Det Danske Fredsakademi
Hansen, Peter Mikael: Militærvægring 1849-1917
:
Ulovlig sessionsudeblivelse og artikuleret
militærnægtelse 1849-1901
Junigrundloven var en milepæl i den danske
demokratiseringsproces. De nationalliberale kom til magten og det
lokale godsejerdominerede hegemoni var i opløsning.
Nationalstatens forankring var i fuld gang. Ændringerne i
samfundet skete imidlertid ikke fra den ene dag til den anden. Det
tog tid. Perioden prægedes af en stigende opløsning af
skel imellem land og by. Landbrugskapitalisme og byerhvervenes
tiltagende industrialisering op igennem perioden medførte en
vandring fra land til by. Industrialiserings- og
urbaniseringsprocesserne og udvandringen medførte store
omvæltninger i det danske samfund infrastrukturelt, socialt,
politisk, kulturelt og økonomisk. Infrastrukturelt
udbyggedes transport og informationsnetværket, socialt og
økonomisk var der fremgang, dog var Danmark ved
århundredeskiftet stadigt et relativt fattigt bondeland.
Kulturelt taler man om “Det Moderne Gennembrud”,
politisk kom bondesstanden til magten ved systemskiftet i 1901, og
det var i denne periode socialismen kom til Danmark og fik stigende
tilslutning.
Det er i denne periode den ulovlige sessionsudeblivese og
artikulerede militærnægtelsen kom til udtryk som en
skabelsen af egen ontologisk sikkerhed set i forhold til Becks
risikosamfund og Giddens perspektiver om social praksis og
ontologisk sikkerhed. Ulovlig sessionsudeblivelse og artikuleret
militærnægtelse kan ses som hhv. en pragmatisk og en
radikal tilpasningsreaktion.
Indførelsen af den almindelige værnepligt og
industrialiseringen af krigen aktualiserede
militærnægtelsen som et samfundsproblem.
Militærnægtelsen var et individuelt lokalt bestemt
problem. Man vægrede sig militær- og krigstjeneste ved
enten at købte man sig fri, invalidere sig selv,
overført til arbejdstropperne, forsyningstropperne eller
sygetjenesten. Eller også stak man af inden session,
deserterede eller stak man af på anden vis. Men hen imod
slutningen af 1800-tallet blev militærnægtelsen
så småt tematiseret, og artikler om
militærnægtelse dukkede op i Fredsbladet i 1897 og
1898.
Med industrialiseringsprocessen i anden halvdel af 1800-tallet
udvikledes risikoprofilen. Med risikoprofil mener Giddens bla. det
særlige mix af trusler og farer, som er karakteristisk for
moderne socialt liv. Truslen om militær vold har altid
udgjort risikoprofil. Det forholdt militærnægterne sig
til. Det er også i denne periode at udlejringen af
militærnægtelsen begynder. Den begynder at blive
hævet op fra et individuelt lokalt plan, til - som beskrevet
i næste kapitel - at blive genindlejret på et nationalt
plan i form af militærnægterloven i 1917. Men det er i
denne periode processen begynder.
I Foucaults perspektiv skete der en kontrollering og
disciplinering af individet, i form af indførelsen af den
almindelige værnepligt og den allestedsnærværende
magtkamp i mellem stat og individ udspillede sig i høj grad
feltet omkring værnepligten. Den ulovlige sessionsudeblivelse
og den artikulerede militærnægtelse kan ses som en
reaktion på denne kontrollering.
Værnepligtspørgsmålet
Spørgsmålet om Danmarks forsvar herunder
værnepligtens indretning i 1830erne og 1840erne skal ses i et
indenrigs- og udenrigspolitisk perspektiv. Indenrigspolitisk
pressede bondestanden på for at få indført
lighed for loven - hidtil havde værnepligten ligget tungt
på bondestanden. Udenrigspolitisk medførte udbruddet
af Treårskrigen i foråret 1848 et øget behov for
soldater.
I starten af 1830erne havde den offentlige forsvarsdebat
hovedsageligt været ført af militærfolk.
