Det danske Fredsakademi

Betænkning fra fredskommissionen af 1998 Elsk-værdig sikkerhed : Bilag 11 Krogh, Kaj Ove: Fjendebilleder og Islam

Fjendebilleder er spejlbilleder af den perciperede virkelighed. Vi oversætter og fortolker hinanden, men udgangspunktet er og bliver egne forestillinger. Derfor er folkeslag, religioner og kulturer ofte blevet ofre herfor og er ikke blevet anskuet ud fra egen baggrund og referenceramme. For at skabe klar forståelse og indsigt i "fremmede" forhold må man have reel sameksistens med og forståelse af "de andre".

Islam og den religiøse dimension

I vor tid er islam igen blevet fjendebilledet. Der er mange årsager hertil. En er, at islam er en konkurrent til kristendommen. Begge religioner er sammen med jødedommen af "Abrahams hus". Man har meget til fælles - men der er også afgørende forskelle. Tidligt er islam hos kristne blevet dæmoniseret. I stedet for at fokusere på lighedspunkterne og sameksistensen, så blev disse set som sataniske vrangbilleder af sandheden. Talrige nedsættende udtalelser gennem århundrederne vedrørende Koranen og Muhammad vidner herom. Holdninger som findes den dag i dag blot iklædt vor tids klædedragt. Også i dag er islam for mange "luxuriosus" og "bellicosus" (utugtig og krigerisk).

Disse temaer prægede desværre ikke alene korsfarernes holdninger, men har næret de negative forestillinger, som mange også i vor tid har til islam og muslimer. Som noget naturligt mente vesten tidligt, at et led i den nye verdensorden var at føre krig mod islam og muslimer, da islam frem for alt nok så Jesus som en profet men fornægtede ham som værende guddommelig, hvilket ville underminere den kristne lære. Derfor opstod korstogene som en blanding af religiøs nøgternhed og sværmeri, handelsmæssige kalkulationer og en urokkelig opfattelse af, at kirkens og den vestlige verdensorden var den eneste sandhed. Erobringens karakter var og er for mange europæere "bellum justum" og "bellum sacrum" - "lovlig" og "retfærdig". I dag tager "dannede mennesker" afstand fra korstogsmentaliteten. Ikke desto mindre fungerer den fint i praksis både hos politikere og menigmand. "Man behøver blot at vurdere udsagnene fra visse europæiske og hermed også danske politikere og andre.

Nok beskæftigede lærde, f.eks. kirkefaderen Johannes af Damaskus (o. 700), Beda i sin kirkehistorie (o. 711 - 732) om "Saracener-pesten" og fra Cluny abbeden Peder Venerabilis (o. 1140), sig med islam, men synet var og blev negativt, da islam for dem par exellence var både udfordringen og fjenden. Denne holdning er blevet arketypisk i det europæiske sind!

Europa og den tyrkiske fare

Europa har endnu ikke overvundet "tyrkerfarens" traume. Mange har en "tyrkertro" på at islam som politisk instrument udgør en trussel mod Europa. Osmannerriget var i 1400- og 1500-tallet en militær og politisk trussel mod Øst-Europa. Ikke desto mindre føltes faren stærkt i størstedelen af Europa, ikke mindst på grund af den hurtigere kommunikation via bogtrykkerkunstens udvikling. Kristne politiske opbyggelses- og kampskrifter spredtes hurtigt over Europa. Tyrken, "Guds svøbe", blev brugt og misbrugt i et religiøst-politisk propaganda øjemed. Dette medførte forfølgelse af religiøse minioriteter i datidens Europa, hvilket heller ikke i dag er ukendt. Ideologiske kampskrifter har deres klare formål. Mindre gennemskueligt bliver det, når skønlitteraturen og underholdningsindustrien i maskeret form skaber fjendebillederne. Her bliver "folkesjælen" både vildført og oprørt uden at fjendebilledets oprindelse og formål bliver klarlagt. Dette problem kan ikke blot henlægges til tidligere århundreder, da det i vor tid via massemedierne og underholdningsindustrien er blevet overordentligt forstærket. Her kan vi blot erindre om alle de billeder fra medieverdenen, hvor muslimerne og islam på en negativ måde bliver projiceret ind i den angelsaxiske bevidsthed! Vesten skal være beredt. I dag taler man om optagelse af Tyrkiet i den europæiske klub. Endnu er dette ikke lykkedes. Er det på grund af menneskerettighedsproblemer - eller stikker det dybere? Er årsagen den, at man af psykologisk-historiske årsager endnu ikke tør invitere "tyrken" ind i det europæiske rum?

