Det Danske Fredsakademi

Hansen, Peter Mikael: Militærvægring 1849-1917 :
Ulovlig sessionsudeblivelse og artikuleret militærnægtelse 1849-1901

Junigrundloven var en milepæl i den danske demokratiseringsproces. De nationalliberale kom til magten og det lokale godsejerdominerede hegemoni var i opløsning. Nationalstatens forankring var i fuld gang. Ændringerne i samfundet skete imidlertid ikke fra den ene dag til den anden. Det tog tid. Perioden prægedes af en stigende opløsning af skel imellem land og by. Landbrugskapitalisme og byerhvervenes tiltagende industrialisering op igennem perioden medførte en vandring fra land til by. Industrialiserings- og urbaniseringsprocesserne og udvandringen medførte store omvæltninger i det danske samfund infrastrukturelt, socialt, politisk, kulturelt og økonomisk. Infrastrukturelt udbyggedes transport og informationsnetværket, socialt og økonomisk var der fremgang, dog var Danmark ved århundredeskiftet stadigt et relativt fattigt bondeland. Kulturelt taler man om “Det Moderne Gennembrud”, politisk kom bondesstanden til magten ved systemskiftet i 1901, og det var i denne periode socialismen kom til Danmark og fik stigende tilslutning.

Det er i denne periode den ulovlige sessionsudeblivese og artikulerede militærnægtelsen kom til udtryk som en skabelsen af egen ontologisk sikkerhed set i forhold til Becks risikosamfund og Giddens perspektiver om social praksis og ontologisk sikkerhed. Ulovlig sessionsudeblivelse og artikuleret militærnægtelse kan ses som hhv. en pragmatisk og en radikal tilpasningsreaktion.

Indførelsen af den almindelige værnepligt og industrialiseringen af krigen aktualiserede militærnægtelsen som et samfundsproblem.1 Militærnægtelsen var et individuelt lokalt bestemt problem. Man vægrede sig militær- og krigstjeneste ved enten at købte man sig fri, invalidere sig selv, overført til arbejdstropperne, forsyningstropperne eller sygetjenesten. Eller også stak man af inden session, deserterede eller stak man af på anden vis. Men hen imod slutningen af 1800-tallet blev militærnægtelsen så småt tematiseret, og artikler om militærnægtelse dukkede op i Fredsbladet i 1897 og 1898.2

Med industrialiseringsprocessen i anden halvdel af 1800-tallet udvikledes risikoprofilen. Med risikoprofil mener Giddens bla. det særlige mix af trusler og farer, som er karakteristisk for moderne socialt liv. Truslen om militær vold har altid udgjort risikoprofil. Det forholdt militærnægterne sig til. Det er også i denne periode at udlejringen af militærnægtelsen begynder. Den begynder at blive hævet op fra et individuelt lokalt plan, til - som beskrevet i næste kapitel - at blive genindlejret på et nationalt plan i form af militærnægterloven i 1917. Men det er i denne periode processen begynder.

I Foucaults perspektiv skete der en kontrollering og disciplinering af individet, i form af indførelsen af den almindelige værnepligt og den allestedsnærværende magtkamp i mellem stat og individ udspillede sig i høj grad feltet omkring værnepligten. Den ulovlige sessionsudeblivelse og den artikulerede militærnægtelse kan ses som en reaktion på denne kontrollering.

Værnepligtspørgsmålet

Spørgsmålet om Danmarks forsvar herunder værnepligtens indretning i 1830erne og 1840erne skal ses i et indenrigs- og udenrigspolitisk perspektiv. Indenrigspolitisk pressede bondestanden på for at få indført lighed for loven - hidtil havde værnepligten ligget tungt på bondestanden. Udenrigspolitisk medførte udbruddet af Treårskrigen i foråret 1848 et øget behov for soldater.

