Det danske Fredsakademi

DEN NYE DANSKE MILITARISME I SAMFUNDSMÆSSIG OG HISTORISK SAMMENHÆNG

Af Holger Terp

Det er tesen, at militarisme og demokrati er modsætninger som ikke kan mødes, samt, at vilkårene for fredsarbejde vanskeliggøres i takt med ukendskabet til militarismen og dens årsager.

Militarismen er et verdensomspændende onde og skyldes økonomiske forhold “som ikke har andre forsvarere end dem, som anser den for at være et nødvendigt onde”, indleder C. N. Starcke sin artikel: “Militarisme og Finanspolitik” i Tilskueren, 1910:2 s. 265-273. “Militarismen er”, ifølge den tyske politiker Karl Liebknecht,

“den Fremtoning i Samfundet, der udvikler sig til at have en voldsom Underkuelse, Undertrykkelse og Udbytning til Maal, en Udbytning af een Del af et Folk ved en anden Del, og hele Nationer ved andre Nationer eller ved disses herskende Klasser”.

herunder:

“Fremstillingen af det politiske, sociale, økonomiske og kulturelle Spændingsforhold mellem Stater og Nationer, ligesom den ogsaa er Historien om Klassekampen indenfor de enkelte statslige og nationale Enheder”.(1)

Ifølge de tidlige militarismeteorier fra før 1914 kunne militærapparaterne udvikle sig til en stat i staten og derfor udgøre en trussel mod en civil politisk ledelse.

Den første som anvendte udtrykket militarisme var anakisten Proudhon som i 1864 brugte det til at beskrive “en monarkistisk og centralistisk stats hærvæsen og de dermed forbundne finansielle byrder”(2).

Den første som anvendte begrebet militarisme i Danmark er venstrepolitikeren Viggo Hørup: I foredraget “offentlig Mening”, holdt i 1885, siger han bl.a.:

“Hvad er Militarismen for et Land som Tyskland?… Løvepart i den Verden, der ikke er plyndret endnu. Hvad er den for Danmark? Intet, hverken Magt eller Sikkerhed, kun selv-fortærelse, aandelig og borgerlig Ruin. Vi tror, at vi i vor Muserede skal efterligne, hvad der er Skik og Brug i Løvens Hule”.

En af de første i Danmark, som forsøgte sig med en definition af begrebet militarisme, var historikeren Axel Rosendal der var medlem af det, den 8. august 1930, nedsatte skolebogsudvalg, som afgav betænkning i december 1933, vedrørende revision af skolebøger. Rosendal definerede militarisme som det modsatte af “fredsvenlig ånd”, der er

“en overvurdering af egen nation og undervurdering af andre, tendentiøs bedømmelse af andre folk og forsøg på at fremme nationalfølelsen ved at fremme modsætningsforhold til andre lande”.

Militarisme er “militærbegejstring, en især politisk samfundsordning, hvorved det militære element spiller en fremtrædende rolle; en politisk ideologi, der betragter militærets udvikling som en af de vigtigste samfundsopgaver” - altså en ensidig læggen vægt på det militære, således, at det civile samfund får en strukturel lighed med militæret og ikke omvendt, således at militarismen ender med at blive den drivende kraft i hele samfundet. Et militariseret samfund er et samfund, hvor der er flere soldater og militære eksperter, end der er militærnægtere, krisepsykologer og genopbygningseksperter.

Militarismens udgangspunkt er nationalstaten og dens gloværdige historie. Aldrig de negative sider. Her er det enkelte slag og helte, der trækkes frem sammen med nødvendige fordomme og fjendebilleder over for andre nationer, som er skurke og banditter. Skøn er militarismen for den uerfarne.

Militærapparatet er en så intigreret del af nationalstaten, at man ikke kan fjerne det, uden at det får afgørende indflydelse på resten af samfundet. Det har to roller: 1) Militæret er i øjeblikket helt centralt for afgrænsningen af den ene stat fra den anden og 2) Militæret er centralt for den interne repression eller undertrykkelse, hvilket ikke kan finde sated uden at der er kontrol med grænserne.

Militarisme er en psykologisk sygdom, fordi den svækker folks sunde dømmekraft.

Lakmusprøven for om et land er militaristisk er at se på en række udviklingstendenser inden for det offentliges udgifter i en længere årrække. Ifølge socialdemokraten Per Kaalund i Hvidovre Avis 9.6.1999 har der været “0-vækst i sundhedssektoren op gennem 90'erne", selv om "bevillingerne til sundhedsvæsnet [er] steget med cirka 11 %”.

