Det danske Fredsakademi

Fredsforhandlinger

Af Holger Terp

Sproglig bevidsthed omkring begreberne fred og fredsbevægelser hjælper en til at tolke aktuelle politiske problemer. Problemet med at definere, hvad begrebet fred indeholder, kan anskuliggøres ved at udvide begrebet fred til til fredsforhandlinger.

Langt de fleste fredsforhandlinger som har fundet sted i historiens løb, har været forhandlinger som har afsluttet en eller flere krige, eksempelvis freden i Roskilde og freden i Basel, 1795. Den tyske filosof Immanuel Kant skriver efterfølgende en af fredslitteraturens hovedværker "Den evige fred", som en satire over fredstraktaten. Da fredsforhandlinger aldrig har ført til krigenes ophør, kan disse forhandlinger betegnes som våbenstilstandsforhandlinger der er karakteriseret ved det forhold, at det som regel er den ene af parterne i "forhandlingerne", sejrherren, som dikterer sine betingelser til modparten, krigens taber. Eksempler på dette er forhandlingerne efter Napoleonskrigene, første og anden verdenskrig.

Politikerene ses sjældent sætte sig ned til reelle fredsforhandlinger mes der engnu er fred. Eneste kendte eksempel er en række voldgifttraktater i slutningen af sidste og i begyndelsen af dette århundrede samt indgåelsen af Briand-Kellog-traktaten i 1929. Der har været en række våbenbegrænsende aftaler, men de kan heller ikke defineres som fredsforhandlinger, hvor man løser internationale konflikter før de udvikler sig til krige.

Er "fredsforhandlingerne" omkring Kosova, Serbien fredsforhandlinger, således som de omtales i medierne, eller er de noget andet og i givet fald hvad?

Sproglig bevidsthed om fred og modsætningen krig eksemplificeres yderligere ved anvendelsen af udtrykket kanon som forstærkende superlativ.

Top


Gå til Fredsakademiets forside
Tilbage til indholdsfortegnelsen

Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page