I starten af 1830erne havde den offentlige forsvarsdebat hovedsageligt været ført af militærfolk. Forsvarsdebatten var præget af artikler og indlæg om folkevæbning og almindelig værnepligt set ud fra en militærstrategisk vinkel, og ikke underligt mente militære kredse, at den almindelige værnepligt ville øge landets forsvarskraft. Men officernes forslag faldt ikke just i god jord blandt det læsende publikum, der for det meste tilhørte den priviligerede stand - en privilegeret stand som netop ville få frataget deres privilegier vedrørende værnepligt, hvis officernes forslag blev til virkelighed. Samtidig herskede der heller ikke nogen direkte forsvarsvenlig stemning i befolkningen generelt, så forslaget vandt ikke synderligt indpas.3 Men det fremtrædende medlem af den liberale bevægelse, den senere krigsminister kaptajn A. F. Tscherning, ville det anderledes. Han mente, at værnepligten måtte være lige og almindelig. Han så indførelsen af en almindelig værnepligt som murbrækker for demokratiet og mente, at den almindelige værnepligt ville “bidrage til at fremme det demokratiske folkeliv”.4 Dog skal det bemærkes, at kaptajnen næppe heller har kunnet undgå at se en militær fordel i en øget værnepligtsudskrivning.

Tschernings synspunkter vedrørende værnepligten fik støtte fra bondestandens repræsentanter, der jo hidtil havde måttet bære byrden stort set alene. Efterhånden kom bønderne på banen og rejste kravet om almindelig værnepligt. Bønderne mente i al væsentlighed, at en værnepligt, der kun hvilede på bondestanden, var uretfærdig.5 I stænderinstitutionerne havde bønderne just fået et talerør, og i Itzehoe i oktober 1835 blev kravet om almindelig værnepligt som socialt lighedskrav for første gang rejst offentligt af en repræsentant fra bondestanden.6 I årene efter 1835 steg kravet i styrke og adskillige bondeadresser om almindelig værnepligt så nu dagens lys.7 Diskussionen omkring værnepligtsspørgsmålet forplantede sig herefter til videre kredse og alliancen mellem fremtrædende liberale politikere og den stadigt mere selvbevidste bondestand gjorde, at indførelsen af den almindelige værnepligt nærmest var et spørgsmål om tid.

Den almindelige værnepligts gennembrud

I takt med at bondestanden og borgerstanden udviklede gensidige interesser, optog de liberale det nationale spørgsmål og blev efterhånden en nationalliberal bevægelse. Bevægelsen blev i væsentlig grad næret af spændingerne mellem dansksindede og tysksindede i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og det forstod de nationalliberale at udnytte i deres magtpolitiske spil. De stigende nationalistiske modsætninger mellem tysksindede og dansksindede i det sønderjydske udvikledes og skærpedes op gennem 1830erne og 1840erne, og de nationalliberale befandt sig efterhånden i spidsen for en nationalistisk vækkelse i den danske befolkning. Spændingerne resulterede i Treårskrigen, der startede d. 29. marts 1848 og løb med større eller mindre afbrydelser og våbenhviler til og med d. 2. juli 1850.

Da krigen brød ud i foråret 1848, mente militære kredse, at det var nødvendigt at supplere med ekstra mandskab, så der blev - på foranledigelse af en i maj måned nedsat komité - udstedt en kundgørelse d. 21. juni 1848, der lød på ekstraordinær udskrivning.

Inden udskrivningen iværksattes, indtraf der imidlertid våbenstilstand. Så da krigen blev genoptaget den 23. september 1848 udstedtes en egentlig anordning angående ekstraordinær udskrivning af den hidtil for værnepligt fritagne befolkning baseret på den tidligere kundgørelse. Hermed var den almindelige værnepligt midlertidigt indført.8 Men en kommission, der var nedsat den 5. september 1848, arbejdede videre med et udkast til en egentlig lov om permanent almindelig værnepligt. Tanken om almindelig værnepligt mødte dog stadig modstand især i borgerstanden, som nu skulle indrulles i militarismen. Særligt bemærkelsesværdigt var det måske, at N. F. S. Grundtvig omtalte værnepligten som “den unaturlige Krigsstand i Fredstid”.9 Ifølge Grundtvig var værnepligten en landeplage, der byggede på blind lydighed, som i stedet for at betrygge rigets værn snarere forberedte dets undergang. Det må dog siges, at selvom Grundtvig var imod tvungen værnepligt i fredstid, ønskede han et stærkt forsvar i krigstid i form af folks egen vilje og folkevæbning med militære midler.10 Men Grundtvigs og øvrige borgerliges modstand mod den almindelige værnepligt hjalp ikke. Værnepligtsloven af 12.2.1849 blev underskrevet af kongen, og dermed var den almindelige værnepligt i princippet indført i Danmark.

