Det Danske Fredsakademi

Krig og krigsfrygt

De generelle udviklingstendenser i den ulovlige sessionsudeblivelse i perioden 1849-1869 viser en tendens til større ulovlig udeblivelse i forbindelse med krigsåret 1849 og krigsåret 1864. Endvidere ses en stigning op mod 1864 og et brat fald umiddelbart efter 1864 med en efterfølgende stigning resten af 1860erne. Tallet vedr. 1849 og især 1864 tolker jeg som et tegn på en krigsfrygt. En frygt for at aftjene den militære værnepligt blandt unge sessionspligtige i årene op til 1864 gav sig udslag i stigende pragmatisk tilpasningsreaktion i form af ulovlig sessionsudeblivelse i perioden op til 1864 kulminerende med 1864.

Figur 2.1 Procentvis ulovlig første-gangs sessionsudeblivelse i Danmark

Kilde: RA, Justitsministeriets 2. departement. Diverse akter vedr. session. pk. 1-2.

Note 1: Procent afrundet til nærmeste decimal.

Note 2: Baseret på diverse amter i årene 1849, 1857-1858, 1860-1865. I 1849 findes kun opgørelser for Vejle og Svendborg amt (og bemærk opgjort som samlet (dvs ulovligt udeblevne én, to eller flere gange samlet.)). For 1857 for 10 amter, for år 1858 kun for Københavns amt, for 1860 for 8 amter, 1861 4 amter, 1862 7 amter, 1863 6 amter, 1864 8, forår 1865 8 og efterår 1865 18 amter. Bemærk at i året 1865 afholdtes to sessioner én om foråret for Jylland og én om efteråret for hele landet. For begge sessioner det år gælder, at den ulovlige første gangs sessionsudeblivelse var på 4 %.

Landbobefolkningen udeblev - Fyn på lægdsplan 1868-1870

I landsarkivet for Fyn findes 3. udskrivningskreds’ arkiv indeholdende Sessionsekspeditionsprotokoller for perioden 1862-1919. Disse protokoller kan belyse ulovlig sessionsudeblivelse for hele Fyn på lægdsplan. Dette er interessant, fordi jeg her får en mulighed for at iagttage eventuelle forskelle imellem land og by. Undersøgelsen hvad angår ulovlig sessionsudeblivelse har hidtil fokuseret på nationalt og regionalt plan. Med disse kilder kan jeg gå ned på lokalt plan. Tendensen i undersøgelse tyder på, at det var landbobefolkningen som udeblev fra session snarere end bybefolkningen. Lad os se nærmere på undersøgelsen.

Landdistrikterne

De ulovlige førstegangs sessionsudeblivelser var spredt ud over hele Fyn i perioden 1868-1870. Se figurerne 2.14, 2.15 og 2.16. De ulovlige førstegangs sessionsudeblivelser var ikke kun afgrænset til de større byer, købstæderne. Faktisk er der på intet tidspunkt i undersøgelsen påvist størst procentuel - dvs. 12 % eller derover - ulovlig førstegangs sessionsudeblivelse i en eneste købstad i den undersøgte periode. De højeste procenter for de fynske købstæder er 11,1 for Bogense i 1870, 10,4 % for Odense Købstadslægd i 1870 og10,2 % for Kerteminde i 1868 hvorimod de fleste købstæder lå ml. 3 og 10 % i perioden.³⁹ Den laveste procent for en købstad er 0 for hhv. Bogense og Ærøskøbing i 1869 og i 1868 1,2 % for Rudkøbing. Kildematerialet peger således ikke i retning af et entydigt byfænomen.

