Det danske Fredsakademi

Mediernes indsats for krig eller fred? debataften d. 19. april 2001 kl. 19.30 Stadsbiblioteket i Lyngby

Af Erik Lau Christensen

Indledning

Jeg vil gerne starte med en velkomst, og samtidig takke Lyngby Taarbæk Aftenskole for initiativet til denne aften. Mit navn er Erik Lau Christensen, jeg er uddannet Bygningsingeniør fra Ingeniørakademiet, og har i størsteparten af mit erhvervsliv været underviser og konsulent for private og offentlige virksomheder. De seneste år har jeg haft den glæde lejlighedsvis at undervise enkelte hold på Lyngby-Taarbæk Aftenskole og også ved dag- og aftenskoleundervisningen i Gladsaxe.

Den nye lov, som nu gælder for denne form for undervisning stiller nye krav til skolerne, som bl.a. har affødt denne aften. Politikerne kræver, at aftenskolerne skal bruge 10% af budgettet på debatskabende aktiviteter. Jeg tror det skyldes, at der i politikernes bevidsthed er opstået en frygt for, at demokratiets rødder, meningsdannelsen i hele samfundet, var ved at sygne hen med det faldende medlemstal i de politiske foreninger. Der er opstået et behov for den meningfulde samtale under nye vilkår. Det er så det, vi i aften vil åbne mulighed for. Personligt byder jeg dette initiativ velkommen. Jeg har selv den opfattelse, at uden en levende, meningfuld debat om samfundets problemer og muligheder vil politikerne let blive ofre for pressionsgruppers lobbyvirksomhed, som måske ikke afspejler befolkningens ønsker og behov.

Vi har forestillet os aftenens forløb omtrent sådan:

Et oplæg til debatten tænker jeg at give i løbet af ca. 45 min., afhængigt at de mulige afbrydelser med relevante, afklarende spørgsmål fra jer. Efter mit indlæg vil der så være mulighed for uddybende spørgsmål, måske 10-15 min., hvorefter vi vil holde en pause, så der kan ryges - er det udendørs?? - og hvad man eller har behov for. Efter ca. 15 min. åbner vi for debatten. Vi tilstræber at slutte 21.30.

Forhåbentlig vil aftenen give os alle stof til eftertanke, og gerne inspriation til at mødes igen til nye debatter, som Lyngby Taarbæk Aftenskole måtte indbyde til. Hvis der er spørgsmål til det, jeg indtil nu har sagt, er det tid nu til at komme frem med det. ---- Hvis ikke, går vi videre.

Oplæg:

Aftenens emne er Mediernes indsat for krig eller fred?

Spørgsmålet rummer den bekymring, jeg omtalte i velkomsten: Træffes beslutningerne på Tinge udfra befolkningens ønsker og behov, eller har indflydelsesrige interessegrupper mulighed for at skævvride den demokratiske beslutningsproces? Derfor er jeg meget glad for muligheden for at belyse netop dette emne som oplæg til aftenens debat.

I oplægget står der, at 'Krig bygger på bedrag, og sandheden er det første offer, når en eller flere parter pønser på krig. Hvornår starter den første løgn? Hvordan kan vi som almindelig borgere gennemskue det løgnagtige spil, som ophidser til krig?'

Spørgsmålene er begrundet i de erfaringer, som er tilgængelige. Mediernes centrale rolle for opbygningen af det had, de etniske grupper i det tidligere Jugoslavien udviklede, og som muliggjorde de grusomme og vanvittige krigshandlinger er velkendt. Men historien indeholder det ene eksempel efter det andet. Et meget talende eksempel er den indflydelsesrige aviskongen William Randolph Hearst (1863?1951) som styrede eller manipulerede den offentlige mening gennem propaganda. Hearsts aviser var talerør for den tidlige amerikanske imperialisme i forbindelse med USAs krig mod Spanien om Cuba og Filippinerne i 1898. Jeg citerer, hvad Hearst har udtalt: "Aviser former og udtrykker den offentlige mening. De foreslår og kontrollerer lovgivningen. De melder (eller starter) krig. De straffer kriminelle, specielt de magtfulde. De belønner med anerkendende offentliggørelse borgernes gode gerninger overalt. Aviserne kontrollerer nationen". Citat slut. Må jeg tilføje en betingelse: Hvis oplagene er store nok !!!

