Det Danske Fredsakademi

Hansen, Peter Mikael: Militærvægring 1849-1917 :
Artikuleret militærnægtelse 1901-1917 :
Religiøst artikuleret militærnægtelse 1901-1917

De religiøst funderede militærnægtere indtog deres særlig niche i stat-individ-konflikten. Et konkret eksempel var Niels Peder Simonsen, der i 1905 blev idømt mørk arrest på indskrænket kost i 15 dage for at have “vægret sig ved at lade sig iklæde (…) under påberåbelse af, at det stred mod religionen og hans samvittighed”.25 Her italesatte han præcist denne konkrete konflikt mellem på den ene side et individ som via social praksis forsøgte at udøve modmagt overfor på den anden side staten, hvad angik spørgsmålet om militærværnepligt. Simonsens religiøst baserede ontologiopfattelse stemte ikke overens med statens i dette spørgsmål. Simonsen var født på landet, og er som sådan et godt eksempel på, at den religiøst funderede artikulerede militærnægtelse pegede i retning af at være et fænomen spredt ud over det ganske land, med et landligt islæt. Bemærk dog at jeg på baggrund af det forhåndenværende kildemateriale ikke entydigt kan fastslå at den religiøst funderede militærnægtelse, ej heller i perioden 1901-1917, var et landligt fænomen. Hertil er kildematerialet for spinkelt.

Et eksempel på en religiøs militærnægter født i byen var Niels Sørensen fra Århus. Som rekrut blev han idømt simpelt fængsel på vand og brød i 15 dage for lydighedsnægtelse. Han blev arresteret og siget for ved mødet d. 22.4.1912 at have nægtet at lade sig iklæde, og i følge straffelisten forklarede han under krigsretsforhøret at “nægtelsen var grundet i religiøs overbevisning”.26

Et andet eksempel på en religiøs militærnægter fra landet var Carl Vilhelm Christiansen27 født i Marslev sogn. Carl Vilhelm blev i 1915 sigtet for at have nægtet at bære våben og under krigsretsforhør tilstod han at tilhøre “Pinsemissionen”, som forbyder at bære våben. For denne i følge myndighederne mulige uligevægtige sindstilstand, blev han indlagt til observation på garnisonssygehuset i Odense, som imidlertid erklærede, at han var fuldt tilregnelig. Carl Vilhelm blev derfor idømt 15 dages simpelt fængsel på vand og brød for nægtelse af lydighed. Carl Vilhelm fortsatte imidlertid sin religiøst baserede militærnægtelse og blev derfor igen dømt for nægtelse af lydighed. Denne gang skærperde krigsmagten straffen til 20 dages simpelt fængsel på vand og brød.28 “Sigtede der straks af religiøse grunde havde nægtet at bære våben, var efter udstået straf overført til Trainafdelingen. Efter ca. 5 dages ordonnanstjeneste, nægtede han at forette mere tjeneste. Hans grunde hertil var dels, at militærtjeneste var imod Guds vilje, dels at Gud forlangte hans tjeneste som misionær, hvad militærtjensten forhindrede”.29

Magnus Jensen fra Taars, ligeledes religiøs militærnægter fra landet, blev indlagt til observation på sindsygehospitalet ved Århus fra december 1915 til marts 1916. Manden måtte jo være utilregnelig tænkte de militære myndigheder. Men Magnus Jensen var religiøs militærnægter. Han var tidligere dømt til 15 dages simpelt fængsel på vand og brød for nægtelse af lydighed. Nu blev han så igen sigtet og dømt for nægtelse af lydighed. Han erkendte i retten endnu engang, at han af religiøse grunde nægtede at bære våben, og blev derfor denne gang idømt 25 dages simpelt fængsel på vand og brød - og blev indlagt til observation på sindsygehospitalet.30

Ovenstående sager om religiøs militærnægtelse er eksempler på en radikal tilpasningsreaktion fra nægternes side, med udgangspunkt i en religiøs moralopfattelse af verden. Et forsøg via social praksis på at sætte dagsordenen i en stadig magtkamp imellem sig selv og staten udfra deres, eller rettere sagt Guds, ontologiske begrebsverden.