I værnepligtslovens §1 hed det, at alle de mandspersoner, der havde indfødsret i vort kongerige Danmark, skulle uden hensyn til stand eller herkomst være værnepligten underkastede. Loven gjaldt unge mænd født 1826 eller senere. Efter konfirmation blev de unge mænd indført i lægdsrullen hvori de stod fra det 15. til det 23. år. Selve værnepligtsalderen var 22 år og man blev stående i reserven til det 38. år. Fritagelse havde imidlertid præster - fra folkekirken og de anerkendte trossamfund - og fastansatte skolelærer.11

Værnepligtsloven blev i det store og hele indført i Junigrundloven 1849, med den væsentlige ændring, at man kunne stille for sig.12 Fra at være et spørgsmål om stand blev det nu et spørgsmål om klasse, der afgjorde, om man kunne undgå værnepligten eller ej. I Junigrundlovens § 95 hedder det, at ‘enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar, efter de nærmere bestemmelser som loven foreskriver’. Hvem der var egnet til at forsvare fædrelandet blev afgjort på sessioner under generalkrigskommissariatet.13 Men ikke alle sessionspligtige mænd mødte op til session.

Ulovlig sessionsudeblivelse

Hvis unge mænd ville vægre sig den militære værnepligt, var een mulighed at udeblive fra session - ulovligt vel at mærke. Muligheden for og viden om denne mulighed, havde selvsagt indflydelse på de unge mænds valg. Ulovlig sessionsudeblivelse var, som nedenstående undersøgelse viser, tilsyneladende en velkendt måde at vægre sig den militære værnepligt på, men den ulovlige sessionsudeblivelse svingede over tid og fra sted til sted.

1849 - Vejle og Svendborg amter

I 1849 udeblev i gennemsnit godt 12 % ulovligt fra session. Det er markant. Men det er også et problem at tallet kun er baseret på tal fra hhv. Vejle og Svendborg amter. For Vejle amt udeblev godt og vel hver 10. sessionspligtige unge mand ulovligt fra sessionen i 1849. For Svendborg amt 16%. Den ulovlige sessionsudeblivelse i 1849 skyldes ikke kun decideret antimilitarisme. En hel del ulovlige sessionsudeblivelser i 1849 kan med rette tilskrives administrative og infrastrukturelle problemer. Eksempelvis har indkøringsvanskeligheder og problemer med at nå ud til befolkningen i landdisstrikterne spillet ind. Dårlig kommunikation og infrastruktur, sygdom og bortrejse spillede ind. Også den begyndende udvandring må have sat sine spor i den ulovlige sessionsudeblivelsesstatistik. Dog spillede udvandring ikke en væsentlig rolle på dette tidspunkt i Danmarks historie. Men den ulovlige sessionsudeblivelsesprocent fra 1849 kan ikke undgå at blive sammenlignet med de øvrige ulovlige sessionsudeblivelsesprocenter fra årene i perioden. Ved en sådan sammenligning fremstår 1849 som et år med markant høj ulovlig sessionsudeblivelse. Eksempelvis for Vejle amt alene er 9,1 % ulovligt sessionsudeblevne i 1849 markant højere end for hhv. 1857 og 1862 hvor procenten var hhv. 2 og 3. For Svendborg amt var den ulovlige sessionsudeblivelse i året 1849 hele 16,7 %. Det er væsentligt højere end i forhold til de to øvrige år, hvor der er bevaret sessionsfortegnelser for Svendborg amt. I året 1863 8,4 % og 10 % i 1864. 1864 var tilmed et krigsår, hvilket havde indvirkning på den årlige ulovlige udeblivelsesprocent.

Procentstatserne for ulovlig sessionsudeblivelse for begge amter i året 1849 er således relativt høje i forhold til hele den øvrige periode. Om udvandring i denne periode havde særlig betydning for den ulovlige sessionsudeblivelse i Vejle og Svendborg amter er svært at sige noget om. Statistik over dansk udvandring før 1868 findes ikke,14 men min undersøgelse viser at netop Svendborg senere har en forholdsvis høj ulovlig sessionsudeblivelseprocent og at Svendborg var hårdere ramt af udvandring end f.eks. de jyske amter.

