellen Hørup nåede selv at skrive sine barndomserindringer der kom i værket: Danske hjem ved århundredskiftet.

Tandlæge

Efter skolegangen beslutter Ellen Hørup sig for at læse til tandlæge, fordi hun var forelsket og tandlægestudiet var to år kortere end lægestudiet.

Efter at have taget studentereksamen på privatskole i 1890 må Ellen Hørup, i lighed med andre samtidige piger, gøre den triste erfaring, at ligemeget hvor frisindet end barndomshjemmet er, så er den omgivende verden så meget mere konservativ. For unge piger er der dengang ikke så mange studievalg. Først i 1875 bliver der åbnet for kvinders adgang til at erhverve sig akademisk borgerret ved Københavns Universitet. I 1879 meddeles kvinder, ved en kongelig resolution, tilladelse til at indstille sig til tandlægeeksamenen. Kandidaten skal være 18 år, og "have Atester fra paalidelige Mænd for at have føst en ulastelig Vandel". Den første kvinde, der uddannes til tandlæge i Danmark, er den svenskfødte Sophia Gällstedt, der uddannes på dispensation i 1870.

Tandlægeskolen i København oprettes som selvstændig institution under Københavns Universitet i 1889 og begynder undervisningen i 1890. Tandlægeskolen lå frem til 1886, på Nygade 7, Strøget, i København, i en almindelig syv værelses lejlighed. Mellem 1892 og 1900 uddanes 43 kvindelige tandlæger i et tre årigt uddannelsesforløb, hvoraf den tandlægestuderende tilbringer et år på skolen og to år i praktiktid. Det er således en ny uddannelse hun vælger.

Før 1892 vover kun yderligere tre kvinder sig frem til eksamensbordet og består. Det vil sige, at Ellen Hørup er kvindelig tandlæge nr. 5. i Danmark.

Tandlægegerningen får Ellen Hørups interesse, så meget, at hun både tager den danske tandlægeeksamen i sommeren 1893 med udemærkelse og året efter består hun den franske tandlægeeksamen. Ifølge Politiken har,

"Frk. Ellen Hørup som i et halvt Aar har studeret Tandlægekunsten i Paris, har i disse Dage bestaaet Afgangseksamenen ved Tandlægeskolen og er saaledes chirugien dentiste. Den franske Eksamen omfatter 21 Prøver, hvoraf en skriftlig, 10 praktisk-teoretiske, hvor Hovedvægten lægges paa det praktiske. 10 rent teoretiske. Blandt de praktiske Prøver er Tandudtrækning, Guld-Plombering med haardt og blødt Guld, en Tandoperation med Anæstesi osv. Blandt de teoretiske: Mikrografi, Anæstesi, Terapeutik osv. Det vil maaske more Ellen Hørups Venner i Kjøbenhavn, at en af Professorerne efter endt Eksamination spurgte hende, om hun var Fransk"(1).

Var håbet til en briliant karriere for Ellen Hørup inden for sundhedssektoren store, blev det imidlertid hurtigt skuffet. For det var ikke nemt for en lille svag kvinde at være tandlæge i københavns barskeste arbejderkvarter, selv om hun havde hele to eksamner ud i faget.

I bogen "Kvinden i Danmark" fra 1942, beretter Ellen Hørup til forfatteren Hedda Boers om den kranke skæbne hun kommer ud for som praksiserende tandlæge i 18??:

"Kun en kort Tid - bare i en Sommerferie - passede hun Hedda Hallagers Klinik paa Vesterbrogade. Hun skriver selv":
Mine Patienter bestod væsentligt af Droskekuske og Bybude, jeg trak Tænder ud paa. Naar Tanden var ude, og jeg sagde, det kostede 2 Kroner, slog de i Bordet og sagde 1 er sgu nok. Og saa fik jeg 1. For hvad skulde jeg lille Splejs af et Pigebarn gøre i den Situation? - selv om jeg havde baade dansk og fransk Eksamen(2).

En måneds tid efter i september 1896, bliver Ellen Hørup gift med sagføren og direktøren Vilhelm Nielsen. Hendes tandlægegerning er endt.

Som så mange andre veluddannede folk dengang lærte Ellen Hørup forskellige sprog gennem privatundervisning og gennem rejser. Hun talte og skrev flydende på engelsk, tysk, russisk, fransk og italiensk. I de første årtier efter århundredskiftet er hun en meget flittig oversætter. I slutningen af tyverne oversætter hun nogle af H. C. Andersens eventyr til italiensk.