Forsvarsdebatten var præget af artikler og indlæg om
folkevæbning og almindelig værnepligt set ud fra en
militærstrategisk vinkel, og ikke underligt mente
militære kredse, at den almindelige værnepligt ville
øge landets forsvarskraft. Men officernes forslag faldt ikke
just i god jord blandt det læsende publikum, der for det
meste tilhørte den priviligerede stand - en privilegeret
stand som netop ville få frataget deres privilegier
vedrørende værnepligt, hvis officernes forslag blev
til virkelighed. Samtidig herskede der heller ikke nogen direkte
forsvarsvenlig stemning i befolkningen generelt, så forslaget
vandt ikke synderligt indpas. Men det
fremtrædende medlem af den liberale bevægelse, den
senere krigsminister kaptajn A. F. Tscherning, ville det
anderledes. Han mente, at værnepligten måtte være
lige og almindelig. Han så indførelsen af en
almindelig værnepligt som murbrækker for demokratiet og
mente, at den almindelige værnepligt ville “bidrage til
at fremme det demokratiske folkeliv”. Dog skal det
bemærkes, at kaptajnen næppe heller har kunnet
undgå at se en militær fordel i en øget
værnepligtsudskrivning.
Tschernings synspunkter vedrørende værnepligten fik
støtte fra bondestandens repræsentanter, der jo hidtil
havde måttet bære byrden stort set alene.
Efterhånden kom bønderne på banen og rejste
kravet om almindelig værnepligt. Bønderne mente i al
væsentlighed, at en værnepligt, der kun hvilede
på bondestanden, var uretfærdig. I
stænderinstitutionerne havde bønderne just fået
et talerør, og i Itzehoe i oktober 1835 blev kravet om
almindelig værnepligt som socialt lighedskrav for
første gang rejst offentligt af en repræsentant fra
bondestanden. I årene efter
1835 steg kravet i styrke og adskillige bondeadresser om almindelig
værnepligt så nu dagens lys. Diskussionen
omkring værnepligtsspørgsmålet forplantede sig
herefter til videre kredse og alliancen mellem fremtrædende
liberale politikere og den stadigt mere selvbevidste bondestand
gjorde, at indførelsen af den almindelige værnepligt
nærmest var et spørgsmål om tid.
Den almindelige værnepligts gennembrud
I takt med at bondestanden og borgerstanden udviklede gensidige
interesser, optog de liberale det nationale spørgsmål
og blev efterhånden en nationalliberal bevægelse.
Bevægelsen blev i væsentlig grad næret af
spændingerne mellem dansksindede og tysksindede i
hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og det forstod de
nationalliberale at udnytte i deres magtpolitiske spil. De stigende
nationalistiske modsætninger mellem tysksindede og
dansksindede i det sønderjydske udvikledes og
skærpedes op gennem 1830erne og 1840erne, og de
nationalliberale befandt sig efterhånden i spidsen for en
nationalistisk vækkelse i den danske befolkning.
Spændingerne resulterede i Treårskrigen, der startede
d. 29. marts 1848 og løb med større eller mindre
afbrydelser og våbenhviler til og med d. 2. juli 1850.
Da krigen brød ud i foråret 1848, mente
militære kredse, at det var nødvendigt at supplere med
ekstra mandskab, så der blev - på foranledigelse af en
i maj måned nedsat komité - udstedt en
kundgørelse d. 21. juni 1848, der lød på
ekstraordinær udskrivning.
Inden udskrivningen iværksattes, indtraf der imidlertid
våbenstilstand. Så da krigen blev genoptaget den 23.
september 1848 udstedtes en egentlig anordning angående
ekstraordinær udskrivning af den hidtil for værnepligt
fritagne befolkning baseret på den tidligere
kundgørelse. Hermed var den almindelige værnepligt
midlertidigt indført. Men en kommission,
der var nedsat den 5. september 1848, arbejdede videre med et
udkast til en egentlig lov om permanent almindelig
værnepligt. Tanken om almindelig værnepligt
mødte dog stadig modstand især i borgerstanden, som nu
skulle indrulles i militarismen. Særligt
bemærkelsesværdigt var det måske, at N. F. S.
