Det Danske Fredsakademi

GANDHI OG DE NORDISKE LANDE

Redigeret af E. S. Reddy og Holger Terp.

Ellen Hørup og Folkeforbundet

Af Holger Terp

De brølende tyvere (navnet stammer fra fascismen i USA) afløses af tredivernes økonomiske verdenskrise. Massearbejdsløshed skabt af økonomiske kriser, fører til protektionisme, oprustning, diktatur og krige.

I Folkeforbundet tror mange idealister i 1920erne, at politikerne nu har fået et instrument, som i fremtiden kan løse internationale stridigheder med fredelige midler. Optimismen bygges på en række forbedringer af international lovgivning på det sociale område op igennem 1920erne og i begyndelsen af 1930erne.

For at være bedre og mere centralt placeret til at kunne vurdere udviklingen inden for den internationale politiks skæve gang flytter Ellen Hørup i 1933 til Genève, byen som havde verdens dyreste huslejepriser. Herfra beskriver hun hovedsagelig den aktuelle politik i Folkeforbundet, oprustningen, nedrustningsforhandlingerne og deres sammenbrud, krigene i trediverne og de totalitære styreformers fremgang.

Antimilitaristisk journalist i Genève

Ellen Hørup. Foto i Holger Terps privatarkiv.En vigtig grund til at Ellen Hørup flytter til Genève er den, at Danmark i slutningen af 1933 bliver medlem af Folkeforbundsrådet ved udenrigsminister P. Munch, og at redaktionen på Politiken, der befinder sig i en uvant rolle som regeringsorgan, accepterer, at der er brug for bedre journnalistisk dækning af folkeforbundsforhandlingerne.

Ellen Hørups udenrigspolitiske artikler trykkes i månedlige artikler i Politiken, hvor hun også flittigt anvender kronikken, fordi den radikale ledelse af avisen ikke vil acceptere redaktionel kritik af Folkeforbundet.

Ydermere starter Ellen Hørup i Genève i 1932 sit eget nyhedsbureau: "Journal des Archives" - der på fransk betyder nyhedsbureau, der rundsender en lang række baggrundsanalyser til aviser og verden over, hvoraf kan nævnes de i dag stort set glemte tidsskrifter: "Correspondance de Genève", "Letter from Geneva", "Bulletin International de Documentation Politique, Economique et Financiere", og "Service d'Archives: Bulletin Mensual".

I et brev fra 1932, skriver Ellen Hørup:

"Jeg kan mærke, naar Jeg læser jeres Breve, at jeg er nærmere ved Kilderne end I. Dette lille Provinshul, Genève, er alligevel blevet noget af en Central. Alt gaar igennem Genève. Alle de, der betyder noget i Verden kommer og gaar her. Og jeg selv kan naar som helst gaa hen i Folkeforbundet og se (den kinesiske og den japanske udenrigsminister) Wellington Koo og Matsuoko staar over for hinanden og forsvare hver sin Sag. Selv om jeg hver Gang gaar derfra forarget over den Domstol, de stilles for, saa er det dog maaske en Begyndelse alene det Faktum, at de staar der."

Ellen Hørup følger forhandlingerne i Genève på nærmeste hold, og har med sin imponerende udenrigspolitiske viden, mulighed for at gå langt dybere bag om de storpolitiske kriser, end det er beskåret de andre samtidige danske journaliser i almindelighed, måske bortset fra udenrigskorrespondenten Nicolaj Blædel fra Berlingske
Tidende, og Tysklands-korrespondenten Georg Gretor fra Politiken.

Frem til anden verdenskrig, kommer der en strøm af artikler fra Ellen Hørup, som protesterer mod magthaverne, hvor hun støder på dem: mod den katolske kirke - på grund af samarbejdet med fascisterne i Italien og Spanien; mod fascisterne - på grund af deres overgreb på socialisterne og fattige arbejdere; mod nazisterne - på grund af deres overgreb mod politiske modstandere; mod den engelske regering, på grund af dens indienspolitik, og mod stormagterne - fordi de kapruster og forbereder krig.

Ellen Hørups mange artikler i denne periode er journalistisk historieskrivning af meget fornem karat inden for de vigtigste internationale begivenheder i samtiden. Hendes reportager, der støtter de undertrykte imod undertrykkerne, er præget af ideen om at formidle det, der er ret contra det som er forkert. Kapitalmagten er drivkraften i alle verdenspolitikens ismer: nationalisme, militarisme, nazisme osv. og ved hjælp af disse kræfter griber den ind i landenes indre og ydre politik som den ultimative totalitære styreform.

