Det danske Fredsakademi

Kronologi over fredssagen og international politik 24. juni 2009 / Time Line June 24, 2009

23. juni 2009, 25. juni 2009

En af fredsbevægelsens pjecer fra 1969 som s. 273 voldte PET mange bryderier. Dansk Fredskonference og Tværpolitiske Kontaktgrupper: Oberstkup i Danmark / Manuskript og redaktion ved: NATO, Georgjedde, Hanne Reintoft og Svend Jensen: .

Det officielle logo for FN's fredsår 1986.

06/24/2009
Slaget ved Solferino, 1859.

06/24/2009
Pet-kommissionens beretning udkommer.
Pet kommissionen og fredsbevægelserne
Af Holger Terp
Så kom den endelig, den længe ventede 11 kilo tunge rapport fra PET-kommissionen.
Er den så værd ventetiden og forventningerne.
En hurtig kommentar er både ja og nej.
Problemstillingen for kommissionen har jo været den at undersøge om hvor vidt Politiets efterretningstjeneste overholdt VKR-regeringens erklæring fra 1968 som forbød registrering af lovlig politisk virksomhed. Kommissionens beretning bygger således på to hovedkilder: Fremstillinger af periodens historie og politik og tjenestens arkivalier. Kommissionsmedlemmerne har som de første fået adgang til PETs arkiver. Desuden er der i et vist omfang anvendt udenlandske frem­stillinger og arkivalier.
Det er således et meget stort materiale kommissionens medlemmer har anvendt og litteraturlisterne til de forskellige afsnit i beretningen kan med fordel anvendes i ny og supplerende forskning på området.
Bindene er bygget op med en meget akademisk fremstilling efterfulgt PETs beskrivelser, vurderinger og analyser. Man kan dog anke over, at forfatterne i dette tiende bind ikke har anvendt bevægelsernes eget materiale, fordi man eksempelvis s. 20, ”ikke kunne få adgang til Ib Nørlunds dagbøger”.
Fremstillingen er ensidig akademisk og savner den dynamik der er i fredsbevægelsens eget materiale.
Eksempelvis erklærer Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed sig allerede i august 1945 nummeret af deres tidsskrift Fred og Frihed sig for at være imod atomvåben. Kritikken af atomvåbnene forstærkes yderligere på Ligaens store landsmøde i midten af oktober 1945. Ifølge den amerikanske professor i historie Lawrence S. Wittner, hvis tre binds hovedværk Confronting the Bomb desværre er fraværende i litteratur­listerne, kommer forslaget om, at hovedorganisationen erklærer sig som modstander at atomvåben, fra den danske afdeling i 1946.

'Kongressen i Luxemburg
Forslag til Drøftelse fremsendt af den danske Afdeling.
1. International Kontrol med Atomenergien.
Opfindelsen af Atombomben har slaaet alle med Skræk og Rædsel. Civilisationen vil bukke under, hvis Atomenergien ikke bliver underlagt en international Kontrol, som vil hindre den i at blive anvendt til Krigsformaal. K. I. L. F. F. henstiller derfor til alle Statsmænd at tage de nødvendige Skridt til at iværksætte en international Kontrol med Atomenergien, der alene kan gøre Ende paa den nervøse Spænding i mange Lande, en Spænding, der i sig selv kan blive en Krigsaarsag'.
Ved siden af Ligaens forslag til drøftelse på den kommende kongres er anbragt en anmeldelse af professor Norman Cousins Modern Man is Obsolete om farerne ved oprustningen af atomvåben.
Altså kan man godt anvende fredsbevægelsernes egne dokumenter til noget fornuftigt.
Den citerede akademiske litteratur i dette værk fra kommissionen er oldnordisk, hvilket tyder på en ringe akademisk interesse for huma­nisme i Danmark.
Men de overvågede bevægelser har afleveret arkivalier til forskellige arkiver og da det drejer sig om samtidshistorie, kunne man med fordel havde interviewet de pågældende personligheder.
Det skal også bemærkes at kommissionsbetænkningen ikke beretter meget om Forsvarets Efterretningstjeneste.
Ligeledes har man heller ikke benyttet de overvågedes hjemmesider.
Blandt kommissionens afsløringer er, at
1) at skiftende regeringer har vildledt folketinget og befolkningen
2) at alle politisk aktive, der ikke var medlem af de regeringsbærende politiske partier, blev overvåget
3) ødelæggelse af bevismateriale, arkiver, mens kommissionen sad og
4) at den konservative justitsminister Brian Mikkelsen var agent for apartheidstyret i Sydafrika.
5) at registreringerne er og var i strid med international lovgivning.
Kravet om overvågning af 'undergravende elementer' kom tilsyne­ladende fra NATO læs USA og er bl.a. i dokumentet c-m(55)15(final) fra 1955 bd 15 s. 277-280. Dette cirkulære er siden blevet løbende opdateret og har internationalt ført til krav om større offentlighed i NATO forvaltningen. Se eksempelvis:
http://www3.law.nyu.edu/eecr/vol11_12num4_1/special/roberts.html

