Det Danske Fredsakademi

Seminar om Vores Civilisations Tilstand, 04-05-02

Jakobbsen, Marina: Fredskultur

“Den vestlige civilisation ville være en god idé”.
(Ghandi)

Begrebet civilisation (selve ordet stammer fra latin: civitas, og betyder borger, samfund, stat) har to betydninger: den 1. står for et folk og/eller samfund udviklingstrin, for så vidt det er hævet over barbariet; og den 2. for kultur i bredere forstand, fx. taler franskmænd ikke om den franske kultur, men om den franske civilisation, la civilisation francaise.

Barbari derimod stammer fra det græske barbaros, som i oldtiden betød ikke-græker, dvs. de fremmede, der ikke deltog i det græske polis, bystatens liv. Barbari betyder mangel på civilisation el. kultur, råhed, grusomhed, umenneskelighed, krig.

Civilisation og barbari er et kontradiktorisk begrebspar, dvs. de er hinandens modsætning.

Vort seminar i dag er en indbydelse og en opfordring til primært at reflektere eller meditere over begrebets civilisation første betydning. Men man kan faktisk ikke undgå at inddrage dets andet betydning. For de hænger i virkeligheden i sammen.

Siden den 11 september blev begrebet civilisation højt frekvent i vores medier, som henvisning til alle de værdier og goder vi har ophobet i den Kristne vest. Den vestlige civilisation blev stillet op som modsætning til andre ikke vestlige civilisationer. Og dersom anvendelsen af begrebet sættes i forbindelse men angrebet eller gengældelsen som Johan Galtung siger, på World Trade Center og Pentagon, to af de ypperste symboler på den vestlige civilisation, er det en barbarisk handling; ja så siger det næsten sig selv, at man må mangle civilisation for at foretage sig en som rå, grusom og umenneskelig handling.

Man vi skal ikke reflektere eller meditere over andres ikke civilisation. Det har vi kun alt for lidt forudsætning til her i dag. Vi skal reflektere over vores civilisation, m.a.o. den kontekst vi befinder os i tid og rum. Det er et meget alvorligt emne.

Måske er vi ikke så civiliseret som vi bilder os ind vi er. Herarklitos, en førsokratisk filosof, sagde at krigen er ophav til alt, og den kloge Sokrates selv sagde at penge er moder til alle krige.

Herudover kan vi erindre at vores nu så besunget kristendom hviler på en grufuld voldshandling: inkarnationen, Guds lam, uskyld, godhed, kærlighed blev hængte op på og naglet til et kors. Et voldsomt drab, et offer. Mennesker ville og vil måske stadig ikke have denne gave.

Så vores civilisation er måske alligevel ikke så stilren, som vi gerne så.

Hvis vi ser på historiens filosofi, dvs. tankerne om hvad historie er, så vil vi finde ikke så lidt om at historien er det rum hvor mennesket bliver mere menneskeliggjort, mere humane. Altså historien er en udviklingsproces som begyndte da menneskerne endnu levede i en tilstand af vildskab, irrationalitet og den som vil slutte i fuldkomne rationelle og civiliserede samfundsorden, med civiliserede og rationelle borgere.

Historien er det sted hvor støv og ånd finder sig selv både omskabt af Gud og sin civiliserende bestemmelse, som vores egen Grundtvig plejede at sige det.

I vores socialisering har vi faktisk lært at operere med den tanke, at vi blive mere og mere civiliserede. Vi ser på vores nutid, på vores moderne sprog, moderne love, moderne sociale institutioner, moderne tøj – vi går ikke med slør, kun frivilligt med baseball kasketter, hatte osv. men det tæller ikke som noget tilbagestående – moderne videnskab, og sammenligner det med forfædrenes kunnen: de kunne hverken sender rumraketter af sted, eller passe deres børn i sofistikerede institutioner som er sande lovbefæstede forte. Selv klassekampen er blevet afskaffet! Vi er i sandhed nået langt, mener de glade optimister – eller døddrukne, den bibelske betegnelse for bevidstløshed eller fremmedgørelse.

En civilisationsskeptiker må gerne rynke panden, strammer læberne og trække mundvigene nedad. Nogle af os forstår det godt: De vilde havde måske heller ikke kvantitativt set så ultimativ en destruktionsmagt som vi civiliserede har, og på alle niveauer.