I en artikel fra juni 1936 skriver Ellen Hørup om modsætningen mellem demokratierne og diktaturerne:

"Skillelinjen gaar et helt andet Sted. Den gaar vertikalt ned gennem Befolkningen. Den gaar tværs over Landegrænserne. Den deler hele Menneskeheden i dem, der har Pengene og dem, der ikke har dem."

Folkeforbundet

Folkeforbundet bliver oprettet i 10. januar 1920 af sejrherrerne fra Første Verdenskrig, på deres betingelser. 66 lande var medlemmer, herunder alle de europæiske lande på et eller andet tidspunkt. Danmark bliver medlem i 1920. Folkeforbundet skal, gennem hævdelse af "kollektiv sikkerhed", skabe et internationalt samarbejde, sikre nedrustning og skabe en fredeligere og mere retfærdig verden.

I Politiken's kronik "Folkenes Forbund", fra januar 1932, skriver Ellen Hørup:

"Ideen til Forbundet er (den amerikanske) Præsident Wilsons, tænkt som en demokratisk Institution til Beskyttelse for Folkene imod Uret og Undertrykkelse og først og fremmest mod Krig. Det var Sejrherrerne, der realiserede Ideen, saa de Overvundne fik til en Begyndelse ikke lov til at være med. Der var ikke noget at risikere, for de var afvæbnede. Men de skulde straffes, for at man ikke skulde glemme, at det var dem, der havde faaet Skyld for Krigen. Der stod dog i Fredstraktaten, at Tysklands Afvæbning skulde betragtes som det første Skridt til almindelig Afrustning. Men den Tid den Sorg! Folkeforbundets første og vigtigste Opgave var at sætte fredelig Voldgift i Stedet for Krig, og alle sluttede op om det. Det var et Udtryk for hele Menneskehedens Afsky for Krigfor dens Haab og Tillid til, at dette Forbund skulde blive i Stand til det, som intet enkelt Land formaaede: at gøre en Ende paa Krigen…"

Folkeforbundet begynder i det små med at give efter og fortsætter i det store:

"Forbundets Maal er mangfoldige, og dets Virksomhed bliver mere og mere omfattende. Her skal kun nævnes nogle Tilfælde af Brud paa Folkenes Ret og den Stilling Forbundet har indtaget. Der findes af Retfærdighedshensyn og for at undgaa alt, hvad der kan give Anledning til Friktion, blandt Forbundets Paragraffer èn til Beskyttelse for Mindretallene. Alle Medlemmerne har selvfølgeligt skrevet under paa den som paa de andre. Men hvordan behandler f.eks. Italien og Polen deres Mindretal? Stik imod hvert Ord i den Paragraf undertrykker de deres Sprog, Historie, Kultur, afskediger deres Lærere og Embedsmænd, gør alt, hvad de kan, for at udslette deres Nationalitet, som de har forpligtiget sig til at respektere. Stik mod Paragraffen kommer der nu igen fra Polens Fængsler Beretninger om Tortur mod unge politiske mistænkte Galizere. Beretninger om Grusomhed, der ikke staar tilbage for Middelalderens. Aar efter Aar fortsætter disse to Magter med deres Undertrykkelse. Med Aars Mellemrum kommer Beretningerne frem i Pressen. Hvad har Forbundet gjort for at hindre det? Hvilket Pres har det lagt paa de to Underskrivere, der saa aabentlyst løber fra deres Ord …?"

Tiltroen til Folkeforbundet som et overnationalt instrument til løsning af internationale konflikter med fredelige midler er stor blandt verdens befolkning og hos folkeforbundstilhængerne. Folkeforbundets væsentligste resultater opnås i 1920'erne, med løsningen af konflikten mellem Sverige og Finland om Ålandsøerne i 1920, bilæggelsen af konflikten mellem Bulgarien og Grækenland i 1925, forbudet mod kemisk og baktiologisk krigsførsel 1925 og Kellogg-Briand traktaten fra 1928 som forbød krig som et nationalt instrument, (denne meget lidt omtalte traktat er stadig folkeretligt gældende!!!) men tilliden får et skud for boven, med den japansk-kinesiske krig allerede to år efter traktatenss underskrivelse, da japanerne med erobringen af Maucheriet reelt skyder Folkeforbundet i sænk.

