Det danske Fredsakademi

Nyt fra vestfronten : Anmeldelse af Michael Jürgs: Den lille fred i Den Store Krig

Af: Holger Terp

Michael Jürgs: Den lille fred i Den Store Krig : De meniges julevåbenhvile på vestfronten under første verdenskrig.
Borgen, 2004. – 290 s.
Pris: 329 kr.

Er udkommet.

Julevåbenhvilen er en meget lidt kendt episode i løbet af første verdenskrig som officielt varede fra 1914-1918. Jule­våbenhvilen er kort beskrevet i Freds­akademiets kronologi - også før denne anmeldelse blev skrevet.

Michael Jürgs starter lige på og hårdt med kapitel 1. Meget usædvanligt i fag­bøger, hvor der plejer at være lærde indledninger og begrundelser for at have skrevet bogen. Taksigelser er gemt bagerst i bogen sammen med kilder (engelske og tyske militærarkiver og aviser), udvalgt bibliografi, fortegnelse over illustrationer og personregister.

Vel står der på omslaget og titelbladet at dette er en bog om julen 1914 på vestfronten, men i virkeligheden er det en falsk varebetegnelse. Det er en bog om hele første verdenskrig, i samtiden kaldet Den store krig. Og det er en oplysende bog set fra de menige soldaters side. Fra skyttegravshøjde. Der, hvor man kunne se og blive ramt af fjenden. Langt fra stabsofficerernes sikre hovedkvarterer. Og endnu længere væk fra de fyrster, politikere og massemedier som lokkede soldaterne i krig, ganske som i dag.

“"Krigen stinker", mente soldaterne:
"Krigen stank.
Skal det fortælles så skrækkeligt præcist?
Ja.
Krigen stinker altid.
Kun skildringen af de daglige rædsler kan gøre dimensionen af denne underfulde lille fred forståelig.
Første juledag er der vindstille.
Da synes alle, at krigen stinker” s. 82.

Der var en væsentlig forskel på de britiske og tyske soldater i begyndelsen af krigen. Tyskerne var værnepligtige og briterne frivillige, men de høstede alle de samme erfaringer af deres krigsoplevelser.

Der var to grunde til at krigen stank. Ligene af de mange døde soldater og mudderet i skyttegravene.

En hel generation unge mennesker døde under verdenskrigen. I perioden fra krigudbruddet i august 1914 til december samme år var 160.000 britiske soldater døde. Tyske og franske tabstal var ialt 600.000 i samme tidsrum. Da krigen sluttede i 1918 var mere end ni millioner mennesker døde. I parantes skal det bemærkes at Jürgs angiver de britiske tabstal i hele den store krig til 764.000 soldater s. 11. Andre statistikker oplyser om 908.000 døde britiske soldater under første verdenskrig: Quincy Wright: A Study of War. University of Chicago Press, 1965, tabel 56 s 664. Der skal tages forbehold over for alle statistikker vedrørende krig. De kan være mere eller mindre mangelfulde og siger intet om soldaterne, deres pårørende og efterladtes fysiske og psykiske lidelser. De menneskelige omkostninger er ikke med, Parantes slut. Et ukendt antal soldater og civile var sårede og på grund af krigen var der sindsyge i alle de krigsførende og mange neutrale lande. Så sent som i uge 43, 2004, beretter Søndagsavisen, at resterne af to engelske soldater blev fundet ved den nordfranske by Loos og at de blev begravet ved byens krigskirkegård. Hvad gjorde kvinderne, børnene og forældrene, når de mistede deres forsørger? "De græd", skriver Jürgs s. 26., "både i Tyskland og i England. I Frankrig og i Belgien. I Rusland og i Østrig". Kvinderne nøjes dog ikke med at græde. De protesterede og skabte den største internationale fredsbevægelse for kvinder: Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed i 1915.

Det var en tysk soldat der gav sig til at synge Glade jul, dejlige jul - den stjerneklare stille juleaften 1914. Sangen breder sig langs hele den tyske front, fra Nordsøen til Schweiz grænse synger tyske soldater i lyset fra stearinlys og oplyste juletræer. Ingenmandsland blev en kort stund fuld af liv, hvor soldaterne delte mad og drikke og spillede fodbold. Soldaterne lærte menneskerne at kende på den anden side af fronten, fordi "det ville være bedre at tale sammen end at skyde på hinanden" s. 39. Julevåbenhvilen var dog ikke total, for "lysten til at dræbe, ligegyldigt, hvad klokken har slået, og ligeyldigt hvem der slår for, er universel". s. 40.

