Nedtur

Det er som verden slipper mig af hænde 
den taburet der står har ingen sat 
den nedtur sku jeg snart ha lært at kende 
allivel er den her igen i nat.

Alting er endt og ingenting begyndt 
alt det jeg leved før hvor er det henne 
er hjerteblod trods alt så satans tyndt 
hvad er det egntlig der har fået ende?

Jeg sidder i en stol og stolen svæver 
og i mit kammer sover der et barn 
jeg er igen et sted hvor nogen kræver 
og det er mig igen der spiller farn.

Jeg standser svinder ind og jeg blir væk 
omkring mig står en bolledej og hæver 
om tornerose står en tjørnehæk 
hvor store sorte edderkopper væver.

I midten står en seng og dynen buler 
af noet der sagtens kunne være dig 
det dunker lidt i mine øjenhuler 
jeg tænker på den lange lange vej.

Det hele blir et gammelt spil med kugler 
som mødes og står stille et sekund 
i mørket piber nu de andre ugler 
at det er nat og vi skal skoven rundt.

© Jesper Jensen.
Publiceret med tilladelse 
af forfatteren. Genudgivet 
af Det danske Fredsakademi 
som dukumentation af 
fredssagens historie
og udvikling.
Redaktør: Holger Terp.