Den formindskede tillid til Folkeforbundet er, ifølge Ellen Hørup, statsmændenes skyld. I det kulturradikale tidsskrift "Kulturkampen", skriver hun i foråret 1935:

"Det er Statsmændene, der regerer Verden. Deres er Riget, Magten og Æren. De betragtes med Andagt, de paabehøres med ærbødighed. I deres Forsamlinger gaar det ligesom i den katolske Kirke, hvor Bønner og Ritual er paa et Sprog, som Menigheden ikke forstaar. Ligesom de katolske Præster har deres eget Sprog, Guds Ord og Statsmændenes er ikke for den gemene Hob. Hvad den har godt at faa at vide, skal de nok selv afgøre. Her har Præsterne det lettere. Deres Menighed er tilfreds med at gentage de samme Lyde, som en Gang for alle er vedtaget paa allerhøjeste Sted. Statsmændenes Menighed forlanger Afveksling. Den forlanger at følge med Tiden. De Betragtninger, de udveksler, de Aftaler, de træffer, kastes dog ingenlunde i Grams til den uvidende Masse. Det, der offentliggøres, udvælges og sigtes omhyggeligt. Naar det kommer højt, er det den halve Sandhed, men i Reglen er det hele Løgn. Naar de har brug for Hoben, smøres der særligt tykt paa. I intet Tilfælde, siger Bismarch lyves der som før et Valg og efter en Jagt. Og man kan tilføje: under en Krig."

Efter en beskrivelse af den japansk-kinesiske krig, kommer Ellen Hørup til den konklusion, at der ikke sker fremskridt, fordi alle stormagter simpelt hen er i samme båd.

"Fordi de alle har den samme Moral, og alle i et lignende Tilfælde, vilde gøre det samme som Japan, hvis de kunde være sikre paa, at det vilde gaa lige saa glat som for Japan. De er bundne af det samme System, der sidder ved Magten overalt i deres eget Land. Det System, som alle Regeringer støttes af og er afhængige af. Det samme System, og den samme konkurrende Imperialisme som i 1914 styrtede Menneskeheden ud i Verdenskrigen. Paa det System hviler ogsaa Folkenes Forbund. Dets Medlemmer er ikke blot Repræsentanter for kapitalistiske Regeringer. Det er i mange Tilfælde Ministrene selv, der blot rejser sig fra deres hjemlige Taburetter og sætter sig paa Folkeforbundets. Hvorfor skulde de kunne ræsonnere, tale, handle anderledes paa den ene Taburet end paa den anden? Det er ikke noget Folkenes Forbund, der sidder i Genève. Det er en Samling nationale Ministre, der hver for sig kun tænker paa sit Land og sit Lands Profit"
"Det Folkenes Forbund, som Menneskerne i Fremtiden skulde støtte, maatte hvile paa det samme Retsgrundlag, som gælder mellem alle hæderlige Mennesker, og som alle Dommere i civiliserede Lande dømmer efter."

Folkeforbundet er med andre ord blevet et stormagtsforbund i stedet for det "Folke"-forbund, det skulle have været. I Politikens kronik: "Den internationale Rets fallit", fra marts 1933, hedder det, om den internationale retssikkerhed, lakonisk:

"Retten mellem Folkene har lidt Nederlag. Krigene gaar deres Gang. Ingen overholder sine Forpligtigelser. Ikke de, der er faldet med Vaaben over et andet Land, og heller ikke de, der skulle hindre det. Ingen Stat respekterer sin Underskrift, ingen holder sit Ord. Saadan er det gaaet med Retten mellem Folkene. Den sidder, hvor den altid sad, den sidder i Vaabnene!"

Det sidste udsagn er den kinesiske Formand Mao ellers berømmet for.

I 1936 konkluderer Ellen Hørup om Folkeforbundet:

"Den Kollektivitet, der burde være Grundlaget for Folkeforbundet, eksisterer ikke. Hvis den fandtes, vilde Pagten være blevet overholdt. Afrustnings-Konferencen vilde have ført til Nedrustning, Sanktionerne var blevet gennemført, og Mussolini var blevet bremset i tide."
"Folkeforbundets Politik har lige siden 1925, da Stormagternes Udenrigsministre overtog Ledelsen, været den ganske samme. Det er Stormagts-Politik, og iblandt Stormagterne de mættes. Hele Sanktions-Svindlen viser det, ligesom alle de Ord, der siges for at skjule Sandheden. Undertiden kan dog ikke en gang Journal des Nations bevare Alvoren. Da Raadets 90nde Session var begyndt, skrev bladet, at den teknisk set kunde vare lige til Maj: "Og har det hemmelige Diplomati fra nu af og til Maj ikke udrettet noget, saa vil Regntiden i Æthiopien hjælpe Raadets Mænd med den gode Vilje til den Løsning, som de baade kan og vil finde". Begivenhederne sparede imidlertid de gode Mænd i Raadet baade for at vente paa Regn i Æthiopien og for at finde den Løsning, der var blevet borte for dem. Hitlers Besættelse af Rhinlandet gav det politiske Kalejdoskop en ny Drejning, og Billedet skiftede. Krigen i Æthiopien faldt ud, og den europæiske Stormagts-Konflikt traadte frem."
"Mens de Stores Repræsentanter i Folkeforbundet er i færd med at tuske med Mussolini om Prisen for Fred paa Æthiopiens Bekostning, begynder det at gaa op for de Smaa, at de er kommet fra Dynen i Halmen med dette Folkeforbund. Det beskytter dem ikke mod Overgreb. Tværtimod. Det udleverer dem først naadesløst til de Stores moderne Mordvaaben og derefter retsløst til deres Voldsmoral. Men ikke nok med det. Den ætiopisk-italienske Konflikt har vist, hvad denne forlorne Folkeforbunds-Kollektivitet kan føre til. I Stedet for at beskytte dem mod Krig, driver Folkeforbundet dem ind i Verdenskonflikten, hvor de vil blive knust af Stormagternes Krigsmaskine som Kornet mellem Møllestenene".
"Spørgsmaalet bliver derfor, om Smaamagterne ikke gør bedre i at gaa ud af Folkeforbundet og overlade Valgpladsen i Genève til dem der har Krigsapparatet og er villige til at bruge det."

Nedrustning og kaprustning

I begyndelsen af 1930'erne var nedrustning på den politiske dagsorden. Der var indkaldt til en international nedrustningskonference i Genève i 1931, som våbenindustrien ikke overraskende modarbejdede med alle midler. En af fredsbevægelsernes mærkesager i trediverne var derfor afsløringen af våbenindustriens blodige internationale samarbejde. Afsløringsarbejdet kulminerer med den amerikanske Nyekommisions meget kritiske og afslørende betænkninger sidst i trediverne.

Ellen Hørup er allerede meget tidligt inde på den sammenhæng, der er mellem våbenfabrikanternes internationale samarbejde og de voksende internationale konflikter. I kronikken "Den blodige Internationale", fra december 1932 beskriver Ellen Hørup de folkeforbundsdelegeredes behandling af nedrustningsspørgsmålet:

"Som paa en øde Ø midt i det internationale Hav sidder der en lille Flok, som ingenting ved. "De blide Ignoranter", som en Journalist saa træffende har kaldt Folkeforbundets Delegerede. De lukker Øjnene, og de hører heller ingenting. Det kan ikke være anderledes. De er nødt til at lukke deres egne Øjne for bedre at kunne strø Sand I Verden…"

For at kunne føre krig må man opruste, ikke blot det militære apparat, men hele samfundet og endda hele verden må være parat til at deltage i krigen. Det er dét, militariseringen af et samfund drejer sig om: at underordne alle samfundsinstitutioner det militære apparat, således, at størstedelen befolkningen og samfundsmaskineriet arbejdet til militærets gavn, med det resultat, at der opstår en strukturel lighed mellem samfundsform og forsvarsnorm. For at opnå dette anvender militærfolk sig af propaganda og fjendebilleder. I kronikken "Ret eller Vold", skriver Ellen Hørup bl.a.:

"Under Kaprustninger er Folkeslagene inddelt i to Kategorier, Allierede og Fjender. Der er intet Land, der ruster, uden at have Kik paa en Fjende. Den øjeblikkelige Fordeling af Fjenderne fastslaaes ved Alliancerne, saa hvert Land kan have Blikket og Kanonerne rettet mod sin Fjende. Det holder Hadet levende og Galden flydende mellem Folkene, saa de er parat til at jage Bajonetten i Naboen, naar Mobiliseringsordren kommer."
"Betragter man Krigsindustrien i Forhold til Fredsbevægelse og Afrustning, saa falder al Konkurrence bort. Saa staar (våbenindustrien) som en samlet Organisation der har samme Maal og benytter de samme Midler. Allerede (den amerikanske præsident) Voodrow Wilson forlangte i 1918 fuldkomment Forbud mod den private Krigsindustri og international Kontrol med Staternes. Paa den 2. Internationale Kongres i Zürich vedtog Socialdemokratiet en Resolution, der gik ud paa det samme. Paa Afrustningskomiteens Møde i Sommer, hvor det franske Forslag om Statsdrift blev behandlet, forsvarede den danske Delegerede (socialdemokraten) W. Borbjerg det samme Standpunkt: "Enhver dygtig Vaabenfabrikant, enten det er en Stat eller en Privatmand, vil søge at holde Bedriften i fuld Gang og faa Afsætning for sine varer ved at holde Mistilliden vedlige mellem Nationerne"."
"Stater og Regeringer, Banker og Krigsindustri er kun forskellige Dele af det samme Maskineri. Ingen enkelt Del kan løses ud fra det samlede Hele og stilles under en særlig Lov eller Kontrol. Vekselvirkningerne mellem de forskellige Dele betinger, at Maskineriet løber rundt. Krigsindustrien er en nødvendig Betingelse for opretholdelsen af det Kapitalistiske Samfund. Det er et Profitsystem, der hviler paa Kapitalens Udbytning af Landets egen Menneskelige Arbejdskraft og paa Kolonisation og Imperialisme, der bestaar i Udbytning af svagere Folk og Racer. Altsammen tydeligere og tydeligere baseret paa Vold, afhængigt af Vaaben og af den Industri, der fremstiller dem."

De teknologiske fremskridt indenfor våbenindustrien holder Ellen Hørup også skarpt øje med. Den våbentekniske udvikling i trediverne foregår specielt inden for flyvemaskineområdet, tanks, ammunition, kemiske (gas) våben, civilforsvaret og på det strategiske område.

"Der er et Ord, som Militæret holder meget af at anvende i en Diskussion: "Saa snart et nyt Kampvaaben er fundet, fremstilles Beskyttelsesmidlet imod det". Kan noget lyde mere forjættende og beroligende? Ved første Øjekast synes hele Problemet løst med det samme. Men ved nærmere Eftersyn opdager man, at det forholder sig med det Argument som med hele den øvrige Militærlogik. Først er der nu de 11 Millioner, der blev dræbt under Verdenskrigen. De var altsaa ikke beskyttede. Heller ikke de endnu flere Millioner Invalider. Millioner og Millioner af Mennesker skal altsaa dø og lemlæstes til Trods for Beskyttelsen bagefter. Først fremstilles nemlig Vaabnet, og saa kommer Beskyttelsen bagefter. Det er Rækkefølgen. Og det er ikke uden Betydning for dem, det gaar ud over."

For Ellen Hørup er det specielt udviklingen inden for de militære flyvemaskiner, der er bekymrende:

"Krigsflyvningen er en ny Vaabenart i et nyt Element, som fuldstændigt har forrykket Forholdene under en Krig og forandret selve Krigens Væsen. Mellem Krigsflyveren oppe i Luften og Stridskræfter, der maa have Hav eller Jord under sig, eksisterer der ingen virkelig Kamp. Krigsflyverne er nedenfra næsten usaarlig. Mens Modstanderen paa Jorden eller Havet kun kan bevæge sig i to Dimensioner, har Krigsflyveren tre. Ogsaa den Fart, hvormed han bevæger sig, beskytter ham."
"At den næste Krig bliver en Luftkrig, er alle Eksperter enige om. At det pludselige uventede Overfald vil blive af afgørende Betydning i en Luftkrig, kan enhver forstaa."
"Menneskeheden har altsaa intet andet at gøre end roligt afvente, at den en skønne Dag pludselig bliver kvalt eller brændt op levende indvendig- eller udvendigt af Krigsflyvernes Gas- eller Sprængbomber."

Noget måtte gøres! Var den indiske frihedskamps ikkevoldelige metoder svaret?

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page