Men det var også andre former for artikuleret militærnægtelse.

Artikuleret militærnægtelse begrundet i individuelle eller moralske årsager

“Jeg nægter“, skrev Oluf Forchhammer i en pjece udgivet i 1909. Oluf Forchhammers bevæggrunde til sin militærnægtelse er således ganske godt dokumenteret. I Oluf Forchhammers øjne var det at slå et menneske ihjel et mord, som kun han selv måtte stå til ansvar for. Efter Forchhammer’s logik var krig mord, ligemeget hvad loven foreskrev, ligemeget hvor meget man stillede tingene på hovedet og med kors og medaljer belønnede handlinger, som under normale forhold medførte den strengeste straf. Det var hovedårsagen til at Forchhammer skrev: “Jeg nægter derfor at gå i krig og ingen øvrighed vil kunne tvinge mig dertil”.31 Forchhammer henviser i første omgang til sit eget ansvar, men dog også til Jesus Kristus lære: “salige er de sagtmodige”, “salige er de som stifter fred” og “når nogen giver dig et slag på din højre kind, så vend den venstre til”.32 Forchhammers pjece er et velskrevet og velunderbygget logisk sammenhængende antimilitaristisk skrift, hvilket gør lige netop Forchhammers sag enestående.

Forchhammers pjece er så vidt vides den første som på skrift også fremfører andre end rent religiøse eller politiske militærnægterbegrundelser.

Det var ikke alle militærnægtere som var lige så velargumenterende som Oluf Forchhammer. Men derfor nægtede de alligevel. Eksempelvis ville Egon Sjøgren Jensen ikke længere sætte sit helbred på spil for tjenesten skyld, hvilket i og for sig er en ligeså legitim militærnægtergrund, som ham der ikke vil deltage i militæret af politiske eller religiøse grunde. Rekrut Egon Sjøgren Jensen, havde tidligere 3 gange været dømt for absentation, men blev nu sigtet for nægtelse af lydighed.33 Han havde været til lægen, men var blevet afvist. Derefter havde han lagt sig på sin seng, og ville ikke til øvelse som beordret. Da han af en sergent fik ordre til at rejse sig og tage sit tøj, svarede han: “Det kan jeg ikke, jeg er syg”, og selvom ordren blev gentaget, svarede han, at han ikke ville, at han var syg og ikke kunne gå med til tjenesten fordi han ikke ville sætte liv og helbred til for tjenesten skyld - det var ikke nødvendigt. I mine øjne en artikuleret militærnægtersag i det øjeblik. Han satte grænsen for sin tjeneste. Han ville ikke. Han nægtede. Han artikulerede ligefrem at han ikke ville sætte liv og helbred på spil for tjenesten skyld. Han artikulerede således ikke en specifik religiøs eller politisk årsag, men nærmere en personlig bekvemmelighedsmæssig, som efter mine bedste begreber er lige så legal en artikuleret militærnægtelse som de andre. Pointen er imidlertid, at han nægtede, og at han gjorde det bevidst. Han trak grænserne imellem stat og individ ligeså skarpt op som de øvrige militærnægtere.

Heller ikke Jens Sørensen ville mere.34 Han blev dømt for ulydighed og respekstridighed. Jens Sørensen fra Hvidsten havde ifølge straffelisten tidligere været dømt arbitrært for at være mødt i slet pudset tilstand (ikke at forveksle med “en kæp i øret”) og for gentagende gange at have udvist grov skødesløshed i behandlingen af det ham udleverede gevær. Nu blev han sigtet og dømt for ulydighed og respekstridighed og idømt 25 dages mørk arrest. Sigtede erkendte at han var udeblevet fra befalet tjeneste. Han erkendte, at han havde svaret, at han ikke fejlede noget, men at han ikke ville være soldat mere, og at han svarede næsvist: “Jeg kan godt stå op og gå med til kasernen, hvis det kan more dem, men hverken de eller nogen anden kan tvinge mig dertil”. Han erkendte endvidere, at han derefter stod op, men ikke ville tage sine patrontasker på, idet han udtalte: “Dem og geværet vil jeg ikke have med, og det er sidste gang at jeg går med knivbajonet”, hvortil han næsvist tilføjede: “De kan gøre med mig hvad de vil, men soldat vil jeg ikke være mere”’.35

