Det danske Fredsakademi

Kronologi over fredssagen og international politik 6. August 2009 / Timeline August 6, 2009

Version 3.5

5. August 2009, 7. August 2009

  1. Hiroshima Day Demonstration 2009, Copenhagen
  2. The Ongoing Danger of Nuclear War by Lawrence S. Wittner
  3. For The Sixty-Fourth Time: No More Nuclear War by Frida Berrigan
  4. Hiroshima Day Posters by Holger Terp

Amerikansk atombombe eksploderer over den japanske by Hiroshima, 1945.
Aldrig mere et nyt Hiroshima! Civile må aldrig mere blive mål for kernevåben!
Hiroshimadag demonstration
6. august, 18.30-2030
Christiansborg slotsplads
Underholdning og taler af
Jesper Klein
Louise Hassing
Mia Lyhne
Pelle Voigt
Hardy Hansen
Gorm Gunnarsen
Annelise Ebbe
Dorthe Jensen
Arrangeret af Kunstnere for fred, Aldrig mere Krig, Verdensmarch for fred og ikkevold, Den humanistiske Bevægelse, Fredsakademiet, Den danske Pugwashgruppe, SGI Danmark, Mandela Center Danmark, Danske læger mod kernevåben, Kvinder for Fred, Kvindernes internationale liga for fred og frihed og Fredsvagten.
Litteratur: Ebbe, Annelise: Det eneste acceptable antal atomvåben er nul. I: Informations kronik, 09/09/2008.
Leder: Aldrig mere et Hiroshima. I: Arbejderen, 08/06/2009

Nuke-free world urged on Hiroshima bomb anniversary
By Kazuhiro Nogi (AFP)
HIROSHIMA, Japan - Japan marked 64 years Thursday since Hiroshima was hit in the world's first atomic bomb attack with a call for a nuclear-weapons-free world, a goal backed by US President Barack Obama.
The mayor of Hiroshima, the city where 140,000 people died from the blast, renewed his call for the abolition of what he said are 24,000 remaining nuclear warheads over the next decade as he led the solemn ceremony.
About 50,000 people, including 'hibakusha' or atom bomb survivors, politicians and envoys from 59 countries and the United Nations, gathered near the A-bomb Dome, the skeleton of a hall burned by the bomb's intense heat.
"The abolition of nuclear weapons is the will not only of the hibakusha but also of the vast majority of people and nations on this planet," said the mayor, Tadatoshi Akiba, head of the international group Mayors for Peace...

See also: Hiroshima Day 2009

The Ongoing Danger of Nuclear War
By Lawrence S. Wittner
This August, when hundreds of Hiroshima Day vigils and related antinuclear activities occur around the United States, many Americans will wonder at their relevance. After all, the nuclear danger that characterized the Cold War is now far behind us, isn't it?
Unfortunately, it is not.
Today there are nine nuclear-armed nations, with over 23,000 nuclear weapons in their arsenals. Thousands of these weapons are on hairtrigger alert.
Admittedly, some nations are decreasing the size of their nuclear arsenals. The United States and Russia--which together possess about 95 percent of the world's nuclear weapons--plan to sign a treaty this year that will cut their number of strategic weapons significantly.
But other nations are engaged in a substantial nuclear buildup. India, for example, launched the first of its nuclear submarines this July and is also developing an assortment of land-based nuclear missiles. Meanwhile, Pakistan has been busy testing ballistic missiles and cruise missiles that will carry nuclear warheads, as well as constructing two new reactors to make plutonium for its expanding nuclear arsenal. Israel, too, is producing material for new nuclear weapons, while North Korea is threatening to resume its production.
In addition, numerous nations--among them, Iran--are suspected of working to develop a nuclear weapons capability.
But surely national governments are too civilized to actually use nuclear weapons, aren't they?
In fact, one government (that of the United States) has already used atomic bombs to annihilate the populations of two cities.
Moreover, nations have come dangerously close to full-scale nuclear war on a number of occasions. The Cuban missile crisis is the best-known example. But there are numerous others. In October 1973, during a war between Israel and Egypt that appeared to be spiraling out of control, the Soviet government sent a tough message to Washington suggesting joint--or, if necessary, Soviet--military action to bring the conflict to a halt. With President Richard Nixon reeling from the Watergate scandal and drunk in the White House, his top national security advisors responded to what they considered a menacing Soviet move by ordering an alert of U.S. nuclear forces. Fortunately, cooler heads prevailed in the Kremlin, and the sudden confrontation eased short of nuclear war.
Of course, nuclear war hasn't occurred since 1945. But this fact has largely reflected public revulsion at the prospect and popular mobilization against it. Today, however, lulled by the end of the Cold War and the disintegration of the Soviet Union, we are in a period of relative public complacency. In this respect, at least, the situation has grown more dangerous. Without countervailing pressure, governments find it difficult to resist the temptation to deploy their most powerful weapons when they go to war. And they go to war frequently.
Furthermore, while nuclear weapons exist, there is a serious danger of accidental nuclear war. In September 1983, the Soviet Union's launch-detection satellites reported that the U.S. government had fired its Minuteman intercontinental ballistic missiles, and that a nuclear attack on the Soviet Union was underway. Luckily, the officer in charge of the satellites concluded that they had malfunctioned and, on his own authority, prevented a Soviet nuclear alert. The incident was so fraught with anxiety that he suffered a nervous breakdown.
Another nuclear war nearly erupted two months later, when the United States and its NATO allies conducted Able Archer 83, a nuclear training exercise that simulated a full-scale nuclear conflict, with NATO nuclear attacks upon Soviet nuclear targets. In the tense atmosphere of the time, recalled Oleg Gordievsky, a top KGB official, his agency mistakenly "concluded that American forces had been placed on alert--and might even have begun the countdown to nuclear war." Terrified that the U.S. government was using this training exercise as a cover behind which it was launching a nuclear attack upon the Soviet Union, the Soviet government alerted its own nuclear forces, readying them for action. "The world did not quite reach the edge of the nuclear abyss," Gordievsky concluded. But it came "frighteningly close."
Furthermore, today we can add the danger of nuclear terrorism. Although it is very unlikely that terrorists will be able to develop nuclear weapons on their own, the existence of tens of thousands of nuclear weapons and of the materials to build them in national arsenals opens the possibility that terrorists will acquire these items through theft or black market operations.
Overall, then, the situation remains very dangerous. Dr. Martin Hellman, a Professor Emeritus of Engineering at Stanford University who has devoted many years to calculating the prospects of nuclear catastrophe, estimates that the risk of a child born today suffering an early death through nuclear war is at least 10 percent. Moreover, he cautions that this is a conservative estimate, for he has not included the danger of nuclear terrorism in his calculations.
In June 2005, Senator Richard Lugar, then the Republican chair of the Senate Foreign Relations Committee, produced a committee report that was even less sanguine. Asked about the prospect of a nuclear attack within the next ten years, the 76 nuclear security experts he polled came up with an average probability of 29 percent. Four respondents estimated the risk at 100 percent, while only one estimated it at zero.
Thus, Hiroshima Day events provide a useful context for considering the ongoing nuclear danger and, conversely, the necessity for a nuclear weapons-free world.