Ellen Hørup kan man idealistisk betegne som katten, sin egen! Det betød dog ikke, at hun ikke var aktiv i forskellige danske fredsorganisationer, men at hun hovedsageælig arbejdede som journalist med fredssagen og børneforsorgasagen som sine hovedområder.

Man ser hende også som foredragsholder for de danske fredsforeninger, hovedsagelig Aldrig mere Krig, idet hun var nær ven af journalisten Aksel Pille og dennes hustru Ellen Pille. Ellen Hørup gav også økonomiske bidrag til fredsgrupperne. Det er muligt at hun også har været medlem i 1930'erne, men det har endnu ikke kunnet fastslåes med sikkerhed. Det vides dog, at Ellen Hørup har været medlem af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed siden 1917, samt at hun var medlem af Kvindernes demokratiske Verdensforbunds danske afdeling - som hun var næstformand i, foruden hun også var medlem af Fredens Tilhængere i Danmark.

Ven af Gandhi

Ellen Hørup rerjser to gange til Indien i slutningen af tyverne og i begyndelsen af trediverne for at følge Mahatma Gandhis ikkevoldelige frihedskamp i Indien på nærmeste hold. Rapportagerne blev senere udsendt i bogform i Gandhis Indien fra 1932.

I 1930 grundlægger Ellen Hørup foreningen og tidsskriftet Indiens Venner i København, som skulle støtte den indiske frihedskamp og desuden oplyse den danske befolkning om indisk kultur. Der blev også oprettet en norsk afdeling, vistnok ledet af sangerinden Bokken Caroline Lasson og en afdeling i England, ligesom der var støtteforeninger til fordel for den indiske frihedskamp i en lang række lande verden over, selv i Japan.

Den norske afdeling af Indiens Venner blev internationalt kendt, da den i 1937 foreslog, at Mahatma Gandhi skulle have Nobels fredspris. Den fik han aldrig, fordi Nobel-komiteen ikke turde lægge sig ud med London, lige efter at man havde lagt sig ud med nazisterne efter at have givet den tyske pacifist Carl von Ossietzky fredsprisen året før.

I 1932 er Ellen Hørup en af initativtagerne til oprettelsen af The International Commitee for India i Genève og i 1937 grundlægges nyhedsbureauet Journal des Archieves, ligeledes i Genève. I midten af 1930'erne frabeder Gandhi og det indiske kongresparti sig støtte fra udlandet, hvorefter en del af disse grupper af Gandhi-tilhængere opløses

Da Ellen Hørup i 1930'erne bor i Genève og der fulgte forhandlingerne i Folkeforbundet som korrespondent for Politiken, er hun ikke særlig aktiv i de danske fredsbevægelser, bortset fra Indiens Venner.

Kulturkamp

Fascisterne og nazisternes erobring af magten i tyverne og trediverne førte til en øget kamp mod fascismen og nazismen.

Ellen Hørup samler penge ind til flygtninge fra den spanske borgerkrig og formidler penge til de tyske kz-lejerfangers familier. Desuden skriver Ellen Hørup og vennen Georg Gretor mod nazismen i Politiken, hvilket kostede Georg Gretor hans job.

I Danmark går tidsskriftet Kulturkampen ind i 1938, hvorefter Ellen Hørup starter tidsskriftet Mennesket og Magten, som udgives frem til tyskernes besættelse af Danmark. Ellen Hørup ansætter Georg Gretor som medredaktør. I dette nu totalt oversete tidsskrift fra slutningen af 1930'erne kan man læse artikler af Ellen Hørup, italienske og tyske flygtninge, pacifister som Axel Pille og kommunister som Hans Scherfig. Det er mig ubegribeligt, at der endnu ikke 50 år efter besættelsen er nogen som seriøst har beskæftiget sig med Mennesket og Magten.

I 1937/38 kritiserer Ellen Hørup Schweiz restriktive flygtningepolitik i en række artikler i Politiken. Hun bliver belønnet med en udvisning af landet, efter at efterretningstjenesterne havde undersøgt om hun var medlem af det internationale journalistforbund eller kun det danske. Hvis hun havde været medlem af det internationale journalistforbund ville man ikke have udvist Ellen Hørup, fordi det ville have vagt for stor opmærksomhed. Ellen Hørup bosætter sig i Frankrig.