Sagen om overvågningen af Carl Scharnberg i bind 10 s. 32 er interessant og viser, at de beskrevne sager i beretningen rummer mange usikkerhedsmomenter. Over­vågningen af Carl Scharnberg starter før hans engagement i Kampagnen mod Atomvåben. Bevismaterialet herom er desværre bortkommet ved makulering, efter ’hans død’, men man har dog registreret at han tidligere havde været militærnægter. Carl Scharnbergs tid som militærnægter er i øvrigt beskrevet i Henning Sørensens selvbiografi Fra Mit livs skraldespand s. 99-100.
Og så læser man i beretningen s. 292, at PET har et historisk arkiv!
Forvirret?
Hvad er gemt og hvad er ikke gemt?
Og så forstår man meget bedre Oberstløjtnant Mogens Schwalbe, der var chef for IC-afdelingen i Forsvarets Efterretningstjeneste fra 1973 til 77, forklaring til Auditørrapporten s. 57 i Fredsakademiets udgave om, at ”FE ikke beskæftigede sig med militærnægtere. Det var politiets opgave”.
Men bevismaterialet er altså desværre bortkommet.
Men militærnægterne er stort set fraværende i rapporten, bortset fra den besynderlige omtale samme side af 'Foreningen Militærnægterne i Gribskov'.
Der var dengang en militærnægterlejr i Gribskov.
I den indledende beskrivelse af War Resister’s International burde der s. 14 have stået, at Aldrig mere Krig er tilsluttet denne udmærkede organisation og ikke ’var tilsluttet’.
Forfatternes kendskab til britisk geografi er så ringe at man får på fornemmelsen, at de ikke rigtigt ved, hvad de skriver om. Hvor var det nu Greenham Common basen var lokaliseret? Bestemt ikke i byen Greenham - en sådan eksisterer ikke, men basen var placeret ved byen Newbury.
Ellers er der mange gode oplysninger at hente om de danske fredsgrupper efter anden verdenskrig - også selv om man let og elegant hopper over perioden 1940-1949, måske fordi den akademiske litteratur mangler på dette område, stort set alle fredsgrupper er med, endda et par stykker jeg aldrig har hørt om før. Eneste undtagelse ser ud til at være Danske Læger mod Kernevåben.
Man er heller ikke særlig god til at forklare, at fredsbevægelsernes udvikling til folkebevægelser i begyndelsen af 1980erne ikke skyldes kommunistisk eller sovjetisk indflydelse på fredsbevægelserne, men skyldes en næsten kollektiv angst på tværs af jerntæppet for, at konflikterne mellem øst og vest skulle udvikle sig til en altomfattende og altødelæggende atomkrig.
I afsnittet om fredsbevægelserne i 1950erne s. 262-265 er den dengang største danske fredsgruppe fraværende. Den akademiske litteratur om organisationen er yderst sparsom fordi arkivalierne er gået tabt. Tidsskriftet Fred og Frihed er således primærkilde til foreningens historie i dette tidsrum.