Jens Sørensen var et eksempel på en yderst velartikuleret militærnægtelse, som ikke nødvendigvis var hverken religiøst, politisk eller moralsk funderet i den gængse opfattelse. Men Jens Sørensens militærnægtelse er alligevel så artikuleret i straffelisten, at den er til at forstå. Han handlede udfra en personlig samvittighedskonflikt, og hans handlinger var direkte hæftet på militærets symboler geværet, patrontasken og knivbajonetten.

Dette viser med al tydelighed det problem, mange militærnægtere stod overfor, når de skulle forklare sig nærmere. Det var ikke altid man havde en solid og gennemtænkt velunderbygget begrundelse for sin nægtelse klar. Men at nægte var der ikke tvivl om. Samtidig er Jens Sørensen et eksempel på en artikuleret militærnægter, som ikke optræder i andre kilder.

Karl Johan Ludvig Kristiansen var militærnægter og han ville ikke adlyde nogen.36 I hvert fald hvis man skal tro hans udtalelser nedfældet i straffelisten. Karl Johan var sigtet for ulydighed, og erkendte han, at han under øvelse i sablens brug ikke udførte denne som han skulle, at han, da han blev rettet, ikke tog hensyn hertil (...) at han var ligeglad, han ville ikke adlyde, og at han efter at være ført på rekutskolens kontor udtalte, at han var militærnægter og ikke ville adlyde nogen. Han blev idømt 20 dages simpelt fængsel på vand og brød for nægtelse af lydighed.

Ovenstående sager om religiøst og politisk og artikuleret militærnægtelse begrundet i andre moralske årsager, der dømmes for lydighedsnægtelse, antyder også vanskeligheden ved at identificere en militærnægtersag, hvis der i straffelisten kun er anført “lydighedsnægtelse” eller “nægtelse af lydighed”. De nævnte eksempler er indlysende. Sværere er det at bedømme “lydighedsnægtersager”, som ikke er begrundede. Lydighedsnægtelsessager omhandlede i sagens natur også mindre forseelser. Lad mig give et par eksempler på artikuleret militærnægtelse, som ikke var nærmere begrundet.

Ikke nærmere begrundet men artikuleret militærnægtelse

Denne kategori dækker over mange sager, hvor der sandsynligvis har ligget en eller anden mere eller mindre begrundet årsag bag nægtelsen, men hvor begrundelsen ikke er bevaret i kildematerialet. Det gælder eksempelvis krigsministeriets 1. kontors fortegnelse over militærnægtere der er bevaret i Rigsarkivet. Men også en række militærnægtersager fra straffelisterne er ikke begrundet. Eksempelvis militærnægter Jens Vilhelm Dohn fra Odder blev af krigsretten i 1903 idømt ensom arrest i 45 dage for at have “nægtet at udføre militærtjeneste”.37 Desværre uden nærmere begrundelse.

Heller ikke i sagen om militærnægter Hans Laurids Hansen Hjelmbjerg, født i Rudkøbing, forelå der i kilden nogen nærmere begrundelse, udover at han simpelthen ikke ville trække i uniform og gå i tjeneste.38 Han sigtedes for at have nægtet møde til tjeneste skønt ingen hindringer forelå. Ifølge straffelisten sagde han, “at nu ville han ikke mere, hvad det så end kostede. Ville ikke klæde sig på og gå til tjeneste”. Dette skulle han have tilstået under forhør, men ville eller kunne ikke angive grunden til sin handlemåde. Han blev dømt for nægtelse af lydighed til 30 dages simpelt fængsel på vand og brød. I øvrigt indlagt til oberservation.