Da cubanerne i 1897 gjorde oprør mod Spanien startede Hearst en kampagne for at få USA i krig mod Spanien, selv om politikerne var imod.

I december 1897 sendte Hearst en bladtegner og en freelance journalist til Cuba i en stadig kamp for at øge sit avisimperiums oplag. Freden truede.

Tegneren telegraferede til Hearst: "Alt roligt her… Ingen ballader. Ønsker at vende hjem". Hearst svarede: "Bliv hvor De er. Sørg De for billeder, så skal jeg nok sørge for krigen" Citat slut.

Billedet kom.

Tegningen af en nøgen cubansk kvinde som mishandles af spansk politi gik den amerikanske sensationspresse rundt.

I februar 1898 eksploderede og sank det amerikanske slagskib Maine under et flådebesøg i Havanna ? under stadig uopklarede omstændigheder; krigen startes. Oplaget på Hearsts aviser oversteg for første gang en million. Omkring første verdenskrig var oplagstallet for Hearsts aviser på over fem millioner. På Cuba anvendtes koncentrationslejre for første gang og over en halv million cubanere døde af, hvad amerikanerne senere har kaldt "en rask lille krig".

Når vi beslutter os for at føre krig eller undgå den ved at bruge diplomati til løsning af en politisk konflikt, ved vi så, hvad vi gør? Ved befolkningen, og ved politikerne hvad alernativerne til krigen er, og kender vi krigens omkostninger - økonomisk såvel som i form af menneskelig lidelse og død?

Hvor har vi den viden fra? Almindeligvis fra medierne, men hvor meget tør vi stole på det, vi får at vide? Har vi reelt noget valg?

Ellen Hørup, som var datter af Viggo Hørup, skrev i en kronik i Politiken, jeg citerer: "Hvorfor får vi Krig?"…"Der er kun en slags Krig, Kapitalmagtens Krig, der føres i Fredstid som i Krigstid".

"Men hvordan er det muligt at drive Mennesker, der slet ikke er interesseret i Krig, ud i den?" spurgte hun.

"Fordi kun de, der har Magten, ved, hvad det gælder. De andre, Masserne, som de er nød til at have med sig for at føre Krig, bilder de noget ind. Hver gang noget forskelligt, og hver gang bliver de troet. For de har Midlerne til at sprede Løgnen … og hver gang bliver de troet". Citat slut.

I kronikken: "Regering, Presse og Borgerskab", fortsatte Ellen Hørup, jeg citerer:

"Den politiske forskydning i Forbindelse med Pressens Udvikling i den seneste Menneskealder har fuldkommen forrykket forholdet mellem Presse og Regering og Presse og Publikum. Ligesom Demokratiet i de fleste Lande har måttet vige for Autokratiet, således er Dagspressen også forlængst holdt op at være Udtryk for de forskellige Meninger i Folket. Den er knapt nok Udtryk for de forskellige Partiers Mening. Den er et Mål i sig selv.

Det vil sige, at Dagspressen er blevet en Industri som enhver anden. Et Blad er en Fabrik, hvor der er anbragt en vis Kapital, og hvis vigtigste Opgave er den samme som for enhver anden Fabrik. At give så stort et Udbytte, som muligt. Dermed er Bladproduktionen blevet et Led i det kapitalistiske System og afhængig af det ligesom Regeringerne i de kapitalistiske Lande. Hvad der igen vil sige, at Regering og Presse står i et ganske andet og intimere Forhold til hinanden end for et halvt århundrede siden." Citat slut.

Man kunne mene, at Ellen Hørups betragtninger i dag er forældet, men udvikling omkring ejerskabet af Berlingske Tidende gennem det seneste år viser, at der fortsat er en sandhed i Ellen Hørups betragtninger omkring kapitalinteressernes forsøg på at styre pressen - det var for meget for A.P.Møller at få afsløret sin historiske rolle som våbenhandler med NAZI-Tyskland i Berlingske, så man solgte sine aktier i det blad, man ikke kunne styre. Men det vidner på den anden side om en bladledelse, som satte sig ud over pressionen fra aktionæren - dog kun på grund af en kraftigere pression, i form af afsløring af sandheden i Dagbladet Information.