See also:
Wittner, Lawrence S.: Press on, for a nuclear-free world

Frida BerriganFor The Sixty-Fourth Time: No More Nuclear War
By Frida Berrigan
I can't help myself. I still think it's worth bringing up, even for the 64th time. I'm talking, of course, about the atomic obliteration, at the end of a terrible, world-rending war, of two Japanese cities, Hiroshima and Nagasaki, on August 6 and 9, 1945, whose anniversaries -- if that's even the appropriate word for it -- are once again upon us.
In this, at least, I know I'm not a typical American: Hiroshima and Nagasaki still seem all too real to me. As the child of anti-nuclear activists, I was raised to pay attention to two significant dates in American history -- the day when the Enola Gay, a B-29 Superfortress bomber named after the pilot's mother, dropped Little Boy, a five-ton uranium explosion bomb, on Hiroshima; and the moment, three days later, when another plane, jokingly named Bock's Car (after the plane's original pilot), dropped Fat Man (a moniker supposedly given it in honor of former British Prime Minister Winston Churchill), a more complex plutonium implosion bomb, on Nagasaki.
When I was little, in preparation for those dates -- and in this we were truly a minority of a minority in this country -- we showed films documenting the aftermath of the atomic bombings. To this day, I can remember threading our old 16mm projector and then watching the shocking, shaky, grainy, black-and-white footage of ruined cities and ruined bodies filling the living room wall as one of those somber male over-voices narrated the facts.
So now, as the 64th anniversary of so many deaths approaches and thinking the unthinkable remains incomprehensibly in vogue, it seems worth the bother to recall one more time just what it means for the unthinkable to become reality.
The Death Count
In Hiroshima, Little Boy's huge fireball and explosion killed 70,000 to 80,000 people instantly. Another 70,000 were seriously injured. As Joseph Siracusa, author of Nuclear Weapons: A Very Short Introduction, writes: "In one terrible moment, 60% of Hiroshima… was destroyed. The blast temperature was estimated to reach over a million degrees Celsius, which ignited the surrounding air, forming a fireball some 840 feet in diameter."
Three days later, Fat Man exploded 1,840 feet above Nagasaki, with the force of 22,000 tons of TNT. According to "Hiroshima and Nagasaki Remembered," a web resource on the bombings developed for young people and educators, 286,000 people lived in Nagasaki before the bomb was dropped; 74,000 of them were killed instantly and another 75,000 were seriously injured.
In addition to those who died immediately, or soon after the bombings, tens of thousands more would succumb to radiation sickness and other radiation-induced maladies in the months, and then years, that followed.
In an article written while he was teaching math at Tufts University in 1983, Tadatoshi Akiba calculated that, by 1950, another 200,000 people had died as a result of the Hiroshima bomb, and 140,000 more were dead in Nagasaki. Dr. Akiba was later elected mayor of Hiroshima and became an outspoken proponent of nuclear disarmament.
Surviving Hiroshima
Those who somehow managed to survive call themselves Hibakusha, which literally means "those who were bombed." Most of the inhabitants of those two cities who miraculously made it through those hot and terrible August days are, if alive, now in their seventies or eighties, and they continue to tell their unique stories of horror, destruction, and survival. Their urgent pleas for peace, disarmament, and atonement often go unheard by a twenty-first century American culture that often seems to barely recall what happened last week, much less 64 years ago. Many of them have, over the years, traveled to the United States to tell their stories and show their scars, demanding that we never forget and that the world work towards nuclear disarmament.
Akihiro Takahashi is 77 years old now, but part of him will always be the 14-year-old boy standing in line with his classmates on August 6, 1945, less than a mile from where Little Boy detonated. He still recalls how he and his classmates were knocked off their feet by the blast. When he stood up again, he "felt the city of Hiroshima had disappeared all of a sudden. Then I looked at myself and found my clothes had turned into rags due to the heat. I was probably burned at the back of the head, on my back, on both arms and both legs. My skin was peeling and hanging."
Since that time, Takahashi has endured many operations and spent countless hours in the hospital to repair the damage wrought in that single instant. On that August morning, he began to walk home -- though there were few homes left in the leveled city -- stopping to relieve the terrible heat and pain of his burns in the Ota River that flows through Hiroshima.
Along the way, he encountered injured friends, including a boy with terrible burns on the bottoms of his feet whom he half carried along with him. "When we were resting because we were so exhausted," he related in an oral history, "I found my grandfather's brother and his wife, in other words, great uncle and great aunt, coming toward us. That was quite [a] coincidence... [W]e have a proverb about meeting Buddha in Hell. My encounter with my relatives at that time was just like that. They seem[ed] to be the Buddha to me wandering in the living hell."
Jigoku de hotoke ni au you is the phrase. In English, the equivalent would be "an oasis in the desert," something rare that provides great relief. There were not many such oases in Hiroshima that day.
Imagining Nagasaki
Akihiro Takahashi's story (of which the above was but a small part) is just one of so many thousands -- and hardly one of the grimmest. Of course, 80,000 to 140,000 stories went with their potential tellers to their graves that day. Along with the stories that could be told, there were also the photographs to help us imagine the unimaginable.
Yosuke Yamahata was 28 years old and working for the Japanese News Information Bureau in August 1945. Along with Eiji Yamada, a painter, and Jun Higashi, a writer, he was dispatched to devastated Nagasaki by the Japanese military just hours after Fat Man exploded and instructed to "photograph the situation so as to be as useful as possible for military propaganda."
Their train arrived at the outskirts of the ruined city in the middle of the night. Here's how Yamahata describes the scene: "I remember vividly the cold night air and the beautiful starry sky... A warm wind began to blow. Here and there in the distance I saw many small fires, like elf fires, smoldering. Nagasaki had been completely destroyed." By the time the sun rose, Yamahata had made his way to the center of what was no longer a city. As the day went on, he retraced his steps, along the way taking photographs of the carnage and destruction until he was back at the train station.
All in all, he took 119 photographs that day, capturing some of the most haunting and enduring images of the atomic age. In one, a bloodied boy holding a rice ball stares, his head covered with an air raid hood (a dark cloth that the Japanese military handed out to civilians telling them it would protect them from American bombs); in another, an exhausted-looking woman nurses a badly burnt baby.
In almost every image, the ground is littered with burnt bodies and unattached limbs, household items, rubble, and timbers. As he walked through the missing city, people cried out for water or for help uncovering bodies buried in the rubble. "It is perhaps unforgiveable," reflected Yamahata, "but in fact at the time I was completely calm and composed. In other words, perhaps it was just too much, too enormous to absorb." Returning to Tokyo, Yamahata took advantage of the general confusion that surrounded the Japanese surrender to the Americans and managed to hold on to his negatives, rather than turning them over to his superiors.
A handful of his images were published in Japanese newspapers at the end of August 1945, before the American army arrived and the U.S. occupation began. In October 1945, occupation authorities imposed a ban on photographing the atomic sites and on the publication of all atomic-related stories (and the images that went with them). Most of Yamahata's photographs from Nagasaki were not seen until 1952, after Japan was once again an independent nation and Life Magazine published a few of his Nagasaki photos. That same year almost all the Nagasaki photographs were published in Japan under the title: Atomized Nagasaki: The Bombing of Nagasaki, A Photographic Record. The book includes sketches by Eiji Yamada and an essay by Jun Higashi, his two companions in Nagasaki that day.
In the introduction, Yamahata wrote: "Human memory has a tendency to slip and critical judgment to fade with the years and with changes in life style and circumstance… These photographs will continue to provide us with an unwavering testimony to the realities of that time."
When I was young, to keep memory from "slipping," our family and friends marked the anniversary of those terrible days in a distant land with a demonstration or vigil. Often, we ended with a ceremony of remembrance, setting paper lanterns afloat on water in honor of those who died.
Admittedly, this would not pass for a carefree American summer evening, but even as a little girl I came to feel as if I knew some of the A-bomb survivors personally -- the experience of Akihiro Takahashi, the photographs of Yosuke Yamahata, and perhaps closest to my heart, the story of Sadako Sasaki.
The children's book, Sadako and the Thousand Paper Cranes, written by Eleanor Coerr, brought me close to one girl whose life was cut short by my government's A-bomb long before I was born. I was then a chubby, sedentary kid, and so found myself strangely intrigued and confused by Sadako's deep love of running.
She was just two years old when Little Boy exploded above her city, but eight or nine as the book begins, impatient and uncomfortable with all the obligatory ceremonies surrounding the anniversary of the bomb in Hiroshima. She did not like to look at the survivors or care to hear the terrible stories. All she wanted to do was run. Lithe, athletic, and popular, Sadako joined a footrace on the very anniversary of the destruction of her city and, when she found herself unable to finish, was taken to the doctor only to discover that she had "atom bomb sickness" -- in her case, leukemia.
In the hospital, a friend reminded her of an ancient Japanese belief: if you fold 1,000 paper cranes, the Gods will grant you a wish. So with the help of her classmates, she began to do just that. Scrap paper, candy wrappers, fancy printed paper: all become tiny origami birds of hope.
With her as an inspiration, I learned to fold paper cranes, practicing until I could do so with my eyes closed and fold them as small as a pea. Childhood being childhood, what may have impressed me most was a friend of mine who could fold those origami birds with her toes.
On October 25, 1955, with 356 birds left to go (as Coerr tells it), Sadako died. Since 1958, a statue of Sadako holding a golden folded crane has stood in the Hiroshima Peace Memorial, draped with small paper birds sent from children all over the world, a symbol of peace.
Hiroshima and Nagasaki Today
Sixty-four years after Hiroshima and Nagasaki, we need more than symbols of peace. Folding paper cranes alone cannot, unfortunately, end the threat of nuclear war. Memories of the destruction fade, the hibakusha grow even older and die, the haunting pictures end up in books stored spine out on bookshelves.
Meanwhile, the terror of nuclear annihilation -- so keen at certain moments during the long superpower Cold War stand-off -- seems to have worn off almost completely. That's too bad, since the actual threat of nuclear war remains hidden but potent. The nine nuclear powers -- the United States, Russia, France, England, China, Israel, Pakistan, India, and North Korea -- have more than 27,000 operational nuclear weapons among them, enough to destroy several Earth-sized planets. And in May, Mohamed ElBaradei, the Director General of the International Atomic Energy Agency, warned that the number of nuclear powers could double in a few years unless new disarmament is a priority. Is it any wonder then that, according to a recent Rasmussen opinion poll, one in five Americans believe nuclear war "very likely" in this century, and more than half, "likely"?
The unthinkable is still under consideration -- even as the Obama administration takes its first steps in the right direction. In an April speech in Prague, President Obama publicly embraced the goal of seeking "the peace and security of a world without nuclear weapons." In its wake, his administration has begun taking still quite modest but potentially important steps towards that goal, including: renewed talks with Russia over mutual nuclear reductions, conversations initiated in the Senate about jump-starting the ratification of the Comprehensive Test Ban, stalled these last 10 years, and of negotiations for the also stalled Fissile Material Cutoff Treaty, imagined as an internationally verified ban on the production of nuclear materials for weapons.
Right now, however, the American nuclear landscape -- little acknowledged or discussed -- remains grimly potent. According to the authoritative Bulletin of the Atomic Scientists, the United States still maintains a nuclear stockpile estimated at 5,200 warheads -- of which approximately 2,700 are operational (with the rest in reserve), while the Obama administration will spend more than $6 billion on the research and development of nuclear weapons this year alone.
At some point early next year, the administration will complete a Nuclear Posture Review outlining the role it believes nuclear weapons should play in the American pantheon of power, and, if the president follows through on his anti-nuclear statements, perhaps that document will at least begin to limit the scenarios in which such weapons could be used. In the meantime, the policy of the United States remains no different than it was in 2004, when Defense Secretary Donald Rumsfeld signed the Nuclear Weapons Employment Policy. It said, in part, that the United States possesses nuclear weapons for the purposes of "destroying those critical war-making and war-supporting assets and capabilities that a potential enemy leadership values most and that it would rely on to achieve its own objectives in a post-war world." Read that sentence again, and think, under such a doctrine, what might the United States not bomb?
Keep in mind as well that the bombs which annihilated two Japanese cities and ended so many lives 64 years ago this week were puny when compared to today's typical nuclear weapon. Little Boy was a 15 kiloton warhead. Most of the warheads in the U.S. arsenal today are 100 or 300 kilotons -- capable of taking out not a Japanese city of 1945 but a modern megalopolis. Bruce Blair, president of the World Security Institute and a former launch-control officer in charge of Minutemen Intercontinental Ballistic Missiles armed with 170, 300, and 335 kiloton warheads, pointed out a few years ago that, within 12 minutes, the United States and Russia could launch the equivalent of 100,000 Hiroshimas.
It is unthinkable. It seems unimaginable. It sounds like hyperbole, but consider it an uncomfortable and necessary truth. The people of Hiroshima and Nagasaki and the children of our future need us to understand this and act upon it -- 64 years too late... and not a minute too soon.
Frida Berrigan, a Senior Program Associate at the New America Foundation's Arms and Security Initiative, is the eldest daughter of peace activists Liz McAlister and Philip Berrigan. The two met during the Vietnam War, founded the Jonah House community in the early 1970s and spent eleven years of their marriage separated by prison sentences stemming from their anti-nuclear and peace activities. Phil Berrigan died in 2002 at the age of 79.
Copyright 2009 Frida Berrigan