Grundtvig omtalte værnepligten som “den unaturlige
Krigsstand i Fredstid”. Ifølge
Grundtvig var værnepligten en landeplage, der byggede
på blind lydighed, som i stedet for at betrygge rigets
værn snarere forberedte dets undergang. Det må dog
siges, at selvom Grundtvig var imod tvungen værnepligt i
fredstid, ønskede han et stærkt forsvar i krigstid i
form af folks egen vilje og folkevæbning med militære
midler. Men Grundtvigs og
øvrige borgerliges modstand mod den almindelige
værnepligt hjalp ikke. Værnepligtsloven af 12.2.1849
blev underskrevet af kongen, og dermed var den almindelige
værnepligt i princippet indført i Danmark.
I værnepligtslovens §1 hed det, at alle de
mandspersoner, der havde indfødsret i vort kongerige
Danmark, skulle uden hensyn til stand eller herkomst være
værnepligten underkastede. Loven gjaldt unge mænd
født 1826 eller senere. Efter konfirmation blev de unge
mænd indført i lægdsrullen hvori de stod fra det
15. til det 23. år. Selve værnepligtsalderen var 22
år og man blev stående i reserven til det 38. år.
Fritagelse havde imidlertid præster - fra folkekirken og de
anerkendte trossamfund - og fastansatte skolelærer.
Værnepligtsloven blev i det store og hele indført i
Junigrundloven 1849, med den væsentlige ændring, at man
kunne stille for sig. Fra at være
et spørgsmål om stand blev det nu et
spørgsmål om klasse, der afgjorde, om man kunne
undgå værnepligten eller ej. I Junigrundlovens §
95 hedder det, at ‘enhver våbenfør mand er
forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets
forsvar, efter de nærmere bestemmelser som loven
foreskriver’. Hvem der var egnet til at forsvare
fædrelandet blev afgjort på sessioner under
generalkrigskommissariatet. Men ikke alle
sessionspligtige mænd mødte op til session.
Ulovlig sessionsudeblivelse
Hvis unge mænd ville vægre sig den militære
værnepligt, var een mulighed at udeblive fra session -
ulovligt vel at mærke. Muligheden for og viden om denne
mulighed, havde selvsagt indflydelse på de unge mænds
valg. Ulovlig sessionsudeblivelse var, som nedenstående
undersøgelse viser, tilsyneladende en velkendt måde at
vægre sig den militære værnepligt på, men
den ulovlige sessionsudeblivelse svingede over tid og fra sted til
sted.
1849 -
Vejle og Svendborg amter
I 1849 udeblev i gennemsnit godt 12 % ulovligt fra session. Det
er markant. Men det er også et problem at tallet kun er
baseret på tal fra hhv. Vejle og Svendborg amter. For Vejle
amt udeblev godt og vel hver 10. sessionspligtige unge mand
ulovligt fra sessionen i 1849. For Svendborg amt 16%. Den ulovlige
sessionsudeblivelse i 1849 skyldes ikke kun decideret
antimilitarisme. En hel del ulovlige sessionsudeblivelser i 1849
kan med rette tilskrives administrative og infrastrukturelle
problemer. Eksempelvis har indkøringsvanskeligheder og
problemer med at nå ud til befolkningen i landdisstrikterne
spillet ind. Dårlig kommunikation og infrastruktur, sygdom og
bortrejse spillede ind. Også den begyndende udvandring
må have sat sine spor i den ulovlige
sessionsudeblivelsesstatistik. Dog spillede udvandring ikke en
væsentlig rolle på dette tidspunkt i Danmarks historie.
Men den ulovlige sessionsudeblivelsesprocent fra 1849 kan ikke
undgå at blive sammenlignet med de øvrige ulovlige
sessionsudeblivelsesprocenter fra årene i perioden. Ved en
sådan sammenligning fremstår 1849 som et år med
markant høj ulovlig sessionsudeblivelse. Eksempelvis for
Vejle amt alene er 9,1 % ulovligt sessionsudeblevne i 1849 markant
højere end for hhv. 1857 og 1862 hvor procenten var hhv. 2
og 3. For Svendborg amt var den ulovlige sessionsudeblivelse i
året 1849 hele 16,7 %. Det er væsentligt højere
end i forhold til de to øvrige år, hvor der er bevaret
sessionsfortegnelser for Svendborg amt. I året 1863 8,4 % og
10 % i 1864. 1864 var tilmed et krigsår, hvilket havde
indvirkning på den årlige ulovlige
udeblivelsesprocent.