Behovet for et stigende oplagstal, og dermed en god forretning, styrer ikke bare den skrevne presse, også det statsejede Danmarks Radio styres af seer- og lyttertal. Derved presses medierne til at jagte sensationerne fremfor seriøse analyser. Derfor medvirker pressen til begejstring for egen nations heltemodige indsats - i mangel af bedre kan fodboldkampe bruges - og til frygt for fjendes grusomme metoder og overgreb, som det blev tilfældet i det tidligere Jugoslavien. I jugoslavien var den frie presse næsten ikke-eksisterende, og de spinkle rester var udsat for systematiske cikaner, som økonomisk støtte fra f.eks. dansk fagbevægelse kun i begrænset omfang kunne råde bod på. Men pressen i Danmark er fri.

Men lad os gå lidt tættere på det, vi selv er blevet udsat for. Ud fra det, jeg i dag ved, må jeg mene, at forudsætningerne for beslutningen om at sætte NATO-bombefly ind i krigen i Bosnien og Kroatien, og senere beslutningen om at føre regulær angrebskrig om Kosova var utilstrækkelige og på væsentlige punkter direkte fejlagtige. Og vi blev som befolkning ikke informeret, men vildledt. Og det var ikke på grund af utilsigtede fejl eller mangler, men efter en forud planlagt og meget professionelt gennemført propaganda. Jeg har ingen viden om, hvorvidt danske politikere havde bedre viden dengang, men jeg vælger at tro, at også de blev vildført, selvom jeg er i tvivl.

Det må i nogens ører skabe en kraftig skepsis og direkte modstand når jeg siger dette.

Inden nogen går herfra skal jeg skynde mig at bevise eller i det mindste sandsynliggøre min påstand. I 1993 bragte Fransk TV2 et interview med direktør James Harff fra det USA-baserede PR-firma Ruder Finn, som arbejde for både Kroatien, Bosnien og Kosova i forbindelse med de borgerkrige, som på det tidspunkt kun var startet, eller for Kosova's vedkommende højst kunne omtales som en mulighed en gang i fremtiden. Den albanske "eksilregering" betalte allerede i 1993 op til 40.000 dollars om måneden for PR-firmaets ydelser. Men tilbage til dette TV-interview: Jacques Merlino udspurgte PR-direktøren om, hvorledes det var lykkedes at iscenesætte en folkestemning, som ensidigt fordømte serberne. For os forekomme alene spørgsmålet som en provokation, men svaret taler for sig selv. Jeg citerer: "Med et enkelt træk var vi i stand til at fremvise en simpel historie om 'good guys and bad guys' (på dansk 'helte og skurke'), som herefter spillede sig selv." James Harff fortsætter, jeg citerer: "Hurtighed er afgørende. Det er den første påstand, der tæller. Alle dementier er helt virkningsløse." Citat slut.

Hvilken enkeltepisode, James Harff benyttede, ved jeg ikke. Men vi var alle dengang ved at blive overbevist om Serberne som skurke og de andre som ofrene. Men lad os lige høre, hvad James Harff sagde om PR-firmaet Ruder Finn's holdning til sandheden, jeg citerer: "Vores arbejde er ikke at bekræfte oplysninger. Vi er ikke udrustet til det. Vores job er at sikre en hurtig spredning af oplysninger, som er til vores fordel, og at rette dem mod nøje udvalgte mål. Vi bekræftede ikke eksistensen af dødslejre i Bosnien. Vi gjorde det blot alment kendt, at Newsday hævdede det. … Vi er professionelle. Vi har et job at udføre, og det gør vi. Vi er ikke betalt for at moralisere." Citat slut.

Da vi senere i TV konfronteres med billeder af ofrene for bomben som slår ned på Markedspladsen i Sarajevo - det var i august 1995 -, og får oplyst, at 38 er dræbt og 90 såret, mange kvinder og børn, så nikker vi kun bekræftende til oplysningen om, at det var en serbisk bombe, som bevidst var rettet mod civile. Netop disse billeder og denne konstatering var afgørende for beslutningen om at indsætte NATO-bombefly mod serberne.