Besættelsen

I de første år af besættelsen er Ellen Hørup i Sverige, hvortil hun var rejst over hals og hoved efter den tyske besættelse. Man kan i Politiken efterfølgende læse en række yderst bemærkelsesværdige artikler om kvindesagen fra hendes hånd.

En længere tavshedsperiode skyldes formodentlig Ellen Hørups deltagelse i planlægningen af det illegale tidsskrift Frit Danmark som hun finansierede oprettelsen af.

Børnesagen

Resten af besættelsen og tiden fremover brugte Ellen Hørup hovedsageligt på kritik af børneforsorgen, som efter hendes opfattelse ikke var forbedret siden børnesagsforkæmperen Peter Sabros dage. Hun grundlægger i 1943 børneforsorgstidsskriftet Forældrebladet, som udkommer frem til 1950. Et blad, hvor specielt forfatteren Harald Herdal er meget aktiv. Den nye mødrehjælp opkaldte deres tidsskrift efter Ellen Hørup som en påskønnelse af hendes store arbejde. Tidsskriftet fik navnet Ellen.

I Ellen Hørups sidste år ser man etableringen af tidsskriftet Tværtimod, for at gå imod den kolde krigs politiske ensretning. Bladet holder et år, og heri kan man bl. a. læse artikler af Poul Henningsen.

Ellen Hørup dør i marts 1953, hvor hun som pacifist, kvindesagsaktivist og børnesagsforkæmper er så udskældt af magthaverne i Danmark, at hendes sidste artikler trykkes i det norske tidsskrift Orientering.

Ellen Hørup og Indiens Venner.

Terp, Holger: Ellen Hørup : En personalbibliografi.

Noter og yderligere dokumentation

1. Politiken. 30. 10. 1894.

2. Boers, Hedda: "Kvinden som Tandlæge". I: "Kvinden i Danmark", s. 147-180, specielt s. 167.

3. Beskrivelsen af "The International Committee for India" stammer hovedsageligt fra forskellige numre af tidskriftet "Indiens Venner". Navnene er desuden chekket i "Pioneers for Peace" s. 110-111. Denne bogs forfattere mener at vide, at det er Cousins, der tager initativet til den første konference. Hun opnåede dermed, hvad hun ville: få æren for at have taget initativet til organisationen. Vedrørende Pethick-Lawrence. Se Brittain. "The Indian Conciliation Group"s arkiv er i 1954 afleveret til "Libary of the Religious Society of Friends" = "Kvækerne"s bibliotek, London. Temporary boxes nr. 41-52. Vedrørende Ellen Hørups andre i Indien offentliggjorte artikler se brev fra redaktøren af: "The Calcutta Review", udgivet af The University of Calcutta. Redaktøren skriver den 15. juni 1936 til hende:"Many thanks for your learned articles which you very kindly send to me for publication in The Calcutta Review. These have already appeared and copies of the Review have been sent to you under a seperate cover. We do not know how one of your articles sendt to me, namely, "The Policy of the Great Powers", which has appeared in our June issue, has been published simultaneously by The Modern Review"… Men aligevel … We shall in the future be glad to publish twelve articles from your pen on international policies. We shall highly appreciate if you can kindly inform us of any continental journal (European) in English or send a sample copy". Underskrevet Bimalendu Koyal. Brev i HTA

4. Schweiziche Bunderarchive. Bern. Dokumenter fra det schweiziske udenrigsministerium. Fremmedpolitiet. BAR, E 2001 (D) 1 bd. 10. Brev med sagsnummer 778792 GL.

5. Brev fra chefen for udlændingeafdelingen signeret Frölicher, dateret Bern, 27. oktober 1937. Ibid.

6. Ibid.

7. Stockholmopholdet fremgår af en kvitering fra pensonatet i Holger Terps privatarkiv.

8. Det fredssyge Danmark 1982, s. 74.

9. Snitker s. 16.

10. Bredsdorff, Elias: "…Vi er en lille kreds"… I: "Frit Danmark" : 40 år. 1982, s. 12.

11. Fog s. 86.

12. Therkil Stræde: Alle i samme båd. Politikens kronik. 30. 4. 1990.

13. Eriksen, Gerhard: Politikens udenrigspolitik. I: Pressens Årbog 1978 s. 116-127. ; specielt s. 125.

14. Trykt rundskrivelse i HTA.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

fredsakademiet.dk.