Det kan skyldes flere årsager. Eksempelvis er materialet for købstædernes vedkommende mere fyldigt og omfattende end for små landsogne. 10,4 % for Odense købstad i 1870 svarede til 31 mænd, der udeblev ulovligt første gang de skulle på session. Hvorimod i et landsogn som f.eks. Balslev i Odense amt, Vends herred, med 7 udskrivningspligtige, ligeledes i 1870, hvor én udeblev ulovligt første gang svarede den ulovlige førstegangs sessionsudeblivelse til 14,3 %. (Se figur 2.16). Disse to eksempler fra hhv. et købstadslægd og et landlægd illustrerer dette metodiske forbehold. Hvis der i et landsogn er seks udskrivningspligtige og blot een udebliver ulovligt, er procenten sågar allerede oppe over de 12, som jeg metodisk har sat som den højeste kategori - eksempelvis for Strynø i Svendborg amt, Sunds herred, 1870. (Se figur 2.16). Endvidere skal den metodiske procent-beregning tages i forbehold. Metodisk er procentintervallerne fastsat udfra en undersøgelse af hele Fyn i 1868, og ikke som et gennemsnit af alle tre år. Jeg valgte at opdele legenden i tre procentintervaller hhv. (0,1-5,9), (6-11,9) og (12 eller derover) ud fra en nærmere undersøgelse. (Se bilag 2.2). På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, at hvis jeg foretog netop det valg af procentinterval, så ville der på intet tidspunkt i undersøgelsen fremkomme et købstadslægd i det højeste procentinterval. En normalfordeling for 1868 viste en middelværdi liggende i intervallet ml. 6 og 11,9 %. Normalfordelingen for 1868 danner hermed grundlaget for legenden for hele perioden 1868-70. Metodisk kunne undersøgelsen optimeres hvis der også blev foretaget en normalfordeling for årene 1869 og 1870. På den anden side kan man se en udvikling i tid ved at fastholde udgangspunktet i legenden for det første år. Det er en væsentlig grund til at lade legenden for 1868 være gældende for alle tre år.

Ikke alene giver det et markant udsving hvis blot een ulovligt udeblev i et tyndt befolket område, som lige beskrevet. Men hvis udeblivelsen samtidig skyldtes død, ulykke eller sygdom svækker det antagelsen om militærvægring. Fordi den arme bondeknægt forliste og druknede eller gik bort på anden vis berettiger ikke mig til at kalde ham militærvægrer endsige militærnægter. Jeg må blot konstatere at en del udskrivningspligtige ulovligt udeblev af denne grund.

Eksempelvis i Gamtofte lægd nær Assens i Båg herred 1870 udeblev 2 ud af 15 ulovligt første gang de skulle på session og heraf blev én noteret for at skulle være død. På den måde fordobles udeblivelsesprocenten til 13,3 og Gamtofte kan således noteres for det højeste procentinterval. Eller i Sanderum lægd i Odense herred i 1870 udeblev én ud af 18, dog med den tilføjelse at han skulle være død. Ligeledes i Sanderum lægd i 1869 skulle den ene, der ulovligt udeblev ud af 17, være død. Nærmere betegnet “skal være død på Als”. I Sct. Hans Landsogn nær Odense i Odense herred i 1869 udeblev 2 ud af 19, hvoraf én skulle være død (10,5 %). Normalt står der i disse slags tilfælde ‘skal være død’, men også formuleringen ‘omkommen’ fremkommer i sessions-ekspeditionsprotokollerne.

Eksempelvis for Bregninge lægd, Sunds herred, 1869, hvor den ene ud af 25 der udeblev ulovligt første gang skulle være “omkommen” . Disse eksempler kan således næppe kategoriseres som militærvægring, med mindre de pågældende hellere så døden end værnepligten i øjnene. Hvilket ikke kan afskrives teoretisk. I praksis er det derimod mere end sandsynligt at nogle af de mænd, der udeblev ulovligt, vitterligt var omkommet, forliste eller på anden måde død. Og der findes langt flere eksempler på dette, hvis man medregner mænd, der udeblev flere gange. For det er klart, at de, som virkelig var døde ubekræftet, gik igen i sessionsprotokollerne. Bemærk at der i sessionsekspeditionsprotokollerne skrives ‘skal være død’ eller lignende. Hvis dødsfaldet var bekræftet, blev den pågældende ikke noteret som ulovligt udebleven. Vi har altså at gøre med personer som formodedes at være døde, typisk i forlis, men ikke er blevet bekræftet. Men også her ses eksempler på afvigelser i materialet, ganske givet fordi sessionen bar præg af en individuel bedømmelse foretaget af den enkelte protokol-fører, der bestemte, hvad der præcist skulle stå i protokollen.

Det vil sige, at ulovlig sessionsudeblivelse der bundede i naturlige ikke-militærvægringsårsager alt andet lige gav en højere ulovlig sessionsudeblivelsesprocent i et landsogn med få udskrivningspligtige end i et købstadssogn med mange udskrivningspligtige. Dertil kommer de tilfælde hvor der i kildematerialet ikke er anført en grund til den ulovlige sessionsudeblivelse. I nogle af de tilfælde var der sandsynligvis tale om naturlig død eller lignende.