Jesper KleinTale af Jesper Klein
Man maa haabe, at Atombomben, ligesom vi - dens jævnaldrende - bliver sat paa Pension i Aar.
Lad os mindes, at de, som opfandt den, blev meget rige. De, som beordrede Bomberne smidt, blev dekorerede, og Piloterne, der smed dem, begik Selvmord. Og saaledes har Folk, der ikke selv rissikerede noget, gennem Tiderne beordret unge Mænd ud for at gøre det beskidte Arbejde.
Vi er selv en krigsførende Magt. En dybt retfærdig Krig, hvis man spørger dem, der har bestemt den.
De kan stadig lokke unge Mennesker fra Forsvaret til at angribe fjerne Steder paa Kloden.
Men det er svært at finde rundt i et Land, der er blevet saa polariseret, at det nu er Spidsborgerne selv, der laver Grin med Borgermusikken. Det er ikke os Fagfolk mere. Vi har stort set faaet Forbud.
En nylig afdød dansk Politiker - maaske den sidste - sagde, at man skulle altid tale op til Folks Fremtidshaab og Drømme og ikke ned til deres Fordomme.
Nu bliver der i høj Grad set pænt paa Fordomme, og Folk med visionære Drømme skal der jokkes paa.
Men det er ogsaa besværligt i et Land, som for det første har indskrænket Monarki, og som bliver styret af et paa alle Maader simpelt Flertal. Vi er dog stadig et ret betydeligt Mindretal. Det var dem, der i sin Tid kaldte os andre for røde Lejesvende. Nu hedder vi Pladderhumanister.
Men hellere Pladderhumanisme end slet ingen Humanisme.
Hellere Lommefilosofi end slet ingen Filosofi.
Hellere Salonkommunisme end slet ingen Saloner.
Børn i 3. Klasse siger somme Tider, at de Voksne er dumme (og det kan de jo saadan set have Ret i). Og Herre Gud, de kender jo ikke Voksenlivet. Af og til, naar man hører Fagministre udtale sig om Miljø, Kultur og Videnskab, saa føler man, at det ikke ligefrem er Emneindsigt, der plager dem. Mangel paa Indsigt fylder ofte den uvidende med Skraasikkerhed, mens den vidende bliver vankelmodig. Der er ingen Slendrian i den tidligere Anders Bush Rasmussens lille Flok.
Jeg ved godt, der er kommet en ny, men ...
Og saa har Familien Danmark faaet et nyt Medlem. En ældre Dame ved Navn Faster Fair. Hun bygger paa de gode gamle Tanker om Lov og Orden. Selv ser man hende aldrig, men alle Regeringstro hentyder hele Tiden til Faster Fair.
Til Lykke med det hele VÆLGERE.