Krigen 1864

Krigen 1864 havde både havde udenrigs- og indenrigspolitisk betydning. Udenrigspolitisk måtte Danmark efter 1864 til at udvikle en mere afbalanceret politik, der stod mål med landets faktiske magt og midler. Krigen satte Danmarks geopolitiske situation i relief, og befordrede støre hensyn til stormagterne. Indenrigspolitisk var det begyndelsen til politisk strid hvor forsvaret kom til at spille en central rolle. Forsvarssagen blev et stadigt varmere emne i dansk indenrigspolitik - et emne der prægede den politiske dagsorden helt ind i det næste århundrede. Derudover var perioden 1864-69 præget af stigende udvandrings- og urbaniseringsproces.

Blandt de sessionspligtige unge mænd var krigsåret 1864 et år med højere ulovlig sessionsudeblivelsesprocent end årene umiddelbart omkring 1864. På trods af udvandring og andre økonomiske, sociale, samfundsmæssige og infrastrukturelle faktorer, tolker jeg de ulovlige sessionsudeblivelsesprocenter, som var stigende i årene fra 1861 og op til krigen 1864 sammenholdt med det bratte fald i 1865, som et udtryk for krigsfrygt og vægring ved at deltage i den militære værnepligt. På trods af de metodiske usikkerheder som nævnt ovenfor peger tallene i retning af øget vægring op til og under krigen 1864. De unge sessionsduelige mænd som ulovligt udeblev fra session i denne periode reagerede på en personlig risiko og frygt - for at dø. De skabte deres egen ontologiske sikkerhed. Et begreb som Giddens opererer med i forbindelse med vore dages sen-moderne samfund, men som også gjorde sig gældende i forbindelse med mange unge mænds militærvægring i form af ulovlig sessionsudeblivelse op til og under krigen 1864- og i øvrigt også hvad angik de værnepligtige i Vejle og Svendborg amter i 1849.

Den ulovlige sessionsudeblivelse var et konkret eksempel på en pragmatisk tilpasningsreaktion, men også andre konkrete eksempler militærvægring som pragmatisk tilpasningsreaktion sås. Eksempelvis udeblivelse fra indkaldelse. Det vil blive for vidtgående her, også at undersøge kategorien udeblivelse fra indkaldelse, men lad mog blot antyde problemstillingen med følgende konkrete eksempler. Tidligere krigsveteran Hans Jørgen Hansen fra Nykøbing Landsogn, som havde gjort tjeneste under krigen 1864 og i 1865 ville ikke mere. I august 1868 stod han tiltalt for ulovlig rejse til udlandet og udeblivelse efter indkaldelse. Han tilstod og modtag simpelt fængsel på vand og brød i 15 dage.15 Og fra Holbæk amt i 1869 findes tre sager om værnepligtige der forsøgt at stikke af til udlandet. Niels Peter Jørgesen16, Peter Hansen17 og Søren Sørensen18 blev stillet for krigsretten tiltalt for ulovlig udeblivelse efter indkaldelse samt for at have rejst til udlandet uden tilladelse.19

Fyns karle stak af - lovlig sessionsudeblivelse på amtsplan 1849-1869

Fyn som helhed og især Svendborg amt lå generelt højere med hensyn til ulovlig udeblivelse end de øvrige amter. Det kunne hænge sammen med placeringen af havnekøbstæder, koncentrationen af godser og udstykningsraten på Fyn.

Havnekøbstæder - adgang til udlandet

I Svendborg amt lå flere betydelige havnekøbstæder med nem adgang til udlandet. I krisetid var unge fra områder nær en havn i stand til at undslippe via skibsfarten Og det gjorde de. Birgit Løgstrup har beskrevet hvorledes karlene i midten af 1700-tallet stak af. Her fremgår det, at det var lettest at stikke af til søs.20 Godsejere tæt ved havet klagede i deres betænkninger over, at det var nemmere at gennemføre en flugt til søs, og Løgstrup beskriver hvorledes karlenes flugt fra godserne via søvejen i perioden under Stavnsbåndet var så stort et problem at eksempelvis “godsejer von Finecke på Dallund på Fyn bad om, at der måtte træffes skarpere foranstaltninger ved søkanterne”.21 Stavnsbåndsperioden er ikke umiddelbar sammenlignelig med perioden efter 1849, men at flere unge stak af via søvejen virker logisk - også efter 1849. De fysiske barrierer i Danmark i perioden 1849-1901 spillede en afgørende rolle for unge mænds mulighed eller manglende mulighed for at stikke af fra værnepligten og udeblive ulovligt fra session. Hvor de fysiske barrierer er laver øges den potentielle mulighed for at stikke af. Det bliver lettere at undslippe.

