Det danske Fredsakademi
Digt-antologi
Den første maj og brintbomben
Af Otto Gelsted
Der hinkes paradis på vej til skole
og unge piger springer ud i solen
og alting gror og knoppes, livet higer
mod mere liv og sprænger alle diger.
Vi brænder kvas og den. visne vinter
går op i luer og rødgardiner,
blå scilla blomstrer og hyacinter
og marken mønstres af såmaskiner.
I skjulte krypter sysler kloge hoder
med napalm-ild og brint- og koboltbomber.
Et brag kan rive klodens liv i stumper,
forgifte fuglens luft og fiskens floder.
Med gru i blikket segner småbørn om,
og jorden ligger øde, mørk og tom.
Skal vi forøde den lyse maj
og dræbe livet og barnets leg?
Er håbet håbløst, er endt al strid?
Stop denne galskab, mens der er tid!
Tro aldrig, dagen ingen kamp er værd.
Mod mørket sætter vi vort flammesværd.
Kilde: Uofficielle synspunkter.
Land og Folk 1. maj 1954 s. 9, samt i Døden i badekarret,
1955.
Den kommunistiske og humanistiske digter Otto Gelsted
(1888-1968),
udgav også digtsamlingen Sange under den kolde krig,
1952.
Indspillet af Karen Lise Mynster på LP'en Tro aldrig dagen ingen kamp er værd.
Top
Fredsakademiet.dk
|