Palæstina - Israel

Den måske mest tragiske konflikt i dette århundrede er den palæstinensisk-israelske. Baggrunden og sammenhængene skal ikke ridses op her. Blot dette, at man også her har forsøgt at gøre den til en religiøs strid, hvor islam er blevet brugt som fjendebillede. Baggrunden er, at europæiske kristne - dette vil også sige amerikanerne - i og for sig har to fædrelande, nemlig det geografiske og det religiøse. Jødedommen føler man på trods af uenighed et vist bibelsk samhørighedsforhold til, mens islam og muslimerne af mange føles som noget fremmed - en trussel, noget orientalsk eller fjernt asiatisk, som man gør klogt i at holde sig fra. På den ene side er der en fascination, på den anden side ser man en fjende. Dette forhold er dygtigt blevet dyrket og misbrugt i den ulykkelige mellemøstlige konflikt, således at et fundamentalistisk fjendebillede af muslimen er opstået. Et fjendebillede som bekræfter de værste fordomme set med europæiske øjne.

Den muslimske verden under kolonitiden og ny-kolonianismen

Gennem kolonitiden i 1700-tallet frem til vort århundrede stagnerede den muslimske verden. I sidste halvdel af 1800-tallet og i særdeleshed i dette århundrede vågnede den muslimske bevidsthed i ønsket om identitet. Dette opfattedes øjeblikkeligt som en trussel mod den vestlige verdens monopoler vedrørende både økonomiske, politiske, kulturelle og religiøse forhold. At muslimer pludselig ville orientere sig mod islam forekom mange både fordækt, mistænkeligt og som en fare. Under verdenskrigene orienterede mange kolonier sig mod egen identitet - således også de områder, som havde store muslimske befolkningsgrupper. Nye lande opstod, og nationalisme og islam blev for nogle synonymer i denne nye politiske orientering. Tyrkiets sammenbrud under 1. verdenskrig befordrede arabisk nationalisme. Frihedskampen i Nordafrika mod Italien og Frankrig befordrede den nordafrikanske nationalisme, og ikke mindst Indiens og Pakistans oprettelse i 1947 skærpede muslimsk nationalisme her. Islam kom pludselig i fokus. Pan-arabisme og pan-islamisme blev pludselig ildevarslende skræmme- og fjendebilleder for en ny-kolonialisme, som ikke byggede på direkte militær tilstedeværelse men mere på multinationale interesser og aftaler, som kunne indgås med villige muslimske herskere. Denne politik kendetegnedes ikke af folkenes selvbestemmelsesret men af, at den ene hånd vaskede den anden. Multinationale olieselskaber støttede eller styrtede ledere i den muslimske verden. Her er Iran et næsten klassisk eksempel. Saudi-arabien, Kuwait og emiraterne på den arabiske halvø er det samme. En ny verdensorden begyndte at tone frem. Denne verdensorden orienteredes i en retning - nemlig mod industrialismen og den uhæmmede vækst. Prisen betales bl.a. i dag - også gennem både reelle og indbildte fjender, men fjendebillederne er på plads.

