Det danske Fredsakademi

DEN NORDATLANTISKE TRAKTAT

Washington D.C., den 4. april 1949*)

Kommenteret udgave ved Holger Terp

Deltagerne i denne traktat bekræfter på ny deres tillid til formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og deres ønske om at leve i fred med alle nationer og alle regeringer. De er fast besluttede på at sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætning og på lov og ret. Deres stræben er at fremme stabilitet og velfærd i det nordatlantiske område. De er besluttede på at forene deres kræfter til kollektivt forsvar og til bevarelse af fred og sikkerhed.

I overensstemmelse hermed er de blevet enige om nedenstående Nordatlantiske Traktat:

*) Traktaten trådte i kraft den 24. august 1949 efter deponeringen at alle signatarmagternes ratifikationsdokumenter.

Traktatens forfattere erkender, at organisationens medlemmer er underordnet FN, samt at man vil leve i fred med alle lande og regeringer, uanset styreform. FN-pagtens Artikel 51 bruges som argumentation for NATOs legimitet eller lovlighed. Medlemmerne af organisationen skal være demokratier, som fremmer og forsvarer stabilitet og velfærd. Brydes disse forudsætninger i et af medlemslandene må preamplens ordlyd være ensbetydende med, at de andre NATO-lande med fredelige midler, diplomati, søger at genoprette den oprindelige orden. Det har NATO haft det svært med. Demokrati er folkestyre, hvor borgerne har direkte indflydelse i den lovgivende magt og ved folkeafstemninger. I de fleste NATO-lande er styreformen reelt et repræsentativt demokrati, hvor valgte politikere træffer beslutninger. Flere af de sydeuropæiske NATO-lande, Portugal, Grækenland og Tyrkiet har været styret af militæret, som har taget magten ved statskup. Disse styreformer er altså ikke demokratiske. NATO udtrykker heller ikke den store interesse for demokrati. Først træffes beslutninger i stor hemmelighed, og efterfølgende forventes parlamenterne at bekræfte beslutningerne. Det klassiske eksempel er dobbeltbeslutningen fra 70erne om udstationering af mellemdistanceatomvåben i Europa.

ARTIKEL I

Deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig fred og sikkerhed såvel som retfærdigheden ikke bringes i fare, og til i deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse på nogen måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål.

Her understreges organisationens underordning i forhold til FN, hvilket gentages i artikel 7. Artiklen er lang, Havde det været en almindelig tekst, ville man nok havde sat et punktum ind efter fare. Artiklen er hertil krystalklar og ikke til at misforstå. Den sidste del af sætningen er mere kringlet. NATO-medlemmerne skal afstå fra trusler og magtanvendelse som er uforenelig med FNs formål. Hvad der er FNs formål kan altid diskuteres, men i FN-pagten står der også, at FNs formål er at fremme fred og sikkerhed. Der er to regelsæt som regulerer staternes indbyrdes forhold: Briand-Kellogg traktaten fra 1929 som forbyder krig under alle former og FN-pagten. Sat på spidsen kan man hævde, at NATO-pagten i sig selv udtrykker mistillid til, at FN er i stand til at løse internationale kriser før de udvikler sig til krig. USA, England og Frankrig er medlem af FNs sikkerhedsråd og dermed har et betydeligt folkeretsligt ansvar for at løse internationale kriser, og som de stormagter landene er, burde USA, England og Frankrig også have en interesse i at løse dem. Mangler den politiske interesse, må der være andre tungtvejende interesser som har større prioritet end folkeretten.

ARTIKEL 2

Deltagerne vil bidrage til den videre udvikling af fredelige og venskabelige mellemfolkelige forhold ved at styrke deres frie samfundsordninger ved at hidføre en bedre forståelse af de grundsætninger, som disse samfundsordninger hviler på, og ved at fremme almindelig stabilitet og velfærd. De vil søge at fjerne uoverensstemmelser i deres internationale økonomiske politik og vil tilskynde til indbyrdes økonomisk samarbejde.