Udvandring

En anden årsag til, at kildematerialet ikke peger i retning af et entydigt byfænomen, kunne skyldes udvandringen. De fleste, der udeblev ulovligt, var emigranter, der for langt de flestes vedkommende, prøvede lykken på den anden side af Atlanten. Langt de fleste af disse emigrerede til Amerika. Sessionsekspeditionsprotokollerne er fulde af sådanne eksempler. Den hyppigst nævnte grund til ulovlig førstegangs sessionsudeblivelse var ‘skal være i Amerika’. Her træder lægderne på landet frem i forhold til købstæderne. I mange af de lægder med den højeste procent er de udeblevne anført som værende rejst til Amerika. Eksempelvis Åstrup, Vantinge, Espe, Kirkeby, Hesselager, Gudme, Humble og Hjulby for året 1868. Eksempelvis for Hesselager i Gudme herred var alle de 5 udeblevne ud af 19 udskrivningspligtige (26,3 %) noteret for som værende rejst til Amerika. Eller for Kirkeby på Sydfyn i Svendborg amt, Sunds herred, var begge de ulovligt udeblevne ud af 14 udskrivningspligtige noteret for værende rejst til Amerika (14,2 %). Ligeledes for Åstrup, Espe og Vantinge lægder gælder at alle de førstegangsudeblevne noteredes for værende rejst til Amerika. Særlig høj bliver udeblivelsesprocenten for Vantinge lægd i Sallinge herred, nemlig 50 %, da den ene af de to udskrivningsplitige det år, Jens Peder Jensen noteredes for ulovlig udeblivelse grundet afrejse til Amerika. Dette eksempel med Jens Peder Jensen illustrerer meget godt problemet med, at hvis én ud af to udskrivningspligtige udebliver - og det vil typisk forekomme i et lille landlægd - så vil udeblivlesesprocenten være meget høj. Lignende eksempler ses for årene 1869 og ’70. Mest iøjenfaldende er eksempelvis Lyø syd for Fåborg. Her udeblev 3 ud af 4 udskrivningspligtige i 1869, og den ene af de førstegangsudeblevne (25 %) var tillige noteret som værende taget til Amerika. Det samme gælder for Avarnakø hvor den ene person, der udeblev ulovligt (20 %), var førstegangsovertræder og Amerikafarende. Eller for Vester Hæssinge lidt nord for Fåborg hvor 3 ud af 12 (25 %) var rejst til Amerika. Eller nabolægdet Håstrup hvor den ene og eneste ud af de 4 udskrivningspligtige også var rejst til Amerika. Det samme gælder i øvrigt for Jordløse og Svanninge hvor alle de førstegangsudeblevne ligeledes var noteret for værende rejst til Amerika. Her var procenten dog kun hhv. 7,1 og 4,5. Måske kendte de alle hinanden og var afrejst i fællesskab? Det er nærliggende at antage, at de kendte hinanden. Også Norup i det nordlige Lunde herred havde en høj førstegangsudeblivelse udelukkende grundet ulovlig afrejse til Amerika (2 ud af 16). Og for Fjeldsted og Søndersø lægder gælder også, at alle de førstegangsudeblevne var afrejst til Amerika og dermed bidrog til, at den ulovlige førstegangs sessionsudeblivelsesprocent for de lægder var høj.