Der er en stor vanskelighed med at forklare selve udbruddet af første verdenskrig. Næsten alle historikere og andre som har beskæftiget sig med emnet lader startskudet være dobbeltmordet på den østriske tronfølger og hans hustru i juni 1914 til Østrig-Ungarns krigserklæring mod Serbien og de efterfølgende andre krigserklæringer. Jürgs beskriver s. 17 at "kun få dage før krigsudbruddet havde hundredtusender af mennesker demonstreret mod krigen i London. I Berlin og Paris var der kun et par tusinde, overvejende socialdemokratiske eller socialistiske pacifister, der forvildede sig ud på gaderne". Jürgs og andre overser efter min mening, vigtigheden af mordet på den franske socialist Jean Jaurès, den 31. juli 1914 og det chok, anden socialistiske internationales medlemmer dermed blev udsat for. I II Internationales program var der fastsat en generalstrejke, hvis eller når krigen brød ud. Man havde bare ikke taget højde for, at da krigen startede var alle arbejderne mobiliserede og soldater strejker ikke. Jürgs glimrende beskrivelse af den tyske nationalismes arbejdsmetoder giver baggrunden for, at næsten alle de tyske socialdemokratiske rigsdagsmedlemmer stemte for krigsbevillingerne, mens arbejderne blev sendt til fronterne. Michael Jürgs beskriver godt krigsbegejstringens massepsykose, de nationalistiske krigspropagandas massemedier skabte og som det var meget svært for den enkelte som eksempelvis Albert Einstein s. 22, at sno sig ud ad. Tyskland og Frankrig havde hver 3,8 millioner mand under våben s. 23. Vel var propagandametoder og virekmidler forskellige i Berlin og London, men resultatet blev det samme for ungdommen: Vestfronten forblødte og soldaterne blev sindsyge af rædslerne s. 161.

Men hvordan skal det fortsætte?
Det lugter af fred. Sådan måtte det ikke fortsætte.
Krigens hunde har fået færden af den.
De begynder at jage den.

Der har ikke været en pacifistisk tradition i Tyskland før verdenskrigen, hvor der dog havde været en række liberale fredsvenner, så som nobelfredsprismodtagerne Alfred Fried, Bertha von Suttner og den unge Carl von Ozzietsky. Krigen ændrede dette. De tyske forfatteres militærknæk starter efter censurens sammenbrud i 1918. Der oprettes pacifistiske organisationer og borgerrettighedsorganisationer i Tyskland. Og der skrives antikrigsromaner. Arnold Friederich Vieth von Golssenau (1889-1979) alias Ludwig Renn "var taget til Flanderen i ophidset begejstring og havde som premierløjtnant ligget i foreste frontlinje" s. 248. "Da von Golssenau vendte hjem var han kureret" ... og udgav romanen Krig i 1928. Inspirationen til Erik Maria Remarques Intet nyt fra Vestfronten, der udkom året efter. Von Golssenau var dog ikke mere kureret, end at han fik en overbevisning og efter flugten fra Nazityskland i 1936 meldte sig til den spanske borgerkrig og fra 1947 boede i Dresen i Østtyskland.

Specielt værdifuldt i Den lille fred i Den Store Krig er de mange britiske og tyske digte om første verdenskrig. Bogen er en fremragende digtantologi. Det vrimler med gode tekster til litteraturintereserede og undervisere. Og det samme er tilfældet med de mange soldaterbreve. Absolut fremragende. Oversætteren Christine Sonne Carstesen har meget prisværdigt beholdt de mange digte på originalsprogene sammen med oversættelserne. Frontsoldaternes lyrik gjorde s. 158 "rædslen endnu tydeligere".

Første omslag til førsteudgaven af Krieg Dem Kriege.Der er i modsætning til Margaret MacMillans Paris 1919 glimrende beskrivelser af krigsmodstanden i Tyskland og England. Ikke kun modstanden under selve verdenskrigen, men også krigsmodstanden i mellemkrigsårene frem til nazisternes magtovertagelse i Tyskland i februar 1933. Beskrivelsen af den 'radikale pacifist' Ernst Friedrich (1894-1967) er sympatisk, men problematisk. Ifølge Jürgs, side 192, fandt Friedrich "på symbolet med de to hænder, der ødelægger et våben". Det er ikke rigtigt. Symbolet kendes fra før første verdenskrig - og blev anvendt rundt om i Europa under krigen. Symbolet Ernst Friedrich udviklede var den omvendte soldaterhjelm, der anvendes som urtepotte. Efterfølgende skriver Jürgs, at Ernst Friedrichs Krig dem Krige "udkom i 1924". Jeg undrer mig over at Jürgs ikke vælger at anvende bestselleren "Elendighedens Billedgalleri" (tidsskriftet Clarté, 1927:10-12 s. 3) der også udkom i udvidet form i 1925 og 1926 i to bind; for det er meget muligt, at der er 180 billeder fra militærarkiver og lazaretter i 1924-udgaven, men i tobindsværket er der efter min hastige optælling 386 billeder. [Haves: ABA og KB].