Militærudifterne i faste priser steg stærkt (24 procent) fra 1989 og frem til midten af 1990'erne. I slutningen af 1990'erne var stigningen moderat og det nylige forsvarsforlig betyder, efter alt at dømme, stigende forsvarsudgifter i de kommende fem år.

Når Danmark, i modsætning til stort set alle andre stater,ikke fik andel i fredsdividenden i de første år efter Berlinmurens fald, hang det, ifølge betænkningen fra forsvarskommissionen af 1988 s. 290, sammen med anbefalinger fra NATO “om at bære en større del af de fælles forsvarsforpligtigelser, bl.a.i lyset af Danmarks afhænighed af tilførsel af allierede forstærkninger”. Den danske alliancepolitik bestod under hele den kolde krig først og fremmest i den opfattelse, at det var Danmark som skulle hjælpes. Faren fra Sovjetunionen vurderes af militære som stor. Efter Sovjetunionens sammenbrud forsvandt samtidig grundlaget for den danske NATO-politik.

De ændrede øst-vest forhold medførte en ophævelse af de engelsk-amerikanske danske forstærkningsaftaler. Politikerne må have tænkt, at det ville medføre for store nedskæringer i forsvarsudgifterne, bare at lade som ingenting efter forstærknings-aftalernes ophævelse. Vi må hellere bruge de bevilligede penge til noget andet, og Den danske internationale Brigade og et ønske fra forsvarsministeren om at Danmark kom til at spille en mere aktiv rolle i NATO så dagens lys. Fredsdividenden forsvandt som dug for solen til trods for politikernes aftaler op igennem 1990'erne om at holde forsvarsudgifterne på 1988-niveau.

Der er en enkel forklaring på de stigende militærudgifter: Danmark er målt i areal og befolkningsmæssigt et meget lille land. Politikerne har tre muligheder, hvis Danmarks nye militarisme skal forøges: 1) De kan hæve antallet af militære værnepligtige, udskrivningsprocenten; 2) de kan forlænge den militære tjenestetid, eller de kan hæve forsvarsudgifterne.

Da Danmark er en af verdens stærkeste militærnægtermagter, er punkterne 1 og 2 uspiselige for politikerne. Derfor har de ansvarlige politikere valgt at hæve forsvarsudgifterne. Når forsvarsudgifternes størrelse går op for skatteyderne, har forsvarsministeren et problem.

HISTORISK TILBAGEBLIK

Anden verdenskrigs afslutning frembød flere muligehder i international politik. Dannelsen af FN var en og dannelsen af en række officielle og uoffficielle militære alliancer under amerikansk ledelse, rettet mod statskommunismen var en anden.

Formålet med etableringen af militæralliancerne, hvoraf NATO kun var en, var officielt for at forsvare de vestlige landes demokratier og menneskerettigheder.

Uofficielt handlede det realpolitisk for amerikanerne om at besidde og kontrollere vigtige resourcer i hele verden(3).

Militæralliancer under amerikansk ledelse omfattede stort set hele Nord- og Sydamerika, Vesteuropa, store dele af Mellemøsten, Sydafrika, Japan og Australien samt store dele af Sydøstasien, foruden NATO-landenes egne koloniområder.

Militæralliancerne under amerikansk ledelse er uden sidestykke det største sammen-hængende militære samarbejde i verdenshistorien.

DEMOKRATIETS MODSÆTNING, HEMMELIGHOLDELSE

Demokrati fordrer, at alle borgere deltager i beslutninger som vedrører dem selv, samt, at diskussionerne herom sker frit og åbent.

Militær planlægning finder sted i dyb hemmelighed. Det drejer sig både om strategiplanlægning og om udvikling og produktion af nye våben. Hemmeligholdelse fører til manglende viden og debat. Der er eksempelvis ikke skrevet en eneste bog om NATOs atomplanlægningsgruppe på dansk. Tidspunktet for ophævelsen af forstærkningsaftalerne er ikke kendt, men oplysningen fremkom i november 1997.

MILITÆRE ALLIANCER

Dannelsen af militæralliancerne under den kolde krig medførte en voldsom oprustning, ikke kun på atomvåbenområdet, men også på en lang række andre områder, eksempelvis:

  1. Etableringen af militærindustrielle komplekser i industrilande.
  2. Oprettelsen af militære baser.
  3. Udvikling af nye atomvåben.
  4. Udvikling og salg af konventionelle våben.
  5. Salg af instrumenter til overvågning, undertrykkelse og tortur(4).
  6. Forøgelse af militarismeudgifter.
  7. Oprustning af teknisk efterretningsvirksomhed.
  8. Opbyggelse af fjendebilleder, meningskontrol og
  9. forlængelse af den militære tjenestetid.