Iran - Irak og andre af vestens store fjender

De fleste husker de sidste årtier med krigen og omvæltningerne i Iran og Irak. Vi husker Iran som den store trussel mod vestlige - her specielt U.S.A's - interesser. Vi husker, at Sadam Hussein var vestens "gode" allierede mod præstestyret i Iran, og vi husker den bratte opvågnen under Golf-krigen, hvor Sadam Hussein pludselig blev fjende nr. 1. Nu var han pludselig en tyrannisk despot, som krænkede det fredselskende Kuwait, hvor man hyldede de vestlige liberale interesser og demokratiet. Vi erfarede også ikke blot den massive mediedækning af Golf-krigen, men også, at medieverdenen ikke blot havde lagt op til, men også var en del af det scenario, som Golf-krigen blev. Og hvad der måtte mangle af krigens gru i Kuwait, kunne CNN let iscenesætte i et amerikansk tv-studie. Vi erkendte også, at Sadam Hussein er en dreven taktiker, som har taget ved lære af sine læremestre, at han som pragmatiker udnyttede alt og alle - også religionen. Gott mit uns- holdningen var og er ikke fremmed for nogen, når egne eller nationalistiske holdninger skal støttes eller støves af. Her er det interessante, at Sadam Hussein på trods af boykot og sanktioner stadig regererer Irak, og at Iran tilsyneladende i forholdet til f.eks. Taliban-militsen i Afghanistan er blevet salonfæhig i visse sammenhænge.

I Pakistan er der store økonomiske, menneskeretslige, sociale og religiøse problemer. Vesten er dybt involveret. Under Afghanistans krig mod Sovjetunionen blev Pakistan det naturlige udgangspunkt for den militære kamp og sammen med Iran tilflugtsstedet for tusinder af afghanere. U.S.A. hjalp med equipment - våben m.m., således at den afghanske mujahedin-bevægelsen herfra kunne involvere sig mod russerne i Afghanistan. Russerne led et forsmædeligt nederlag. Man så, at muslimske soldater kunne vinde over en supermagt, men den anden supermagt - U.S.A. uddannede samtidig folk, som hentede erfaring til andre fronter vendt mod U.S.A's interesser. Her kommer Taliban-militsen ind og de såkaldte fundamentalister i Ægypten og Nordafrika. Konklusionen er, at vesten, her U.S.A., i stor udstrækning har skabt de problemer, som man nu forskrækkes over og fordømmer i den muslimske verden. Hvem skabte f.eks. den militære og økonomiske baggrund for Taliban-militsen, og er der stadig forbindelser til kredse uden for Afghanistan, som via "dækadresser" stadig søger indflydelse, og var det kun iranere, som skabte den "iranske revolution og satte Shah'en fra magten?"

Nordafrika, Balkan, Tjetjenien og Europa

Nordafrika har altid stået Europa nær både geografisk, kulturelt og religiøst. De nordafrikanske stater er tidligere europæiske kolonier. Ikke mindst Frankrig har haft og har stadig forbindelse til Nordafrika. Ikke desto mindre mener mange, at borgerkrigen i Algeriet udgør en trussel mod Europa. Ligeledes er Libyen blevet udnævnt til at være arnestedet for terrorvirksomhed. Som helhed er Afrika p.t. et fattigt kontinent, og Nordafrika er ingen undtagelse. Befolkningstilvækst, manglende uddannelse og en håbløs fremtid sætter desværre dagsordenen ikke mindst for de unge. Europa er for dem "det forjættede land". Den europæiske nyhedsformidling - her først og fremmest TV - tegner klart forskellene og for de unge uretfærdigheden i det økonomiske mønster. I Europa har man alt, hvad penge kan købe, mens man f.eks. i Algeriet lider under en elendig infrastruktur, borgerkrig og politisk afmagt. Her bliver Europa let "fjenden". Historiske årsager f.eks. erindring om kolonialisme og frihedskamp bliver baggrunden plus den kendsgerning, at man jo ikke helt kan vide, om magtfulde interesser i Europa ser en fordel i at holde islamiske partier fra magten.

I Europa ser man islam som et synonym for religiøs-politisk fanatisme udfolde sig ved Europas tærskel, hvilket skaber et komplekst billede af nordafrikansk emigrationslyst, muslimsk terrorrisme, som efter nogles opfattelse vil kunne påføre EU væsentlige problemer. I virkeligheden skaber man en selvforstærkende voldsspiral, hvor man ikke med sikkerhed kan lægge skylden for borgerkrigen ensidigt på de muslimske grupper. Men man udpeger dem som årsagen til krigen, hvilket i bred sammenhæng bliver akcepteret i Europa. Dels har man så her sit alibi på plads, og dels kan man endnu engang udråbe og dække sig bag et muslimsk fjendebillede.