Hvor mange har hørt, hvad sandheden var? ? ? En undersøgelseskommision af NATO- og Russiske officerer konkluderede langt senere, at bomben umuligt kunne være komme fra Serberne, og muslimerne måtte indrømme, at de selv havde ansvaret for bomben, som altså dræbte deres egne. Den form for krigslist var almindeligt anvendt i krigene i det tidligere Jugoslavien, og vi kender formentlig allesammen fortilfælde fra f.eks. 2. verdenskrigs begyndelse. Men tilbage står den kendsgerning, at beslutningen om at indsætte NATO-bombefly mod serberne blev truffet på grundlag af et bedrag og en bevidst løgn. Det er ikke det alvorligste i den sag. Hvad vi som almindelige borgere formentlig ikke var klar over dengang var, at tragedien på markedspladsen langt overskyggedes af en samtidig krigsforbrydelse af helt andre dimensioner: Kroatien gennemførte samtidig krigens største, etniske udrensning, hvor mere end 14.000 serbere blev dræbt og 100.000 fordrevet fra deres hjem i Krajina-provinsen i Kroatien, og NATO's bombefly spillede også en rolle her! De fordrevne har indtil i dag ikke fået lov til at vende hjem i nævneværdigt omfang. Kan vi magte at indstille os på, at vi er blevet manipuleret så groft??

På det tidspunkt var jeg tæt på Kosova-albanske flygtninge i Danmark. Jeg fik mange oplysninger om Serbernes grusomme undertrykkelse af Kosova-albanerne (og -sigeunerne, -ægypterne mv.). Jeg så rædselsvækkende hjemmevideo-optagelser af menneskelige lidelser og ødelagte hjem med smadret indbo og ubeboelige huse; en lemlæstet, tortureret Kosova-albansk soldat, som var returneret til sin familie fra den serbiske hær i en forseglet kiste med besked om ikke at åbne kisten, det ville blive straffet hårdt. Årlige rapporter fra Centret for Menneskerettigheder i Prestina om navne på dræbte og torturerede Kosova-albanere og beskrivelser af etniske udrensninger af navngivne landsbyer mv. Jeg har ingen grund til at tvivle på rigtigheden af alt dette. Og samtidig forsøgte de danske myndigheder at tvangsudvise størsteparten af disse Kosova-albanske flygtninge, hvoraf mange var desertører fra den Serbiske hær. Det lykkedes for en folkelig bevægelse i Danmark at forhindre disse tvagsudvisninger gennem flere år, og til sidst opnå, at størsteparten fik opholdstilladelse. Men det var et lykketræf, fordi det lykkedes at påvise, at myndighedernes såkaldt "uvildige ekspert" i Serbien, som blev konsulteret om hver enkelt flygtnings belæg for at føle sig forfulgt i Kosova, ja denne ekspert var identisk med en berygtet krigsforbryder, Arkan, som var kommandant for den berygtede militsgruppe "Tigrene", som havde gennemført etniske udrensninger i Kroatien og Kosova. Det danske udenrigsministerium spurgte altså bødlen om ofrene havde grund til at flygte. Når vi i aften beskæftiger os med pressens rolle for krig eller fred er det rigtigt at jeg også fortæller, at denne afsløring af Udenrigsministeriets uforsvarlige valg af lokal ekspert kun kunne afsløres fordi en journalist risikerede sit liv og helbred ved at rejse til Beograd og gennemføre sin research, herunder gennemføre et interview med Arkan. Vores daværende udenrigsminister fnyste mod og overfusede denne journalist for åben skærm da han blev konfronteret med den afslørende sandhed, og udenrigsministeren nægtede at se denne journalist oftere!! Vi så ikke den journalist på skærmen ret længe derefter, han blev tilsyneladende forflyttet af TV-stationen. Ak ja, ind imellem må man undre sig.

På det tidspunkt var den ikke-voldelige linje fremherskende i Kosova under ledelse af den folkevalgte "præsident", Rugova. En aften, hvor jeg havde mulighed for at tale privat med lederen af Menneskerettigheds-centret i Prestina, Adem Demachi som var på besøg i Danmark, fortalte han med bekymring om vanskelighederne med at holde de unge Kosova-albanere tilbage fra voldelige aktioner mod de Serbiske politisoldater. Ungdommen så hvorledes de blodige billeder fra Bosnien havde bragt NATO ind som partner i krigen mod serberne. Hvorfor ikke i Kosova? Hvis det er det, der skal til for at opnå frihed for undertrykkelsen, så må vi ofre de menneskeliv, det koster, synes deres argumentation at være. Der er jo hvert år mennesker, som mister livet under tortur eller terror fra de serbiske politisoldater side, så hvad har vi at miste? Men dengang var den fredelige linje fortsat ved magten, men alle, både de krigeriske unge og de fleste, som var tilhængere af ikke-vold, følte sig med rette glemt og svigtet af det øvrige Europa og af USA. Modstanden mod den ikke-voldelige politiske linje var blevet en alvorlig trussel.