Krigen er oprindelse til alt er lig med en dødens ontologi, dvs. en måde at opfatte alt på, er måske det vi ser nu, på toppen af vores civilisation. Gamle Herbert Marcuse hævder i en passage i sin bog Eros og Civilisation, som handler om eros (kærlighedsdrift) og thanatos (dødsdriften) netop denne tese om at vores civilisation, eller den civilisatoriske stadie vi befinde os på, er den mest voldelige og destruktive historien har set. Han siger:

“Destruktiviteten i det nuværende stadium afslører kun sin fulde betydning, hvis det måles ikke med tidligere stadier, men med sine egne potentielle muligheder.”
“Der ligger mere end en kvantitativ forskel mellem, hvorvidt krige udkæmpes af professionelle hære indenfor afgrænsede områder eller de rettes mod hele befolkninger i verdensmålestok, hvorvidt tekniske nyskabelser, som kunne frigøre verden for elendighed bruges til at besejre eller skabe lidelse, hvorvidt tusinder slagtes i nærkamp eller millioner videnskabeligt udryddes med hjælp fra læger og ingeniører, hvorvidt flygtninge kan finde asyl på tværs af landegrænser, eller de jages rundt over hele jorden, hvorvidt folk er naturligt uvidende eller gøres uvidende gennem deres daglige dosis af information og underholdning,” s. 102.

Bogen er fra 1955. Forrige måned var jeg i México til en international konference om demokrati og kultur, primært med deltagelse af folk fra den såkaldte 3. Verden, der kom en apokalyptisk stemning for dagen. Og den stemning indeholdt en form for uddybelse af de elementer som jeg trækker frem fra Marcuse - 47 år senere.

Den internationale formand for Projektet Kultur fra Syden, digteren Tito Alvarado talte om global og total krig, filosoffen Enrique Dussel, fra Mexicos National Autonome Universitet, talte om permanent krigstilstand, skindemokrati og kynisk fornuft. Men der var selvfølgelig nogle lyspunkter: håbets talerør, det var i øvrigt teologer, fra henholdsvis Gabon, Mthokosisi Maseko; Sydkorea, Sang-Bang Kim og Brasilien, Leonardo Boff (modtager af den alternative Nobel Fredspris, Right Lifelihood price) som talte om fredskultur, demokrati og social retfærdighed, disse tre begreber som uadskillige. Og tillige som fundament og forudsætning for reelt demokrati.

Det er ikke fordi vi nu skal flytte på perspektivet for vores refleksionsgenstand. Vi ser stadig ad intra, dvs. indadtil, for vi ser det fra imperiets centrums perspektiv, dvs. vi ser på hvad imperiet foretager sig. Et imperium har i øvrigt ikke noget ydre, noget udenfor, det kan alle højst have periferier. Globalisering her forstås som det den er, nemlig imperialismen, og som den eneste og virkelige fjende. Den fører sin globale og totale krig på tre fronter. I henhold til Ignacio Ramonet, ham fra Le Monde Diplomatique og medstifter af Attac, angriber den på tre fronter: den økonomiske, militære og ideologiske fronter.

Den økonomiske har tre aktører som udgør den sande ondskabsakse: Den Internationale Valutafond, Verdensbanken, og Verdenshandelsorganisationen. Sammenbruddet i Argentina er produkt af denne ondskab, en total økonomisk krig mod folket.

Den militære fik et afgørende skub allerede med vedtagelsen af Natos ny strategiske concept, et militærkup på verdensplan, og blev yderligere skærpet efter d. 11 september. Imperiet bruger dette militære apparat til at påtvinge den neoliberale globalisering som en uundgåelig virkelighed. Alle som forsøger at gøre modstand må være klar over at de vil blive bekæmpet af imperiet, det er i dette lys vi bl.a. skal se det mislykkede kup i Venezuela for nylig.

