Det danske Fredsakademi

Nødvendigheden af systematisk fredspædagogik

Af Marina Jakobsen, Ph.d. 2004

Hvad forstår vi ved nødvendighed? Hvad er systematisk, og hvad er fred og pædagogik som ordet fredspædagogik er sammensat af? Først må vi afklare disse begreber, før vi går videre i vores argumentation og påviser vores postulat, nemlig at det er nødvendigt med fredspædagogik, og endda en fredspædagogik som er sat i system.

Først nødvendighed: Det modsatte af nødvendighed er noget som er muligt, tilfældigt, eller kontingent, som det hedder i det filosofiske fagsprog. Det nødvendige er noget der ikke kan undværes - Hvis det ikke er der, er der sammenbrud hvor det skulle være. Det nødvendige er også det som logisk set må være tilstede. Nogle mener fx. om logik at den er nødvendige relationer mellem størrelser (som her fx. kunne være fred og pædagogik).

Systematisk: De fleste af os vil mene at vi er fortrolige med dette begreb. Her vil vi forstå systematisk som meningsfyldte helheder bestående af størrelser som er indbyrdes forbundne. Vores tema - altså nødvendigheden af systematisk fredspædagogik - handler om at skabe forudsætninger for sammenhænge mellem forskellige størrelser, m.a.o. mulighedsbetingelser for at erkende fred, hvilket vil sige rationelt at finde frem til sandheden om freden - og krigen.

Fred? Der er mange definitioner af fred. Den mest generelle betragter fred som fravær af konflikt, og konflikter findes i mange afskygninger. Forfatteren Paulo Coelho giver i forordet til den nye udgave af Hvorfor Krig? af Albert Einstein og Sigmund Freud, en definition af fred som ikke er irrelevant for vores problematik: fred er ikke det modsatte af krig, thi vi kan finde fred mens vi kæmper for vores drømme - fx. om fred. Dette skal ikke blot lyde poetisk, men rummer en filosofisk spidsfindighed - og som understreget - ikke uden betydning for vores begrebsdannelse vedrørende stræben efter fred, ægte og uforfalsket fred. En vedvarende og retfærdig fred er mere end blot fravær af krig, fravær af fysisk og psykisk vold. En fred der indebærer social refærdighed, retfærdige internationale relationer, etik, respekt for det andet – altså det anderledes - en sådan fred kræver kamp.

Pædagogik er opdragelseskunst, især via undervisning. Vi kan opdrages til at elske kongen, altså dronningen, staten og vores land, til at være forbrugere, men spørgsmålet er om dette er pædagogik. Måske er det snarere afretning, dressur. Pædagogik er vel kun pædagogik når den er frigørende. Men vi kan ikke dresseres til fred, det ville være undertrykkelse. En fredspædagogik må nødvendigvis have frigørelse som essens. Hvis den ikke er frigørende kan den ikke få os til at indse og erkende fredens væsen. Einstein har været opmærksom på det da han skrev i sit berømte brev til Freud:

Vi må gøre os immune for propaganda. Vi må vaccinere vores børn mod militarisme ved at bibringe dem pacifismens ånd. Europas elendighed skyldes, at folkene bliver opdraget med falske mål for øje. Vore skolebøger forherliger krigen og fortier dens gru. De indoktrinerer børn med had. Jeg vil hellere undervise dem i fred end i had, hellere i kærlighed end i krig. Skolebøgerne må skrives om. I Stedet for at glorificere ældgamle konflikter og fordomme, skal en ny ånd fylde vores undervisningsinstitutioner, Hvorfor krig?

Krig og fred i Einsteins optik er alt andet end relative størrelser. For Einstein har der aldrig været en god krig eller en dårlig fred. Men pointen med Einsteins citat er, at vejen til freden skabes via uddannelse, ved at man befries fra propagandaen, fra den historiske arv som glorificerer krigen ved at retfærdiggøre den som middel til at skabe en ny verden, et nyt demokratisk samfund – som det hedder nu om dage.

Mere end nogensinde har vi brug for en systematisk fredspædagogik. Verden har på det sidste vist sig fra sin grimme, voldelige side. Det ser ud til at alle konflikter og uenigheder skal løses med vold i større eller mindre skala. Dette er et stort civilisatorisk tilbageskridt. Vi har set hvordan års møjsommeligt arbejde for at formulere en folkeret, for at bygge et globalt forum for dialog og beslutning, set hvordan fredelige konfliktløsninger er blevet trådt under fode. Vi har oplevet alt for tydeligt at magt er blevet ret, eller anderledes formuleret, at det irrationelle har overmandet det rationelle. Heraf nødvendigheden af at beskæftige sig systematisk med fredsproblematikken i vores institutioner. Vi må erstatte krigskunsten med fredskunsten.