Ud over disse direkte militære tiltag skete der en oprustning af forskellige virksomheder, til støtte denne politik inden for den militære anvendelse af kultur, propaganda og psykologi.

Gennem eksempelvis bekæmpelse af fredsbevægelser og pacifister skulle oprustningen gøres almindelig accepteret blandt de civile.

Spændingen mellem den officielle og den uofficielle politik i USA kan anskueliggøres med den amerikanske politik overfor eksempelvis Grækenland, Guatemala og Chile, men lignende eksempler kan fremdrages i alle lande som var medlem af en militæralliance under den kolde krig.

Under den græske borgerkrig støttede amerikanerne regeringen for at få kontrol med græsk tobaksindustri. I Guatemala drejede det sig om bananer og i Chile drejede det sig om kopper og telekommunikation(5).

I 1961 søsatte USA Fremskridtsalliancen. På baser i Panama og i Ford Bragg i North Carolina og fra 1961 i The School of the Americans uddannes officerer fra stort set alle latin- og Sydamerikanske lande, bortset fra Cuba, Costa Rica, Haiti og Mexico, i undertrykkende operationer, irregular warfare og counter-intelligence. Politi fra disse lande blev uddannet på Washington Police Academy og the Academy for Border Control i Ford Fresnos i Texas. På skemaet alle disse steder var undervisning i tortur.

Både USA, Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og Vesttyskland samt en lang række andre lande har eller har haft eksport af instrumenter til undertrykkelse og tortur, som omfatter:

  1. kontrol af menneskemængder,
  2. granater og projektiler med tåregas,
  3. småkalibrerede våben, pistoler, revolvere, rifler, maskinpistoler,
  4. hardware til politi og fængselsmyndigheder,
  5. håndjern, fodlænker, wakie-talkies og kommunikationsudstyr,
  6. torturinstrumenter, instrumenter til at give elektriske schok,
  7. traumaproducerende narkotika, tommelskruer,
  8. overvåbningsudstyr, aflytningsudstyr

Det vides, at USA har leveret undertrykkende udstyr til Sydkorea, Taiwan, Philiphinerne, Saudiarabien og til Centralamerikanske lande.

Det var altså ikke demokrati og menneskerettigheder amerikanerne forsvarede:

DANMARK I NATO

Da Dannmark i 1949 blev medlem af NATO blev landet medlem af en militæralliance for første gang siden Napoleonskrigene. Siden 1920, hvor Danmark blev medlem af Folkeforbundet, havde Danmark reelt været afrustet og det var en politik som ikke kun havde støtte i regeringen. Afrustningspolitikken blev også støttet i store dele af befolkningen.

Den danske militarisme som voksede ud af NATO medlemskabet, måtte begynde ved nulpunktet:

  1. Nye militarismelove vedtages.
  2. Forsvarsudgifterne steg.
  3. Våben købes.
  4. Arealer eksprioriteres til militære baser og lufthavne.
  5. Den militære tjenestetid steg.
  6. Meningskontrol indføres.
  7. Et politisk dobbeltspil tog sin begyndelse.

LOVGIVNING

NATO-medlemskabet skulle forsvare demokratiet. En af det første love som blev vedtaget var den såkaldte femte kolonnelov. Siden fulgte efter opfordring fra NATO en række love om transportnævn, som sikrede militærets råderet over eksempelvis skibe, fly og køretøjer i en krise- eller en krigssituation. Totalforsvaret så dagens lys: Civile myndigheder i stat, amter og kommuner blev underlagt militære myndigheder. På sundhedsområdet kan nævnes sygehusberedskabet og medicinberedskabet. Hele dette lovgivningskompleks fungerer stadig og er etableret uden den store offentlige debat.

MILITÆRUDGIFTER

Oprustningen skulle betales. Det skete med stærkt stigende forsvarsudgifter, hvilket kun kunne lade sig gøre ved at overføre midler fra den civile sektor til militæret ved forlængelse af varerationeringer fra anden verdenskrig, udskydelse af sociale forbedringer og en manglende fornyelse af boligmassen. Prisen for oprustningen var så voldsom at det blev for meget for selv for regeringen, men efter amerikansk pres skrinlagde regeringen i 1956 forslåede besparelser på forsvarsbudgettet. I stedet for blev civilforsvaret ramt af sparekniven.

MENINGSKONTROL

I 1951 foretog man en gennemgribende omstrukturering af de militære ministerier og af efterretningstjenesterne som resulterede i dannelsen af Forsvarsministeriet og i en omstrukturering af Forsvarets- og Politiets efterretningstjenester.