Godser

En anden væsentlig begrundelse for Fyns generelle højere ulovlige sessionsudeblivelsesprocent i forhold til resten af landet kan hænge sammen med den relativt store andel af godser på Fyn og især Svendborg amt. Godsejerne ville nødigt slippe deres bedste karle. Hverken til eventyr og håbet om bedre muligheder i udlandet eller til militæret. I takt med at udskrivningen overgik fra lokalt hold, hvor godsejerne var styrende, til centralt hold, havde godsejerne ikke længere samme incitament til at foretage streng kontrol med, at udskrivningen blev overholdt. Med centraliseringen af værnepligtsadministrationen, væsentligst fra 1849, stod godsejerne i en interessekonflikt. På den ene side ville godsejerne gerne beholde deres bedste karle, men på den anden side krævede staten (ikke mindst godsejerne) karlene udleveret til militærtjeneste. En anden forklaring kunne være, at godsejernes hårde styring af landbobefolkningen, fattigdom og dårlige fremtidsudsigter tvang mange unge til at søge nye græsgange.

Men også godsejernes andel af Fyns jorde og den relativt lave udstykningsrate spillede en stor rolle for udvandringen, og dermed den ulovlige sessionsudeblivelse, fra Fyn. I områder hvor tyendeudvandringen var størst, var godskoncentrationen også stor. I Svendborg amt lå 18,6 % af jorden i hænderne på godser over 12 tdr. hartkorn, mens det tilsvarende tal for hhv. Øst- og Nordjylland lå på 14,9 og 11,4 %.22 Hvor jorden var bedst var flest godser, størst tyendeudvandring og stor ulovlig sessionsudeblivelse. Men også udstykningen må tillægges en væsentlig rolle i denne sammenhæng. “Selv om det kan konstateres, at godserne dominerede i de områder, hvor også tyendeudvandringen var stor, er sammenhængen dog ikke helt klar. Langt fastere holdepunkt er der da i udviklingen i den “modsatte ende”, i skalaen af brugstyper, i tilgangen af huse under 1 td. hartkorn, altså i udstykningen af husmandsbrug. Der sker her en betydelig tilvækst. Efter 1873 opstod der ca. 30.000 nye husmandsbrug, men i meget forskelligt tempo tidsmæssigt og med store variationer i de forskellige dele af landet”.23 Faktisk gik udstykningsbevægelsen i stå fra og med 1873 på Fyn.24

Den relativt større koncentration af havnekøbstæder og godser på Fyn i forhold til resten af landet har meget vel i årene 1849, 1857, 1858 og 1860-68 givet sig udslag i en højere ulovlig sessionsudeblivelseprocent end resten af landet. Lavere fysiske barrierer end resten af landet, gjorde det lettere for unge sessionsduelige at stikke af. Det samme gjorde sig i nogen grad gældende for de sønderjydske amter, hvor muligheden for at stikke af til hertugdømmerne naturligvis var bedre end resten af landet. Geografisk set falder ønsket om og muligheden for at stikke af fra værnepligten sammen i højere grad på Fyn og til dels i Sønderjylland end resten af landet i de år jeg har undersøgt, med nævnte metodiske forbehold in mente. Nedenstående grafik viser den procentvise førstegangs ulovlige sessionsudeblivelse i Danmark fordelt på amter for årene 1849, 1857, 1858 og 1860-68.De år de fynske amter var repræsenteret i kildematerialet, var de blandt de amter med den højeste sessionsudeblivelsesprocent.