Hertil er det vores intellektuelle muskler vi har brug for, vores menneskelighed og ydmyghed, i stedet for arrogance og fysisk styrke. Vi må skabe en tiltrængt, global helingsproces for at skabe fred. Og den meste indlysende og farbare vej dertil er at sætte fred på dagsorden, dvs. på curricula og pensa i vores undervisningsinstitutioner, således at der skabes muligheder for at vi bliver frigjort fra det primitive, fra volden, og kan generobre vores menneskelighed, eller rettere: vor menneskelige værdighed. Det er da uværdigt at ryge i totterne på hinanden ved den første og bedste anledning. Det er da uværdigt at lytte til løgn efter løgn om en angrebskrigs grundlag. Det er da uværdigt at fylde vores stuer med billeder af mennesker udsat for den dybeste fornedrelse, krænkelse og nedværdigelse!

Vi må kæmpe imod det her. Men naturligvis ikke hverken med klyngebomber, granater, ubemandede dronefly eller noget andet djævelskab. Men med vores intellektuelle våben, vores ånd, for at holde fast ved Einstein. Hvis vi skulle have en iboende destruktionstrang, hvis det skulle være denne som i sidste instans bevirker at mennesket beredvilligt stiller op til krig og udøvelse af vold, så må den underkastes fornuftens diktatur.

Hvorfor Fred? Først og fremmest fordi fred er mere rationel end krig. Fordi vi, via vores kulturelle processer eller vores civilisation, kan indse at livet er betydeligt mere værd end alt andet, at livet er uerstatteligt. Med Freuds ord:

Kulturprocessen påtvinger os holdninger som står i voldsom modsætning til krigen, derfor må vi protestere mod den, vi kan simpelthen ikke finde os i den længere, det er ikke en intellektuel eller følelsesmæssig afvisning, det er hos pacifister en konstitutionel intolerance, en idiosynkrasi i største format. Og det ser bestemt ikke ud til, at krigens æstetiske skændsel har mindre andel i vores afvisning end dens grusomheder, Hvorfor Krig?

Freud når frem til, at det som udviklingen skaber, altså civilisation og kultur, må nødvendigvis modarbejde krigen. Kulturen og civilisationen har lært os at hvert menneske har ret til et ordentligt liv. Men krigen udsletter mennesker som tror på livet. Dens uhyrligheder sætter mennesket i situationer der er ydmygende, fx. ved at tvinge det til at myrde, tortere. Det er ikke kun de nøgne hattetildækkede mænd som fornedres, men i lige så høj grad dem som står storgrinende ved siden af, og lader sig fotografere for at have et trofæ. Hvor dybt kan man synke? Krigen er ikke alene grim, den er også udtryk for den dybeste umoral overhovedet.

Krigen ødelægger menneskets frembringelser, kulturelle værdier, som vi også så da museerne blev plyndret og gamle skatte ødelagt. Men værst er krigens ødelæggelse af menneskelig ære og værdighed.

Vi skal lære at dyrke det rationelle i vekselvirkning med det menneskelige. Så vil vi til enhver tid indse at konflikter og krigsførelse kan afskaffes ved almindelige menneskelige overenskomster. Dette er lettere sagt end gjort, tænker nogle af os. Ja, sådan som verden ser ud lige nu, synes det som om det vil tage flere generationer, at det vil være et langt sejt træk. Men heri ligger der udfordringen. Trods opgavens omfang, må vi ikke tabe målet af sigte.

Thi vi har kun én verden, menneskenes verden. For at overleve må vi lære at samarbejde. Imaginære grænser eller rettere hindringer, såsom race, religioner, kulturer og berigelsestrang indhyllet i nationalismens fane skal vi til bunds i. Vi skal afmystificere dem. Og der er mange metoder: Dialog og møder menneskene imellem er nogle af dem. I vores uddannelsesinstitutioner må vi, uden fordom, studere disse imaginære hindringer, og udvikle adækvate metoder til at gøre dem gennemsigtige så de ikke længere har magt til at forblænde os. Vi har, som påpeget, allerede nogle velegnede redskaber, blandt andet den herredømmefrie samtale både i dens oprindelige habermasianske udgave og i senere fortolkninger. Vi har den jødiske filosof, Martin Bubers tænkning om mødet mellem et Jeg og et Du, hvor mennesker møder hinanden i hele deres nøgenhed og sårbarhed, på et dybere plan, og i mødet når helt ind til den andens menneskelighed. Mennesket bliver til, ifølge Buber, i en relation, hvor både Jeg og Du bliver helt sig selv og bliver ligeværdige. I et sådant møde dør det menneskelige ego og bliver en person. Martin Buber deltog aktivt i dannelsen af staten Israel, men han kæmpede alle dage for fredelig sameksistens med palæstinenserne i en fælles, binational stat.