Et væsentligt problem afledt af min metodiske tilgang er, at jeg ikke formår at give et billede af ulovlig sessionsudeblivelse på baggrund af alle sessionspligtige. Det betyder eksempelvis at ovennævnte konkrete eksempler fra Fyn muligvis ville se anderledes ud, hvis undersøgelsen netop var foretaget på baggrund af alle sessionsppligtige, og ikke kun de som blev betegnet udskrivningspligtige. Et andet problem kunne være, at valg af årstal spillede afgørende ind på resultatet. Om de er repræsentative for perioden før og efter er i og for sig underordnet. Det er afgørende at understrege, at undersøgelsen ikke automatisk kan udstrækkes til at gælde for andre år, selvom det er nærliggende at tro, at disse valgte årstal muligvis er tilnærmelsesvis repræsentative for perioden umiddelbart før og efter. Det vil en nærmere undersøgelse, som ligger uden for dette speciales rammer, kunne vise. For det tredje er undersøgelsen behæftet med nogle generelle kildekritiske forbehold i forbindelse med kildens ujævnhed og til tider manglende data. Sessionseksepditionsprotokollerne giver et billede af det indsamlede og bevarede, ikke nødvendigvis den absolutte sandhed om samtidens værnepligtiges forhold. Små afvigelser i talmaterialet kan have stor effekt i det endelige resultat. Eksempelvis samtidens protokolførers fortolkning af om en person var udebleven ulovligt eller ej. Sommetider ses udstregninger, udviskninger og tilføjelser i protokollerne, som dels har været fortolket af samtidens protokolfører og som dels igen er blevet fortolket af mig selv.

Men tendensen er klar, de metodiske forbehold in mente. Den ulovlige sessionsudeblivelse er spredt ud over hele Fyn, dog med en tendens i retning af større ulovlig udeblivelsesprocent i landlægd frem for bylægd. En væsentlig årsag til den relative højere ulovlige sessionsudeblivelsesprocent på landet end i byerne kan søges i afvandringen fra landet, den tiltagende urbaniseringsproces og udvandringen fra Danmark i det hele taget til udlandet - en udvandring der i høj grad kom fra landet. Som eksemplerne viser tog langt de fleste af de som udvandrede til Amerika, og som eksemplerne viser var en stor del af de som udeblev ulovligt fra session noteret som værende taget til Amerika. Hvis man sammenholder fattigdomsrisikoen med værnepligtsrisikoen, og hvis man tilføjer en stigende viden om og en stigende mulighed for at udvandre, jf. vedtagelse The Homestead Act og afslutningen på den amerikanske borgerkrig og stigningen i antallet af udvandreagenter i Danmark, er potentialet til stede for at unge mænd som aflæste farer og frygtede værnepligten udeblev ulovligt fra session.

Sydfyn - især Ærø og Langeland - hårdest ramt af ulovlig sessionsudeblivelse

Endvidere er det mest bemærkelsesværdige for Fyn i perioden generelt, at det sydfynske øhav, specielt Ærø og Langeland, var hårdt ramt af ulovlige sessionsudeblivelser. Dette kan uden tvivl begrundes i udvandringen. For Langeland og Ærø i 1869 var samtlige mænd, der udeblev ulovligt, noteret som værende rejst til Amerika i lægderne Lindelse (12,1 % - 4 ud af 33), Tryggelev (7,1 % - 1 ud af 14), Fuglsbølle 25 % - 5 ud af 20), Fodslette (12,5 % - 2 ud af 16), Magleby (9,1 % - 3 ud af 33) og Bøstrup (11,1 % - 2 ud af 18). Dertil kommer en række lægder, hvor ikke alle førstegangsudeblevne men en del var afrejst til Amerika.

Dette resultat stemmer overens med hvad Kristian Hvidt har fundet frem til for Langelands vedkommende i forbindelse med sin undersøgelse af den danske udvandring. (Se figur 2.17). Særligt for Langelands vedkommende var der tale om det store opbrud givetvis fordi Rudkøbing i modsætning til de øvrige købstæder i de fynske amter ikke kunne optage strømmen af udvandrere. Især for den sydlige del af Langeland var der virkelig tale om et opbrud. I 1880 udgjorde udvandringen 21 % af folketallet i dette område.⁴⁰ ‘I det hele taget synes de sydfynske vandringer at vise, at det særlig er befolkningen i de små ø-samfund, der har fundet situationen på opholdsstedet uholdbar og har ønsket at komme til større forhold. På Tåsinge, Ærø og Langeland udgør nettovandringen alle steder over 12 % af befolkningen - på “fastlandet” når den ikke nogen steder over 9 %’.⁴¹ Forholdene på Langeland har med andre ord sandsynligvis været mere utålelige end det øvrige Svendborg amt. Lighederne imellem Hvidts og min undersøgelse indikerer at den ulovlige sessionsudeblivelse var tæt forbundet med de generelle udvandringstendenser, som igen - sandsynligvis i et mindre omfang - var drevet af manglende lyst til at forrette værnepligt. Som nævnt indledningsvis udvandrede de fleste mænd netop i værnepligtsalderen.