Vidste politikerne ikke det, jeg vidste? Jeg kan næppe tro det. Men vi så ikke meget til disse ting i vore medier, og hørte heller ikke om forholdene i Albanien eller Makedonien, bortset fra den rosenrøde omtale af de danske soldaters indsats i Makedonien. På universitetsplan - både herhjemme og i andre lande i Europa talte eksperter om krudttønden Kosova, som kunne eksplodere hvornår det skulle være, og forholdene i Makedonien og Albanien blev også drøftet med seriøs bekymring.

Så kom Dayton-aftalen, som skabte våbenstilstand i Bosnien, men det gav ingen håb om en seriøs løsning på de virkelige problemer i hverken Kosova, Makedonien eller for de mere end en halv million flygtninge fra og eller i Kroatien, Bosnien og Serbien.

Det er bemærkelsesværdigt, at den tidligere fredsmægler, Lord Owen, hvis fredsaftale for Bosnien var blevet undergravet at USA, og trods dette var aftalen blevet næsten kopieret af USA i Dayton-aftalen, udtalte ved krigens afslutning, jeg citerer: "USA's diplomati er skyld i, at krigen i Bosnien er blevet unødvendigt langvarig." Citat slut. En tankevækkende konklusion fra en mand, som var midt i de diplomatiske bestræbelser for at begrænse og afslutte den grusomme krig hurtigst muligt.

Det er måske vanskeligt at forstå hvilken interesse USA skulle have i at vanskeliggøre fredsprocessen, men der ligger måske en nøgle til en forståelse i den såkaldte Wolfowitz-rapport om USA's strategi under "den ny verdensorden", jeg citerer: "Vores strategi som den eneste supermagt må opretholdes med en militær styrke, som kan tage modet fra enhver nation eller gruppe af nationer, som ønsker at stille spørgsmål ved USA's overherredømme. Vi må forhindre de industrialiserede lande i at udfordre Amerika's lederskab. .. Der må opretholdes en dominerende militærmagt for at tage modet fra mulige rivaler, så de ikke stræber efter en større regional eller global rolle. Den internationale orden sikres til syvende og sidst af USA, som må være i stand til at handle selvstændigt, når en kollektiv aktion ikke kan stables på benene. Vi må forhindre dannelsen af et selvstændigt europæisk sikkerhedssystem, som kan destabilisere NATO." Citat slut.

Måske var der en frygt for at miste en dominerende magt, hvis det lykkedes for Europa at slutte fred i Bosnien uden militær indgriben fra USA? Måske frygtede USA, at NATO ville blive splittet, nu, hvor der ikke var nogen fjende at forsvare sig imod? Den citerede tekst er skrevet omkring 1991-92, men kom først til offentlighedens kendskab noget senere. Teksten skabte i øvrigt forståelig harme i EU.

Måske var det sådanne betragtninger i USA om at bevare sin dominerende rolle i verden, som var medvirkende til angrebskrigen mod Kosova. De begrundelser, som dengang blev fremført for at starte krigen viste sig alle ved nærmere analyse ikke at kunne holde i praksis. Og påstanden om, at der ikke var noget alternativ, viste sig også at være forkert.

Nu har jeg igen den opgave at sandsynliggøre det, som næsten enhver dansker må protestere imod. For vi var jo det NATO-land, hvor den største del af befolkningen bakkede op bag beslutningen om krigen, og kritikken var svagest.

Lad mig fortælle noget af det, jeg ved, og som størstedelen af den danske befolkning - og måske også danske politikere? - ikke vidste, da krigen blev besluttet.

Først noget om den partner, NATO valgte i Kosova, UCK, Kosova's Befrielses Hær.

UCK havde eksisteret en årrække som partisaner, uden uniformer og tilsyneladende med basis i en venstreorienteret politisk holdning. Bevæbningen var begrænset og stammede bl.a. fra de plyndrede våbenlagre i Albanien.