Procentstatserne for ulovlig sessionsudeblivelse for begge amter
i året 1849 er således relativt høje i forhold
til hele den øvrige periode. Om udvandring i denne periode
havde særlig betydning for den ulovlige sessionsudeblivelse i
Vejle og Svendborg amter er svært at sige noget om. Statistik
over dansk udvandring før 1868 findes ikke, men min
undersøgelse viser at netop Svendborg senere har en
forholdsvis høj ulovlig sessionsudeblivelseprocent og at
Svendborg var hårdere ramt af udvandring end f.eks. de jyske
amter.
Krigen 1864
Krigen 1864 havde både havde udenrigs- og
indenrigspolitisk betydning. Udenrigspolitisk måtte Danmark
efter 1864 til at udvikle en mere afbalanceret politik, der stod
mål med landets faktiske magt og midler. Krigen satte
Danmarks geopolitiske situation i relief, og befordrede
støre hensyn til stormagterne. Indenrigspolitisk var det
begyndelsen til politisk strid hvor forsvaret kom til at spille en
central rolle. Forsvarssagen blev et stadigt varmere emne i dansk
indenrigspolitik - et emne der prægede den politiske
dagsorden helt ind i det næste århundrede. Derudover
var perioden 1864-69 præget af stigende udvandrings- og
urbaniseringsproces.
Blandt de sessionspligtige unge mænd var krigsåret
1864 et år med højere ulovlig
sessionsudeblivelsesprocent end årene umiddelbart omkring
1864. På trods af udvandring og andre økonomiske,
sociale, samfundsmæssige og infrastrukturelle faktorer,
tolker jeg de ulovlige sessionsudeblivelsesprocenter, som var
stigende i årene fra 1861 og op til krigen 1864 sammenholdt
med det bratte fald i 1865, som et udtryk for krigsfrygt og
vægring ved at deltage i den militære værnepligt.
På trods af de metodiske usikkerheder som nævnt ovenfor
peger tallene i retning af øget vægring op til og
under krigen 1864. De unge sessionsduelige mænd som ulovligt
udeblev fra session i denne periode reagerede på en personlig
risiko og frygt - for at dø. De skabte deres egen
ontologiske sikkerhed. Et begreb som Giddens opererer med i
forbindelse med vore dages sen-moderne samfund, men som også
gjorde sig gældende i forbindelse med mange unge mænds
militærvægring i form af ulovlig sessionsudeblivelse op
til og under krigen 1864- og i øvrigt også hvad angik
de værnepligtige i Vejle og Svendborg amter i 1849.
Den ulovlige sessionsudeblivelse var et konkret eksempel
på en pragmatisk tilpasningsreaktion, men også andre
konkrete eksempler militærvægring som pragmatisk
tilpasningsreaktion sås. Eksempelvis udeblivelse fra
indkaldelse. Det vil blive for vidtgående her, også at
undersøge kategorien udeblivelse fra indkaldelse, men lad
mog blot antyde problemstillingen med følgende konkrete
eksempler. Tidligere krigsveteran Hans Jørgen Hansen fra
Nykøbing Landsogn, som havde gjort tjeneste under krigen
1864 og i 1865 ville ikke mere. I august 1868 stod han tiltalt for
ulovlig rejse til udlandet og udeblivelse efter indkaldelse. Han
tilstod og modtag simpelt fængsel på vand og
brød i 15 dage. Og fra
Holbæk amt i 1869 findes tre sager om værnepligtige der
forsøgt at stikke af til udlandet. Niels Peter
Jørgesen, Peter
Hansen og Søren
Sørensen blev stillet for
krigsretten tiltalt for ulovlig udeblivelse efter indkaldelse samt
for at have rejst til udlandet uden tilladelse.
Fyns karle stak af - lovlig sessionsudeblivelse på
amtsplan 1849-1869
Fyn som helhed og især Svendborg amt lå generelt
højere med hensyn til ulovlig udeblivelse end de
øvrige amter. Det kunne hænge sammen med placeringen
af havnekøbstæder, koncentrationen af godser og
udstykningsraten på Fyn.
