Side 12 politisk revy

Gud

Kristendomsundervisningen skal gives i overensstemmelse med folkekirkens evangelisk-lutherske lære. Den har til formål gennem et levende og interessevækkende arbejde med stoffet at udvikle børnenes religiøse anlæg og deres sans for etiske og kristelige værdier ved efterhånden at give dem et sikkert og for deres alderstrin afpasset kendskab til den kristne lære, som den fremtræder i evangelierne. I tilknytning hertil fremdrages træk fra den bibelske historie i Det gamle Testamente, og der gives børnene et udblik over kristendommens historie gennem tiderne.
Dette citat er fra det højtbesungne pædagogiske dokument Den blå Betænkning — også kaldet Undervisningsvejledning for Folkeskolen. Ganske vist er dette noget af det værste i betænkningen. Men det er ikke det værste. Det værste er, at man med dette citat som hjemmel år efter år indsæber nye generationer af børn i kristendommens suppedas.
Efter en broget historie, hvor en politisk mindretalsgruppes tilflugt i kraft af et samfunds krise sejrede og blev til den herskende klasses ideologi, står vi i dag med to institutioner, der synes urørlige.
Bibelen — en gang litterær biksemad, sammenkogt af tvivlsom historieskrivning, fremragende kunst og profetisk pølsesnak. Og kirken — et redskab for reaktion, intolerance og livsfjendsk sentimentalitet. Altsammen identificeret med og holdt i live af en stat, der betegner sig selv som fremskridtsvenlig og demokratisk, og hvis ledende kræfter hævder at bygge på socialismen.
Kirken som sådan er ganske vist ikke nogen egentlig magtfaktor i Danmark. Men dens indflydelse bør ikke undervurderes. Ideologien gennemsiver debat og pression. Konservative og reaktionære strømninger i befolkningen finder støtte og opmuntring der. De sene, men voldsomme protester mod kristendomsundervisningens påståede svækkelse i den nye læreruddannelseslov kommer fra den politiske højrefløj. Tusinder protesterer mod seksualbelæring i skolen, hvis «e præst beder om det. Brutalitet og pryglestraf er repræsenteret i det danske folketing af en sand guds mand. Vorherres lam udøver organiseret pression mod radio og tv. Det meste af dette foregår imidlertid så åbent, at, at det er tilgængeligt for debat og modaktion.
Men børnene er prisgivet. Den mest durkdrevne formulering i hele systemet er „Lad de små børn komme til mig". For de kommer. Ikke blot på grund af rastløse eller uinteresserede forældre søger de den store Fader — men også fordi de befinder sig på et udviklingstrin, hvor logik, årsagssammenhæng og anden avanceret fornuft endnu ikke er basis for deres verdensforklaring. Siden, når deres verdensforklaring — bl.a. i kraft af skolens undervisning — bliver stedse mere fornuftig, fastholdes gudelæren i de mellemmenneskelige forhold, i moralen. Og der bider den sig fast
De såkaldte sækularisering foregår med et menneskemateriale, som i de mest følsomme år af livet er præget af en livsfjendsk, jamrende og skræmmende ideologi, camoufleret som eventyr og remser. Det er naivt at tro, at det barnlige sind lades upåvirket, urealistisk at tro, at gud kan bagatelliseres til trold eller julemand. Han fylder mere i det barnlige landskab end som så. Og det er jo også meningen.
Det er urimeligt, at samfundet er økonomisk garant for et apparat, hvis eneste berettigelse er at sætte en konventionel overtro i system. At gudelæren søges moderniseret og dermed reddet igennem ved filosofiske spilfægterier, ændrer ikke dette forhold. Og det er en stor skam, at samfundet gennem den offentlige skole lader børn misbruge og åbne for de traumer, som kunstnerne bærer vidnesbyrd om — og de fleste slås med.
Lad de små børn komme til at forstå ånds-, køns- og samfundslivet. Lad de små børn komme til med deres egen fantasi. Lad de små børn komme til sig selv.
Du må ikke begære din næstes sjæl