Indenfor kort tid skifter UCK fuldstændig karakter. Dårligt klædte partisaner sås ikke mere, men UCK bestod nu af uniformerede soldater som var veludstyret med våben. Den venstreorienterede guerilla er udskiftet med en højreorineteret milits. Det forlød, at der har været interne kampe mellem de to former for UCK. At det ny UCK gennemførte terroraktioner, også imod de Kosova-albanere, som ikke bifaldt det ny UCK's politiske linje er velkendt. Hvor kom uniformerne fra? Hvor kom den rigelige våbenforsyning fra? Tilsyneladende var det materiel fra det tidligere Øst-tyskland.

Der må være nogen, som har vidst mere om, hvad der lå bag skiftet. Og der kan findes oplysninger, hvis man leder. Allerede i oktober 1994 (altså 5 år før NATO går i krig) kan man i San Francisco Chronicle læse følgende, jeg citerer: "Narkosmugling er blevet den vigtigste kilde til at financiere borgerkrige, som er på vej eller allerede gærer i Sydeuropa og det østlige middelhav. … Albanske nationalister i det etnisk spændte Makedonien og den serbiske provins Kosova har skabt et omfattende heroin-netværk, som fører fra opiumsfelterne i Pakistan til det sorte marked i Sveits. Herigennem fører de årligt for to milliarder dollars narko ind i Europas hjerte. … Over 500 albanere fra Kosova og Makedonien sidder fængslet i Sveits for narko- og våbenhandel, og mere end 1000 er under anklage. Våbnene meldes oplagret i Kosova for senere brug mod den serbiske regering i Beograd." Citat slut.

Den 1. marts 1995 udkommer Jane's Intelligence Review med en artikel om "The Balkan Medellin", hvor man bl.a. kan læse, jeg citerer: Kosova-albanerne, som socialt er organiseret i storfamilier, der er bundet sammen i klan-alliancer, dominerer den albanske mafia på det sydlige Balkan. … Hvis der ikke gribes ind overfor den voksende albanske narko-terrorisme, kan det føre til et Colombia-syndrom på det sydlige Balkan, eller til en situation, hvor den albanske mafia bliver stærk nok til at kontrollere en eller flere stater i regionen. I praksis omfatter dette enten Albanien eller Makedonien eller begge lande. I politisk forstand sker det nu ved at kanalisere udenlandsk valuta, som er tjent ved narko-terrorisme, ind i lokale regeringer og politiske partier. I Albanien er det regerende Demokratiske Parti, som ledes af Sali Berisha, under stærk mistanke for stiltiende at tolerere og tilmed direkte profitere på narkohandel. Det gør det af vidtrækkende politisk-økonomiske hensyn, nemlig finansieringen af separatiske politiske partier og andre grupper i Kosova og Makedonien." Citat slut.

Da Sali Berisha blev væltet i 1997 p.gr.a. pyramidespil blev militærlagre tømt af befolkningen. Mange af disse våben fandt vej ind i Kosova.

Den 24. marts 1999 skriver den britiske avis The Times, jeg citerer: "En undersøgelse foretaget af The Times har klargjort, at politiet i tre vesteuropæiske lande i samarbejde med Europol …. hver for sig udforsker stigende vidnesbyrd om, at narkopenge financierer UCK's spring fra mørket til magten. Finansieringen rejser kritiske spørgsmål, der sætter påstande om en "etisk" udenrigspolitik på en bedrøvelig prøve." Citat slut.

Men advarslen i The Times kom for sent.; samtidig med avisen kommer på gaden angriber de første NATO-fly med bomber og raketter serbiske stillinger, transportveje, broer, TV-stationer, fabrikker og andre, strategiske mål i Kosova og Serbien.

Den Canadiske økonomiprofessor Michel Chossudovsky skriver, jeg citerer: "Sandheden er, at UCK holdes oppe ved organiseret kriminalitet med stiltiende accept fra USA og dets allierede. … Mønstret i Kosova er det samme som ved andre hemmelige CIA-operationer i Mellemamerika, Haiti og Afganistan, hvor "frihedskæmpere" bliver financieret gennem hvidvaskning af narkopenge. Siden slutningen af den kolde krig har vestlige efterretningstjenester udviklet komplekse forbindelser til den illegale narkohandel. Gang på gang har narkopenge, som er blevet hvidvasket i det internationale bankvæsen, financieret hemmelige operationer." Citat slut.