Medlemslandene skal oplyse om deres demokratiske styreformer og have en politis målsætning, der styrker deres økonomiske samarbejde. Artiklens første del har et indenrigspolitisk sigte, mens anden del har et økonomisk mål. Bekymringen ses også i NATOs Partnerskab for Fred aftale fra 1994, hvor man søger at skabe større gennemskuelighed i militære spørgsmål og i NATOs kriterier for udvidelsen af organisationen fra september 1995, hvor ansøgerlande skal vise "respekt for menneskerettigheder, international lov og etniske minoriteter", samt have "civil kontrol med de væbnede styrker".

I NATO-landene viser historien fra 1949 og fremefter, at militærdiktaturer, borgerlige regeringer af liberale og konservative og socialdemokratiske regeringer er tilladt. Andre venstreoppositionelle partier og organisationer, herunder fredsbevægelser, har været genstand for systematisk overvågning fra efterretningstjenester.

Dannelsen af NATO medførte en hidtil uset oprustning i medlemslandene i fredstid, hvilket medførte forlængelse af vare rationeringer fra anden verdenskrig, vare knaphed, boligmangel og en forringelse af de forsvaredes velfærd. Udgifterne til Korea-krigen og atomvåbnene løb op i 18 procent af det amerikanske bruttonationalprodukt, mod et tilsvarende gennemsnit for resten af NATO-landene på ni procent i 1951. Genopbygningen af Vesttyskland skete i en periode, hvor landet ikke var medlem af NATO og de få sociale forbedringer som har fundet sted i Danmark, for eksempel indførslen af bistandsloven skete mens der var pause i oprustningen. Privatiseringer har deres rod i det konservative England, som dels skulle betale regningen for Falklandskrigen og dels skulle betale for nye atomubåde og andet nyt militært udstyr.

De store industrilande i NATO har satset på opbygning af store rustningsindustrier. Krigsmaterielfabrikanterne sælger deres produkter dyrt til regeringer og til enhver som kan betale. Derved bidrager rustningsindustrien både til at fremme behovet for stadig forøgede militæromkostninger, samtidig med, at de væbnede konflikters voldsomhed forstærkes, med det uundgåelige resultat, at civilbefolkningen både i NATO-lande og i lande som er i krig får forringet deres velfærd. Eksempelvis argumenterer den amerikanske ambassade i midten af 50erne med, at den daværende danske regering skal opgive en reform af folkepensionen, øge forsvarsudgifterne og købe nye jagerfly.

ARTIKEL 3

Med henblik på mere effektivt at virkeliggøre denne traktats formål vil deltagerne, hver for sig og i fællesskab, gennem stadig og effektiv selvhjælp og gensidig hjælp opretholde og udvikle deres individuelle og kollektive evne til at imødegå væbnet angreb.

Enhver imødegåelse af væbnede angreb skal, ifølge Artikel 1, imødegås med fredelige midler. Artiklen er brugt som argument for byrdefordeling i NATO, hvilket vil sige, at de små NATO-lande skal hæve deres forsvarsudgfter, når stormagterne skal betale for fores oprustning og krige.

ARTIKEL 4

Deltagerne vil rådføre sig med hverandre, når som helst nogen af dem mener, at nogen af deltagernes territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet.

Meget godt med rådføringen, men tilsyneladende glemmer man FN, samt det forhold, at medlemslandene i NATO, ifølge artikel 1, skal afstå fra trusler og magtanvendelse.

ARTIKEL 5

Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere at dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant væbnet angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse at retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse at væbnet magt, som hver at dem anser for nødvendige, for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed.

Ethvert sådant angreb og alle som følge deraf trufne forholdsregler skal uopholdeligt indberettes til Sikkerhedsrådet. Sådanne forholdsregler skal bringes til ophør, når Sikkerhedsrådet har truffet de til genoprettelse og opretholdelse af den mellemfolkelige fred og sikkerhed fornødne forholdsregel.