På Balkan ser situationen anderledes ud. Serberne har muslimerne som fjendebillede, men her har stort set resten af Europa valgt side for muslimerne. Denne stilling vil europæiske politikere indtage, indtil muslimerne på Balkan med tiden bliver stærke nok til at hævde egen identitet - også over for deres nuværende allierede.

I Tjetjenien forsvarede muslimerne deres selvstændighed mod Rusland. Mange sympatiserede med tjetjenerne. Her taler vi altså om muslimer, som tjener det vestlige magtspil og olieinteresserne. Dette er ikke undtagelsen men reglen, når man positivt skal bedømme muslimer i det politiske spil. Der er de gode, som tjener vestlige interesser, og så er der de andre. Fjendebilledet følger de politiske linier og de økonomiske konjunkturer.

Islam og muslimer i Europa og i Danmark

Islam og muslimer har i århundreder været knyttet til Europa. Videnskab, kunst, religion, kultur og politik har været nogle af de elementer, som har ladet sig udfordre og påvirke af islam og muslimerne. Balkan, dele af Østeuropa og Spanien var under muslimsk styre i århundreder.

I vor tid ser vi en genopblomstring af islam i Europa. I alle europæiske lande vil man kunne finde større eller mindre muslimske grupperinger. Billedet er uensartet, de fleste muslimer er indvandrere tiltrukket af mulighederne for arbejde, medens andre - og færre - er konverterede til islam. Dette har naturligvis skabt et vist kendskab til islam, men det har også skabt gnidninger. Heldigvis er billedet nok stadig positivt, men stadig flere højtråbende grupper - navnlig på den politiske højrefløj - prøver at sætte dagsorden vedrørende muslimers tro. Ekstremerne ser muslimer som en 5. kolonne, som med forskellige midler vil gøre Europa muslimsk. Nogle frygter, at den europæisk-kristne identitet står for fald. Her er Front Nationale i Frankrig og Le Pen skabere af fjendebilleder. Andre steder f.eks. i Tyskland, ser vi så nynazister på fremmarch, og i Skandinavien toner parallelle organisationer og politiske partier frem, som har profileret sig på bekostning af en fornuftig sameksistens med muslimerne.

Fjendebillederne er mange, og man kan forskrækkes, da deres repræsentanter tegner brede spektrer af den europæiske og herunder den danske befolkning. Velkendte debattører og politikere som Mogens Glistrup, Søren Krarup, Pia Kjærsgaard og Mogens Camre og andre slår tonen an og påstår, at de er talerør for den danske folkesjæl, det tavse flertal og "under-Danmark". Holdningerne og postulaterne er velkendte og skal ikke gentages her. Blot dette, at mange har ment og mener, at udtalelserne er diskriminerende og farlige, i og med at nogle vil godtage dem som "sandheder", blot de gentages tilstrækkeligt mange gange. Ovennævnte bærer et alvorligt ansvar, i og med at de i deres dystre "sortmaleri" skaber fjendebilleder - ikke gennem beviser på muslimers farlighed, men ved postulater og generaliseringer, som de lader hænge i den blå luft - ofte med ordene: … dette er da noget alle ved! Vi må spørge hvorfra? Men fjendebilledet er skabt!

Fundamentalisme og globalisering

Et spørgsmål, som trænger sig på, er begrebet fundamentalisme! Spørgsmålet er, om dette blot har noget med muslimer at gøre, og hvad er en fundamentalist egentlig? Fundamentalisme er blevet et synonym for muslimsk ekstremisme, og det er ikke ualmindeligt at karakterisere muslimer således, med mindre de har accepteret de fundamentale vestlige synspunkter. Fundamentalisme er vel at holde sig til udgangspunktet - for muslimen til Koranen. Dette har intet at gøre med ekstremisme eller terrorrisme!

Spørgsmålet er om man i den vestlige verden ikke skulle overveje eller besinde sig på sin egen fundamentalistiske holdning. For det første a priori altid mene at have ret, altid mene, at andre kulturer og synspunkter skal indrette sig efter vestlige/europæiske synspunkter, det være sig religiøse, kulturelle, moralske, politiske m.v., og at alt afvigende herfra er fortidigt og farligt og derfor enten bør latterliggøres eller bekæmpes. Denne fundamentale europæiske morbiditet kommer i værste fald til udtryk i ønsket om den uhæmmede økonomiske vækst (på andres bekostning) og ved det militærapparat, hvorved man mener både at kunne tjene og retfærdiggøre sine krav og interesser.

