Slavernes ring-i-ring

Information, 1. august 1998

Hvordan skal vi give de unge tro på deres fremtid?

Ungdom
Når jeg ser en ung pige med en ring i næsen, bliver jeg ked af det. “A thing of beauty is a joy forever” - og jeg synes ikke, det pynter.
Men der må være en grund til, de gør det, og en gammel anfægtet mand må da prøve at forstå, hvad der sker omkring ham.
Hvad er piercing andet end de undertryktes demonstration af deres slavetilværelse? Ringe i næsen og andre, herunder unævnelige, steder, kan vanskeligt fortolkes anderledes end som et forsøg på at tilkendegive en bevidsthed om at være slave.
I lommen på et arrogant bureaukrati. Til skue for hånske købere. Villige modeller for bigotte mediers forargelse.
Og samtidig den påtvungne ensomheds desperate stræben efter at give sig til kende over for andre ligeså ensomme slaver.
Ring i ring: en kæde, men også en lænke. Som især rasler, når musikken spiller, rocken går over stok og sten, og den bevidstløse længsel efter kærlighed og frihed slår over i den voldsomme defensiv: brosten mod slaveholdernes betalte og bevæbnede skjoldbærere.

Jeg kan ikke tilbageholde en sympati, når piercede, hætteklædte unge smadrer en bankfacade.
Godt nok rammer de ikke finanskapitalen som sådan, men det vidner dog om en vis indsigt i, hvad der efterhånden er blevet kapitalens og dermed slaveholdernes centrum.
Jeg håber personligt, at de aldrig vil gribe til sådanne udskejelser, som rødgardisterne gjorde under den kinesiske kulturrevolution. Jeg håber for eksempel, at de vil skåne Chr. den Fjerdes smukke gamle børsbygning. Og i stedet først slå op i telefonbogen og finde Fondsbørsens adresse, eller hengive sig til at hacke sig ind i spekulanternes menneskefjendske databaser og koder.

Hærværk? Ahja, såmænd. Det er ikke kun den piercede avantgarde, der har svært ved at se logikken i det samfund, der vender sig imod dem. Alle unge har i årevis været vidner til en destruktion uden lige.
For os ældre er den efterhånden banal; vi har levet det meste af vores liv. Alle de ord, vi har brugt, svulmer i vores mund, og vi skyller dem ned med et par drinks: regnskov, forurening, hvaler, klima, atomkraft, sult, tortur, korruption.
Hvad er det for en verden vi kræver, at de unge skal vise omsorg? Det er en verden deres nærmeste forfædre og formødre har mishandlet i en grad, som ingen generation før har gjort.
Ikke personligt, ikke hver især, ikke ondsindet, men ved ikke at gøre oprør mod det destruktive vanvid, som er en naturlig følge af det økonomiske system, de velbjergede har haft fordel af.
Grafitti? Udviklingen af stolt, forbudt og kreativ murkunst (og togkunst) er blevet afløst af fortvivlede og platte identitetsmarkeringer for en inderkreds. At slavernes fattige udtryk har fundet vej til dødens kirkegårdsmure og til magthavernes marmor er for mig ok, ihvorvel jeg beklager den nød, det er udtryk for.
Jeg har sværere ved at acceptere, hvis mit eget hus skændes - men ser i øjnene: jeg er velbjerget og derfor slavefjende. I klassekamp tager man det ikke altid så nøje.

Hvad der smerter mig, når min kones bildør bliver vredet af hængslerne, eller en lygtepæl i nabogaden bliver væltet, er det lattermilde gruppebrøl, som formentlig har ledsaget begge dele.
Jeg frygter brølet. Jeg har hørt det på gamle film fra trediverne. Jeg har hørt det, da det var sat i system i DDR. Jeg har hørt det, når kvindelandsholdet har spillet håndboldkamp.
Hvordan skal vi omsætte brølet i kærlig dans og smuk musik?
Hvordan skal vi give de unge tro på deres fremtid? Hvordan skal vi gøre slaverne frie?
Så mange spørgsmål. De hurtige svar er en del af problemet - ikke en del af løsningen.