Havnekøbstæder - adgang til udlandet
I Svendborg amt lå flere betydelige
havnekøbstæder med nem adgang til udlandet. I krisetid
var unge fra områder nær en havn i stand til at
undslippe via skibsfarten Og det gjorde de. Birgit
Løgstrup har beskrevet hvorledes karlene i midten af
1700-tallet stak af. Her fremgår det, at det var lettest at
stikke af til søs. Godsejere
tæt ved havet klagede i deres betænkninger over, at det
var nemmere at gennemføre en flugt til søs, og
Løgstrup beskriver hvorledes karlenes flugt fra godserne via
søvejen i perioden under Stavnsbåndet var så
stort et problem at eksempelvis “godsejer von Finecke
på Dallund på Fyn bad om, at der måtte
træffes skarpere foranstaltninger ved
søkanterne”.
Stavnsbåndsperioden er ikke umiddelbar sammenlignelig med
perioden efter 1849, men at flere unge stak af via søvejen
virker logisk - også efter 1849. De fysiske barrierer i
Danmark i perioden 1849-1901 spillede en afgørende rolle for
unge mænds mulighed eller manglende mulighed for at stikke af
fra værnepligten og udeblive ulovligt fra session. Hvor de
fysiske barrierer er laver øges den potentielle mulighed for
at stikke af. Det bliver lettere at undslippe.
Godser
En anden væsentlig begrundelse for Fyns generelle
højere ulovlige sessionsudeblivelsesprocent i forhold til
resten af landet kan hænge sammen med den relativt store
andel af godser på Fyn og især Svendborg amt.
Godsejerne ville nødigt slippe deres bedste karle. Hverken
til eventyr og håbet om bedre muligheder i udlandet eller til
militæret. I takt med at udskrivningen overgik fra lokalt
hold, hvor godsejerne var styrende, til centralt hold, havde
godsejerne ikke længere samme incitament til at foretage
streng kontrol med, at udskrivningen blev overholdt. Med
centraliseringen af værnepligtsadministrationen,
væsentligst fra 1849, stod godsejerne i en interessekonflikt.
På den ene side ville godsejerne gerne beholde deres bedste
karle, men på den anden side krævede staten (ikke
mindst godsejerne) karlene udleveret til militærtjeneste. En
anden forklaring kunne være, at godsejernes hårde
styring af landbobefolkningen, fattigdom og dårlige
fremtidsudsigter tvang mange unge til at søge nye
græsgange.
Men også godsejernes andel af Fyns jorde og den relativt
lave udstykningsrate spillede en stor rolle for udvandringen, og
dermed den ulovlige sessionsudeblivelse, fra Fyn. I områder
hvor tyendeudvandringen var størst, var godskoncentrationen
også stor. I Svendborg amt lå 18,6 % af jorden i
hænderne på godser over 12 tdr. hartkorn, mens det
tilsvarende tal for hhv. Øst- og Nordjylland lå
på 14,9 og 11,4 %. Hvor jorden var
bedst var flest godser, størst tyendeudvandring og stor
ulovlig sessionsudeblivelse. Men også udstykningen må
tillægges en væsentlig rolle i denne sammenhæng.
“Selv om det kan konstateres, at godserne dominerede i de
områder, hvor også tyendeudvandringen var stor, er
sammenhængen dog ikke helt klar. Langt fastere holdepunkt er
der da i udviklingen i den “modsatte ende”, i skalaen
af brugstyper, i tilgangen af huse under 1 td. hartkorn,
altså i udstykningen af husmandsbrug. Der sker her en
betydelig tilvækst. Efter 1873 opstod der ca. 30.000 nye
husmandsbrug, men i meget forskelligt tempo tidsmæssigt og
med store variationer i de forskellige dele af
landet”. Faktisk gik
udstykningsbevægelsen i stå fra og med 1873 på
Fyn.
Den relativt større koncentration af
havnekøbstæder og godser på Fyn i forhold til
resten af landet har meget vel i årene 1849, 1857, 1858 og
1860-68 givet sig udslag i en højere ulovlig
sessionsudeblivelseprocent end resten af landet. Lavere fysiske
barrierer end resten af landet, gjorde det lettere for unge
sessionsduelige at stikke af. Det samme gjorde sig i nogen grad
gældende for de sønderjydske amter, hvor muligheden
for at stikke af til hertugdømmerne naturligvis var bedre
end resten af landet. Geografisk set falder ønsket om og
muligheden for at stikke af fra værnepligten sammen i
højere grad på Fyn og til dels i Sønderjylland
end resten af landet i de år jeg har undersøgt, med
nævnte metodiske forbehold in mente. Nedenstående
grafik viser den procentvise førstegangs ulovlige
sessionsudeblivelse i Danmark fordelt på amter for
årene 1849, 1857, 1858 og 1860-68.De år de fynske amter
var repræsenteret i kildematerialet, var de blandt de amter
med den højeste sessionsudeblivelsesprocent.