NATO er en forsvarspagt. Efter NATOs grundlæggelse omdøbte alle medlemslandene deres krigsministerier til forsvarsministerier. Militært forsvar er tilsyneladende mere acceptabelt end militært angreb og begrebet krig anvendes ikke i denne traktat. Angreb omtales kun i denne og i artikel seks, der er en forklarende artikel. Artikel 5 er i klar modstrid med artikel 1. NATO-traktaten giver ikke medlemmerne ret til selv at angribe andre lande militært og man har ikke taget højde for, at to NATO-lande som Grækenland og Tyrkiet, indbyrdes kunne komme i krig. Til trods for medlemskab af FN og NATO, har følgende NATO-lande været i krig: Belgien, Danmark, England, Frankrig, Grækenland, Holland, Portugal og USA. Havde traktatens forfattere kaldt tingene ved deres rette navn og skrevet, at organisationen var en militærorganisation, ville de indledende artikler reelt være overflødige.

ARTIKFL 6*)

Ved et væbnet angreb i artikel 5's forstand på en eller flere at deltagerne forstås et væbnet angreb

- på en hvilken som helst at deltagernes territorium i Europa eller Nordamerika, på Frankrigs algeriske departement**), på tyrkisk territorium eller på sådanne øer, som er underlagt nogen deltagers statsmyndighed i det nordatlantiske område nord for Krebsens Vendekreds;

- på en hvilken som helst at deltagernes styrker, fartøjer eller flyvemaskiner, når disse befinder sig i eller over disse territorier eller i noget andet område i Europa, hvor nogen at deltagernes besættelsesstyrker var stationeret på det tidspunkt, hvor traktaten trådte i kraft, eller i Middelhavsområdet eller i det nordatlantiske område nord for Krebsens Vendekreds.

*) Som ændret af Artikel 2 i protokollen til Den nordatlantiske Traktat om Grækenlands og Tyrkiets tiltrædelse.

**) Den 16. januar 1963 afgav den franske repræsentant en erklæring i Det nordatlantiske Råd om virkningerne af Algeriets uafhængighed med hensyn til visse aspekter af Den nordatlantiske Traktat. Rådet tog til efterretning, at for så vidt de tidligere algeriske departementer i Frankrig angik, var vedkommende klausuler i traktaten blevet uanvendelige fra den 3. juli 1962.

Lidt af en gummiparagraf. Allerede her inddrages områder, som ikke er traktatligt omfattet, nemlig det daværende Vesttyskland. Borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien ligger formelt uden for NATOs ansvarsområde og det samme gør eksempelvis Vietnam, Guatemala og Irak, hvilket ikke har forhindret enkelte NATO-lande at deltage i krige og borgerkrige uden for organisationens rammer, med mindre USA med baggrund i Monroe-doktrinen, opfatter både Nord- og Sydamerika som værende underlagt sin statsmyndighed. USAs deltagelse i militærkuppet i Chile og støtte til det stærkt højreorienterede regime i Guatemala under den 36 år lange borgerkrig, viser, at landets interesse i at bevare demokratiske forhold kun er retorik.

ARTIKEL 7

Denne traktat berøres ikke og kan ikke fortolkes som på nogen måde berørende deltagernes rettigheder og forpligtelser i medfør at De Forenede Nationers pagt for så vidt angår de deltagere, der er medlemmer af De Forenede Nationer, eller Sikkerhedsrådets primære ansvar for opretholdelsen at international fred og sikkerhed.

Alle medlemmer af NATO er medlemmer af FN. Artikel syv er en præcisering af artikel 1.

ARTIKEL 8

Hver af deltagerne erklærer, at ingen at de mellemfolkelige forpligtelser, som nu består mellem den og nogen anden at deltagerne eller nogen tredie stat, er i strid med denne traktats bestemmelser, og forpligter sig til ikke at indgå nogen mellemfolkelig forpligtelse, der er i strid med denne traktat.

NATO-traktaten som er en forsvarspagt, har ikke forhindret medlemslandene fra at lave millitæralliancer med andre lande og oprette baser, hvor dette var muligt. Er USAs støtte til militærkuppet i Chile i strid med NATO-traktaten?

ARTIKEL 9

Til overvejelse af spørgsmål vedrørende traktatens gennemførelse opretter deltagerne herved et råd, hvori hver af dem skal være repræsenteret. Rådet skal være således organiseret, at det til enhver tid ufortøvet kan træde sammen. Rådet skal oprette sådanne underinstitutioner, som måtte være nødvendige; det skal navnlig omgående nedsætte en forsvarskomite, som skal give indstilling om forholdsregler til gennemførelse af bestemmelserne i artiklerne 3 og 5.