Den ideologiske front er af rent orwellske dimensioner, og nu har den oven i købet fået et bureau som har den specifikke opgave at desinformere, sprede løgn og latin rundt omkring i verden, det er nemlig: bureau for strategisk indflydelse. Den ideologiske krig har villige soldater: journalister, medie, universitetsfolk – som forsøger at legitimere systemets forbrydelser, ikke mindst de såkaldte postmoderne – og de ufrivillige: det er dem der siger at en anden verden ikke er mulig, at der altid har været sådan; de citerer Jesus: der har altid været fattige; jeg kan ikke gøre noget alene, ideologier er døde, samfundet eksisterer ikke, kun individerne triumferer, det er i orden at Staten privatiseres, forvandles til et stort firma, til et privat bureaukrati, det er i orden fordi det er moderne, at det offentlige rum afskaffes – uanset om demokratiet som en af vores civilisations bærende søjle dermed får sit dødsstød. Det siger de, som er i imperiets hjerte, de har drukket af Lethos, glemselsfloden, de har glemt det demokratiske projektet med dets princip om symmetrisk deltagelse. Jeg taler her ikke ad extra, nemlig om de der befinder sig i Argentina eller Venezuela, deres status hæver sig ikke over slavernes. Og ve dem der forsøger at kaste lænkerne! Vi hørte godt Condoleeza Rices og Collin Powells advarsler til Hugo Chaves. De har nemlig fået nok af hans sociale revolution, bolivarisme, som i de civiliserede medier kaldes populisme.

D. 11 september medvirkede til at synliggøre den permanente krigstilstand, i dag har imperiet overtaget Guds egenskaber: allestedsnærværende – men sine krigsfartøjer i alle verdens have og i luften; alvidende – men sine spionage, Echelon bl.a. og sine informanter som befinder sig alle steder; og almægtig – kan destruere hele kloden blot ved at trykke på en knap. Desuden er den selve loven og den straffende magt: vi så det i Guántamo, der havde ingen menneskerettigheder, det blevet bestemt apriorisk. Magten bestemmer, det er den kyniske fornuft, dvs. den autoritære uni-dimensionel rationalitet, der er ikke noget udefra, international overstruktur som kan give sit besyv med: den lovgivende (arbitrært), den dømmende og den udøvende magt er den samme, det er en tautologisk logik imperiets logik, man er nået frem til den totaliserede totalitet, dvs. det totale irrationalitet; det er måske det der kaldes fascisme.

- Civilisation? Enten er den i dvale eller også tager den sig en lur. Men mest sandsynlig er det, at den er hel galt afmarcheret.

Der er ikke noget udenfor imperiet. OG dog er den fjenden, vejen til en anden verden kan og skal banes, hvis menneskeheden skal overleve. Derfor skal imperiet lirkes for og gøres vakkelvorn ad intra, dvs. indefra.

  • Dem der forsøger at slavebinde, eller dehumanisere den anden, eller de andre, økonomisk og ideologisk sætter sig selv i en krigstilstand med de pågældende. Imperiet angriber både ad intra og ad exstra.

Ad exstra ved fratagelse af selvbestemmelse og ved økonomisk udpining – den såkaldte gæld er den mest spektakulære fortælling civilisationen har opdigtet, og den mest effektive dødsapparat civilisation har frembragt. Civilisation her skal forstås som kynisk fornuft.

  • Ad intra det erklærer sig demokratisk i forhold til sit eget folk – men den anden, dem som er udenfor imperiets centrum – må gerne behøves alt, livet inklusivt. Hvordan kan man forsvare etisk og moralsk anerkendelse af den menneskelige lighed og frihed til alle medlemmer af et politisk fællesskab, når man anerkender det samme fællesskab retten til at erklære de andre, resten af menneskeheden som umenneskelige, rå, vilde, uciviliserde. Hvordan kan en demokrat, som begriber demokratiet ikke blot som en etnocentrisk adfærd, men som normative krav, være despotisk mod andre, de svage, de besejrede….

  • Den der ufølsomt dræber den anden pga. grådighed, begær, er måske allerede død moralsk set. Krigen ophæver al moral, siger filosoffen Lévinas, som oplevede nazisterne som fange i en koncentrationslejr. Magten, siger Leonardo Boff, har samme logik som dinosaurus’ den vil altid vokse sig større. Men vi ved sådan ca. hvordan gik dinosaurerne.

Disse modsætninger kan måske ikke rumme sandheden om vores civilisatoriske projekt. Er man civiliseret med så megen had og død i sit indre?

Man det handler heller ikke kun om menneskehedens overlevelse, det handler sandelig også om et liv før døden, dvs. om et godt værdigt liv. Hvordan er dette liv muligt? En anden verden er mulig, sagde folk i Porto Alegre og tænkte bl.a. på en verden uden krig, uden social uretfærdighed.