Stat i staten

Oplysningerne om specielt s. 328-329, at PET spionerer mod og direkte modarbejder FNs internationale fredsår 1986, således, at fredsbevægelsen får dårlig omtale i medierne i forbindelse med verdensfredskongressen i København er nye. Dette er selvfølgelig en meget alvorlig sag! Det samme gælder for smædekampagnen mod fredsbevægelserne i forbindelse med Arne Herløv Petersen sagen i 1981 bd 13, hvor en journalist på Berlingske Tidende, Mogens Auning, var nyttig idiot for PETs kontraefterretningsmæssige aktivitetet, endda i strid med daværende justitsminister Ole Espersens direktiver.
Blandt de overvågede fredsgrupper kan nævnes: Aldrig mere Krig, Fag­bevægelsen for fred (bd 8), Kvinder for Fred, Kvindernes internationale liga for fred og frihed - der blev startet i 1915 og ikke i 1916 som der står på s. 262, Nej til Atomvåben og Samarbejdskommiteen for fred og sikkerhed.
Og så kan diskussionen om PET-agenternes troværdighed eller mangel på samme begynde, men det siger en del om alle efterretningstjenesters holdninger, at de i ramme alvor stadig anvender dele af den termologi fascisterne anvendte i begyndelsen af 1940erne for at få bugt med militærnægtere og desertører: nedbrydende og undergravende virksomhed.
Det næste bliver vel, at protesterne mod krigen i Irak og protesterne mod krigen mod terror stemples som terroristvirksomhed i det små, men hovedproblemet for hele kommissionsebretningen er, at det er umuligt for læserne af beretningen at kontrollere de oplysninger der stammer fra PETS arkiver for de er stadig lukkede.
Historierne om, hvordan tjenesternes ansatte har berettet halve sanheder om omfanget af deres arkiver mindsker både tjenesternes troværdighed og omdømme, men det kan efterretningstjenesterne måske leve med i et lille land, hvor interessen for udenrigs- og sikkerhedspolitiske problemstillinger altid har været mindre end de daglige bekymringer om at få næste husleje betalt, fordi det har lige været den første eller det er snart den første.
Skal et arbejde kunne vurderes redeligt og sagligt skal kildematerialet være offentligt tilgængeligt. Forfatterne vil sikkert ikke opponere over at jeg bruger Dansk Udenrigspolitisk Instituts fremstilling af Grønland under den kolde krig fra 1997 som eksempel. Her fylder fremstillingen 614 sider, mens bilagsbindet er på 473 s., næsten lige så stort. Havde PET-kommissionen fulgt den samme fremgangsmåde ved publiseringen af dens beretning skulle den formentlig have været på omkring 28 bind eller 16 bind + et par DVDer.
Værket om overvågningen af protestbevægelserne er til trods for disse kritiske bemærkninger et vigtigt bidrag til forståelse af de danske bevægelser og deres arbejdsvilkår.
Der savnes et emne- og navneregister til alle bind samt et engelsk resume.
Selve rapporten må som helhed vurderes som en accept og frikendelse af de forskellige regeringer, embedsmænd og tjenester der anvendte mere tid på at overvåge og chikanere deres politiske modstandere end de forsvarede demokratiet for der er intet der tyder på at de danske efterretnings­tjenesters overvågning er stoppet i mellemtiden. Dansk demokrati har i hele den kolde krig haft flere alvorlige hjertetilfælde, hvis virkninger har bredt sig via justitsministeriet og ansvarlige politiske kredse til store dele af samfundet. Medmenenskeligheden og humanismen overfor krigsofre og mennesker i nød er i vide kredse af det politiske etablissement ikke eksisterende, for det kan ikke betale sig.
Det kan meget vel være således, at PET har overholdt gældende danske regler som det konkluderes i rapporten, men demokrati i grundlovsmæssig forstand er der ikke tale om. Og registreringerne er i modstrid med den europæiske menneskerettigheds­konvention. I et demokrati er der ikke brug for efterretningsvirksomhed på samme måde som når Kant konstanterede i sit hovedværk: Den evige fred, at demokratier ikke går i krig.
Spørgsmålet er derfor: Lever vi i et demokrati?
Derfor er kravene følgende:
1) Alle danske efterretningstjenesters arkiver om overvågning af ’politiske modstandere’ skal offentliggøres.
2) Større offentlighed omkring NATO
3) Det skal nedsættes en kommission til undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste og sidst, men ikke mindst
4) Overvågning og registrering af lovlig politisk virksomhed skal standses og diverse ansvarlige ministre skal stilles til ansvar.
Litteratur: PET kontra AUTONOME - historien om en retssag
Af: Folk Fra De Daværende Observerede Venstreradikale Sammenhænge.
http://indymedia.dk/articles/1203

06/24/2009
Forsvarsforlig 2009 for perioden 2010-2014
Flere midler til at dække krigsomkostningerne i Afghanistan.

06/24/2009

Top