side 12, politisk revy nr. 249 PÆDAGOGIK Disciplin, arbejde, kollektiv Det er ikke svært at blive begejstret o-ver "Vejen til Livet". Makarenkos "Fortælling om Opdragelse" er eksemplarisk, lige til at gå ud og kopiere. Og dermed forsynde sig imod selve det elementære grundlag for netop Makarenkos pædagogik. 'Vejen til Livet" er den utrolige og dramatiske fortælling om, hvordan et kollektiv og " dets medlemmer bygges op fra bunden. Starten er en lille gruppe mere eller mindre kriminelle og fortvivlede små anarkister på 12 -16 år. Bogen er også fortællingen om dette kollektivs møjsommelige succes med at lave et rentabelt og effektivt landbrug ud af et forladt og forfaldent gods. Endelig er den historien om. hvordan dette kollektiv viser sin holdbarhed og kraft i det fælles arbejde med at få sat skik på et misrøg-tet børnehjem med flere hundrede børn og unge. Starten er håbløs - et tordnende pædagogisk nederlag: Makarenko gennemtæver en af de værste bisser til en slags respekt. Men opdager så, at denne respekt ikke bygger på frygt, men på at pædagogen forløb sig - dvs opførte sig som et ganske almindeligt menneske. Det er næsten umuligt at få disse knægte til at bestille noget. Men arbejdet er pinligt nødvendigt. Der skal hugges brænde. Ellers kan man ikke få varme. Vejen er simpel: lærerne ar bejder hårdere og mere kvalificeret end nogen anden. Respekten for mennesket og respekten for arbejdet virker gensidigt ind på hinanden. Hvordan får man lavet en gruppe ud af en samling egoister og individualister med en jernhård kamp for tilværelsen bag sig? Ikke gennem gruppedynamik eller samtaleterapi. Og ikke hurtigt. Det er en lang proces, hvor de praktiske krav og de ældres erfaringer langsomt får en kollektiv disciplin til at opstå. Ikke af sig selv, men presset frem af de konkrete situationer. Metoderne er hårde og i høj grad drengenes egne. Individuel terror og tyveri straffes - men efterhånden som kollektivet udvikler sig, opstår en moden og ironiskbarsk retsorden og teknik, der bygger på -og fremmer - kollektivets funktionsduelighed i de praktiske sager. Vejen til livet er lang, utroligt lang, for disse unge mennesker - når man sammenligner situationen ved begyndelsen og den foreløbige slutning. Og dog er den kort: efter to-tre år er de første elever klar til at begynde på de nyoprettede arbejderfakulteter som studerende. Teori og teknik Det er ikke svært at blive begejstret over "Vejen til Livet". Det er 5-600 sider fulde af sejre og nederlag, mennesker og sindsbevægelser, munterhed og skarphed, varme og polemik. Makarenkos "Fortælling om Opdragelse" er eksemplarisk, lige til at gå ud og kopiere. Og dermed forsynde sig imod selve det elementære grundlag for netop Makarenkos pædagogik. Makarenko selv opdager tidligt, at han ikke kan bruge eksempler, bøger, teorier. Og slet ikke de gode råd fra de fine socialpædagoger på kontorerne og i direktoraterne. Hans tilbagevendende opgør med disse sidste er noget af det morsomste i bogen. Når teorierne ikke duer, så er det ikke, fordi de er forkerte eller dårlige (nogle af dem er naturligvis), men først og fremmest fordi de ikke er udviklet gennem en praksis til en teknik. Man kan ikke bygge broer og fabrikker af lærebøger i fysik. Og man kan ikke bygge mennesker af lærebøger i psykologi og pædagogik. Det Makarenko i stigende grad mærker behovet for, er en teknologi, pædagogiske fremgangsmåder, som lader sig omsætte i praktiske, konkrete situationer. Ikke en teknologi, som sætter mennesker i bås med rotter og mus (som den behavioristi-ske adfærdsteknologi gør), men en teknologi, som netop tager hensyn til, at mennesket er en kompliceret og nuanceret skabning. Mere kompliceret end selv den mest komplicerede maskine - men principielt ikke mere mystisk eller utilgængelig end denne. "Vejen til Livet" er i al sin konkrete rigdom ikke nogen bog om pædagogisk teori. Bag den ligger naturligvis nogle teoretiske forestillinger, men de formuleres sjældent" - de afspejler sig og udvikles gennem den praksis, der beskrives. Og denne praksis er først og fremmest en pædagogisk teknik - eller teknologi, om man vil. Det sidste ord er dog nok for krævende. Makarenko ville i al fald selv være for klog til at bruge det. Han efterlyser netop en sådan teknologi: "Måske vil man meget snart holde op med at skrive "Fortællinger om opdragelse", og i stedet skrive en jævn og saglig bog om "Kommunismens opdragelsesmetoder". Det er bogens sidste ord. De nemme misbrug Nogle af de vigtigste nøgleord i den praksis -i den teknik - som Makarenko beskriver, er: disciplin, arbejde og kollektiv. Opfattes disse som abstrakte, stillestående (dvs udialektiske) begreber, - ja, så er der meget guf at hente for pædagoger af yderst forskellig observans. Reaktionære pædagoger vil vejre morgenluft og se deres inderste tanker bekræftet. Her er endelig en, der tør sige det! Lydighed, flid og klasseundervisning - de gamle russere var nu ikke så tossede allesammen. Lad os tage det bedste i Makarenkos pædagogik - men lad os endelig slippe for den ækle socialisme eller kommunisme! Progressive pædagoger vil på den ene side hente støtte til deres frisindede borgerlige pædagogik (og læse hurtigt hen over Makarenkos udfald mod samme!). Selvdisciplin, motivation, gruppearbejde. Brugbare under alle betingelser og i ethvert samfund - kan i hvert fald aldrig skade - væk med den sorte skole! På den anden side vil de advare imod risikoen for ny autoritet og for militarisering - denne side af Makarenko vil de afvise. Lad os tage det bedste i Makarenkos pædagogik, ja, lad os gerne få socialisme og kommunisme - men den enkeltes personlighed må kunne udvikle sig i fuldkommen frihed, alle skabende evner må tilgodeses, og tvivlen og kritikken må dyrkes op. Skulle der findes pædagoger, som kalder sig socialistiske eller marxistiske uden at være det, så kunne man tænke sig, at de ville klappe i de knyttede næver af begejstring og råbe: her er det - her har vi modellen! Disciplin, ar- bejde, kollektiv - slut rækken kammerater, maskine og mand er eet, brigaden march! Lad os tage Makarenko rub og stub og vise, hvordan rigtige kommunister skal se ud! Den sidste fejltagelse er den, som har de største muligheder for at udvikle sig til en realistisk brug af Makarenkos erfaringer i en anden sammenhæng end den oprindelige. De konkrete betingelser Der er et par ting, som det er vigtigt at slå fast, før man overhovedet overvejer, hvad man kan bruge Makarenkos erfaringer til. For det første arbejder han med landstrygere, hjemløse og kriminelle, som han modtager på et ret sent tidspunkt af deres udvikling. For det andet arbejder han under et hårdt pres fra de allernærmeste materielle krav. For det tredje arbejder han i et samfund, hvor soldater og proletarer har taget magten, og hvor det produktive arbejde ikke længere både er en kilde til skabelse af værdier og en kilde til udbytning af mennesker. Det tvinger han til - eller gør det muligt for ham - at udvikle en praksis, som sammenfatter det pædagogiske, det økonomiske og det politiske i en enhed. Den historiske situation er sådan, at Makarenko, hans elever og magthaverne i landet er på samme side. At der stadig er forkerte holdninger, byokrater og fjolser at kæmpe imod kan ikke ændre dette grundlæggende faktum. Derfor kan Makarenkos praksis arbejde med begejstring, solidaritet og tillid til den umiddelbare fremtid. Det samfund, som eleverne skal ud i, er deres - og de skal være med til at bygge det større og rigere og smukkere. Så- dan var situationen i begyndelsen af tyverne, da Makarenko var ved starten af sit arbejde. Makarenkos opgave var at skabe klassebevidste mennesker, som kunne være med til at opbygge det kommunistiske samfund efter revolutionens første fase var tilendebragt: kapitalisterne og godsejerne var sat fra magten. Hvad er vores opgave? Den er at skabe klassebevidste mennesker, som kan forsvare sig imod undertrykkelse og udbytning - og på længere sigt kan forvandle denne kamp til en kamp for afskaffelse af udbytningen gennem arbejderklassens magtovertagelse. Forskellene i den historiske situation og forskellene i de konkrete betingelser for kampen kræver en særlig udformning af indholdet i disciplinen, i arbejdet, i kollektivet. Makarenko lader sig let misbruge - både til pragmatiske staldfiduser og til dogmatisk efterplapren. Men vi står i nøjagtig den samme situation som Makarenko i en anden forstand: stillet overfor uhyre krav måtte han erkende armoden i den pædagogiske teori og teknik. Han måtte selv under de givne materielle betingelser gennem sin praksis udvikle en teknik. Det må vi også. Men vi kan lære meget af hans erfaringer, hvis vi hele tiden ser dem i deres konkrete sammenhæng. - I 1933 blev Makarenko sat fra bestillingen. Efter hans bog at dømme på et grundlag, som egentlig minder om den progressive borgerlige pædagogisk udialektiske og idylliske opfattelse af børn og pædagogik. Vejen til Livet. En fortælling om opdragelse. Anton Makarenko. Forlaget Tiden, 2. oplag, Kbh. 1974. Pris: 70 kr.