Pelle Vogt: Sakura.
Hvad har de gjort ved vores regn

Hardy Hansens tale på Hiroshima-dagen 6. august 2009 på Christiansborg Slotsplads
Kære deltagere.
Tak for velkomsten
Og tak til arrangørerne, der står bag demonstrationen mod atombomber og USA's atombombeangreb på Hiroshima.
USA's præsident Harry Truman, der få måneder forinden i april havde overtaget præsidentposten efter sin afdøde forgænger Franklin D. Roosevelt, har samtidig overtaget verdens mest dødbringende og hemmeligholdte atombomber for verdenssamfundet.
USA valgte Hiroshima som den perfekte by til testning af atombombens morderiske evner, da byen er både forholdsvis stor og tæt bebygget og ikke tidligere havde været udsat for militært angreb.
Klokken 8.15 slipper bombeflyet sin dødbringende last og 45 sekunder senere afløses morgengryet og det civile liv af et dødbringende og blændende hvidt lys, der på et øjeblik udsletter størstedelen af byen Hiroshima, og over 70.000 af dens befolkning bliver offer for USA's masseødelæggelsesvåben.
Og i løbet af det næste år stiger antallet af døde til næsten 140.000 civile ofre som følge af forbrændinger og den dødbringende strålesyge, der også rammer mennesker, der slet ikke var i nærheden af atombombesprængningen.
USA beviste sin militære magt over for Japan og resten af verden, men først da den anden atombombe mod Nagasaki tre dage senere den 9. august blev nedkastet, kapitulerede Japan, da de havde været offer for verdens første atomangreb, der på få sekunder dræbte omkring 300.000 civile japanske borgere og lagde to store byer i ruiner på den meste grusomme måde, som kun atombomber kan forårsage med sit dræbende sprængstof, som efterfølgende har vist, at overlevende og de efterfølgende generationer af mennesker og dyr får alle mulige former for cancer, misdannelser eller dødfødte babyer.
Man kan med rette sige, at USA's præsident Truman var personligt ansvarlig for verdens største og kyniske folkedrab, som strider mod alle menneskerettighedserklæringer uden, at der blev krummet et hår på hans hoved eller slæbt for en domstol og anklaget for folkedrab. Truman blev i stedet for nærmest udråbet som krigshelt af det amerikanske folk og hans allierede.
Og verden var for første gang i historien kastet ud i frygten for atomkrig og den totale ødelæggelse af alt liv på jorden, hvorfor verdenssamfundet ikke kan leve med atomvåbens eksistens, der med rette kan betegnes som verdens mest kyniske terrorvåben, da et enkelt sygt menneske kan forårsage klodens totale ødelæggelse.
De menneskelige lidelser var ubeskriveligt høje og den omkringliggende jord blev gold som Saharas ørken efter atombomberne blev smidt, det betød at der ikke i årtier kunne dyrkes gulerødder og andre nødvendige fødevarer til opretholdelse af livet for befolkningen i byerne Hiroshima og Nagasaki og på trods heraf så fortsætter det fuldstændig vanvittige våbenkapløb som aldrig før med fremstilling af mange former for atombomber i en totalt livstruende udvikling som fredsforsker Roger Molander ironisk skrive i sin bog ”Den gode nyhed er, at du er sikker på at blive dræbt i en atomkrig. Den dårlige nyhed er, at hvis du lever en stund er straffen højere og så ulidelig, at overlevelsen er en straf, der er værre end den øjeblikkelige død.” Så man må desværre sige, at atombomben, der ramte Japan beviste, at USA havde udviklet verdens værste dræbermaskine.
Før 1990 have USA og Rusland et atomvåbenarsenal på ca. 70.000 bomber, som de efter aftale reducerede til omkring 26.000. Men det er stadig et ubegribeligt højt tal, der kan udslette alt liv på jorden mange gange. Der findes atomvåben i andre lande som f.eks. Israel, Pakistan, Indien, som betyder at spredningen af atomvåben stort set er ude af kontrol og breder sig som en livstruende steppebrand, da mindst 21 lande har atomvåben.
Der findes også i dag omkring 350 amerikanske atomvåben i Europa dels i England, men også i lande, der ikke anses som atommagter nemlig vort naboland Tyskland, Italien, Belgien, Holland og Tyrkiet.
Flyvevåbenet i disse lande træner med jævne mellemrum i at kaste de amerikanske atomvåben. En sådan form for spredning af atomvåben er i strid med NATOs ikke spredningsaftale.
Denne spredning af kernevåben er på alle måder et grundlæggende problem, medens demokrati i ordets bogstavelige forstand skulle betyde et åbent samfund med sikkerhed og fred og med indsigt og en oplyst befolkning og med indflydelse fra landenes borgere. Men når det drejer sig om atomvåben bliver befolkningerne holdt uden for indflydelse og indsigt i de militære beslutninger. Greenpeace beviste i 2006 ved en undersøgelse blandt befolkningerne i England, Tyskland, Italien, Belgien og Holland, at 65 % af befolkningerne ikke vidste, at deres land var værter for amerikanske atomvåben. Og det er på trods af, at 69 % af landenes befolkning ønskede et kernevåben-frit Europa, som de politiske og militære beslutningstagere fuldstændig ignorerer.
Her i begyndelse af det 21 århundrede er spredningen af atomteknologi til både fredelige og militære formål blevet en langt større trussel mod menneskeheden. Et Nordkorea, Indien og Pakistan, der råder over atomteknologi og et Iran med deres igangværende atomprogram, har øget risikoen for våbenkapløb i det krigeriske og konfliktfyldte område i Mellemøsten, som også er et frygtindgydende bevis på, at når nogen har atomteknologi gør mange andre lande også støre anstrengelser for at få det. Det har udviklet sig til at blive en ny definition på statslig suverænitet på det atomare område. Det vil i årene fremover sandsynligvis betyde en voldsom stigning i antallet af små og mellemstore atommagter, der vil udløse et nyt våbenkapløb. USA, der er verdens største atomvåbenproducenter, er blevet bange og klar over faren for total menneskelig udslettelse, hvorfor de nu selv opstiller missilforsvar for at redde den amerikanske befolkning fra at blive udslettet, og så giver de fanden i resten af verdens befolkning.
Regeringscheferne i hele verden kender godt de her nævnte farer i verdens nye atomalder og de ved også godt, hvordan en sådan krig kan undgås gennem diplomatiske og internationale nedrustningsaftaler. Og jeg har med glæde hørt, at Amerikas nye præsident Obama ønsker en total afskaffelse af alt atomvåben, som vi herfra og i vores kommende fredsarbejde med alle kræfter skal støtte ham i, så vi får presset de fodslæbende ansvarlige politikere. Også den danske regering skal vækkes af sin tornerosesøvn og leve op til sit ansvar for den danske befolknings sikkerhed ved at vort lands stats- og udenrigsminister i Nato og FN arbejder for afskaffelse af alle kernevåben.
Der er et tvingende behov for et internationalt kontrolsystem, som ikke er noget, der hører fortiden til, men noget vi må forlange at politikerne tager alvorligt her og nu for at få stoppet et kommende folkedrab i en kernevåbenkrig.
Danmark er desværre i de seneste år blevet en krigsførende nation, hvor beslutningen uden nogen folkelig debat blev presset gennem i Folketinget. Vi har deltaget i krig i Jugoslavien, Irak og Afghanistan uden at Danmarks interesser var truet af nogen af landene, og vi har uden tvivl fået mange fjender herved.
Danmark er nu en krigsførende nation med ca. 500 danske soldater, der daglig sætter deres ungen liv på spil. Indtil nu har det kostet 26 danske soldater livet, og Nato har udtalt, at langt flere er på vej, da de har forberedt nye store offensive kamphandlinger i Helmann provinsen, hvor de danske soldater er i krig.