Figur 2.17 Udvandring fra Svendborg amt 1868-1899 i procent af folketallet.

Kilde: Kristian Hvidt, Flugten til Amerika, Århus 1971, p. 138.

Den urbane indflydelse

Hvidt fremhæver desuden i sin undersøgelse hvad han kalder ‘det urbane influensfelt’.⁴² Hvidt påviser at udvandringshyppigheden var størst i landdistrikterne i de områder, der lå længst borte fra købstæderne, navnlig dem der viste tegn på industriel ekspansion.⁴³ På den anden side skriver Hvidt at Svendborg var den eneste af Svendborg amts købstæder, som havde tilvandring af betydning, hvilket Hvidt tolker som indikation på at købstæderne i Svendborg amt - i den periode Hvidt undersøgte (1880-90) - alligevel ikke var i stand til at opsuge oplandets vandringsoverskud.⁴⁴ En grund hertil mener Hvidt kunne være at Odense i stedet var den store magnet. ‘En ganske overvejende del af landdistrikternes fraflyttede må da være rejst ud af Svendborg amt. En anselig del kan være taget til Odense, en stor by efter Svendborg amts målestok og med tilsvarende stærkt influensfelt’.⁴⁵

Denne tendens, at det var landdistrikterne, som stod for den procentvise største udvandring, korresponderer med det faktum at for min undersøgelses vedkommende, var det netop ikke byerne men derimod landdistrikterne som udviste den største procentuelle ulovlige sessionsudeblivelse. I hvert fald blandt de lægder som overhovedet havde ulovlig sesionsudeblivelse.

Noget tyder på at de urbane rum i perioden til en vis grad fungerede som opsugningscentre for overskydende unge mænd i landdistrikterne. Dette stemmer overens med at udvandringen i Danmark aldrig blev nær så stor som i f.eks. Norge og Sverige. De største byer, købstæderne og stationsbyerne må alligevel have kunne tilbyde det overskydende landproletariat bedre muligheder end ude på landet. Der var større mulighed for arbejde i den gryende industrialiseringsproces. Et faktum er, at for mange unge, som ikke udvandrede, fungerede byerne som endestation, enten fordi de unge havnede i arbejde eller på fattiggården. De værnepligtige i disse byer har tilsyneladende heller ikke i samme grad haft mulighed for eller snarere lyst til at udeblive ulovligt fra session. Det ses eksempelvis tydeligt for Svendborg købstad i 1869. Her udeblev ‘kun’ 7 ud af 145 udskrivningspligtige. Ud af de syv er 2 noteret som værende i Amerika. Men det skal understreges at hvis samtlige ulovlige sessionsudeblivelser medtages ser forholdene noget anderledes ud. Opimod 50 % af de udskrivningspligtige mødte ikke op i købstæderne. Der var således mange gengangere. Men det gjaldt også for landdistrikterne. Fordelingen mellem land og by mht. ulovlig sessionsudeblivelse var derfor mere jævn, hvis man kigger på samtlige de udeblevne, og ikke kun på de personer som skulle på session for første gang. Husk på at jeg som nævnt metodisk har valgt at fokusere på de førstegangsudeblevne, dels på grund af ressourcemæssige årsager, dels på grund af større usikkerhed mht. tallet for samtlige ulovlige sessionsudeblivelser. Dette sidste tal dækker som bekendt over en ophobning af døde - eksempelvis forliste eller på anden måde forulykkede og andre som ‘ulovligt’ udeblev gentagende gange men af helt naturlige og hvis af sessionen bekræftet lovlige grunde. Antallet af samtlige ulovlige sessionsudeblivelser dækker også over mænd, der permanent havde bosat sig fortrinsvis i Amerika. Der ligger her en metodisk knast. Tag eksempelvis Rudkøbing i 1868. (Se figur 2.14). Her var der 82 udskrivningspligtige. Heraf udeblev én ulovligt første gang han skulle på session. 6 blev noteret for at være udeblevet ulovligt to på hinanden følgende gange, og hele 33 var udeblevet tre eller flere gange. I alt 40 personer - svarende til 48,8 % af de udskrivningspligtige - i Rudkøbing udeblev ulovligt. Heraf er 13 noteret for at være i Amerika, én i Norge, én i Australien og 2 forliste.