Rejste til udlandet for at slippe for
militærtjeneste
Hvor stor en procentdel af de unge, der ulovligt udeblev fra
sessionen ud fra antimilitaristiske grunde, lader sig næppe
fastslå. Af historikeren Kristian Hvidts Flugten til
Amerika fremgår, at flertallet af almindelige udvandrere
netop var i alderen omkring værnepligtsalderen - dvs. 20-24
år. Disse unge
mænd stod lige for at skulle på session. Hvidt
fremhæver, at når unge karle i slutningen af det 19.
århundrede udvandrede, hang det nøje sammen med
muligheden, eller rettere sagt den manglende mulighed, for at
få foden under eget bord, dvs. at kunne få egen jord at
dyrke. Det var
afgørende for lysten til udvandring, men “hvis en ung
mand havde besluttet at udvandre, var det naturligvis praktisk at
gøre det inden sessionen”, fremhæver Hvidt, og
tilføjer, at der efter hans opfattelse kun var meget
få, som udvandrede alene ud fra antimilitaristiske
grunde. På
opfordring nævner Hvidt dog et konkret eksempel på
ulovlig udeblivelse, der udsprang af decideret
militærvægring, nemlig hans egen far. Som kunstmaler
var Hvidt bosat i Italien, men kom hjem i 1915, og “[d]a han
straks blev indkaldt til sikringsstyrken, skyndte han sig at rejse
til Norge, hvor han boede resten af
krigsårene”.
I modsætning til Hvidt, mente den samtidige kilde
Fredsbladet fra marts 1895, at “mange rejste til Amerika
for at slippe for militærtjenesten”. Denne samtidige
kilde tillægger jeg betydelig vægt, men om
“mange” vitterligt rejste til Amerika udfra mere eller
mindre antimilitaristiske grunde for at slippe for
militærtjeneste er derimod et åbent
spørgsmål, set i det større
udvandringsmæssige og samfundsøkonomiske
perspektiv.
Under det nordiske Fredsmøde i København i 1904
fortæller fru Sørensen fra Norge, at de unge havde
valget mellem lydighed, fængsel eller at forlade
landet. Det var en
bemærkelsesværdig udtalelse, og hun fortsatte sin
kritik af militæret i samme direkte stil: “(…)
vi har erfaring for, at den ungdom, som af overbevisning er imod
militærvæsenet, men af frygt for straffen alligevel
gør militærtjeneste, let taber sin selvagtelse og ofte
ender som et menneskeligt vrag”. Og hun
konkluderer: “[V]il Du ikke være soldat og heller ikke
komme i fængsel, saa faar Du reise ud til et andet land
(…). Skal vi blive af med krigsvæsenet, saa maa
ungdommen negte at gjøre krigstjeneste, det er en soleklar
sag.” Fru
Sørensen afslutter sin tale med et par antimilitaristiske
anskuelser, hvor hun bl.a. fastslår at, hvis man elsker sit
fædreland, så gør man større gavn end de,
som bliver og gør krigstjeneste, og at den norske
fredsforening i tre valgperioder havde forelagt det norske storting
et forslag til lov om valgfrihed for værnepligtige. Selvom om fru
Sørensen var fra Norge og selvom udtalelserne faldt under en
tale under det femte nordiske fredsmøde i 1904, går
jeg ud fra at hendes medsøstre, deres mænd, og ikke
mindst deres sønner, i Danmark tumlede med samme tanker ikke
alene før 1904 men også før 1901.
Fredsbladet og Dansk Fredsforening var generelt
velansete og pålidelige aktører på datidens
fredspolitiske scene. Begge startet af folketingsmand og modtager
af Nobels fredspris Frederik Bajer, og der er næppe grund til
at betvivle Fredsbladets opfattelse af, at “mange
rejste til Amerika for at slippe for militærtjeneste”.