Selv om NATO på papiret er en organisation med ligeværdige medlemmer, så viser den historiske udvikling, at det er atomvåbenmagterne og specielt USA som har haft den afgørende indflydelse på organisationens udvikling.

ARTIKEL 10

Deltagerne kan ved enstemmig beslutning opfordre enhver anden europæisk stat, som er i stand til at fremme grundsætningerne i denne traktat og bidrage til det nordatlantiske området sikkerhed, til at tiltræde denne traktat. Enhver stat, som modtager en sådan opfordring, kan blive deltager i traktaten ved at deponere sit tiltrædelsesdokument hos Amerikas forenede Staters regering. Amerikas forenede Staters regering vil underrette enhver af deltagerne om deponering ar ethvert sådant tiltrædelsesdokument.

NATO-udvidelse kan kun ske i Europa. Derfor måtte USA efter 1949 oprette lignende pagter med andre lande, specielt i Asien. Nogle a disse organisationer er siden opløst.

ARTIKEL 10

Denne traktat skal ratificeres og dens bestemmelser gennemføres af deltagerne i overensstemmelse med den fremgangsmåde, deres respektive forfatninger foreskriver. Ratifikationsdokumenterne skal snarest muligt deponeres hos Amerikas forenede Staters regering, som vil underrette samtlige øvrige underskrivere om hver enkelt deponering. Traktaten skal træde i kraft mellem de stater, som har ratificeret den, så snart ratitikationsdokumenterne fra et flertal af underskriverne, derunder Belgiens, Canadas, Frankrigs. Luxembourgs, Nederlandenes, Det forenede Kongeriges og De forenede Staters ratifikationer, er blevet deponeret. I forhold til andre stater skal den træde i kraft på datoen for deponeringen af disses ratifikationsdokumenter.

Dette skete ikke i Danmark. Den normale fremgangsmåde ved vedtagelse af lovforslag er, at der skal være tre behandlinger af lovforslag inden de vedtages. Politikerne fraveg Folketingets normale forretningsorden. Efter en udenrigspolitisk debat den 23 marts som sluttede kl. 00.40, hvorefter et udvalg dannes. Den 24. Marts afholdes der samråd med udenrigsministeren, hvorefter lovforslaget om at bemyndige regeringen til at underskrive og senere ratificere NATO-traktaten blev vedtaget. En af grundene til hastværket var en bred folkelig modstand NATO-medlemskabet i foråret 1949. Ifølge en Gallup-undersøgelse fra 19. februar 1949, var kun 32 procent af vælgerne stemt for, at Danmark og Norge skulle indtræde i Atlantpagten.

ARTIKEL 12

Efter at traktaten har været i kraft i 10 år eller til enhver tid derefter, skal deltagerne, hvis nogen af dem fremsætter anmodning herom, rådføre sig med hinanden med henblik på en revision ar traktaten under hensyntagen til de faktorer, som på det tidspunkt har indflydelse på freden og sikkerheden i det nordatlantiske område, herunder udviklingen at verdensomfattende såvel som regionale ordninger i medfør af De Forenede Nationers pagt til opretholdelse af international fred og sikkerhed.

Så vidt vides har der ikke fra dansk side været fremført forslag til ændringer af traktaten.

ARTIKEL 13

Efter at traktaten har været i kraft i 20 år, kan ethvert deltagerland ophøre med at være deltager eet år efter, at det har opsagt traktaten ved meddelelse til Amerikas forenede Staters regering, som vil underrette de andre deltagerlandes regeringer om deponeringen af hver enkelt opsigelse.

Ingen lande har indtil 1999 meldt sig ud.

ARTIKEL 14

Denne traktat, hvis engelske og franske tekst har samme gyldighed, skal deponeres i den amerikanske regerings arkiver. Behørigt bekræftede genparter deraf vil af nævnte regering blive sendt til de andre underskrivende magters regeringer.

Top
Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page