Vi har en anden jødisk filosof, Emmanuel Lévinas, der argumenterede konsistent for at vi fuldt ud skal respektere den andens andethed, dvs. anderleshed. Næsten som Buber, var han skeptisk overfor for ego’et. Ego'et er kilden til meget ondt, det er dybt anti-humanistisk, idet det er en totalitær størrelse som udelukker og udstøder andre.

Vi har FN som kan moderniseres og forbedres så den bliver mere tidssvarende og mere afbalanceret med hensyn til vitale beslutninger, og som vi kan lære betydning af. Vi har en folkeret som vi burde vide meget mere om.

Alt dette kan vi sætte i system på vores universiteter, gymnasier og helt ned til de små klasser i folkeskolen. Vi taler tit om nye tider, men vi taler meget lidt om nye mennesker. Nye tider uden nye mennesker er en ubegavet skrøne. Nye mennesker er skabninger som kan afstå fra vold, det er mennesker som er fremmede overfor for vold, de praktiserer og lever i ahimsa, som Mahatma Gandhi kaldte ikkevold. Gandhi var, som vi ved, en gigant hvad ikkevold angår. Han beviste med sin ikkevolds praksis at man kan befri en hel nation fra kolonialismens åg uden at løsne et skud. Han var lærd og vis, og viste at man kan afstå fra vold på det personlige, sociale og internationale plan. Og han gik videre: Ikkevold skal også praktiseres på det psykologiske plan.

Alle disse her omtalte tilgange kan systematiseres som en del af etikken, som en etik om krig/fred, vold/ikke vold.

Uanset hvad årsagerne til krig end måtte være: ressourcer, grænser, religion, materielle eller ikke materielle - når løgnene fyger rasende over vores hoveder og våbnerne taler, så kan vi tage det som tegn på at etikken er kommet til kort.

Vi må vende bøtten: Sætte etik og rationalitet sammen og overtrække dem begge med menneskelighed. Alle de ofre vi bringer på krigens alter, må vi bringe for fredens sag. Vi må lære vores børn og unge at holde fast ved at der er mere fornuft i at bruge ressourcer på at bygge en skole eller et hospital end på at bombe dem. Jeg siger holde fast fordi børnene ved det. Det er svimlende summer der bruges på krig. Einstein og andre radikale pacifister mente at en brøkdel af det der soldes på krig ville række til at skabe værdighed for mennesker i mange lande. Dette regnestykke har ikke ændret sig i det halve århundrede der er gået siden Einsteins dage. Det er irrationelt at bruge penge på at fremkalde død og destruktion, mens mange mennesker verden over lever i mangel.

Hans von Sponeck, som var FN’s humanitære koordinator i Irak i slutningen af 90’erne, sagde sit job op bl.a. fordi han blev indigneret over hvor nemt ressourcerne kunne skaffes til at straffe irakerne så de bukkede under, men ikke kunne skaffes til at lade dem leve. De milliarder der bevilges til krigen mod terror, kunne bruges langt mere rationelt og effektivt til bekæmpelsen af årsagerne til terrorisme: fattigdom, krænkelse af andres værdighed på grund af fordomme om kulturel overlegenhed, etc.

Vi har indtil videre argumenteret for at befri os fra vold, fordi det hænger sammen med frigørelse af vores menneskelighed, medmenneskelighed og omsorg for vores fælles menneskelige værdighed, for livet.

En sekundær grund til at det er nødvendigt med en systematisk fredsundervisning i en verden som bliver stadig mere voldelig, er at vold og demokrati er inkompatible størrelser. Vold kalder på totalitarisme. Vi ser hvordan menneskerettighederne tilsidesættes på Guantánamo, lige såvel som i de irakiske og afghanske fængsler. Her lever mennesker i et jurisdisk limbo, udenfor lov og ret. Retssikkerheden skrider. Terrorlovene i mange lande krænker retsstaten. Vi har nu en situation vi roligt kan kalde en permanent krigstilstand af større eller mindre intensitet. Krigen, og ikke freden, er blevet den normale tilstand. Verden ligger på hovedet. Det må vores unge generationer bevidstgøres om, så de lærer at kræve afnormalisering af krigen.