Man må beklageligvis formode, at Danmarks krigshandlinger kan få den konsekvens, at vi er mål for gengældelseskrig eller nye terrorhandlinger, som vi allerede har set ved den danske ambassade i Pakistan, der krævede flere uskyldige dødsofre.
Derfor vil jeg igen sige – kære danskere. Danmark er i krig selv om I ikke kan høre bombefly og kanontorden. Der er meget der tyder på, at danskerne viser krigen passivitet og blot er tilskuere til krigen gennem det manipulerende TV-billede og forbliver tavse som en listetyv i nattens mulm og mørke.
Noget tyder på, at den danske befolkning tænker mere på regerings lovede skattelettelse end på krigens konsekvenser. Og jeg vil gerne minde jer danskere om, at der ikke er noget at bruge en skattelettelse til, hvis vi taber kampen for freden.
Hvis København, Århus eller Odense bliver smadret som Hiroshima blev det den 6. august 1945 er det for sent at vågne op og kræve fred og nedrustning. Så derfor kræver det en handlingskraftig befolkning her og nu og ikke først, når landet brænder, som vi så i København for 200 år siden og i Hamborg og Berlin i slutningen af 2. verdenskrig.
Vi må derfor som borgere kræve af regeringen, at den udfører sit sikkerhedspolitiske arbejde og sikrer os kernevåbenfriheden tilbage. Vi må vise, at vi ikke er et biologisk monster, men ansvarlige mennesker, der har den politiske modenhed til at se farerne i den vildt flyvende videnskabelige atomudvikling, for vi vil have fred og en levende verden med mennesker og natur.
Min gamle arbejdsplads Specialarbejderforbundet, som jeg var formand for i 17 år, afholdt i 80erne og 90erne flere gode internationale konferencer med fremragende fredsforsker og fremsynede politiske ledere som f.eks. Oluf Palme, Bruno Kreisky, Villy Brandt, Anker Jørgensen og Svend Auken om atomvåbenfri zoner.
Schlüter regeringen afholdt en lignende konference på Christiansborg i dagene 24. og 25. november l984.
Alle konferencerne konkluderede efter en meget varieret debat for og imod atomvåbenfri zoner, at det ville være et godt bidrags til bl.a. at bryde dødvandet i nedrustningsdebatten.
Konferencerne fastslog, at de nordiske lande i fællesskab skulle virke for et kernevåbenfrit Europa – for at arbejde hen imod en kernevåbenfri verden.
Derfor synes jeg, vi her i dag skal samle os bag kravet om kernevåbenfri zoner, for ellers har vi måske før vi aner det slet ingen verden. Men hvis det skal lykkes, kræver det en stærk og bred folkelig opinion, og vi må kræve af regeringen, at den påtager sig arbejdet for atomvåbenfri zoner – og hvis den ikke vil må vi skifte regeringen ud.
Den danske regering er stolt af Danmarks nye udenrigspolitik.
Her er der igen tale om en utrolig manipulation af den danske befolkning. Tidligere førte Danmark en aktiv udenrigspolitik, hvor vi sagen nej til oprustning, og hvor vi støttede ANCs kamp for frihed i Sydafrika mod det hvide apartheidstyre, og hvor vi støttede freden og friheden for det enkelte menneske. Den siddende regering kalder det en aktiv udenrigspolitik, hvor Danmark ukritisk skal følge tidligere præsident Buschs ønsker. Vi har desværre reduceret det danske udenrigsministerium til et ekspeditionskontor for amerikanske ønsker.
Anders Fogh Rasmussen har for mig været en dårlig statsminister, som jeg mener optræder som en ulv i fåreklæder. Det har især vist sig på det humanitære område over for flygtninge og indvandrere.
Hvorfor jeg her i aften vil sige til de irakiske flygtninge, der bl.a. opholder sig i Brosons kirken på Nørrebro, at jeres smerte og frygt er i vore hjerter hver eneste dag. Og det har vakt vores vrede, at Danmarks regering med sit indvandre- og flygtningehadske støtteparti Dansk Folkeparti, handler så kynisk og med en magtarrogance, der vækker grufulde minder om 1930erne, hvor det officielle Danmark sendte flytningen, der var truet på liv og helbred tilbage til forfølgerne i Nazityskland.
Men helt uansvarligt har det været på det militære og det udenrigspolitiske område, hvor Fogh har sat sin personlige prestige langt højre end en fredelig verden og medmenneskelighed.
Han er den direkte ansvarlige for dansk deltagelse i Irak krigen, der med al tydelighed har vist os, hvor uhyggelig og umenneskelig krig er. Han har med krigen bragt skam over vort land. Han er også en af de hovedansvarlige for 1 million dræbte irakere og 4 millioner flygtninge og et smadret samfund. Hans løgnagtige manipulation af folketinget og den danske befolkning har været medårsag til håbløshed og en usikker fremtid for det meste af den irakiske befolkning. De har gennemlevet krigens rædsler med undertrykkelse, pression, massemord, voldtægt, angst, død, lemlæstelse, begravelser og fornedrelse ved ikke at kunne forsørge deres familie eller ved at skulle underkaste sig Amerikas og de allieredes udvikling i deres land. Alle disse menneskelige omkostninger og politiske manipulationer giver mig kuldegysning og bange anelser, nu hvor Anders Fogh pr. 1. august har overtaget posten som NATOs generalsekretær, da NATO ikke længere kun er en forsvarsalliance, men er blevet gjort til verdenssamfundets politibetjent, hvis ordensreglement defineres af det amerikanske værdiggrundlag, som i mange tilfælde har ført til aktiv krigsførelse.
Og jeg mener, vi har sat ræven til at vogte gæs, så jeg forstår godt, at Tyrkiet var stor modstander af valget af Anders Fogh, som om nogen har jokket og trampet på den arabiske verden med hans menneskefjendske støtte til Jyllandspostens ”Muhammed-tegninger”, og som præsident Buschs skødehund i deres fælles krigsførelse i Mellemøsten og deres støtte til Israels krigsførelse mod palæstinenserne, som Sydafrikas Desmond Tuto har betegnet som nyere tids største krigsforbrydelse med voldelig undertrykkelse af menneskerettigheder med bl.a. den 50 km lange mur, som den Internationale Domstol har dømt ulovlig.
Så med Anders Foghs lange synderegister som korsridder på det humanitære område, må vi i årene fremover holde et vågent øje med hans ledelse som generalsekretær for NATO, hvor mange af medlemslandene mener, at atomvåben er nødvendige til afskrækkelse af de såkaldte slyngelstater. Rusland, Nordkorea og især Irans atomproduktion frygter mange internationale militære eksperter kan resultere i en ny stor konflikt, der kan udløse en krig, hvor atombomben tages i anvendelse.
Afslutningsvis skal min konklusion være, at nedrustning ikke kun er et spørgsmål, der hører fortiden til, men er politik-områder, man skal forholde sig til i dag. Der skal være international adgang til alle landes atomteknologi på alle militære og civile områder, så vi får en effektiv atomnedrustning og total våbenkontrol i verden.
Så vi kan få stoppet det sindssyge våbenkapløb, så aldrig noget lands befolkning igen skal opleve en massakre som i Japan den 6. august 1945.
I øvrigt vil jeg varmt anbefale, at de ca. 1.500 billioner US dollars, som verden bruger på det militære isenkram om året, i stedet for bliver brugt på humanitære formål og bistandshjælp, så halvdelen af verdens befolkning ikke længere skal gå sultne i seng, da de kun har 15 kr. til mad og andre livsfornødenheder om dagen.
En sådan omprioritering af forsvarsbudgetterne til en økonomisk kærlighedserklæring til menneskeheden vil skabe en fredelig sameksistens, så alle diktatorers argumenter for krigsførelse og terror ikke fremover vil have grobund.
Jeg vil ønsker jer alle held og lykke i det kommende fredsarbejde.