Rejste til udlandet for at slippe for militærtjeneste

Hvor stor en procentdel af de unge, der ulovligt udeblev fra sessionen ud fra antimilitaristiske grunde, lader sig næppe fastslå. Af historikeren Kristian Hvidts Flugten til Amerika fremgår, at flertallet af almindelige udvandrere netop var i alderen omkring værnepligtsalderen - dvs. 20-24 år.25 Disse unge mænd stod lige for at skulle på session. Hvidt fremhæver, at når unge karle i slutningen af det 19. århundrede udvandrede, hang det nøje sammen med muligheden, eller rettere sagt den manglende mulighed, for at få foden under eget bord, dvs. at kunne få egen jord at dyrke.26 Det var afgørende for lysten til udvandring, men “hvis en ung mand havde besluttet at udvandre, var det naturligvis praktisk at gøre det inden sessionen”, fremhæver Hvidt, og tilføjer, at der efter hans opfattelse kun var meget få, som udvandrede alene ud fra antimilitaristiske grunde.27 På opfordring nævner Hvidt dog et konkret eksempel på ulovlig udeblivelse, der udsprang af decideret militærvægring, nemlig hans egen far. Som kunstmaler var Hvidt bosat i Italien, men kom hjem i 1915, og “[d]a han straks blev indkaldt til sikringsstyrken, skyndte han sig at rejse til Norge, hvor han boede resten af krigsårene”.28

I modsætning til Hvidt, mente den samtidige kilde Fredsbladet fra marts 1895, at “mange rejste til Amerika for at slippe for militærtjenesten”.29 Denne samtidige kilde tillægger jeg betydelig vægt, men om “mange” vitterligt rejste til Amerika udfra mere eller mindre antimilitaristiske grunde for at slippe for militærtjeneste er derimod et åbent spørgsmål, set i det større udvandringsmæssige og samfundsøkonomiske perspektiv.

Under det nordiske Fredsmøde i København i 1904 fortæller fru Sørensen fra Norge, at de unge havde valget mellem lydighed, fængsel eller at forlade landet.30 Det var en bemærkelsesværdig udtalelse, og hun fortsatte sin kritik af militæret i samme direkte stil: “(…) vi har erfaring for, at den ungdom, som af overbevisning er imod militærvæsenet, men af frygt for straffen alligevel gør militærtjeneste, let taber sin selvagtelse og ofte ender som et menneskeligt vrag”.31 Og hun konkluderer: “[V]il Du ikke være soldat og heller ikke komme i fængsel, saa faar Du reise ud til et andet land (…). Skal vi blive af med krigsvæsenet, saa maa ungdommen negte at gjøre krigstjeneste, det er en soleklar sag.”32 Fru Sørensen afslutter sin tale med et par antimilitaristiske anskuelser, hvor hun bl.a. fastslår at, hvis man elsker sit fædreland, så gør man større gavn end de, som bliver og gør krigstjeneste, og at den norske fredsforening i tre valgperioder havde forelagt det norske storting et forslag til lov om valgfrihed for værnepligtige.33 Selvom om fru Sørensen var fra Norge og selvom udtalelserne faldt under en tale under det femte nordiske fredsmøde i 1904, går jeg ud fra at hendes medsøstre, deres mænd, og ikke mindst deres sønner, i Danmark tumlede med samme tanker ikke alene før 1904 men også før 1901. Fredsbladet og Dansk Fredsforening var generelt velansete og pålidelige aktører på datidens fredspolitiske scene. Begge startet af folketingsmand og modtager af Nobels fredspris Frederik Bajer, og der er næppe grund til at betvivle Fredsbladets opfattelse af, at “mange rejste til Amerika for at slippe for militærtjeneste”. Fru Sørensens personlige opfattelse kan ingen tage fra hende.

