![]() Det danske FredsakademiBetænkning fra fredskommissionen af 1998 Elsk-værdig sikkerhed : BilagEn gang i fremtiden… Fred i verden - hvordan ser freden ud og hvordan når vi frem til denne tilstand? Af Holger Terp Forestillingen om fred er i øjeblikket meget diffus og syltet ind i en masse militær tankespind så som militær sikkerhed, national staternes bevarelse, de herskende klasser o. s. v. Tanker om en overnational organisation som FN, udstyret med bevæbnede militær- og politistyrker under mere eller mindre demokratisk kontrol, er kun lappeløsninger. Medlemskab af andre overnationale organisationer som NATO og WEU er kun med til at fastlåse den sikkerhedspolitiske situation og tankegange. Altså må vi helt frigøre os fra den tankemæssige spændetrøje. Et tankeeksperiment må udarbejdes: Hvordan ser en verden med fred ud? Kun når man har formuleret et mål, kan man starte rejsen. En række forskellige personer opfordres til at beskrive deres vision af en fredelig verden i essay eller novelleform. Jeg forestiller mig beskrivelser af verden som den ser ud om 30, 100, 500 år eller 1000 år. Vi skal nu til at begynde et nyt årtusinde. Egentlig spiller tidshorisonten ikke den store rolle i denne sammenhæng. Jeg er ikke meget for slogan som fred i vores tid. Men mere for fred i vore børnebørns tid. Tidsperspektivet gør det måske nemmere at løsrive sig fra de nuværende organisatoriske bindinger. Eksempel En gang i fremtiden lever verdens befolkninger i fred i en verden uden krige. Uden krigsforberedelse. Uden militærorganisationer. Der er ingen våbenhandel og våbenfabrikation. Ingen militærforskning. Ingen soldater og soldateruddannelse. Ingen efterretningstjenester. En gang i fremtiden er handel er styret lovgivningsmæssigt, således at krige og våbenhandel ikke finder sted. Der er ingen told. Varer, tjenesteydelser, information og personer cirkulerer frit omkring på hele kloden. En gang i fremtiden lever befolkningerne i små administrative enheder, kommuner og amter, hvor de er aktive deltagere i politiske debatter og beslutninger som vedrører dem. Politikere og enkeltpersoner kan en gang i fremtiden være uenige, der er intet som en god diskussion, men hvis uenigheden bliver for stor til at parterne kan løse den, kan de hjælpes af professionelle konfliktløsere, inden der gås over til håndgribelige argumenter. Hvordan kom man så vidt? Det startede med, at enkelte befolkningsgrupper og organisationer protesterede mod enkelte våben. Først atomvåben, derefter landminer og småkalibrerede våben. Sidst protesterede man mod store våben. Økonomiske kriser udviklede sig ikke i den sædvanlige retning, med anvendelse af miltære styrker for at opretholde ro og orden. Befolkninger, specielt i Asien, var blevet så fattige, at de insisterede på, at der kom mad på bordet, og regeringer begyndte at aflyse bestillinger på våben i de industrialiserede lande. Våbenfabrikation blev set, ud fra et økonomisk synspunkt, en dårlig forretning. I nogle lande, hvor våbenindustrien ikke spillede den store rolle for beskæftigelsen og handelsbalancen afskar man statsstøtten til våbenindustrien - direkte tilskud og bestillinger på våben, med det uundgåelige resultat, at våbenfirmaerne gik falit. Da våbenfirmaerne ikke havde den store betydning i samfundet, kunne man anvende et større beløb til at begrænse planlagte sociale nedskæringer, foruden at man forøgede den økonomiske hjælp til demokrati- og miljø-projekter i den tredje verden. Eksemplet smittede. Gennembrudet kom da EU-landene enedes om ikke at ville støtte våbenfabrikaiton i EU-landene. Militærforskere og teknikere kastede sig i stedet for over miljøproblemerne. Store landområder i den tredje verden blev beskovet og beplantet. Nye systemer til vanding af arealer blev udviklet, og med tiden kunne befolkningsgruper, som hidtil havde levet i yderste fattigdom, klare sig selv. Efter den øgede selvforsyning rundt om i verden kom der en højnelse af undervisnings niveauet og nye kulturelle former opstod. privat besiddelse af våben blev forbudt og accepteret af alle, på samme måde som middelalderens kårde-dueller blev forbudt. Våben blev indsamlet og smeltet om til vindmøller. Samtidigt afskaffede regeringer deres overskudslagre af håndvåben som ligeledes blev smeltet om. Efterfølgende gik der sport i afrustningen. Regeringer kappedes om af afskaffe dette og hint våbensystem. men det var ikke nok opdagedes det. Man måtte også afskaffe viden om, hvordan disse våben blev produceret. Selv om det først var mange mennesker imod, afskaffede man patenter på våben. Efter endnu en tid afskaffedes nationalistiske beretninger om krige og man indså, at nationalstaterne ikke spillede den samme rolle som tidligere. Dels var der ikke det store behov for at forsvare territoriet med magtanvendelse og dels var der ikke behov for at bekæmpe indre fjender. Magten blev decentraliseret ud i enheder på amtsstørrelse. Militære styrker og våbenanskaffelser blev som en følge af denne udvikling yderligere reduceret. I mellemtiden var kommunikationssystemerne blevet forbedret dels ved at folk fik bedre uddannelser, men også fordi det blev almindeligt at indbygge kommunikationsudstyr i nye huse, allerede fra det tidspunkt, hvor husene blev planlagt. På denne måde lærte folk at tage aktiv del i den politiske proces og dermed var vejen banet for reelt demokrati, som viste sig at være forudsætningen for at de sidste militære hindringer for at der kunne blive fred, blev ryddet af vejen.
|