Vi så også fordrejelserne, fortielserne og løgnene om krigsgrundlaget i alle de såkaldte demokratier som deltager i The Coalition of the Willings, Hævdvundne demokratiske traditioner angribes konstant og saboteres af kræfter som i det offentlige rum kalder sig demokratiske, mens de i nattens mulm og mørke gnaver lystigt i demokratiet. I takt med at volden bliver mere accepteret afdemokratiseres borgerne og samfundet. Det er et slag i ansigtet på vores civilisation. Og et alvorligt, dybt beklageligt og farefuldt skråplan de krigslystne beslutningstagere bevæger sig på.

Demokrati er ikke en fait accompli, demokrati er en proces (det har selv Bush fundet ud af). Og selvom netop derfor intet demokrati er fuldkomment, så har historiens løb vist at det trods alt er den bedste og mest hensigtsmæssige måde at organisere et samfund på. Frederik og Mary ser meget søde og smukke ud, men kun en lille flok originaler kunne for alvor drømme om at de var de reelle beslutningstagere, at de besluttede i vores navn, på vores vegne og for os.

De krige vi oplever nu har de efterhånden knappe ressourcer som årsag. Nu er det især olien man kæmper for at sikre sig, om få år vil det være vand. Ca. 50% af USA’s drikkevand er forurenet. Den såkaldte militære bistand man giver Colombia, og forsøget på at overtage militære baser i Andes- og Amazonregionen skal ses som små skridt mod den fulde kontrol med Amazonfloden, en af verdens største ferskvandsreserver. Kinas udvikling og spektakulære vækst vil også om få år gøre krav på olie og metal til bl.a. biler. Man har beregnet at Kinas bilpark skal nå op på 650 millioner biler for at befolkningens levestandard svarer til vestens. Det er der ganske enkelt ikke ressourcer nok til. Følgen heraf er udvidelsen af krigen.

Så må vi lære at føre dialog om ressourcefordelingen. For fejltrin her kan meget vel indebære vores, dvs. jordens endeligt. Vi skal måske endda finde på en dialogform om andre måde at udvikle vores samfund på. Michael Klare, en amerikansk politolog, advarer om det i en bog om fremtidige krige. Og Einstein sagde allerede i maj 46:

We shall require a substantially new way of thinking if mankind is to survive, New York Times, maj 46.

Vi må ikke alene lære at genbruge, anvende offentlige transportmidler i højere grad end vi gør nu. Vi må finde andre former for vækst. Vores økonomiminister, Bent Bendtsen, kan ikke sige to sætninger uden at sige vækst. Han må lære andre former for økonomiske, politiske diskurser. Vækst behøver ikke nødvendigvis at være ensbetydende med større forbrug af materielle goder. Vi er også i krig med naturen, det billige skidt. En højere og større bevidsthed om ressourceknaphed kunne lindre på de skader vi påfører naturen.

Alt dette hænger sammen med fred, og skal indgå i et curriculum for fredsundervisning. Det er ikke svært at lave et fagligt curriculum for en formaliseret fredsuddannelse. Der er rigeligt at tage af. Det svære er at overbevise politikere om at en sådan undervisning skal sættes i system. Især lige nu. I en verden som styres af krigspolitik. Når krigen er det normale, er pacifismen det subversive; det samfundsomstyrtende. Derfor må vi slibe vores ånds- og intellektuelle sværd for at iværksætte et sådant program. I form af civil ulydighed.

Det er muligt at skabe en fredelig verden, det var ikke alene fortidens intellektuelle og åndelige kolosser som Einstein, Gandhi, Thoreau, Tolstoj med flere enige om. Også i nutiden er der bestræbelser for at få menneskeheden til at betræde den rigtige vej, læs blot The Seville statement on violence (i Peace Review 4(3) hvor mange videnskabsfolk optræder som fortalere for en fredelig verden og tilbageviser ideen om at mennesket har et voldeligt instinkt. Hvis mennesket ikke er voldeligt af natur, så må det være muligt at skabe en fredelig verden. Det er blot et spørgsmål om træning, om praksis.

I Danmark findes et center for konfliktløsning, men ikke nogen decideret freds- eller fredsforskning på nogen af landets højere læreanstalter, som dem der findes i mange lande. Vores ungdom har ingen reel mulighed for at beskæftige sig systematisk med spørgsmålet, eller for at skabe mulighedsbetingelser for en fremtidig fredskultur i stedet for en voldskultur som den vi er underlagt nu. Det må vi gøre noget ved. Og det haster, for når det onde finder vækstbetingelser reproducerer det sig selv.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk.
Locations of visitors to this page