Der er flere tilgængelige kilder som viser, at man i det tyske, britiske og franske efterretningsvæsen har kendt til disse forhold. Interesserede kan læse meget mere i Sven Tarp's bog: Historien om en bebudet krig. Jeg skal understrege, at bogen også er et kampskrift mod den ny imperialisme, men trods dette afgjort læseværdig fordi den indeholder et væld at kildehenvisninger og citater.

Lad mig som sidebemærkning minde om, at Taliban-militsen, som nu fastholder Afganistan i et rædselsregime, er blevet financieret, trænet og udrustet af CIA fra USA. Uden den finansielle og praktiske hjælp fra USA ville Taliban næppe have kunne spille nogen betydningsfuld rolle i dag.

Hvilken enkeltepisode var afgørende for beslutningen om at starte NATO's krig mod Serbien? Der var mange spilfægterier omkring forhandlingerne i Rambouillet, men den episode, som på det følelsesmæssige plan påvirkede os alle var nok massakren i Racak, hvor 45 kosova-albanere dræbes ved skydning på tæt hold. Det lignede en likvidering. Det interessante spørgsmål, som ingen tilsyneladende stiller er, om vi ved, hvem der skød. Det konkluderes straks, at der er tale om en likvidering udført af serbiske soldater, politi eller militsfolk, og hele interessen fokuseres på, om det kan bevises, at der er tale om nedskydning på klods hold af ubevæbnede borgere, altså en likvidering. Det serbiske styre i Beograd gør det let for de vestlige medier at overse det centrale spørgsmål ved at kæmpe mod en uvildig undersøgelse udført af retsmedicinere fra andre lande. Til sidst lykkes det dog at få den uvildige undersøgelse af ligene. Men det afgørende spørgsmål blev aldrig stillet, og ingen kan i dag sige, om det var en tåbelig fejl, begået af en serbisk militsgruppe, eller der var tale om en arrangeret krigslist i lighed med bomben på markedspladsen i Sarajevo.

Omstændighederne netop i de dage er interessante, hvis vi ser på, hvad der foregik omkring præsident Clinton og hans udenrigspolitske rådgivere. Der var få dage før massakren afholdt møde mellem de udenrigspolitiske rådgivere og præsidenten. Der kunne ikke opnås enighed om at beslutte at optrappe USA's og NATO's intervention i Kosova som Madeleine Albright ønskede. Det var d. 15. januar 1999. Man enedes i stedet for om at, jeg citerer: "…. forhindre genoptagelse af fjentlighederne i Kosova og en fornyet humanitær krise; bevare USA's og NATO's troværdighed. …" Citat slut. Man siger altså direkte, at der på det tidspunkt er opnået en relativ ro i Kosova, og man betegner det ikke som en humanitær krise, den er overstået på grund af OSCE-observatørernes tilstedeværelse.

Det er kort før det næste møde mellem præsidenten og hans udenrigspolitiske rådgivere den fatale massakre på 45 kosova-albanere finder sted, og nyheden spredes lynhurtigt, bl.a. fordi en amerikansk officer ankommer til Racak kort efter massakren. Nyheden har tilsyneladende afgørende betydning for USA's beslutning om at forberede sig på krig, for på mødet er enhver modstand mod Madeleine Albright's militante linje væk. Mødet finder sted kun fire dage efter det først omtalte møde, d. 19. januar 1999.

Man besluttede sig på mødet for at stille ultimative krav til Serbien. Samtidig indså man vanskelighederne, som kunne opstå i forholdet til Rusland, og spørgsmålet var også hvorledes man kunne få de øvrige NATO-lande til at deltage i en militant løsning på konflikten.

Derfor måtte man gennem forhandlingerne i Rambouillet, som reelt var en farce. Selvom man forsøgte at hemmeligholde de mest afslørende dele af det ultimatum, som man kaldte et forhandlingsoplæg kunne det ikke skjules - heller ikke i mediernes reportage dengang, at der reelt ikke var tale om forhandlinger. Krigen var besluttet forinden, tyder alt på.