Efterretningstjenesterne registrerede formodentlg alle modstandere af regeringens miitærpolitik og omkring 1960 var den militære propaganda så effektiv i Danmark, at et flertal i befolkningen lige siden har accepteret NATOs politik.

DOBBELTSPIL

På grund af stor modstand i befolkningen og i Socialdemokratiet, måtte regeringen opgive at få udstationeret udenlandske fly, soldater og atomvåben i Danmark.

Under forhandlingerne med USA om baserettigheder på Grønland benyttede regeringen modstanden mod udstationeringspolitikken til at føre et dobbeltspil i årene fremover, hvor regeringen officielt tog en række forbehold og uofficielt lod militæret gøre som det ville.

Et enkelt eksempel: Det alternative sikkerhedspolitiske flertal vedtog forbehold i forbindelse med NATOs dobbeltbeslutning i 1979:

Hvis regeringen tog forbeholdene alvorlig, er beslutningsprocessen i NATO den, at alle beslutninger skal ske i enstemnighed. Nedlagde den danske regering veto mod dobbeltbeslutningen, var den aldrig ført ud i livet.

Selv om den danske fodnotepolitik var og er meget omdiskuteret, så betalte den danske regering uden at kny alle sine bidrag til udstationeringen af mellemdistanceatomvåbene. Og det er et godt spørgsmål, hvor meget skiftende danske regeringer har betalt til atomvåben igennem årene, til trods for den danske holdning, at vi ikke vil have atomvåben i Danmark i fredstid.

Med den kolde krig afslutning forsvandt de fleste militære alliancer, bortset fra NATO. Når amerikanerne ikke længere behøver de andre militæralliancer er det fordi amerikansk dominerede multinationale koncerner har en så dominerende indflydelse globalt set, at militær anvendelse ikke længere er nødvendig for at bevare kontrollen. Den nye økonomiske verdensorden er en realitet.

Golfkrigen i 1991 og krigen i Bosnien drejede sig om kontrollen med ressourcer. Opsplitningen af Jugoslavien i mindre stater vil gøre det nemmere at indføre markedsøkonomi med alt, hvad dette indebærer. Efter Daytonfredsaftalen er Bosnien blevet et amerikaniseret samfund.

FREMTIDEN

Kommende militære konflikter vil efter al sandsynlighed opstå i lande, hvor den nye økonomiske verdensorden endnu ikke er fuldt indført.

Siden 1991 har politikere og militærfolk ledt efter begrundelser for at opretholde NATO.

Udviklingen i de militære doktriner og inden for nye våben har medført et nyt dobbeltspil, hvor krige kaldes for “humanitære aktioner”. Ja vist. Der står mennesker bag.

FREDSARBEJDET

For mig at se handler fredsarbejdet i det 21. århundrede først og fremmest i modarbejdelse af den nye danske militarisme i alle dens former.

Det er ikke længere nok, udelukkende at modarbejde enkelte våbensystemer, uanset hvor truende disse forekommer at være. Hvis ikke militarismen grundlæggende fjernes, vil et upopulært våbensystem blot erstattes med et andet og så kan fredsbevægelserne begynde forefra.

Metoden til modarbejdelse af militarismen er oplysning, oplysning og atter oplysning.

Taktisk må fredsbevægelserne ramme den nye danske militarisme, hvor den er svagest. På det punkt, hvor den i dag er stærkest: På økonomien. De forsvarede skal belæres om militarismens omfang og pris. Kan det lade sig gøre, at vinde kampen mod militarismen? Ja. For militarisme og demokrati hænger sammen på samme måde som olie og vand: Skarpt adskildt. Havet er størst og olien mindst, men olien flyder oven på vandet. Militarismen flyder, eller lægger sig oven på demokratiet og forsøger gennem lovgivning og undertrykkelse at kontrollere vandets bevægelser, men der skal bare en lille storm eller lidt solskin til at sprede olien og til at få militarismens olie til at fordampe.

Noter

1. Mod Militarismen, Socialdemokratisk Ungdomsforbund. 1911. S. 1
2. Øberg, Jan: At udvikle sikkerhed og sikre udvikling, Vindrose, 1983, s. 53.
3. Knudsen, Erik: Vestens Storhedsvanvid. Information, 14.8.1999.
4. Klare, Michael T.; Cyntia Arnson: Supplying Repression : U.S. Support for Autoritarian Regimes Abroad. Institute for Policy Studies, 1981.Se også: Schmidt, Elisabeth: Decoding Corporate Camuflage : U.S. Business Support for Apartheid. Institute for Policy Studies, 1980.
5. Jensen, Poul: The Garotte : The United States and Chile, 1970-1973.Aarhus University Press, 1988.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page