Fru Sørensens personlige opfattelse kan ingen tage fra
hende.
I 1913 i Fredsbladet omtales ungsocialisten og
militærnægteren hr. Jørgensen, som havde
nægtet at møde til session. Her kobles
ulovlig sessionsudeblivelse og militærnægtelse
også sammen. Artiklen i Fredsbladet er
primærkilde til oplysningen om Jørgensens
sessionsnægtelse. Men Jørgensen var ikke alene.
Adskillige af de syndikalistiske og ungsocialistiske
militærnægtere i årene op til og under
Første Verdenskrig bar rundt på domme for ulovlig
sessionsudeblivelse. I disse tilfælde kan den ulovlige
sessionsudeblivelse kobles direkte sammen med en konsekvent
antimilitaristisk holdning. I
Militærnægteren er skildret mange eksempler
på socialistiske militærnægtere som også
var udeblevet fra session, og i Foreningen af Konsekvente
Anti-Militaristers arkiv findes også beskrivelser af
sessionsudeblivelsesdomme blandt
militærnægterne. Dette
bekræfter den daværende ungsocialist Mikkel Christensen
som i sine erindringer skriver om
“militærnægtere, der undlod eller nægtede
at møde på session”. Mikkel
Christensens erindringer er udkommet mange år senere, i 1967,
og er som sådan ikke samtidige. Men Mikkel Christensen var en
central figur på datidens revolutionære
venstrefløj, og hans beskrivelse stemmer overens med
ovennævnte kilder, der peger i den retning.
Nævnte eksempler på tilpasningsreaktioner er blot
få af flere eksempler på ulovlige sessionsudeblivelser,
som var koblet til militærnægtelse.
Militærnægterens oplysninger skal
selvfølgelig behandles med forsigtighed. Oplysningerne i
Militærnægteren er her primær- og
andenhåndskilde til selve sessionsudeblivelserne, men der er
ingen tvivl om at de forekom.
Ovennævnte sager stammer hovedsageligt fra perioden efter
1901. Sagerne tjener for det første til at vise konkrete
eksempler på ulovlig sessionsudeblivelse, som kan kædes
sammen med en eller anden form for militærnægtelse, og
for det andet til at sandsynliggøre at dette også
forekom før 1901. Metodisk har der været langt flere
kilder, der belyser dette forhold i perioden efter 1901 end
før 1901. Det er et metodisk problem for
undersøgelsen.
Ulovligt sessionsudeblevne straffedes efter
værnepligtslovens § 25, efter 1861 § 18. Heri
anføres, at hvis en sessionspligtig person ulovligt udeblev
første gang, han skulle møde på session, blev
han straffet med automatisk tvangsudskrivning, såfremt han
senere blev antruffet og anset for tjenestedygtig. Hvis han derimod
blev kasseret, blev han i stedet idømt en mulct på 12-20
Rigsdaler. Hvis man udeblev ulovligt også fra den
næstkommende session, blev man automatisk udskrevet til 4
års garnisonstjeneste - hvis man blev antruffet, og igen
såfremt man fandtes tjenestedygtig. I modsat fald
idømt denne gang en mulct på 20-40 Rigsdaler. Hvis man
ulovligt udeblev 3 eller flere gange fik den pågældende
beslaglagt sin formue - og hvis antruffet og fundet tjenestedygtig
udskrevet til 4 års garnisontjeneste mod tilbagelevering af
formuen. Hvis man ikke blev fundet tjenestedygtig, blev man
straffet med simpelt fængsel indtil 6 måneder.
Det er ingen tvivl om, at ulovlig sessionsudeblivelse grundet
militærvægring og militærnægtelse forekom.
Men hvor stor en procentdel lader sig ikke fastslå. At
foretage en undersøgelse med den antagelse at 1, 5, 10 eller
20 procent udeblev ulovligt fra session på grund af
militærvægring forekommer mig umuligt. Derfor bygger
undersøgelsen ikke på en given procentdel, men
på den antagelse at ulovlig sessionsudeblivelse forekom, og
at det var en velkendt og benyttet måde at vægre sig
militærtjenesten.
Landbobefolkningen udeblev - Fyn på lægdsplan
1868-1870.
Top
Noter
Top
Fredsakademiet.dk
|