Globaliseringen er ikke muslimsk, den er vestlig! Vestlige interesser gør sig gældende overalt på kloden. Markedsøkonomi, liberalisme, socialisme og kommunisme er alle europæiske produkter eller "religioner", som har til hensigt at frelse menneskeheden. Spørgsmålet er, om resten af jordens befolkning ønsker disse systemer?

Krigens kræmmere

Hvad skal vi dog med alle disse våben? Alle taler om fred, forståelse og sameksistens. Alligevel oprustes der på livet løs. Overalt i verden ønsker man avancerede våbentyper. Sovjetunionen er opløst og forsvundet som fjendebillede. Trods dette vil krigsindustrien stadig kræve sit. Også Danmark er med i dette kapløb, vi ønsker moderne våben til fredsbevarende styrker, som pludselig skal sættes ind langt fra Danmarks grænser. Kampvogne og fly er naturlige punkter på ønskeseddelen. Man taler om et defensivt forsvar - alligevel vil våbnene altid være af offensiv karakter. "Danske politikere er dybt engagerede i debatten om en ny verdensorden" (Politiken den 14.- 9. 1998). Her fastslår udenrigsminister Niels Helveg Pedersen, at Danmarks rolle vedrørende globaliseringen allerede "behandles i eksisterende folketingsudvalg". Udenrigsministeren siger videre: "Generelt tror jeg man kan sige, at det danske folketing nok er et af de parlamenter, der er mest optaget af og engageret i internationale spørgsmål". Der er naturligvis intet skræmmende i, at Danmark deltager i internationale sammenhænge. Det ville være mærkeligt andet. Blot må man håbe, at vi ikke bliver fanget i Nato's eller EU's engagementer vedrørende sikkerhedsmæssige tiltag - hvis det overhovedet lader sig gøre at forholde sig passiv. Ifølge ovennævnte artikel er engagementet vedrørende den nye verdensorden af ren økonomisk karakter. Dog er vi nogle der ved, at økonomi, politik og militært engagement til alle tider har udgjort en speciel treenighed, hvor det ene har affødt eller begrundet det andet. Således vil det stadig være. Derfor vil det være interessant, om dette interessefællesskab vedrørende politisk/økono-miske forhold i det lange løb kan køre solo uden millitære interesse-organisationer.

Også i den muslimske verden ser vi våben og ønsker om våben fremstillet navnlig i vestlige lande. Mellemøsten og Fjernøsten er overfodret med frygtindgydende våbenarsenaler. Disse våben kan naturligvis "finde egne veje" til modtagerne, men mængderne, hvori de findes, kan ikke undgå at kræve ministerielle godkendelser i f.eks. U.S.A., England, Frankrig, Tyskland og Sverige m.fl.

Dette er blandt andre de samme stater, som skaber fjendebillederne vedrørende islam og muslimerne. Således er alle parter inde i en frygtens spiral, som let kan blive en voldens. Spørgsmålene er enkle - hvem tjener på dette, og kan de stoppes? Iraks diktator Sadam Hussein blev vestens fjende nr. 1, Afghanistans militser er skræmmebilleder i vesten og gøres til synonym med islam - blev Sadam Hussein og disse militser ikke skabt og støttet af bl.a. U.S.A? Således kan man blive ved, ikke blot i den muslimske verden, men f.eks. også i Syd- og Mellemamerika!

Den "islamiske bombe"

I det våbenkapløb, man ser mellem Indien og Pakistan, var vi for måneder siden vidne til kernekraftsprængninger i både Indien og Pakistan. Verden forfærdedes, og de andre atommagter forargedes sandelig. Man prøvede internationalt at lægge pres på begge lande, for at de skulle undlade sprængningerne - men desværre uden resultat. For det første kan man tale om et vist forargelsens hykleri fra allerede involverede parter. En anden ting var, at man begyndte at tale om den "islamiske bombe". Skræmmebilledet var på plads! Kaldte man den indiske for en "hinduistisk bombe", og kaldte man de amerikanske over Japan og dem, som atommagterne har på lager for "kristne bomber" - eller Israels kernevåben for jødiske? Men fjendebilledet var på plads og blev brugt.