Delkonklusion

Undersøgelsen peger i retning af, at den ulovlige førstegangssessionsudeblivelse i købstæderne på Fyn i perioden 1868-1870 ikke procentvis var nær så stortsom i landsognene. Byerne fungerede som magneter, centre, fordelingscentraler, der enten opsugede overskydende landlig arbejdskraft eller sendte dem videre ud i den store verden. Det er den væsentligste forskel imellem land og by. Derudover træder Langeland og Ærø frem i forhold til resten af det fynske område. Dette skyldtes den udprægede udvandring herfra, bla. pga. øernes købstæders manglende størrelse og dermed evne til at opsuge landproletariatet.

Ændringer på værnepligtsområdet

På værnepligtsområdet skete der en del ændringer efter vedtagelsen af den såkaldte gennemsete grundlov af 28. juli 1866. I den ny grundlov blev værnepligten bekræftet i § 90. Baggrunden for ændringerne i værnepligtsvilkårene var primært, at man efter krigen i 1864 mente det nødvendigt at tilpasse hærordningen og dennes udskrivningsgrundlag til de nye vilkår. Det stod bl.a. klart ‘at det ikke længere politisk var muligt at opretholde stillingsinstitutionen’⁴⁶. På den baggrund blev den ny værnepligtslov udstedt den 6. marts 1869. Loven blev et omfattende lovkompleks, med i princippet ingen undtagelser. En enkelt undtagelse blev dog stående, nemlig at gejstlige ordinerede slap for forstærkningen. Hermed var den almindelige værnepligt reelt indført i 1869. Endvidere foregik optagelsen i lægdsrullen fra det 15. år til det 17. år, og den øvre værnepligtsalder fastsattes til 38.⁴⁷ I 1869 blev udskrivningskredsene reduceret fra 8 til 6. 1. udskrivningskreds bestod herefter af hovedstaden samt Københavns og Frederiksborg amter. 2. udskrivningskreds af de øvrige sjællandske amter og Lolland og Falster. 3. Fyns og Vejle amt med visse undtagelser herunder Vejle By. Syd- og Midtjylland, inkl. Ribe og Århus amter udgjorde 4. udskrivningskreds, og det øvrige Jylland den 5. Den 6. kreds var Bornholm, som i denne undersøgelse i øvrigt ikke medtages.⁴⁸ Kongen udnævnte udskrivningschefen - normalt en oberst, og de lokale politiembedsmænd fortsatte som lægdsforstandere, der sammen med udskrivningscheferne udpegede de lokale lægdsmænd. Derudover ændredes sessionernes sammensætning og afholdelse sig stort set ikke. Dog blev der rent administrativt foretaget en omnummering af lægderne.⁴⁹

Ulovlig sessionsudeblivelse 1879-1901

Politisk var perioden 1879-1901 præget af Estrups provisoriske lovgivning og magtkampe mellem Højre og Venstre og ikke mindst Venstre indbyrdes. I 1894 afslutter det store forlig provisorierne og 19 år med Estrup som regeringsleder. En højkonjunktur satte ind i begyndelsen af 1880erne, og efterfølgende i midten af 1890erne kom det industrielle gennembrud med stigende urbanisering. Tæt forbundet med industrialiseringen var socialismen og socialdemokratiet, som tog form i denne periode. Danmark var ved at gå fra et traditionelt landbrugs-baseret samfund til at bevæge sig i retning af et industrisamfund.

På værnepligtsområdet skete derimod kun få nævneværdige ændringer. Værnepligtsloven af 1869 holdt sig nemlig stort set uændret frem til 1912. Vigtigst var dog at der, den 13. april 1894 blev udstedt et tillæg til den da gældende hærlov af 1867, hvoraf hærens behov for værnepligtige fremgik. Heri blev normen for antal værnepligtige fastsat til et lavere antal end der var tjenestedygtige i en årgang. Hæren kunne med andre ord ikke indkalde alle, som var erklærede tjenestedygtige, og man blev nød til at forlade det hidtidige princip med at indkalde alle erklærede tjenestdygtige. Derfor indkaldte man i 1895 for første gang et mindre antal end der faktisk var til rådighed. Lodtrækning fik dermed en afgørende betydning, idet de personer, der trak de højeste numre, ikke blev indkladt.⁵⁰ I stedet var det heldet der afgjorde om man blev indkaldt eller ej. En metode der har været praktiseret i Danmark lige siden.

