![]() Det danske FredsakademiBetænkning fra fredskommissionen af 1998 Elsk-værdig sikkerhed : Bilag - Grønnegaard, Geert: SikkerhedHvad betyder ordet sikkerhed for det enkelte menneske, ung eller gammel? Det vigtigste er overlevelsen. Voksne mennesker ved godt, at de skal dø en dag, men selve livet forekommer dem alligevel så lifligt, at de vil sætte meget ind for at undgå døden ved rene tilfældigheder, som deres forstand kunne have forudset. Deraf følger en hel række kendte ting i dagligdagen - airbags i bilerne, redningsbåde på færgerne, rækværk på altanerne, ildslukkere i teatrene, hospitaler i byerne, snor i hundene. En af de farer som kan true vores sikkerhed er vold fra andre mennesker, kendte som ukendte. Men også den fare kender vi en række metoder imod. Piger og kvinder bliver til en vis grad socialiseret til at kunne styre selv meget truende "hangorillaer". Andre lærer at holde lav profil, når der "er optræk til ballade". De fleste ved, at man skal behandle meget berusede personer som rådne æg, og at de normalt er fornuftige nok dagen efter. Ved de rigtigt store trusler fra andre mennesker, hvor store folkemængder indgår, eller ligefrem land mod land, ved man fra historien, at sådanne situationer helst skal forebygges i god tid, så de slet ikke opstår. Eskalation i retning af blodig voldsanvendelse, til sidst krig, vil næsten altid være et resultat af nød, undertrykkelse, håbløshed, desperation. Hos folkegrupper indenfor det enkelte land, og hos fattige lande mellem rige naboer. Forebyggelse bør da også gå ud på, at man bevidst sørger for at få de undertrykte grupper og folk "med ind i varmen", at man får overført ressourcer til de hidtil forsømte. Det kan godt være kostbart, hvis der kræves landreformer og boligbyggeri og store pengeoverførsler mellem landene. Men det er stadig pebernødder sammenlignet med, hvad en borgerkrig eller krig vil koste af ødelæggelser. For dem, der på en eller anden måde lever af det, burde det vække til eftertanke, at for 9 ud af 10 vil det man på nydansk kalder "sikkerhedsstyrker" udgøre en særlig stor fare, som de ikke har mulighed for at værge sig imod. Befinder man sig ved en tilfældighed på et torv, hvor officielle "sikkerhedsstyrker" fra den ene side beskyder en gruppe "oprørere" på den anden side, så er man solgt til stanglakrids. Opgørelserne fra de sidste 30 års store og mellemstore væbnede konflikter i verden viser helt entydigt, at det er mindst ti gange så farligt at være civilperson som at være "sikkerhedsstyrke". Vi skal over hundrede år tilbage i historien, før man stadig kunne have en forestilling om, at tapre landsoldater drog ud til grænsen for med deres liv som indsats at kunne sikre koner og børn og gamle derhjemme. I dag er det netop konerne og børnene og de gamle, som må bløde, hvis militæret (sikkerhedsstyrkerne) træder i funktion. Hærførere har vel til alle tider udvist meget beskedent hensyn til de vidtskræmte mennesker, som deres hære er stødt imod. Hvis folk ikke makkede ret, var der kort proces. Men udviklingen af våben til større og større sprængkraft og længere rækkevidde har i vor tid ændret forholdene endnu mere til ugunst for de bløde civilpersoner. Hvis en fremrykkende hær bliver mødt af blot ét eneste skud fra een landsby, bliver hele byen dænget til med bomber "for en sikkerheds skyld", inden man rykker ind i den. Men det er altså ikke de gamle og svages sikkerhed, man så tænker på, selv om de dog er de fleste. Vi ved alle, at det ikke er behageligt at leve under et militærdiktatur, eller endnu værre at være besat af en fremmed krigsmagt. Men alligevel vælger langt de fleste mennesker i en sådan situation "at dukke sig" og tålmodigt vente i håbet om bedre tider. Selv de værste diktatorer dør en dag. Spanien og Portugal måtte vente i over en menneskealder, før de til sidst slap af med deres Franco og Salazar. Sikkerhedspolitik for alle de udsatte bløde civilpersoner
kan derfor bedst baseres på i god tid at støtte svage
og undertrykte grupper i andre lande, så de ikke bliver
desperate i deres håbløshed. Samtidig må man
prøve at holde sine egne væbnede korps i nogenlunde
stram snor, så de ikke bruger for meget af de ressourcer, der
er nødvendige til nødhjælp og forebyggelse.
|