Gorm GunnarsenFra massedødsmissiler til museale fossiler
Af Gorm Gunnarsen (ph.d.) – medlem af Fredsakademiet
Atomvåbnene kan når som helst – og med få minutters varsel – skabe et folkemord, der gør Auschwitz til en historisk parentes. Lykkeligvis har atomvåben ikke været anvendt i væbnede kamphandlinger siden august 1945, men våbnene opfattes fortsat som det rygmærke, der afføder respekt i de politiske kampe på den internationale arena. At indgyde andre skræk for ens atomvåben har efter bombeflyet Enola Gays færd over Japan stået attraktivt for statsledere.
På museet for den første atombombe i Los Alamos New Mexico gengives to forklaringer på Præsident Trumans beslutning om at lade Enola Gay kaste Hiroshima-bomben i starten af august 1945. Den ene er, at Japan ellers ikke ville have overgivet sig – den anden er, at Japan var på nippet til at overgive sig.
Der er argumenter for begge forklaringer, men Trumans store selvtillid i forhandlingerne efter afslutningen af 2. Verdenskrig går fint i spænd med den anden forklaring. Hiroshima-bomben demonstrerede over for verden, at Truman kunne effektuere sine trusler så nådesløst og skrækindjagende, at intet organisk materiale ville bestå, der hvor han pegede.
Denne form for almagt var Truman således den første mand i verden til at bestride. En række af de forskere, der havde udviklet bomben, og som senere fandt sammen i Pugwash-konferencen, folk som Bohr og Einstein, tryglede Truman om at lade a-våbnenes almagt overføre til det nystiftede FN - inden det blev indføjet i det almindelige arsenal af våben som den amerikanske nation kunne true med i forsvaret af sine særinteresser. FN-systemets to grundpiller – den nationale selvbestemmelse og menneskerettighederne – burde i stedet befæstes med et FN-monopol på dette våben – og et forbud mod, at nationer havde dem til egne militære mål uden for rækkevidden af international ret.
Men truslen om masseødelæggelse var et tiltrækkende redskab for USA's regering – og det var så tiltrækkende, at flere lande satsede deres befolkningers velfærd på at kopiere Trumans enestående almagt.
Anvendelsen af atom-trusler i magtspillet mellem atom-magterne førte derpå verden til randen af en atomkrig med jævne mellemrum. I 1980erne var truslerne underbygget så massivt og med så kort lunte, at der ikke længere var tid til en rådslagning eller forhandling inden små skærmydsler kunne eskalere uden for politik kontrol og afslutte menneskehedens fremtid.
Under den tid var jeg med til at udbygge danske græsrødders forbindelser til den amerikanske fredsbevægelse – blandt andet gennem ungdomsfredsinitiativet Next Stop Nevada. I USA mødte jeg mange forskellige typer af mennesker – og mange forskellige bevæggrunde for at engagere sig i kampen mod atomvåbnene, men særlig et møde satte sig fast i erindringen. Ved en stor demonstration mod Trident-missilet i Florida mødte jeg Bruce, som havde været officer på en base med atombevæbnede mellemdistanceraketter rettet mod Cuba. Han havde tidligere tænkt på sit arbejde som nødvendig afskrækkelse og opfattet sin rolle som fredens tjener. Men efter den dag, hvor han på sofabordet hos en ven så nærmere på en fotobog, var han ikke længere den samme. Han havde fået øjenkontakt med et brændt barn fra Hiroshima, og kunne derpå ikke længere skabe distance til sin rolle i truslen om at anvende atomvåben – og fandt sig et arbejde som bygningskonstruktør. Også i forhold til atomvåben har vi et valg. Vi kan gøre som Bruce og handle ud fra verdensborgersamvittighed frem for som marionetter for truslernes troværdighed.
Den verdensborgersamvittighed, som Bruce fulgte i 1980erne, lever stadig og har det godt. Den var bærende i verdens hidtil største demonstrationsbevægelse i foråret 2003. Vi var millioner, der aktivt protesterede mod en uretfærdig krig.
Angrebskrigen mod Irak viser os, hvor kampen mod masseødelæggelsesvåbnene står. På den ene side kunne regeringen og Folketingets flertal ikke finde en bedre begrundelse for at angribe Irak end at irakiske masseødelæggelsesvåben var en trussel. Denne begrundelse giver os håb, fordi den viser, at kravet om at eliminere truslen fra disse våben nyder bred opbakning. På den anden side er der god grund til at antage, at USA og Danmark i realiteten angreb Irak, fordi der står for lidt respekt om den nationale selvbestemmelse for lande uden masseødelæggelsesvåben. Angrebet viste små lande overalt i verden, at der fortsat er nationale fordele at høste ved at besidde atomvåben: Trusler om brug af atomvåben giver lederne for små lande som Israel, Pakistan, Iran, Nordkorea, Storbritannien og Frankrig en fornemmelse af forøget respekt på den internationale arena. Det er en alvorlig trussel, at almagtsfantasierne trives på de bonede gulve i disse lande. Lige som København ikke har gavn af at bandemedlemmer fremviser deres skydevåben, har verden ikke gavn af, at lande truer med atomvåben.
I magtspillet om atomvåbnene er der meget at frygte men også grund til at satse på håbet. Det vil jeg give tre klare eksempler på.
1. Da Israel i 1970erne udviklede sine atomvåben skete det i samarbejde med Sydafrika, der i 1990erne besluttede at gå en anden vej end Israel. Sydafrika afviklede sit atomarsenal i takt med afviklingen af apartheidsystemet og tiltrådte som verdens nu eneste forhenværende atommagt traktaten om det atomvåbenfrie Afrika. Det ville være helt naturligt, at eksemplet fra Sydafrika og Afrika blev fulgt på andre kontinenter og blev til et globalt forbud mod atomvåben.
2. I 1980erne var trusler om anvendelse af atomvåben så hverdagsagtige, at det - mens vi stod midt i trusselsmoradset - var svært at se en udvej. Men den massive fredsbevægelse i 1980erne skabte det pres, der lagde grund til verdens første atomare nedrustningsaftale i december 1987. Jeg så selv de tomme skaller af mellemdistance-missilerne Pershing 2 og SS-20 på et museum i Washington forrige sommer. Det var en skøn oplevelse. Vi mangler stadig en museumsfremtid for andre raketmodeller. Men historien viser os altså, at det ER muligt at reducere massedødsmissiler til museale fossiler.
3. I 1988 vandt en tilsyneladende enig opposition et folketingsvalg, som var foranlediget af, at et krav om at danske havne skulle være atomvåbenfrie. Statsministerkandidat Svend Auken havde opbakning til kravet i befolkningen, men fik alligevel ikke posten. Det demokratiske mandat til støtte for nedrustningssagen blev underkendt ved et løftebrud, der sikrede, at nedrustningen i 1990ernes begyndelse ikke kom til at omfatte atomvåben på skibe og u-både. Det er værd at huske i den nuværende situation, hvor den danske befolkning to gange har genvalgt en regering, som aldrig har stillet spørgsmålstegn ved NATOs atomvåben. En vigtig del af mindet om Auken er, at det var muligt for ham at vinde et valg med kravet om at fjerne truslen fra atomvåben. Vi kan vinde et valg mod atomvåben.
Vi har hårdt brug for parlamentarikere, der deler denne opfattelse. Effektueringen af det internationale forbud mod atomvåben er fortsat menneskehedens håb for at civilisationen nyder fremme i det 21. århundrede. Derfor skal vi sikre et folketingsflertal for afskaffelsen af alle atomvåben, senest efter næste valg.
I en tid, hvor øjenvidnerne til Hiroshimas rædsler ikke længere kan være så aktive stemmer i verdensoffentligheden, er det op til alle os, der forstår, at atomvåbnene er en trussel mod menneskeheden, at fastholde erindringen. Det er vores ansvar at udbygge den fælles sikkerhed. Håbet om at afvikle atomvåbnene og deres rolle er tæt forbundet med en verdensorden baseret på international ret, hvor angrebskrig og folkemord er ulovligt.
Vi skylder ofrene i Hiroshima og Nagasaki, at vi aldrig mere skal opleve en 6. august eller en 9. august. Samtidig forsvarer vi fremtidige generationers ret, når vi i denne generation fjerner alle atomvåben.