I 1913 i Fredsbladet omtales ungsocialisten og militærnægteren hr. Jørgensen, som havde nægtet at møde til session.34 Her kobles ulovlig sessionsudeblivelse og militærnægtelse også sammen. Artiklen i Fredsbladet er primærkilde til oplysningen om Jørgensens sessionsnægtelse. Men Jørgensen var ikke alene. Adskillige af de syndikalistiske og ungsocialistiske militærnægtere i årene op til og under Første Verdenskrig bar rundt på domme for ulovlig sessionsudeblivelse. I disse tilfælde kan den ulovlige sessionsudeblivelse kobles direkte sammen med en konsekvent antimilitaristisk holdning.35 I Militærnægteren er skildret mange eksempler på socialistiske militærnægtere som også var udeblevet fra session, og i Foreningen af Konsekvente Anti-Militaristers arkiv findes også beskrivelser af sessionsudeblivelsesdomme blandt militærnægterne.36 Dette bekræfter den daværende ungsocialist Mikkel Christensen som i sine erindringer skriver om “militærnægtere, der undlod eller nægtede at møde på session”.37 Mikkel Christensens erindringer er udkommet mange år senere, i 1967, og er som sådan ikke samtidige. Men Mikkel Christensen var en central figur på datidens revolutionære venstrefløj, og hans beskrivelse stemmer overens med ovennævnte kilder, der peger i den retning.

Nævnte eksempler på tilpasningsreaktioner er blot få af flere eksempler på ulovlige sessionsudeblivelser, som var koblet til militærnægtelse. Militærnægterens oplysninger skal selvfølgelig behandles med forsigtighed. Oplysningerne i Militærnægteren er her primær- og andenhåndskilde til selve sessionsudeblivelserne, men der er ingen tvivl om at de forekom.

Ovennævnte sager stammer hovedsageligt fra perioden efter 1901. Sagerne tjener for det første til at vise konkrete eksempler på ulovlig sessionsudeblivelse, som kan kædes sammen med en eller anden form for militærnægtelse, og for det andet til at sandsynliggøre at dette også forekom før 1901. Metodisk har der været langt flere kilder, der belyser dette forhold i perioden efter 1901 end før 1901. Det er et metodisk problem for undersøgelsen.

Ulovligt sessionsudeblevne straffedes efter værnepligtslovens § 25, efter 1861 § 18. Heri anføres, at hvis en sessionspligtig person ulovligt udeblev første gang, han skulle møde på session, blev han straffet med automatisk tvangsudskrivning, såfremt han senere blev antruffet og anset for tjenestedygtig. Hvis han derimod blev kasseret, blev han i stedet idømt en mulct38 på 12-20 Rigsdaler. Hvis man udeblev ulovligt også fra den næstkommende session, blev man automatisk udskrevet til 4 års garnisonstjeneste - hvis man blev antruffet, og igen såfremt man fandtes tjenestedygtig. I modsat fald idømt denne gang en mulct på 20-40 Rigsdaler. Hvis man ulovligt udeblev 3 eller flere gange fik den pågældende beslaglagt sin formue - og hvis antruffet og fundet tjenestedygtig udskrevet til 4 års garnisontjeneste mod tilbagelevering af formuen. Hvis man ikke blev fundet tjenestedygtig, blev man straffet med simpelt fængsel indtil 6 måneder.

Det er ingen tvivl om, at ulovlig sessionsudeblivelse grundet militærvægring og militærnægtelse forekom. Men hvor stor en procentdel lader sig ikke fastslå. At foretage en undersøgelse med den antagelse at 1, 5, 10 eller 20 procent udeblev ulovligt fra session på grund af militærvægring forekommer mig umuligt. Derfor bygger undersøgelsen ikke på en given procentdel, men på den antagelse at ulovlig sessionsudeblivelse forekom, og at det var en velkendt og benyttet måde at vægre sig militærtjenesten.

Landbobefolkningen udeblev - Fyn på lægdsplan 1868-1870.

Top

Noter

1 Held, Finn: Militærnægtelse - en menneskeret og en del af fredsarbejdet, kbh. 1987, p. 19.

2 Birkedal, Uffe: Den almindelige Værnepligt II, i Fredsbladet 5. årgang okt. 1897, nr. 10 p. 76.; Birkedal, Uffe: Den almindelige Værnepligt III, i Fredsbladet 5. årgang, nov. 1897, nr. 11 p. 84 og Bayer, Jens: Brud på værnepligten i Fredsbladet 6. årgang, april 1898, nr. 4, p. 28.