Da læste jeg Karel Sjapeks roman, Meteor, faldt jeg over en metafysisk sætning, som jeg siden har holdt meget af, selvom den tilsyneladende er lidt vanvittig:

Den mulighed, som blandt alle muligheder er den eneste tænkelige, må være virkeligheden – dvs. sandheden.

Jeg kom til at holde af den, fordi den kan blive et godt navigationsredskab i en rablende verden.

Vores civilisation, vores kultur producerer lige så meget barbari som reelle civilisatoriske muligheder. Vi har kun få om nogen kommunikationsmidler som ikke forhelliger volden – det er faktisk en gåde, at vi bliver så chokerede når en ung mand går amok og dræber lærer og kammerater, sluttelig sig selv. Eksperterne, dvs. systemets frivillige legitmatorer siger, at man reelt ikke påvirkes af al den vold. De siger nemlig noget som ikke er en mulig sandhed, for al voldsforhelligelse er i sig selv vold. Og nu ser vi luftens engle i TV, piloter, krigsfilm en masse camouflagefarvede tasker og tøj udstillede i butiksvinduer. Det påvirker os ikke! Men der er tale om en ikke særlig sofistikeret, men veltilrettelagt opdragelse til den permanente krigskultur, i denne krigskultur er det kun volden der er godt. Utopisten, kunstneren, den vise filosof, mystikeren tæller ikke, for så vidt de ikke lader sig merkantilisere, eller falder for den fundamentalistiske markedets troesbekendelse, at uden for markedet ingen frelse, man skal nemlig være voldelig, dvs. konkurrere, være produktive ulighedsmaskiner. Gør man ikke det er man nemlig naïv, utidssvarende.

Men denne civilisation eller kultur – som er patriarkalsk ad intra og ad extra, er ikke alene med til at brutalisere os, den er med til at affortrylle livet, til at foragte det som mysterium, et gode som alle har ret til. En modkultur til denne kultur er en fredskultur.

Det var Boff der anbefalede mig at tale om fredskultur, den må være den eneste mulighed blandt alle muligheder for vores værdige liv før døden.

Mennesket, siger Boff, er også i besiddelse af intelligens og fornuft, muligvis blev den givet os for at vi ved dens hjælp skal sætte grænse for volden. Imperativet i dag er at møde voldskulturen med fredskulturen.

Mennesket er blevet skabt som skaber, det har ressourcer til at påvirke voldskulturen med reelle og rationelle civilisatoriske tiltag. Den verden vi vil have eksisterer jo allerede ikke blot som en spænding mellem det reelle og ideelle, men som en virkelighed vi bærer i os.

Fredskulturen begynder når man vågner og opdager at alt liv for at fortsætte sin eksistens har brug for omsorg, cura. Cura betyder en kærlig omgang med virkeligheden. Der hvor man har omsorg for den anden og for livet, er der heller ikke plads til frygt, hadet er jo allerede borte, al voldens årsag – her taler vores tre føromtalte teologer med en stemme.

Fredskulturen begynder når man dyrker i erindringen og udøver i praksis eksempler inspireret af Mahatma Ghandi, Luther King og Helder Câmara som repræsenterede omsorg for livet og levede i generøsitetens dimension, den generøsitet som også findes i alle menneskers indre. Fredskulturen forudsætter også en revolution, og denne må begynder i og med os selv, når vi udnævner freden til vores personlige og kollektive projekt både som metode og som mål. Freden vil være der når værdier som samarbejd, omsorg, medfølelse og den kærlige omgang med hinanden og med livet dyrkes i det daglige, i det nære lige såvel som fjerne. Det er det eneste tænkelige. Alt andet er perverteret unoder som hænger nøje sammen med grådighed. Så kan de bygge lige så mange bomber de lyster, for der vil kun himlen sætte grænser, og en sand civilisation vil se dagens lys. Derfor laver vi om på den 2500 år gamle påstand om at krigen er al tings ophav. Herimod siger vi: freden er oprindelse til al ting. Og når vi så ser på denne barbariske tid, vil vi have de samme kommentarer til den som dem vi har i dag til middelalderens inkvisition. Men det haster.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page