Tale ved demonstration på Christiansborg Slotsplads den 6. august 2009
Af: Annelise Ebbe, international præsident for Women’s International League for Peace and Freedom
I dag, den 6. og på mandag den 9. august er det 64 år siden, USA kastede de to atombomber over Hiro-shima og Nagasaki. To kernevåben blev med fuldt overlæg af verdens militære supermagt kastet over disse to japanske byer. Ved udgangen af 1945 havde bomberne kostet 200.000 civile livet, og mange flere døde af kræft, mutationer og medfødte defekter i årene efter. Bomberne blev den udløsende faktor for et våbenkapløb af vanvittige dimensioner, og de var med til at skabe den forrykte militaristiske ver-densorden, som den dag i dag er en plage for os alle.
Women’s International League for Peace and Freedom (Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed) er en 94 år gammel kvindefredsorganisation, som hvert år ved denne lejlighed giver sit bidrag til den manglende debat om atomvåben.
Udvikling, fremstilling, opstilling og deling af atomvåben bliver ved med at påvirke jorden og de folk der bebor den. Truslen om brug af disse våben findes stadig, og våbenkapløbet er også stadigvæk en realitet.
Rusland og USA er i gang med forhandlinger om at reducere deres lagre, men den foreslåede aftale på-virker ikke sprænghoveder som holdes i reserve, ej heller såkaldt ”ikke-strategiske” våben endsige stør-relsen af de totale lagre. Den kræver heller ikke demontering af alle atomsprængladninger. Og begge lande har planer om at modernisere deres atomvåben og fremføringssystemer.
USA’s plan om at udvikle et såkaldt missilforsvarssystem i Europa har også øget spændingerne mellem de to lande. Kina bliver ved med at modernisere og udvide sine arsenaler. Storbritannien besluttede sid-ste år at forny sit atomvåbensystem. Frankrigs præsident Sarkozy har lovet at reducere landets lagre, men samtidig har han ’lovet’ at han vil bevare muligheden for at ”sende en atomar advarsel” for at un-derstrege Frankrigs beslutsomhed i forhold til at beskytte landets interesser.
I dag findes der omkring 27.000 atomsprængladninger, de fleste hos de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – England, Frankrig, Kina, Rusland og USA – de lande, om hvilke man skulle kunne forvente at de tog ansvaret for at opretholde den internationale fred og sikkerhed. Som nævnt har regeringerne i de fleste af disse stater planer om at modernisere deres kernevåben eller fremføringssy-stemer, hvorved de fortsætter med at overtræde Artikel VI i Ikke-spredningstraktaten (Non Prolifera-tion Treaty), hvori det hedder: ”Enhver af parterne i traktaten forpligter sig til i god tro at videreføre forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til atomnedrustning.” Tre stater der står uden for Ikke-spredningstraktaten – Indien, Israel og Pakistan – har også atomvåben, og fem ikke-atomvåben stater – Belgien, Holland, Italien, Tyrkiet og Tyskland – lægger jord til omkring 240 amerikanske atomvåben i henhold til NATOs strategiske koncept, artikel fem, den såkaldte musketered. Dette er også en overtrædelse af Ikke-spredningstraktaten.
Den 6. og den 9. august mindes vi i Women’s International League for Peace and Freedom (WILPF) hvert år med gru den ødelæggelse og tilintetgørelse, der ramte Hiroshima og Nagasaki. Hver eneste dag året rundt arbejder WILPF på at forhindre, at atomvåben nogensinde bliver brugt igen. Vi gør det gen-nem projektet Reaching Critical Will, som hjælper NGO’er med at forberede sig til og deltage i ned-rustningsforhandlinger, og ved at stille information, analyser og førstehåndsdokumenter til rådighed. Hver eneste dag arbejder WILPF internationalt, nationalt og lokalt på at fremme de betingelser, de værdier og den drivkraft, der er nødvendig for at fjerne atomvåben fra vores planet.
Udviklingen af nye kernevåben og vedligeholdelsen af de eksisterende medfører en vedvarende og de-struktiv arv, en byrde der først og fremmest bliver båret af marginaliserede folk rundt omkring i verden, især oprindelige folk, og det vil formodentlig være de fleste af jer bekendt, at også i disse områder – som alle steder hvor man lever med eftervirkningerne af krig eller krigslignende tilstande, bærer kvin-derne den største byrde, som det endog er påpeget af FN’s Sikkerhedsråd i resolution 1325 om Kvin-der, Fred og Sikkerhed fra oktober 2000.
På øen Muroroa i det sydlige Stillehav udførte Frankrig for eksempel fra 1966 til 1996 41 atmosfæriske og 142 underjordiske atomprøvesprængninger. USA’s atomprøvesprængninger i Stillehavet mellem 1946 og 1958 udløste dagligt gennem de 12 år en destruktiv energi svarende til 1,5 Hiroshima-bomber og efterlod sig desuden både den radioaktive forurening og en infrastruktur for militær kolonialisme. I disse år søger USA med sin militære omgruppering i Stillehavsområdet at placere 60 procent af sin Stillehavsflåde på og omkring Guam på en måde, som aktivister fra dette (endnu) ”ikke indlemmede amerikanske territorium” beskriver som en ”storm af amerikansk militarisering af så enormt et omfang, så ustabil en natur og så uoprettelig i sin konsekvens”, at den bringer det oprindelige chamorufolks grundlæggende og umistelige ret til selvbestemmelse i fare.
Militære baser jorden over såvel som det militærindustrielle kompleks forhindrer en vellykket og varig atomvåbennedrustning. Milliarder og atter milliarder af dollar investeres hvert år på militær, materiel, avanceret teknologi og krige. Mange af pengene forsvinder i den del af det militærindustrielle kom-pleks, som støtter fornyelse og vedligeholdelse af kernevåben. De der profiterer på krig (især Bechtel, British Nuclear Fuels Limited, Lockheed Martin, Mitsubishi, Raytheon og University of California) drager fordel af den fortsatte udvikling og vedligeholdelse af kernevåben og de tilhørende fremførings-systemer.
WILPF arbejder på at vise verden den trussel, som er resultatet af atomstaternes hykleriske politik, og på at fremme alle staters forpligtelse over for en alternativ fremtid, en verden uden atomvåben. Det eneste middel, der kan bringe os dertil, er en fuld gennemførelse af den første resolution fra FN’s Ge-neralforsamling der blev vedtaget i 1946. Den taler om den totale og universelle afrustning af alle atomvåben. Verden har brug for en bevislig, uigenkaldelig reduktion af atomvåbenarsenaler og for for-handling af en atomvåbenaftale. WILPF henstiller indstændigt til alle regeringer og borgere ubetinget at afvise alle argumenter, der fremføres for en fortsat tilstedeværelse af atomvåben, og vi opfordrer alle til at arbejde for at fjerne alle atomvåbenarsenaler og for at udgifterne til atomvåben bliver brugt til at dække behov inden for miljø- social-, kultur-, sundheds- og uddannelsessektorerne.
WILPF opfordrer alle atommagter, der er har tilsluttet sig Ikke-spredningstraktaten, til fuldt ud at gen-nemføre deres forpligtelser og til at holde op med at modernisere deres lagre – som det første skridt mod nedrustning og det endelige mål: en atomvåbenfri verden. Vi opfordrer også atommagter, der ikke er med i Ikke-spredningstraktaten – Indien, Israel og Pakistan – der alle fremstiller materiale til brug i deres atomvåben, og Indien og Pakistan bygger nye reaktorer – til bevisligt at afruste deres atomvåben og tilslutte sig Ikke-spredningstraktaten som atomvåbenfri stater. Vi opfordrer disse stater og Nord Ko-rea, som truer med at genoptage sin produktion til i ord og handling at støtte ratificeringen af og for-handlinger vedrørende relevante aftaler, herunder traktaten om totalt forbud mod atomprøvesprængnin-ger (Comprehensive Test Ban Treaty), en traktat om fissilt (spaltbart) materiale og en konvention om kernevåben.
WILPF har med glæde noteret sig, at USA omsider har trukket sine atomvåben ud af Storbritannien. Disse våben blev stationeret i landet i 1954.
Vi opfordrer alle ikke-atomvåben-stater, der har atomvåben på deres territorium, til at kræve våbnene fjernet øjeblikkelig og til at forhindre, at disse våben overhovedet stationeres på fremmed jord. WILPF opfordrer også alle stater under USA’s ”atomparaply” til at afvise den såkaldte sikkerhed, der tilbydes dem gennem sådanne bilaterale aftaler med USA, og i stedet yde fuld støtte til bevægelsen for afskaf-felse af kernevåben. WILPF opfordrer især den japanske regering til at give afkald på USA’s atompa-raply og respektere artikel ni i den japanske grundlov, som afviser krig og trusler om brug af magt som en måde at løse internationale konflikter på.
I sit filosofiske værk Om vold (på dansk i 1970) siger Hannah Arendt : ”De midler som bruges til at opnå politiske mål er oftest af større betydning for den fremtidige verden end for de aktuelle mål.”
Ingen kernevåben – de være sig nok så få i antal – i hænderne på et hvilket som helst antal eller en hvilken som helst form for regering eller folk kan beskytte mod brugen af dem. Brug af kernevåben kan ikke ske igen uden katastrofale konsekvenser for hele menneskeheden. Det løfte som atomvåben tilby-der, handler ikke om sikkerhed, men om ødelæggelse, militarisme, frygt, usikkerhed og udslettelse. Det eneste acceptable antal atomvåben er nul.

