mandat

Latin: Betyder generelt i aftaleret, jura og statsret ordre eller opgave, som er givet mandataren eller mandatarstaten i tillid.
FN-sikkerhedsråd skal give mandat til en militærstyrkes magtanvendelse for at denne er på folkerettens grund;
Folkeforbundet anvendte begrebet mandat i forbindelse med et administrationssystem for kolonistater og protektorater, hvor et mandat betød, at Folkeforbundet tilkendte eller gav et imperialistisk land beføjelser eller ret til at overtage et andet imperialistisk lands kolonier, eksempelvis Storbritannien mandatovertagelser af tysk Sydøstafrika og Palæstina efter første verdenskrig, dog således, at det var Folkeforbundet som beholdt suveræniteten over områderne.
Iføgle grundlovens § 19 stk 2., kan dansk militær ikke indsættes mod en fremmed magt uden folketingets samtykke. Styrken får dermed mandat til militær magtanvendelse. Mandatet kan være meget begrænset eller udvidet.
Også overført på eller om antallet af personer, vælgerne har stemt ind i et parlament eller andre offentlige forsamlinger for et bestemt parti.
I forbindelse med et bundet mandat er repræsentanten forpligtet til at føre em bestemt politik.
Se også: Dobbeltmandat ; D'Hondts metode ; mandatsvig ; Sainte-Laguës metode ; tillægsmandat.

Litteratur

Ritzaus Bureau: Krav om forklaring om Irak-mandat. I: Information, 10/16/2006.


Send kommentar, email eller søg i Fredsakademiet.dk
Locations of visitors to this page