Hvem står bag hvad?

I sagens natur må efterretningstjenester arbejde i stilhed. Derfor kan de i al ubemærkethed arbejde på mange fronter. Undertiden kan nogle - også muslimer - arbejde for dem - eller gå deres ærinde uden at vide det. Disse forhold er ofte blevet fremhævet i Mellemøsten, hvor Mossad og andre tjenester om muligt har arbejdet bag fjendens linier. Andre efterretningstjenester har uden tvivl gjort det samme. Højt spil og dobbeltspil er en del af indsatsen. Undertiden har det vist sig, at C.I.A. har været involveret på steder, hvor man mindst regnede med det. Her skal blot erindres om Iran-contra affæren som det efterhånden klassiske eksempel. Derfor skal vi ikke tage alting for givet - heller ikke de muslimske fjendebilleder. De er måske mere symptomer på et magtspil, end de er reelle. I en verden, hvor alle tvivler på alt og alle, er det let at manipulere med politik, penge og mennesker. Ja, selv idealistiske mennesker kan blive lette ofre og gå andres ærinde uden at vide det. Den muslimske verden er mangeartet både vedrørende det menneskelige potentiale, det politiske, det kulturelle og det økonomiske. Derfor vil det f.eks. være let at "plante" informationer eller at misinformere. Derved skabes der fjendebilleder. Men hvorledes hos os - i den vestlige verden og Danmark - kender vi sandheden? Gør politikerne det? Er islam en fare? - Muslimerne er overbeviste om det modsatte, men vil den vestlige verden indse dette? Har man ligefrem brug for fjendebilleder afspejlet i en Sadam Hussein, som man nok vil stække men ikke til livs, og i en Taliban-melits, som kan bekræfte alle ens fordomme vedrørende islam og muslimer.

Man glemmer her, at muslimerne udgør én milliard af menneskeheden, og ekstremisterne er i forhold til dette tal en ubetydelig del, som vestlige massemedier, våbenfabrikanter og politikere fordømmer, elsker og dyrker.

Litteraturhenvisninger

1. Fjendebilleder & Fremmedhad, En antologi redigeret af Kristof K. Kristiansen og Jens R. Rasmussen, FN-forbundet 1988

2. JOURNAL Institute of Muslim Minority Affairs Vol 2, July 1984

3. Islam. Politik og religion i Mellemøsten af Jørgen Bæk Simonsen, DUPI-hæfte 1983/4 , Jurist- og Økonomiforbundets Forlag

4. Integrationshåndbogen af Winnie Atkinson & Mads Terman Olsen, Frydenlunds Socialserie 1998

5. NO ENTRY - Immigration Policy in Europe by Hans Kornø Rasmussen, Handelshøjskolens Forlag 1997

6. Moskva kontra Islam af Peter Dalhoff-Nielsen, Vindrose 1991

7. Fremmedhed og Fremmedhad i Danmark af Lise Togeby, COLUMBUS 1997

8. De fremmede i landet af Mogens Glistrup, Nordisk Bogforlag 1991

9. Ytringsfrihed uden ansvar af Bente Clausen og Ferruh Yilmaz, Fair Play 1997

10. Mit Europa? Etniske minoriteters Livsvilkår i EU af Bashy Quraishy, Etnisk Debatforum 1997

11. USA's enegang mod terror af Martin Burcharth, Informations Nyhedsanalyse 25. august 1998

12. Golfen og Vesten, Konflikt, politik & historie, VANDKUNSTEN 5, 91 JAN.

13. Freden i Mellemøsten, Konflikt, politik & historie, VANDKUNSTEN 6, 92 MAR.

14. Tankekontrol og historieskrivning, Konflikt, politik & historie, VANDKUNSTEN 1, 89 NOV.

15. Ved hjælp af bedrag, Mossad set indefra, Claire Hoy og Victor Ostrovsky, Samleren 1990

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk.
Locations of visitors to this page