Landsplan

Med hensyn til den ulovlige førstegangs sessionsudeblivelse på landsplan oplevede 1880erne en stigende tendens, der til gengæld modsvaredes af et generelt fald gennem 1890erne. Een af de mænd som praktiserede denne form for pragmatisk tilpasningsreaktion var eksempelvis rekut Niels Peter Valdemar Østergaard, 24 år og fra Præstø. Han blev idømt 2 dages mørk arrest på indskrænket kost for udeblivelse fra session.⁵¹ Niels Peter er blot et eksempel, der skal sætte navn på denne milittærvægring. Kilden beskriver ikke hvorfor Niels Peter udeblev ulovligt fra session. Det gør straffelisterne sjældent, men de giver til gengæld et righoldigt indtryk af den militære straffehistorie. Mange gange nøjedes denne eller hin person ikke at vægre sig militærtjenesten blot ved ulovlig sessionsudeblivelse, men stak tilmed af flre gange efterfølgende. Dette var Carl Adolf Jensen et godt eksempel på. Han havde først været dømt for sessionsudeblivelse, men blev siden også dømt for rømning, og vægrede sig således flere gange. Som civil var Carl Adolf Jensen blevet dømt for udeblivelse fra session og som rekrut blev han idømt strengt fængsel på vand og brød i 15 dage for rømning.⁵² Selvom kilden således ikke direkte begrunder i dette tilfælde Carl Adolf Jensens vægring, så tyder gentagende former for vægring på bevidst militærvægring. Endnu tydeligere bliver det når de tilmed stak af til udlandet eller udeblev fra indkaldelse. Straffelisterne indeholder mange af sådanne eksempler, lad mig nævne et par. Menig Frands Peter Ibsen var rejst til udlandet uden tilladelse og udebleven 3 gange efter indkaldelse. Han blev idømt til 30 dages mørk arrest.⁵³ Menig Niels Jensen fra Damstrup udeblev efter modtaget indkaldelseordre idet han uden tilladelse rejste til udlandet og blev der i 2 1/3 år. Han blev idømt simpelt fængsel på vand og brød i 15 dage.⁵⁴

Figur 2.18 Ulovlig førstegangs sessionsudeblivelse for hele landet 1879-1901.

Kilde: Ministerialtidende.

En væsentlig forklaring til den ulovlige sessionsudeblivelse skal i et overordnet perspektiv søges i selve udvandringen fra Danmark. Hvis unge mænd ville vægre sig den militære tjeneste og hvis de samtidig ønskede at udvandre af andre grunde, udvandrede de som tidligere beskrevet ofte før de skulle på session. Aldersfordelingen blandt udvandrede var netop størst for de sessionspligtige.⁵⁵

Nedenstående figur 2.19 viser da også en klar sammenhæng mellem ulovlig sessionsudeblivelse og udvandring. Kurvens udvikling for ulovlig førstegangs sessionsudeblivelse følger stort set kurven for udvandring. Kurvernes fælles udviklingstræk tyder på en sammenhæng. Gennem hele perioden stiger og falder kurverne i en bemærkelsesværdig sammenhængende grad, hvorfor det vil være nærliggende at antage, at der var en overordnet sammenhæng. Eneste væsentligste forskelle er årene 1872-1874 og udviklingen fra 1882 til 1884, hvor kurvernes udvikling er modsatrettede.

Figur 2.19 Samlet udvandring ift. ulovlig førstegangs sessionsudeblivelse i Danmark 1872-1902

Kilde: Kristian Hvidt, Flugten til Amerika, p. 191 og Ministerialtidende.