Fred er de modiges sag
Af Dorte Jensen
Rædslerne fra Hiroshima og Nagasaki er ikke gået over i historien. Billederne af smertet og absurd død lever stadig i vores bevidsthed, men på samme tid føder de vores dybeste aspiration hvori en sådan grusomhed aldrig igen må bliver mulig.
I hele verden lever vi i en kritisk situation med fattigdom i store områder, konfrontation mellem kulturer, vold og diskrimination som påvirker det daglige liv for store dele af befolkningen. Der eksisterer væbnede konflikter talrige steder, en dyb krise i det internationale finansielle system, hvortil der i dag kan føjes den stigende trussel fra atomvåbnene, hvilket udgør det allermest presserende problem lige nu. Det er et øjeblik af stor kompleksitet, og til de uansvarlige interesser hos atommagterne og vanviddet hos voldelige grupper med mulig adgang til nukleart materiale af formindskede dimensioner, bør vi tilføje risikoen for et uheld der kunne detonere en altødelæggende konflikt.
Der er ikke tale om summen af en række enkeltstående kriser - vi står over for det globale nederlag for et system hvis handlingsmetodologi er volden, og hvis centrale værdi er pengene.
For at undgå en fremtidig nuklear katastrofe bør vi overvinde volden i dag, idet vi kræver:

  • fjernelsen af alle verdens atomvåben
  • Umiddelbar tilbagetrækning af de tropper som har invaderet og besat andre lande
  • Progressiv og proportional reduktion af de konventionelle våben
  • Underskrivelse af ikke-angrebspagter landene imellem
  • Regeringernes afvisning af krig som middel til at løse konflikter

Det mest presserende er at skabe en bevidsthed for Fred og Nedrustning. Men det er også nødvendigt at vække bevidstheden om ikke-volden, som gør det muligt for os at afvise ikke blot den fysiske vold, men også enhver anden form for vold (økonomisk, racemæssig, psykologisk, religiøs, seksuel osv.).
Vi kræver retten til at leve i fred og frihed. Vi lever ikke i frihed når vi lever under en trussel.
Verdensmarchen er et kald til alle personer om at forene vores kræfter og i vores hænder at gribe muligheden og ansvaret for at forandre vores verden, at overvinde vores personlige vold og støtte os til vores nærmeste omgivelser og der hvor vores indflydelse rækker.
Verdensmarchen for Fred og Ikke-Vold har allerede givet inspiration til talrige initiativer og aktiviteter, som vil mangedobles de kommende måneder. Én af dem vil være en symbolsk march med et multikulturelt hold vil som vil bevæge sig over alle seks kontinenter. Den starter den 2. oktober (den Internationale Dag for Ikke-vold) i Wellington, New Zealand, og kulminerer den 2. januar 2010 for foden af Aconcagua-bjerget, Punta de Vacas, Argentina. I al denne tid, i hundreder af byer, vil der blive arrangeret marcher, festivaler, fora, konferencer, og andre events for at skabe bevidsthed om det presserende behov for Fred og Ikke-vold. Og i hele verden vil kampagnerne for tilslutning til Marchen mangfoldiggøre dette signal hinsides hvad vi i dag er i stand til at forestille os.
For første gang i historien sættes en begivenhed af denne størrelsesorden i gang på initiativ fra almindelige mennesker.
Den sande styrke i denne march fødes af den simple handling hos den som i sin bevidsthed tilslutter sig en værdig sag og deler den med andre.

Hiroshima Day Posters
By Holger Terp



Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen for september 2009

Send kommentar, email eller søg i
Locations of visitors to this page