Ovenstående politiske, religiøse, moralske og andre former for atikulerede militærnægtere er blot en håndfuld illustrative eksempler. De var i perioden konkrete forsøg på via ændret social praksis og en radikal tilpasningsreaktion at undgå militærtjenesten og for nogle vedkommende at skabe deres egen virkelighed, på egne præmisser.

For de socialistiske militærnægtere var militærnægtelsen et led i klassekampen. De havde rod i arbejderbevægelsen og ønskede at ændre samfundet.

Socialisme og militærnægtelse i hovedstaden

Med arbejderklassen tilvækst, opkomsten af arbejderbevægelsen og dens stigende politiske bevidsthed og benyttelsen af den politiske konsekvente militærnægtelse fik militærnægtelsen under Første Verdenskrig dermed et nyt urbant udtryk sideløbende med et spredt ofte landligt religiøst funderet udtryk.

Udfra de oplysninger der er givet i FKAM’s var medlemmerne af FKAM fortrinsvist bosat i byerne. Det var et udpræget by-fænomen med væsentlige grupperinger omkring primært hovedstaden, Esbjerg og i nogen grad Århus. Kun tre af opgivede adresser henviser til landet (Dalby, Herlufsmagle og Søllested). Så er Silkeborg, Hobro, Grenå, Vordingborg, Helsingør, Horsens og Middelfart naturligvis også medregnet som by.

Det var langt fra alle, der også var født i byen. Undersøgelsen her vidner om den vandring fra land til by som var foregået årene forinden - og som stadig foregik.

31 % af FKAM’s medlemmer kan med sikkerhed siges at have haft bopæl-adresse i København, og dermed var hovedstaden den by alene, hvor der var flest aktive medlemmer i FKAM.

Figur 3.5 Politiske militærnægtere fra København

Kilde: ABA, FKAM, Aktive Medlemmer.

Men også Esbjerg og Århus husede aktive medlemmer af foreningen af konsekvente antimilitarister.

Figur 3.6 Aktive FKAM-medlemmer i København, Esbjerg og Århus

Kilde: ABA, FKAM Aktive Medlemmer

Overordnet var det således et altovervejende flertal af FKAM’s aktive medlemmer som boede i byen, primært Købehavn og i nogen grad også Esbjerg og Århus.

Figur 3.7 Aktive medlemmer i FKAM i byerne

Kilde: ABA, FKAM, Aktive Medlemmer.

Urbaniserings- og industrialiseringsprocessen satte dermed sine spor i militærnægtergeografien hvad den politisk artikulerede konsekvente militærnægtelse angik.

Kildematerialet før Første Verdenskrig er mere spinklet end under Første Verdenskrig, men meget tyder, på at det fra at være et sporadisk landbo-præget fænomen ofte med et religiøst udtryk, ændrede sig til også at omfatte et urbant revolutionært politisk udtryk. Det indikerer FKAM’s aktive medlemmers geografi.

Det kan ikke undre at den politiske militærnægtelse var et by og især hovedstadsfænomen. Industri og urbanisering slog for alvor igennem omkring århundredeskiftet. Hvornår det industrielle gennembrud kom i Danmark er de lærde ikke helt enige om. Man kan vælge at se udviklingen på det industrielle område omkring århundredeskiftet som en opbrudstid, hvor industrialiseringsprocessens tredje fase begyndte fra midten af 1890’erne og fortsatte til Første Verdenskrigs udbrud.39

Industrialiseringsprocessen tog for alvor fart efter århundredeskiftet, og det var bla. afvandringen fra land til by som gavnede industrien. I perioden forud for århundredeskiftet (1865-96) havde København fordoblet sit indbyggertal og rundede de 400.000 indbyggere, og ligeledes strømmede befolkningen ind til provinsbyerne. I 1860 boede 10 procent i hovedstaden, 13 procent i provinsbyerne mens de resterende 77 procent boede ude på landet.