Selve titlen på Friedrichs bog, krig mod krigen, dukker op som slagord på II internationales ekstraordinære kongres mod den truende verdenskrig i Basel i 1912. Efter verdenskrigen dukker det igen op efter en international verdensfredskongres i Amsterdam i slutningen af 1922.

Der er tilsyneladende også flere parallelle udgaver af 1926-udgavens første bind af Krieg dem Krige. Der er en udgave, hvor fjerdesproget er norsk og en udgave hvor fjerdesproget er polsk eller tjekkisk. "Samtidig med udgivelsen af sin bog havde Ernst Friederich åbnet et Internationalt Antikrigsmuseum i Berlin", skriver Jürgs s. 195. Årstallet (1924) er ikke rigtig, for ifølge tidsskriftet International Network of Peace Museums, 2001, nr. 13, åbnes antikrigsmuseet den 1. oktober 1925.

Disse kritiske bemærkninger ændrer ikke det rigtige i Jürgs analyse af virkningen af de forfærdelige, gruopvækkende dokumentariske billeder i Friedrichs bog, at tyskerne oplevede en slags chokterapi, "hvor de for første gang så krigens sande ansigt".

Der mangler en undersøgelse af eventuelle julevåbenhviler på andre tyske fronter.

Det må dog beklages, at Michael Jürgs ikke omtaler Hans Paasche og Georg Freiderich Nicolai.

Der refereres i bibliografien kun til de nyeste (tyske) udgaver. Ikke til førsteudgaver og bortset fra Kanonerne i august 1914, Pat Barkers bøger og Fests Hitler-biografi ikke til danske udgaver. Hvorfor ikke? Ludwig Renns roman Krig kom på dansk i 1928 (Jespersen & Pio). Brevvekslingen mellem Albert Einstein og Sigmund Freud, Hvorfor Krig, er også udgivet på dansk. Den franske kunstner Jacqeus Tardis tegneserie Cétait la guerre des tranchées er udgivet af Bogfabrikken i 1995 betitlet Skyttegravskrigen. Den refererede udgave af Ernst Friedrichs Krig dem Krige fra 1924 og 1980 (se GVK - Gemeinsamer Verbundkatalog - den tyske online bogfortegnelse for de forskellige udgaver og oplag) er på 249 s., hvor tobindsudgaven fra 1926 er på hhv 247 og 243 store sider. Billigbogsudgavens tekst og illustrationer er små og visse steder utydelige. Det er ikke tilfældet i 1926-udgaven. Det kan også være årsagen til at illustrationerne i Krieg dem Krige ikke er brugt i Den lille fred i Den Store Krig. Ernst Friedrichs selvbiografi Vom Friedens-Museum zur Hitler-Kaserne (Ein Tatsachenbericht über das Wirken von Ernst Friedrich und Adolf Hitler. - Genève : "Internationalen Komitee für die Wiedererrichtung des Ersten Internationalen Anti-Kriegsmuseums", 1935. - 185 s.) er fraværende i bibliografien.

Aaron Shepards The Christmas Truce er også fraværende i bibliografien, men da Den lille fred i Den Store Krig blev skrevet, har Shepards artikel været så ny, at den formodentligt ikke er opdaget under litteratursøgningerne.

Bogen er godt produceret og solidt indbundet. Skriften er let læselig. De fine sort-hvide illustrationer får god plads og er med til at illustrere krigens barske realiteter.

Michael Jürgs bog Den lille fred i Den Store Krig er en af de bedste skildringer af krig, der er kommet i mange år. En af de bedre ideer i år til julegaver til alle fra konfirmationsaldren til pensionisten.

Michael Jürgs er født i 1945 og har tidligere været chefredaktør på aviserne Stern og Tempo. Jürgs er forfatter til flere biografier, bl.a. om Günther Grass og Romy Schneider.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page