Opbrud i landbefolkningen

Det store opbrud i landbefolkningen var en afgørende social omvæltning i 1800-tallets Danmark. Dårlige forhold for landbosamfundets nederste lag gav grobund for en stigende folkevandring og udvandring i og efter 1860’erne. Offentlige anlægsarbejder fra begyndelsen af 1860’erne opsugede en del af de utilfreds unge mænd fra landet, men for mange var Amerika den drøm som allerede fra 1830’erne havde strejfet også danskerne. De unge på landet ville ikke længere finde sig i de dårlige vilkår på landet, og i herredsfogedernes retsarkiver findes stribevis af anmeldelser fra vrede bønder, der klagede over, at deres bønderkarle havde forladt gården. Det danske arbejdsmarked var ved at blive trukket skævt og landbruget mistede mange af de bedste unge. At de unge brød op fra landet, ind til byerne og for manges vedkommende videre til udlandet kan direkte aflæses i sessionsudeblivelses-statistikken. Der er en direkte sammenhæng imellem de dårlige vilkår på landet, de unges manglende respekt for de stedlige autoriteter inkl. sessionen og den stigende udvandring. Især de jordløse fattige på landet satte sig i bevægelse. Fra 1866-70 udvandrede ca. 11.000 og i det følgende årti over 36.000. Som det ses af ovenstående figur blev 1880’erne udvandringens årti, med en kulmination i året 1882 hvor næsten 12.000 alene det år udvandrede. Langt de fleste udvandrede til USA, ca. 90 %, resten til især Canada, Australien og New Zealand. Heraf kom de fleste fra ‘den sydøstlige del af Danmark, særlig Lolland-Falster, Sydsjælland og Bornholm’⁵⁶, men også Svendborg amt og især Langeland var hårdt ramt af udvandring. I løbet af de 30 år fra 1870 til århundredeskiftet udvandrede flere end 170.000, ca. en tiendedel af Danmarks befolkning, overvejende fattige unge jordløse fra landet.⁵⁷ Meget tyder på at næsten alle udvandrere var født på landet.⁵⁸

Flere grunde medvirkede til den stigende udvandring. Først og fremmest var udvandringen næret af dårlige hjemlige forhold og troen på bedre muligheder i udlandet, fortrinsvis Amerika. Her blev The Homestead Act allerede vedtaget i 1862 og i 1865 sluttede den amerikanske borgerkrig. Fra 1866 dukkede de første professionelle udvandringsagenter op, et tal som beløb sig til mere end 1000 i 1880.⁵⁹ Alligevel blev udvandringen fra Danmark ikke større end fra eksemplevis Norge og Sverige for ikke at tale om det hungersramte Irland. Danmark havde nemlig et alternativ til landet. Et forholdsvis tætliggende net af stationsbyer og købstæder bidrog til at gøre Danmark til et forholdsvis homogent samfund. Dette by-netværk bandt Danmark sammen økonomisk, og fra 1880erne var landbrug, industri og håndværk ikke længere adskilte sektorer.⁶⁰ Urbaniserings- og industrialiseringsprocessen tog til i denne periode. Der var ikke langt til den nærmeste by, og byerne formåede til en vis grad at opsuge det overskydende landproletariat. Over 17 procent af befolkningen flyttede i anden halvdel af 1800-tallet ind til byerne.⁶¹ Alligevel var der betydelig forskel imellem land og by og mellem Østdanmark og Vestdanmark. Østdanmark var rigere end Vestdanmark. Især København skilte sig ud som den helt store magnet. Hovedstaden svulmede op til næsten en halv million i 1901 inkl. Frederiksberg, landets næststørste købstad. Der boede således i storkøbenhavn “næsten lige så mange som i alle de 75 andre købstæder tilsammen”.⁶²

Industrialiserings- og urbaniseringsprocessen påvirkede indirekte den ulovlige sessionsudeblivelse på landsplan i kraft af den afledede udvandring. De så i forbindelse med ovenstående undersøgelse generelt og på lokalt plan ses i en forskel imellem land og by, hvor sessionsudeblivelsen for Fyns vedkommende var et landligt fænomen i højere grad end det var et by-fænomen. Det hang sammen med den forandringsproces urbaniserings- og industrialiseringsprocesen medførte. Materielt økonomisk medførte industrialiseringsprocessen øget og bedre infrastruktur og befordring, ikke mindst fremkomsten af hurtigere oceangående dampere var et vigtigt led i udvandringen til Amerika. Fyns antal af havnekøbstæder gjorde rømningen lettere og Fyns godskoncentration og manglende udstykning til tyende-landbobefolkningen medførte en større afvandring herfra, som satte sig spor i sessionsudeblivelsesstatistikken.

Derudover var et især krig og krigsfrygt som havde en direkte effekt på antallet af ulovlige sessionsudeblivelser.

Top

Noter

Top