3 Thomsen, Rudi: Den almindelige værnepligts gennembrud i Danmark. Kbh. 1949, p. 39.

4 Ibid., p. 33.

5 Ibid., p. 39.

6 Ibid., p. 39-40.

7 Ibid., p. 40.

8 Bjerg, H. C.: Til fædrelandets forsvar. Kbh. 1991, p. 59.

9 Grundtvig, N. F. S.: i Danskeren, nr. 41 1848, p. 645.

10 Ibid., p. 642ff.

11 Bjerg, H. C.: Til fædrelandets forsvar. Kbh. 1991, p. 62.

12 For yderligere oplysninger om nummerbytning se Hjort, A.: Om Stilling og Nummerbytning, forsaavidt angaar Udskrivningrn for Landkrigstjenesten til Veiledning for Udskrevne der ønske sig frigjorte for Værnepligtens Opfyldelse. Kbh. 1858.

13 Bjerg, H. C.: Til fædrelandets forsvar. Kbh. 1991, p. 62.

14 Hvidt, Kristian: Flugten til Amerika eller Drivkræfter i masseudvandringen fra Danmark 1868-1914. Odense 1971.

15 RA, Generalauditørens justitsarkiv, straffelister, pk. 10, 10. batl. 1868, nr. 13.

16 Ibid., pk. 11, 22. batl. 1869, nr. 1.

17 Ibid., pk. 11, 22. batl. 1869, nr. 3.

18 Ibid., pk. 11, 18. batl. 1869, nr. 1.

19 Peter Hansen blev idømt en mulct på 10 rds., hvorimod Niels Peter Jørgensen og Sørens Sørensen både blev idømt en mulct af 10 rds. og mørk arrest i 3 dage på indskrænket kost.

20 Løgstrup, Birgit: Bundet til Jorden. Stavnsbåndet i praksis 1733-1788. 1987, p. 173.

21 Ibid., p. 174.

22 Hvidt, Kristian: Flugten til Amerika eller Drivkræfter i masseudvandringen fra Danmark 1868-1914. Odense 1971, p. 253.

23 Hvidt, Kristian: Flugten til Amerika eller Drivkræfter i masseudvandringen fra Danmark 1868-1914. Odense 1971, p. 254.

24 Ibid., p. 255.

25 Hvidt, Kristian: Flugten til Amerika. Kbh. 1971, p. 159-165.

26 Ibid., p. 160.

27 Kristian Hvidt brev af 28.9.1999 til Peter Mikael Hansen.

28 Ibid.

29 Fredsbladet 4. årg. nr. 3-4, 15. marts 1895, p. 33.

30 Beretning om Det femte nordiske Fredsmøde i Kjøbenhavn. Kbh. 1905, p. 109.

31 Ibid., p. 109.

32 Ibid., p. 110.

33 Ibid., p. 111.

34 Fredsbladet 22. årg. nr. 1, 15. januar 1913, p. 4.

35 Eksempelvis nævner de konsekvente antimilitaristers eget tidsskrift Militærnægteren nr. 1 fra august 1916 eksempler på militærnægtere, der fik domme for ulovlig sessionsudeblivelse. I artiklen Vilkaarlighed - Dommerne og deres Opfattelse af Lovens Bogstav, beskrives hvorledes Retten i Århus havde idømt en kammerat 20 kr. i bøde for første udeblivelse fra session, mens man i Lyngby havde idømt 2 kammerater hver 300 kr. for samme ‘forbrydelse’. I Militærnægteren nr. 3 fra januar 1917 omtales Georg Jensen, der idømtes 20 dages simpelt fængsel for udeblivelse fra session. I følge Militærnægteren afsonede han i Vestre Fængsel. Et andet eksempel findes i Militærnægteren nr. 7 fra juni 1917. Heri beskrives hvorledes Carl Pettersson lørdag d. 12. maj 1917 blev anholdt og indsat i arresten på Nytorv, fordi han ikke havde mødt på sessionen. Dommen lød senere på 10 dages simpelt fængsel på vand og brød. Carl Pettersson var medlem af Foreningen for Konsekvente Antimilitarister.

36 Se ABA, FKAM, Medlemsfortegnelse med generalia.

37 Christensen, Mikkel: Min lille Verden, Gentofte 1967, p. 175.

38 Mulct svarede til vore dages bøde.

39 27 ud af 33 gange lå procenten ml. 3 og 9,9. 9 gange blev der målt ml. 5-5,9 % hvilket er den procentdel der forekommer hyppigst. Middelværdien ligger dog på 6,2 % for hele perioden 1868-70. (Se bilag 2.1).

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk