Det danske Fredsakademi

Anmeldelse af Margaret MacMillan: Paris 1919 : Da den store krig sluttede

Af: Holger Terp

Margaret MacMillan: Paris 1919 : Da den store krig sluttede. Borgen, 2004. – 575 s.
Noter s. 519-546.
Bibliografi s. 547-559.
Pris: 449 kr.

Er udkommet.

Forfatteren, Margaret MacMillan, beskrives i forlagets vedlagte pressemateriale som engelsk uddannet professor i historie, udenrigspolitisk aktiv omkring Canadas samarbejde med NATO og Europa. Altså en akademiker med holdninger!

Med enkelte undtagelser er der ikke udkommet gode værker på dansk om første verdenskrig, siden Carnegiestiftelsen for international fred udgav Ejnar Cohns Danmark under den store Krig i 1928. Paris 1919 er både omfangsmæssigt og indholdsmæssigt en stor bog om et vanskeligt emne. Forfatteren øser gavmildt stor viden og stort overblik med næsten filmiske kvaliteter rundt omkring i beskrivelsen af afslutningen af den store krig, som første verdenskrig blev kaldt i samtiden.

Første verdenskrig startede, som det er dokumenteret i Det danske fredsakademi, med de europæiske landes imperialisme, kolonialisme, industrialisering og magtpolitik som resulterede i en konstant kaprustning mellem de europæiske stormagter fra den fransk-tyske krig i 1870-1871 og frem til 1914. USA var på sidelinjen, beherskende både Nord- og Sydamerika og gennem Monroe-doktrinen havde amerikanerne sikret sig, at de europæiske stater stort set holdt sig væk fra de amerikanske kontinenter.

Våbenindustriens rolle ikke belyst

Selve verdenskrigen afslutning medførte store omvæltninger i Europa og i Mellemøsten. Fredsmagerne som politikerne konsekvent omtales i bogen ville skabe en ny verdensorden, men da de kun satte et halvt år af til fredskonferencen, lever vi stadig med resultatet af den forfærdelige politik, de gennemtvang på konferencen, ikke kun i Europa, men specielt også i Mellemøsten.

Spørgsmålet rejser sig om det overhovedet var en fredskonference, der afsluttede første verdenskrig. Det var en konference a la tidligere tiders fredsafslutninger der i Danmark sammenlignes med ’freden i Roskilde’. Det skal ikke glemmes, at de politikere som satte hinanden stævne i Paris, havde været medansvarlige for deres landes krigsførelse under verdenskrigen som den engelske psykolog Norman Dixon beskriver i On the Psychology of Military Incompetence fra 1976. Generalerne under den store krig levede i fortiden. Deres seneste erfaringer fra Boerkrigen udmøntes i angreb på de frontafsnit, hvor fjenden var stærkest; men generalerne havde ikke taget højde for, at krigshåndværket i mellemtiden var blevet mekaniseret og industrialiseret med det resultat, at soldaterne døde i titusindvis, når inkompetente generaler beordrede angreb.

Den internationale våbenindustri, kendt som dødens købmænd, havde en stor indflydelse på oprustningen op til første verdenskrig. Våbenindustrien tjente store formuer på våbenleverancer og propaganda før og under krigen og spillede en stor, i samtiden ikke særligt kendt rolle underverdenskrigen. I Antony Sampsons populære Våbenhandel fra 1978, skriver han: det passede

”de allierede ledere godt, at kunne lægge skylden på rustningsindustrien. Lloyd George huskede det senere sådan, der var fra starten en fornemmelse af, at Krupp i Tyskland havde haft en farlig indflydelse på den tyske vilje til krig, og at firmaet i høj grad havde pustet til ilden for egne formåls skyld … Der var ingen blandt os, som ikke mente, at hvis man ville bevare verdensfreden, måtte man eliminere begrebet profit fra våbenproduktionens store og mægtige interesser. Den franske konseilspræsident George Clemenceau var indigneret over de specielle interesser, der var knyttet til det franske våbenfirma Schneider, og dets indflydelse på pressen”. Woodrow Wilson inspirerede til den historiske paragraf i folkeforbundspagten, hvor det hedder: ”Folkeforbundsmedlemmerne … er enige i, at den private fremstilling af ammunition og krigsmidler kan gøres til genstand for alvorlige indvendinger”.

Så vidt Anthony Sampson s. 70.

De alvorlige indvendinger mod våbenindustrien eller rustningsindustrien er der ingen af i bogens stikordsregister. Politikernes forbindelser til våbenindustrien beskrives heller ikke.

Tre af de ansvarlige politikere fra første verdenskrig, Clemenceau, Lloyd George og Wilsen har ikke været genstand for den store danske interesse. En håndfuld samtidige biogreafier er publiceret.

Hullede portrætter af fredsforhandlerne

Udgangspunktet for Paris 1919 er ’en amerikaner kommer til byen’ Paris, i Europa. Synsvinklen i hele værket er amerikansk eller måske snarere imperialistisk. Hovedpersonen er den amerikanske præsident Woodrow Wilson som så sent som i 1917 havde erklæret Tyskland krig, fordi USA's egen krigsmodstand først skulle overvindes. Krigsmodstanden overvindes gennem en tilsidesættelse af forfatningen og genindførelse af en lovgivning der stammede fra borgerkrigens tid.

Krigsmodstanden i USA og reaktionen mod den beskrives ikke i Paris 1919, men MacMillan beskriver dog ’Wilsons tilbøjelighed, måske ubevidst til at ignorere sandheden’ Da han første gang sendte soldater til Mexico, fortalte han, at det var en reaktion på gentagne provokationer og fornærmelser mod USA og dets borgere fra General Victoriano Hueta, som startede den mexicanske revolution [i 1910]. I virkeligheden havde Hueta gjort sig store anstrengelser for at undgå noget netop sådant” s. 34. MacMillan kunne lige så godt have skrevet, at Wilson løj over for kongressen og hvorfor adjektivet ubevist? Som om politikerne ikke ved, hvad de laver. Selvfølgelig gør de det, specielt i så vigtige spørgsmål som krige og interventioner. Det var således en erfaren, ansvarlig amerikansk politiker der kom til Paris i januar 1919.

Den reaktionære franske præsident Georges Clemenceau (1841-1921) havde reelt fungeret som Frankrigs diktator fra 1917. Før første verdenskrig havde hans aviser tordnet til fordel for fransk oprustning mod Tyskland. Georges Clemenceau var en nær ven af den internationalt kendte våbenhandler Sir Basil Zaharoff. Clemenceaus bror var ansat i den franske våbenfabrik Schneider-Creuzot, der sad på 60 procent af den franske våbeneksport, skrev den tyske pacifist Otto Lehmann-Russbüldt i Die blutige Internationale, der Rüstungsindustrie fra 1929. Margaret MacMillan beskriver Georges Clemenceau godt som en gammel enevældig politiker i forhold til sine diplomater og rådgivere; han var hovedforfatteren til fredstraktaten!

Også den liberale engelske premierminister Lloyd George havde forbindelse til våbenindustrien. Dette beskriver MacMillan således: ”Han havde arbejdet under et enormt pres i de foregående fire år, først som rustningsminister, siden som krigsminister. I slutningen af 1916 havde han påtaget sig byrden som premierminister i spidsen for en koalitionsregering” s. 60. Anthony Sampson refererer s. 55 Lloyd Georges sekretær, A. J. Sylvesters oplysning om, at Lloyd George og Zaharoff var nære venner. Sylvesters Lloyd George biografi fra 1947 er fraværende i litteraturlisten i Paris 1919. Ikke et ord i Paris 1919 om, hvordan Lloyd George havde fungeret som ammunitions- eller krigsminister. At han, ifølge historikeren Iaian Mclean’s afhandling: The Legend of Red Clydeside fra 1983 regerede med undtagelseslovgivning, forbud mod pacifistiske og socialistiske aviser, undertrykkelse af strejker i våbenindustrien og miner osv.; hvad enten strejkerne var pacifistiske eller drejede sig om løn- og arbejdsforhold.

Hvordan opfattede de ledende politikere begreberne fred og folkeret anno 1919? Kunne krigsmagerne omstille sig til freden? Fred er en 'besværlig størrelse', skal man tro politikerne og diplomaterne som havde store ambitioner. "Vi drog til Paris, ikke kun for at afvikle krigen, men for at grundlægge en ny orden i Europa. Vi forberedte ikke alene freden, men den evige fred" s. 111.

Mangler i kildemateriale

Et stort eksperiment skabte en organisation for at 'afskaffe krig'. Kapitlerne om dannelsen af Folkeforbundet og dets mandatpolitik er fremragende forskning og formidling, dog er pacifismen og den internationale fredsbevægelses organisationer stort set anonyme. The League to Enforce Peace omtales; organisationen som under krigen havde vundet præsident Wilson til ideen om etableringen af Folkeforbundet. The League to Enforce Peace skrives i Paris 1919 på engelsk uden kendeordet the. Fabian Society oversættes derimod s. 112 til ’gruppen Fabians’ – her ville det have været konsekvent at anvende den engelske navneform, oversættelsen skaber forvirring som resulterer i at ingen af organisationerne optræder i stikordsregistret. MacMillan skriver ”Til venstre … sponsorerede gruppen Fabians en storstilet undersøgelse forestået af Leonard Woolf. Hans nævnte undersøgelse, International Government: Two Reports Prepared for the Fabian Research Department. - London: Hogart Press, 1916, 412 s., er ikke medtaget i bibliografien, ligesom Woolf er fraværende i stikordsregistret modsat den næste nævnte person på samme side, Sir Walter Phillimore, der er medtaget i stikordsregistret. Lad gå, at MacMillan ikke anvender den hollanske jurist Jacob ter Meulens doktorafhandling Beitrag zur Geschichte der internationalen Organisation 1300-1700 fra 1916, han skrev jo på tysk; men det kan forbløffe, at MacMillan ikke anvender kildeskriftet Development of the League of Nations Idea, New York, The MacMillan Company 1932, 886 s. Heri er listet mange af de organisationer som under første verdenskrig arbejdede for at fremme ideen om etablering af Folkeforbundet.

Irak beskrives s. 422 til 437. Oliekilderne i Irak var en vigtig begrundelse for den britiske regerings beslutning om at sende tropper til området i slutningen af 1914, men Margaret MacMillan skriver s. 423, at "det indledende felttog ... var defensivt". Selv omkring erobringen og besættelsen af Irak i marts 1917 spiller olien en yderst vigtig rolle. MacMillan starter dog først sin analyse i 1919, så den vigtige drivkraft for briternes ønske om kontrol med Mellemøstens oliefelter mangler. Måske fordi den irakiske professor Ghassan Atiyyah hovedværk om Iraks historie i perioden omkring første verdenskrig, Iraq : 1908 - 1921 : A Socio - Political Study (Beirut 1973), er fraværende i litteraturlisten! Det samme gælder for Lord Hankey's The Suprime Command (London 1961), selv om hans bog om fredskonferencen er medtaget. Også fraværende er Moberly's History of the Great War based upon Official Documents : The Campaign in Mesopotania, 1914-1918, bd. I-IV (London 1923-1927) samt vigtige kildeskrifter fra det engelske udenrigsministerium som Documents on British Foreign Policy, 1919-1939 (London 1947), the Historical Section of the Foreign Office: Peace Handbook, London 1911-1920.

I afsnittene om Østeuropa og Serbien under og efter første verdenskrig mangler totalt omtale af den pacifistiske sekt Nazaræerne. Specielt den Jugoslaviske forfølgelse af sektens op imod 40.000 militærnægtere alene i Serbien kan være med til yderligere at understrege de politiske og religiøse modsætninger i de nye lande, der blev skabt med Versailles-traktaten.

'Fredsforhandlingerne’ i 1919 var de allieredes forhandlinger om fordeling af magten og direktiver til taberne. Taberne havde intet at skulle have sagt, og de fik heller ikke nogen indflydelse på dannelsen af Folkeforbundet (datidens FN), der var det stort set eneste positive, der kom ud af fredsforhandlingerne.

Paris 1919 er en gammeldags fremstilling forstået på den måde, at der udelukkende henvises til trykte og utrykte kilder på papir. For Margaret MacMillan eksisterer Internettet ikke som kilde, selv om at mange vigtige tekster vedrørende fredsforhandlingerne i Paris er publiceret på Internettet. Det er ærgerligt, for henvisninger til Internetbaserede kilder ville have øget bogens anvendelighed, specielt overfor unge studerende.

Der mangler i øvrigt en god dansk beskrivelse af fredsforhandlingerne efter anden verdenskrig.

Magthavernes eget portræt

Margaret MacMillans Paris 1919 er først og fremmest en beskrivelse af magtpolitikken efter første verdenskrig. Hun tegner et billede af de allierede politikere, hvor deres forbrug af kvinder er mere interessant for forfatteren end deres magtpolitik under og efter verdenskrigen. Paris 1919 er historien om fredsforhandlingerne efter første verdenskrig som magthaverne gerne ser sig portrætteret.

En af de vigtigste årsager til første verdenskrig og til problemerne i eftertiden, våbenindustriens rolle beskrives ikke.

Den engelsk-canadiske historiker Margaret MacMillans mursten af en bog er fint produceret. Den valgte typografi gør teksten let at læse. Indbindingen virker solid og bogen indeholder endda noget så sjældent i dansk faglitteratur som et (ukomplet) stikordsregister.

Paris 1919 bør læses af alle, som beskæftiger sig med diplomatiets, mellemkrigstidens og den efterfølgende historie i det tyvende århundrede.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page