Herfra tager urbaniseringensprocessen fat og i 1921 var Hovedstaden svulmet op til at rumme 22 procent af Danmarks befolkning. Samme procentdel boede i provinsbyerne og dermed var landbobefolkningens andel nede på 56 procent. Sammenlagt 44 procent af Danmarks befolkning boede i 1921 i byerne.40 Alene fra 1911 til 1921 voksede Københavns indbyggertal med 100.000 til ca. 560.000 og provinsbyernes med 120.000 til ca. 670.000.41

Denne proces satte sig politiske spor i form af en stadigt stigende bevidst arbejderklasse som efter århundredeskfitet i stigende grad benyttede anti-militarismen og militærnægtelsen i klassekampen eftersom Venstre var kommet til magten i 1901 og havde skiftet kurs i forhold til Venstres tidligere kritik af forsvaret.

Et marginalt udtryk af denne klassekamp var de politiske militærnægtere i FKAMs geografi. De havde tilknytning til den socialistiske arbejderklasse i byen, især København.

Opsummerende skal det understreges, at der således er nogle kildemæssige problemer, man skal tage højde for i sin bedømmelse af kildematerialet og i sin konklusion af omfanget af den artikulerede militærnægtelse antalsmæssigt. Men når det er gjort, kan det konkluderes, at antallet steg efter århundredeskiftet - i særdeleshed i forbindelse med Første Verdenskrig, til at omfatte et sted mellem 200 og 250 personer. Det kan hermed også bekræftes at den artikulerede militærnægtelse ændrede sig i perioden til, sideløbende med et religiøst udtryk, også at blive et mere sammenhængende politisk magtredskab, koncentreret omkring byerne, især København, Århus og Esbjerg, hvad angik den politiske militærnægtelse - netop grundet den generelle forandringsproces samfundet i øvrigt gennemløb i perioden, ikke mindst den tiltagende industrialiserings- og urbaniseringsproces.

Konklusion og perspektivering.

Top

Noter

25 RA, Generalauditørens justitsarkiv, straffelister, pk. 15, 1905, 8. regiment, nr. 23.

26 Ibid., pk. 16, apr. kv. 1912, 3. regiment, nr. 3

27 RA, Gen.aud. justitsarkiv, straffelister, pk. 18, 1915, jan. kv., 6. reg., sag nr. 10/1915.

28 Ibid, sag nr. 8/15 jan.-sept. Trainafd. Juli kv.

29 Ibid., sag nr. 8/15 jan.-sept. Trainafd. Juli kv.

30 RA; gen.aud. justitsarkiv, straffelister, 1916, pk. 19, jan kv., 8. Reg., sag nr. 2.

31 Forchhammer, Oluf: Jeg nægter. Kbh. 1909, p. 4.

32 Ibid., p. 5.

33 RA; gen.aud. justitsarkiv, straffelister, 1916, pk. 19, jan. kv., 8. Reg., sag nr. 71/1916 rekrut nr. 307/1916.

34 RA; gen.aud. justitsarkiv, straffelister, 1916, pk. 19, april kv., 8. Reg., sag nr. 73/1916 rekrut nr. 958/1916.

35 Ibid., nr. 73/1916 rekrut nr. 958/1916.

36 RA; gen.aud. justitsarkiv, straffelister, 1916, pk. 19, okt. kv., 2. Feltart.reg., sag nr. 105/1916.

37 Ibid., pk. 15, 1903, Ingeniørregimentet, nr. 9.

38 Ibid., pk. 18, 1915, jan. kv., 6. reg., sag nr. 13/1915 rekrut nr. 308/14 fra Odense rekrutskoles 2. komp.

39 Askgaard, Helle, Niels F. Christiansen & Ole Hyldtoft: Det industrielle Danmark 1840-1914. Herning 1981, p. 31-32.

40 Danmarkshistorie 2 Fra 1750 til 1945: Hortsbøll, Henrik, et al. Kbh. 1989, p. 78.

41 Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie. Red. Olaf Olsen. Bd. 12: Klassesamfundet organiseres 1900 - 1925 af N. F. Christiansen. Kbh. 1990, p. 239.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page