Lad mig kort resumere det, jeg har søgt at påvise:

1) NATO-landene indledte et samarbejde med UCK på trods af, at landenes efterretningstjenester vidste, at UCK var en mafia som levede af narko-penge og gennemførte terror, også mod deres egne kosova-albanere. Dette blev ikke refereret i nævneværdigt omfang i danske medier på trods af, at denne viden faktisk var tilgængelig og betydningsfuld.

2) NATO begrundede krigen som en humanitær indsats, men krigen førte til en humanitær katastrofe. Fire dage før man i det hvide hus reelt traf beslutningen havde det samme udenrigspolitiske råd reelt vurderet, at der herskede relativ ro i Kosova efter indsættelsen af OSCE-observatører. Man anså det ikke for nogen humanitær krise. En massakre på 45 albanere ændrede dette billede totalt og førte til den største, humanitære katastrofe i Europa siden 2. verdenskrig. Den skærende modstrid mellem den påståede hensigt og det faktiske resultat mener jeg ikke vi fik belyst af pressen, men i lighed med reportager fra en fodboldkamp fik vi alt det at vide, som kunne få os til at føle os stole af at være med som krigsførende nation.

3) NATO-fly støttede etnisk udrensning af serbere fra Krajina-provinsen i Kroatien, hvor mere end 14.000 blev dræbt og 100.000 blev fordrevet. Det fik vi ikke belyst i danske medier i nævneværdigt omfang.

Lad mig tilføje, at jeg oplever en prøve på demokratiets reelle betydning i forbindelse med det videre forløb af NATO's første angrebskrig.

Kort efter krigen mod Serbien er indledt af NATO bekræfter NATO-landene deres tilsidesættelse af FN-pagten som overordnet i forhold til nationale ønsker om krigsførelse. NATO ændrer karakter fra forsvarspagt til aggressiv militær alliance med selvskreven ret til at operere i et interessefelt langt udenfor NATO-nationernes egne grænser. En dramatisk ændring, som jeg ikke mener vi som befolkning har haft mulighed for at give vor mening til kende om eller blot deltage i en overvejelse af konsekvenserne af. Her kunne en kritisk presse gøre en forskel. Men der var på Tinge blandt politikerne en enighed, som ikke gjorde det "nødvendigt" at tale med befolkningen.

Jeg har søgt at fortælle, hvad jeg har lært gennem de seneste 10 år om mediernes indsats for krig eller fred. Mit udgangspunkt var tillid til NATO, USA, vort eget Folketing og pressens indsat for at afsløre sandheden til gavn for den politiske beslutningsproces.

Jeg fik gennem tilfældigheder et kendskab til Serbiske desertører, især fra Kosova, og oplevede, at Indenrigsministeriet og Udenrigsministeriet, Folketinget og størsteparten af vore politikere lukkede øjnene for kendsgerningerne og var villige til at tilsidesætte flygtninges behov for beskyttelse for at spare penge.

Jeg måtte indse, at medierne generelt ikke ønskede at beskæftige sig med at afsløre sandheden, bortset fra en enkelt journalist, som tilsyneladende ødelagde sin karriere ved en heltemodig indsat for at afsløre Udenrigsministeriets dobbeltspil.

Jeg måtte søge andre kilder for at finde en reelt kritisk journalistik, og må med beklagelse erkende, at jeg sjældent fandt den kritiske jounalistik andre steder end i den yderliggående, kommunistiske presse. Jeg er ikke kommunist, og bliver det formentlig aldrig. Men jeg finder udviklingen dybt bekymrende, som det forhåbentlig står tilhørerne klart efter dette indlæg. Vi har behov for den debat, politikerne efterlyser. Men vil politikerne lytte? Eller foretrækker politikerne at lade sig styre af magtfulde interessegrupper, som gennem lobbyvirksomhed og veltilrettelagte medie-sensationer kan styre såvel politikere som folkeopinionen?

Lad mig for tydelighedens skyld gentage, hvad James Harff sagde, jeg citerer: "Med et enkelt træk var vi i stand til at fremvise en simpel historie om good guys og bad guys (helte og skurke), som herefter spillede sig selv … Hurtighed er afgørende. Det er den første påstand, der tæller. Alle dementier er helt virkningsløse." Citat slut. Måske har han ret, og i så fald har vi et problem.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page